Sommerfugle og selvmord: En søns søgen efter sandheden

af i Bøger/Liv & Mennesker/Psykologi

INTERVIEW // BOGUDGIVELSE – Journalisten Mikkel Frey Damgaard har netop udgivet bogen Sørgekåben, der er en dybt personlig beretning om ”fædre, sønner, sommerfugle og min fars selvmord”. Det startede med at skulle være en bog om selvmord, sorg og tabu, men endte med at blive fortællingen om dystre familiehemmeligheder, der pludselig dukkede op – og konsekvenserne ved at holde dem hemmelige.

Juni 2017. Jeg er på vej over Øresundsbroen i min lysegrå Chevrolet. Folkemødet på Bornholm venter forude på den anden side af Sverige. Ved min side sidder Mikkel Frey Damgaard.

Jeg er stille – det er jeg blevet bedt om, for Mikkel skal optage lyd. Han skal optage den karakteristiske lyd af en bil, der kører over en bro. Vindens susen og den korte snerren, når bilen passerer sammenføjningerne mellem elementerne. Han speaker. Fortæller de kommende lyttere, at han altid har været panisk angst for at køre over Storebæltsbroen og Øresundsbroen, fordi han i årevis havde været bange for at arve sin fars selvmord.

I en periode holdt jeg op med at blive vred. Jeg var som Muhammad Ali, da han lod Larry Holmes gennemtæske sig op til kampen mod Foreman – for at lade sin krop blive hærdet

Jeg har på dette tidspunkt kendt Mikkel i et års tid. Jeg har lyttet til de første episoder af hans P1-programrække ’Selvmordstanker’, hvor han netop fra forskellige sider belyser om man kan arve sin fars selvmord. Optagelserne fra broen skal bruges til det sidste afsnit, der kommer umiddelbart efter folkemødet i 2017.

Efter Selvmordstanker fortsætter Mikkels søgen efter svar – ind i sig selv og ind i sin families historie. Det blev til bogen Sørgekåben, der for nyligt udkom på Gyldendal. På forsiden under titlen står der, at det er en ”fortælling om fædre, sønner, sommerfugle og min fars selvmord”. Og det er en heftig, bevægende og flot skrevet fortælling, skulle jeg hilse at sige.

Mikkel Frey Damgaards far, overlægen, slumstormeren, kollektivisten og sommerfuglesamleren, tog sit eget liv 22. juli 1986. Det skete i hans lejlighed på Østerbro om formiddagen – stesolider blev skyllet ned med rødvin. Mikkel var otte år, da det skete, og selvmordet blev et spøgelse, som ville følge ham gennem livet – også selvom hele tiden forsøgte at undgå det.

Til psykolog to gange om ugen

Jeg lærte Mikkel at kende henover sommeren 2016. Det skete gennem vores store fælles passion, Brøndby IF, og indenfor rammerne af en gruppe af ligesindede fans. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad han gik igennem – og at netop denne periode var skelsættende.

”Fra foråret 2016 og hele det år ud, gik jeg til psykolog to gange om ugen. Det var sket efter en periode, hvor jeg kunne blive ekstremt vred under pres. Jeg var meget ærekær og kunne eksplodere. Og det kunne være voldsomt, men jeg kunne ikke selv se det – eller også ville jeg ikke se det. Det var som om jeg ikke havde proportionerne på plads. Efter en eksplosion kunne jeg sige, at det jo var ingenting,” fortæller Mikkel Frey Damgaard og fortsætter:

”Jeg havde så travlt med at etablere en fjende udenfor mig selv – det kunne være en kæreste eller psykologen. Min psykolog var vedholdende; den vrede dækkede over noget. Det var meget intenst og i perioder havde jeg det virkelig dårligt. Men hen over sommeren 2016 skete der noget – et skred. Det gik op for mig, at der var en anden vej end gennem vreden. I en periode holdt jeg op med at blive vred. Jeg var som Muhammad Ali, da han lod Larry Holmes gennemtæske sig op til kampen mod Foreman – for at lade sin krop blive hærdet”.

