ESSAY//#METOO – Tre markante profiler fra litteraturens verden, Marianne Stidsen, hendes svenske idol Horace Engdahl og hans ekshustru, Ebba Witt-Brattström, har udgivet hver deres bog om #MeToo-bevægelsen, hvis største effekt i Norden er Svenska Akademiens dramatiske fald fra fordums ophøjethed. Journalist Dorte Toft causerer om bøgerne, magtens væsen og sex. Fremfor Stidsens fordømmelse af #MeToo, foretrækker hun Engdahls. Stidsens virkelighed bliver for spektakulær, hvilket kan afspejle den overvejende negative holdning til bevægelsen i Danmark.
OBS. Artiklen er tilføjet enkelte ting, den 15.8.2019, efter anmodning fra lektor Marianne Stidsen. Det tilføjede er markeret med rødt.
Læs Marianne Stidsens replik til dette indlæg her.
Som 14-årig spirrevip blev den svenske forfatter, dramatiker og komiker, Jonas Gardell, voldtaget af en ældre, stærkere mand bag låst dør.
Det berettede han om i programserien Sommar i Sveriges Radio, ledsaget af ord om skamfølelse. En skam, der også meldte sig, hver gang han berettede om voldtægten, men… ”Er der noget, det sidste års #MeToo har lært os, er det, at vi må bryde tavsheden, vi må fortælle. Vi må tale, indtil folk siger, ‘kan I blive ved?’, og så sige: Idiot. Ja, det skal vi.”
Det hårde ord, idiot, spejlede programmets indledning, hvor Gardell fortalte om et godt råd fra sin ven, den legendariske skuespiller Ernst Hugo Järegård, herhjemme især kendt som overlægen med udbrud om ”danskjävlar” i tv-serien Riget af Lars von Trier.
Järegård kræver på et tidspunkt at tale øje til øje med Gardel. Det var vigtigt, kunne ikke vente, vigtigt, vigtigt, Jonas, for: ”Verden er fuld af idioter; du kan ikke tage hensyn til dem.”
Aftonbladet, der førte an, var gået i blodrus over teaterdirektøren med den angiveligt umenneskelige lederstil
Jeg hørte programmet med Gardell under en ferie på en lang køretur gennem de svenske skove frem til søer, strande og klipper, ledsaget af P1’s Sommar-podcasts.
Derfor hørte jeg også Sissela Kyle, en ældre skuespiller og regissør, der kærligt fortalte om sin ven, Benny Fredriksson, teaterdirektøren, der forlod sin post ved Kulturhuset Stadsteatern i Stockholm efter at være groft hængt ud i medier og efterfølgende begik selvmord. Tabloidavisen Aftonbladet, der førte an, var gået i blodrus over direktøren med den angiveligt umenneskelige lederstil.
Herhjemme har ingen sagt ”idiot” til anti-#MeToo’erne, der vil have standset fortællingerne. Herhjemme bruges Benny Frederikssons selvmord flittigt som eksempel på, at #MeToo er så skadelig, at bevægelsen koster liv.
Det sker senest i den nye bog Den nordiske Metoo-revolution 2018 – og dens omkostninger, som jeg hjemkommen fra ferien anmeldte for Politiken på print under overskriften ”Nedsmeltningen af Svenska Akademien og Marianne Stidsen.”
Topchefers selvmord
Forfatteren, Lektor, dr. phil. Marianne Stidsen citerer i sin bog debattøren Anna Libaks sammenkobling i et Berlingske-indlæg af teaterdirektørens selvmord og #MeToo, men dupper lidt dulmende på påstanden ved at skrive, at man jo aldrig kan være helt sikker på sammenhængen. Men i hvert fald var det ”i kølvandet på #MeToo”, skriver Marianne Stidsen.
Hvorledes vil Marianne Stidsen forklare andre selvmord, som begås af magtfulde mænd, der fyres, anklages eller som har fejlet stort – mænd, for hvem arbejdet måske var det vigtigste i livet, som det var for Benny Fredriksson? I hvert fald jævnfør Sissela Kyle og flere før hende.
Og hvordan vil lektoren ved Københavns Universitet forklare andre selvmord, der er sket, efter medier er gået amok i blodrus?
De to bøger bekræfter den ekstreme polarisering som #MeToo udløser. En polarisering, der reducerer den i klimadebatten til peanuts kvantitativt set
Under ferien læste jeg to af de mest omtalte svenske bøger om #MeToo, begge forfattet af kendisser inden for litteraturens verden.
Den ene var De obekymrade af Horace Engdahl, mangeårigt medlem af det tidligere så ophøjede Svenska Akademien, hvor han i mange år var formand. Han vakte stor opstand, da han under akademiets nedsmeltning kaldte den daværende formand, Sara Danius, for den værste formand af alle gennem tiderne.
Den anden bog med titlen Historiens Metoo vrål, altså brøl, er skrevet af Ebba Witt-Brattström, som Stidsen i sin bog Den nordiske Metoo-revolution 2018 – og dens omkostninger gentagne gange benævner som Engdahls ‘vrede’ ekshustru. De to bøger bekræfter den ekstreme polarisering som #MeToo udløser; en polarisering, der reducerer den i klimadebatten til peanuts kvantitativt set.
Brutal og total affærdigelse
Litteraturhistorikeren og -kritikeren Horace Engdahl er en magtfuld mand, som Marianne Stidsen offentligt har bekendt at have en dyb beundring for. Han blev en slags mentor for hende, allerede mens hun studerede litteratur.
Og skulle man ønske sig en brutal og total affærdigelse af #MeToo, foretrækker jeg Horace Engdahls bog fremfor Stidsens, selv om bogen ikke har fået den bedste medfart hos de svenske anmeldere.
Sproget i Engdahls bog er smukt, og hans hævntogt er mere elegant formuleret. Jeg blev tilmed rørt af den ældre mands længselsskrig efter en verden, hvor de højere ånder regerer og den altfortærende kærlighed blomstrer, hvilket ifølge ham forudsætter helt adskilte kønsroller, som i det finere borgerskab i gamle dage.
Også jeg har en svaghed for utopier.
At han så bruger plads til at lange hårdt ud efter videnskabsfolks mulighed for at få omtale kan undre, men ikke at Engdahl fortvivles over os dumme flokdyr og svælger i selvmedlidenhed.
Kvinder, uden hvis støtte de antifeministiske magtmænd i kulturen ikke kunne eksistere, opdeler hun i kategorierne ”Tante Lydia” og ”Hustruen”
De mænd, der imponerer Engdahl – og ifølge ham alle mænd – beskriver han i øvrigt således: Dem, der udviser mod, som tiltrækker unge kvinders interesse og som er intelligente – ”i anført rækkefølge”.
Hans ekshustru, professor Ebba Witt-Brattström, drager i sin bog eksempler frem fra litteraturens gemmer, der nu om dage ville få en #MeToo-mærkning, og nævner især værker fra kvindelige forfattere.
Forfatteren peger også på kvinder som medskyldige og uden hvis støtte, de antifeministiske magtmænd i kulturen ikke kunne eksistere. Hun opdeler dem i kategorierne ”Tante Lydia” og ”Hustruen”, inspireret af bogen The Handmaid’s Tale. Tante Lydia tugter og straffer kvinder, der ikke totalt underlægger sig patriarkatet. Hustruerne gør det ved ubetinget loyalitet mod deres mænd, hvad end de gør.
Sprogets neutralisering
Witt-Brattström sætter desuden fingeren på det sprog, der fjerner overgrebspersonen. ”Kvinder udsættes for voldtægt” og andet, skriver hun, som om det er en ”slags naturfænomen”, som når lynet rammer.
Professoren nævner også den store mistænkeliggørelse af kvinder, der siger, at de er voldtaget. Den ses også fra Marianne Stidsens side, når hun i bogen frikender magtfulde mænd under anklage for overgreb, og som tilmed ses i hendes mistænkeliggørelse af retssystemet i relation til voldtægtsdommene over den svenske kulturprofil Jean-Claude Arnault og andre mænd.
Hvorfor den overvældende mistro, når ofre for andre uhyrligheder ikke mistros, spørger forfatteren.
Bogen rummer i øvrigt også et ældre, måske sigende Horace Engdahl-citat: ”Den fuldbyrdede penetration er evigt et nederlag for kvinden og evigt en sejr for manden.”
Akademiet under angreb
Hovedemnet for Stidsens bog er magtkampen i Svenska Akademien mellem især Horace Engdahl og Sara Danius, udløst af anklagerne mod kulturmanden, Jean-Claude Arnault, gift med et af akademiets medlemmer og inde i dets inderkreds.
Anklagerne blev bragt i avisen Dagens Nyheter, hvor 18 kvinder, nogle anonyme, fortalte om større og mindre overgreb fra Arnaults side.
Dem affærdiger Stidsen som årsagen til nedsmeltningen af Svenska Akademien. Ifølge hende er det utilgiveligt, at Sara Danius straks iværksatte en advokatundersøgelse.
Det var kommet frem, at akademiet 21 år tidligere havde ignoreret et skriftligt nødskrig fra en af de 18 kvinder, at navne på Nobelprismodtagere var lækket, samt at akademiet havde tilgodeset egne medlemmer og deres nære.
Magtmænds ofte voldsomt forstørrede seksuelle appetit og deres scoringer har jeg også gennem adskillige ansættelser studeret nærmere
Men det endte som nævnt i en blodig, intern magtkamp i akademiet, og magt interesserer mig dybt. Så dybt, at jeg for en del årtier siden fik udgivet pamfletten Magtkampens A-Z, dog under pseudonym for ikke at blive fyret fra min stilling, hvor jeg deltog i såvel direktions- som bestyrelsesmøder.
En observation fra firmabiblioteket af, at en tyk bog om magt var en af de mest slidte, men aldrig officielt udlånt, var blandt inspirationerne. Men også tidligere ansættelser talte for min interesse i, hvem der egentlig bestemmer hvad, hvorfor, hvornår og hvilke metoder, der bruges i magtkampene, herunder isolation, bagtalelse og anden mobning.
Magtmænds ofte voldsomt forstørrede seksuelle appetit og deres scoringer har jeg også gennem adskillige ansættelser studeret nærmere.
Tændte kvinderne på manden selv? På det, at manden havde magt? Brugte hun sin seksualitet til at få egne fordele? Frygtede hun repressalier, hvis hun sagde nej?
Jeg har set det hele, også de fordele, der kan udløses. Jeg har dog set langt flere kvinder blive beskyldt for at ”ligge sig til karrieren”, end sandt er.
Marianne Stidsen melder sig i koret med insinuationen både i relation til kvindernes anklager mod Jean-Claude Arnault, som var personlig ven med Horace Engdahl, og Hollywood-mogulen Harvey Weinstein (foto).
Hendes kærlighed til Engdahl og hendes åbne mikrofon for hans redegørelser fænger. Det er, som gælder det næsten liv og død for hende at beholde ham uplettet på piedestalen, med svenske Expressen og Politiken som primære platforme indledningsvis.
Det samme gør hun i kapitlet om den fyrede rektor for Forfatterskolen – altså går langt for at hvidvaske ham og lægge skylden for fyringen på navngivne kvinder. En selvtægt, som danske kvinder, der berettede om overgreb, ej begik.
Min holdning til Stidsens bog fremgår af min anmeldelse i Politiken, hvor jeg gav den to stjerner, og den rystede mig, også på grund af hendes valg af sandhedsvidner. I ét tilfælde søger hun tilmed helt ud til den ekstreme højrefløj, men jeg er desuden rystet over den verden, hun kræver.
Stidsens skræmmende krav
Medier må fremover ikke bringe en kvindes ord om overgreb, medmindre kvinden samtidig kan levere dokumentation eller vidner.
Institutioner må ikke reagere på andet end helt konkrete anklager, og kun hvis de er gået rette vej op gennem systemet.
Og der bør indføres sanktioner mod personer, som ”hensynsløst og systematisk saboterer de demokratiske institutioners arbejdsbetingelser”.
Alene sagen om Milena Penkowa på hendes eget universitet, Københavns, burde have gjort Stidsen klogere
Der skal i hendes øjne ikke meget til at være sabotør, så kun helt konkrete anklager duer, hvilket må betyde dokumentation eller vidner.
I den verden, som Stidsen kræver indført, har en mistanke om overgreb, om på mand, kvinde eller barn, kun en mikroskopisk chance for at blive afdækket. Det samme gælder chikane og for den sags skyld også forskningsfup.
Oveni kommer hendes forestilling om, at går man rette vej gennem systemet, så sker behandlingen på forsvarlig vis.
Alene sagen om Milena Penkowa på hendes eget universitet, Københavns, burde have gjort hende klogere, ligeså sagerne om de whistleblow’ere, der har noget på fornemmelsen, men som ikke har the smoking gun. Men det er så især fra erhvervslivet, som Stidsen synes helt at mangle føling med.
Da kæden sprang helt af
Men det tæller så også for min manglende begejstring for bogen at se kæden springe helt for af en person, hvis arbejde indebærer uddannelse af unge. Det sker for eksempel, når hun i bogen ligestiller Rasmus Paludan med forfatteren Katarina Wennstam, en #MeToo-fortaler, der ligesom Sara Danius er hadeobjekt for Stidsen.
De er lige slemme, Paludan og Wennstam, ”populisterne” fra henholdsvis højre og venstrefløjen, hævder hun.
Følgende passage fra bogen vidner også om, hvor langt universitetslektoren går for at udgive sin opfattelse som sandheden:
”Og selv om en nyere undersøgelse – foretaget af en lektor fra Aarhus Universitet – mente at kunne påvise, at MeToo-kritikerne havde haft mest vind i sejlene, er det i hvert fald ikke mediernes skyld (eller fortjeneste, om man vil). Tværtimod kan det ud fra de kvalitative undersøgelser, jeg selv bekender mig til og altid har bekendt mig til, bekræftes, at det indimellem har været endog temmelig meget op ad bakke at komme igennem med MeToo-kritikken,” skriver Stidsen.
Aarhus-lektoren, der er medieforsker, undersøgte ikke balancen i medierne, men undersøgte udelukkende, hvad medier havde valgt at dele på Facebook. Syv ud af ni store danske medier delte dobbelt så meget negativt, som positivt på det sociale medie, og medier foretrækker jævnligt at dele det mest ekstreme i håb om klik.
De kvalitative undersøgelser Stidsen bekender sig til. Hvilke er de? Egne øjne? Hvor var forlagsredaktøren? Forblændet af beundring, af egen anti-#MeToo?
Hvis det er fakta, så …
Den fordrejning og meget andet i bogen minder om pølsemanden og andre i dansk politik, der har holdningen ”at hvis det er fakta, så benægter a fakta.” Og hvilken disrespekt Stidsen udviser for en akademisk fælle, som hun tilmed også har nedgjort i et svensk net-tidsskrift målrettet en særlig fløj af akademikere, en nedgøring, hvor hun benyttede sig af flere usandheder – dokumenterbare usandheder.
Marianne Stidsen har i en henvendelse til POV-redaktionen den 15.8.2019 haft indvendinger mod, at der ikke, med link og navn, fortælles om netstedet, hun offentliggjorde på, og at der ikke redegøres for, hvad der opfattes som usandheder. Det omtalte sites navn er Academic Rights Watch, og Stidsens indlæg, dateret 19. juli, ses her.
Stidsen skriver usandt på visse punkter om undersøgelsen foretaget af medieforsker ved Aarhus Universitet, lektor Camilla Møhring Reestorffs, groft insinuerende på andre. Blandt de alvorligste ting i Stidsens indlæg kan nævnes følgende påstande:
“Møhring Reestorffs egen undersøgelse, der i øvrigt er blevet til i et tæt samarbejde med Producentforeningen, Instruktørforeningen og Skuespillerforbundet med den erklærede hensigt at indsamle data, der kan være med til at ”overbevise kritikere om, at det er vigtigt at se på seksuelle krænkelser i film- og teaterbranchen …””.
Det er ikke korrekt. Reestorffs undersøgelsen er ikke sket i samarbejde de to foreninger og Skuespillerforbundet, og de vil nok undre sig dybt over påstanden. Der er tale om en uafhængig undersøgelse foretaget alene i Aarhus Universitets regi, ikke i samarbejde med nogen som helst. Den erklærede hensigt har derfor heller ikke været, at ”overbevise kritikere om, at det er vigtigt at se på seksuelle krænkelser i film- og teaterbranchen”.
Som det fremgår af medieforskerens offentligt tilgængelige indlæg på videnskab.dk, fra januar 2019, var undersøgelsens formål at få undersøgt, hvorledes medier havde prioriteret deling af Metoo-stof på Facebook og med hvilke ord og dermed hvilken vinkel, stoffet blev delt på FB. Det er dermed også en afdækning af, hvilket indtryk medier bibringer de mennesker, som udelukkende orienterer sig nyhedsmæssigt via sociale medier.
Ifølge Stidsens indlæg har medieforskeren hævdet, at #Metoo-stof kun har været opinionsstof. Det er, som det også fremgår af videnskab.dk, heller ikke sandt. Der nævnes også journalistik. Men nok om denne bihistorie.
Jeg har i mine mange år i erhvervslivet aldrig set lignende overdimensioneret klynk
Går alt inden for akademia?
Måske er der noget særligt i hendes reservater, på universiteter og i kulturlivet. Fornemmelsen, jeg længe har haft, bestyrkes af bogen.
Fra reservatledelsers side jokkes der i spinaten i en blanding af konfliktskyhed og panikagtig udvisning af handlekraft.
Fra den anden side ses en del akademikere og kunstnere med krav om ekstremt vide grænser, med umådeholden skråsikkerhed og en skræmmende forurettelseshedsparathed, der kan have sit ophav i en følelse af hovmod over at tilhøre de ophøjede verdener.
Jeg har i mine mange år i erhvervslivet aldrig set lignende overdimensioneret klynk.
PS: I Politikens kommentarfelt på Facebook diskvalificeres jeg af flere som anmelder af Stidsens bog, fordi jeg er feminist. Jovist, jeg er det. Jeg blev godt nok smidt ud af rødstrømperne, fordi jeg var borgerlig, idet den bevægelse var lige så intolerant over for anderledes tænkende, som dagens Stidsen’er. Men jeg arbejder for, at kvinder får mulighed for at beholde, hvad kvinder før mig kæmpede for, ligesom jeg på forskellig vis forsøger at få taget livet af de ubeviste bias, der spænder ben for både kvinders og mænds mere frie udfoldelse. Det ekstremt kønsopdelte danske arbejdsmarked tjener for eksempel ikke landet, og det er selv anti-feminister enige i – de af dem, der har forstand på samfundsøkonomi.
Topfoto: Ekspressen.se
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