I årevis var han sikker på, at han også ville tage sit eget liv – blandt andet derfor var han panisk angst for de store broer, for han troede, frygtede, at en impuls ville få ham til at køre ud over kanten og i dybet og døden

Mikkel Frey Damgaard havde været på skærmen som vært på ’DR2 Dagen’, men havde søgt og fået orlov i den periode. Da han kom tilbage efter sommeren 2016, blev han rykket over i en anden afdeling – væk fra skærmen.

På et idéseminar en dag foreslog han selv at lave noget om selvmord – vinklen skulle være om det var okay at tage sit eget liv. Det udviklede sig til den programrække, han døbte Selvmordstanker, hvor han igennem seks afsnit nuanceret gennemanalyserer og tager livtag med sin fars selvmord og med sin egen frygt for at arve det.

Mikkel Frey Damgaard frygtede at arve sin fars beslutning om at begå selvmord

I årevis var han sikker på, at han også ville tage sit eget liv – blandt andet derfor var han panisk angst for de store broer, for han troede, frygtede, at en impuls ville få ham til at køre ud over kanten og i dybet og døden.

Da han i 2017 sad i min bil og optog lyden af turen over broen, var ringen ved at være sluttet. Det var optagelserne til det sidste program, hvor konklusionen drages; man arver ikke et selvmord, men man kan arve fortællingen om det.

Radioprogrammerne endte i bogprojektet, som han arbejdede ihærdigt og intenst med i foråret 2018.

”Jeg var blandt andet på skriveophold på klosteret Sankt Cataldo i Italien – det lå i et af de smukkeste områder, men jeg sad på mit værelse fra morgen til aften og skrev. Og det var grimme, grimme ting, jeg skrev om”.

”Mikkel er uduelig”

Men hvorfor tog det så lang tid for Mikkel Frey Damgaard at nå det punkt, hvor han kunne skrive en bog om sin fars selvmord og hvad det gjorde ved ham?

Jeg var ustandselig i kamp med voksne i almindelighed og autoriteter i særdeleshed. Ofte var min indgangsvinkel, at hvis de forlangte noget, ville jeg af princip ikke gøre det

”Min opvækst var ekstremt svær. Jeg var ustandselig i kamp med voksne i almindelighed og autoriteter i særdeleshed. Ofte var min indgangsvinkel, at hvis de forlangte noget, ville jeg af princip ikke gøre det. Det bragte mig i fedtefadet igen og igen. Senere i mit liv havde jeg overordentligt svært ved at skabe nogle rammer jeg kunne leve et voksenliv i. Eksempelvis forsøgte jeg fire gange at blive student – fire gange droppede jeg ud,” fortæller han og fortsætter:

”Det betød også, at der opstod et narrativ i mit liv, som handlede om at ’Mikkel er uduelig. Mikkel ender på kontanthjælp’, og så videre, og det var også hvad jeg fortalte mig selv. Men ved siden af det, var der en anden side i mig, som jeg dyrkede alene. Den handlede om musik, poesi og bøger. Den rummede en længsel efter noget andet, og den holdt mig på en eller anden måde på sporet af et liv med mening, selvom det i øjeblikket så lidt sort ud.”

Farens selvmord, fortæller han, havde han skubbet fra sig – og så alligevel ikke.

”I stedet var indtrådt en angst for selv at være mørket, sindssygen og selvmordet. Jeg opdagede det ikke selv. Jeg kunne ikke koble de to ting, og samtidig var resten af min familie også optaget af at komme videre, og af at sige til hinanden og til mig, at selvmordet ikke skulle fylde. Men min opførsel blev ved med at pege på selvmordet, men når vi ikke kunne kigge på det sammen, så måtte jeg bære det alene, og jeg blev familiens kulsorte får.”

Fortællingen skifter karakter

Undervejs i arbejdet med bogen gik det op for Mikkel Frey Damgaard, at ikke bare farens selvmord var forsøgt gemt væk eller bagatelliseret. Det løb som en dyb og dyster flod under familien, at holde store hemmeligheder gemt væk bag facader og forsvarsparader.

”Jeg troede, at jeg skulle skrive om selvmord, sorg og tabu. Et arbejde som handlede om mit indre, men undervejs begyndte jeg at høre nogle rygter, om at den historie, som min familie fortalte om sig selv ikke var helt sand.”

“Min oldefar var familiens patriark og helt store helt. De fortalte, at han havde hjulpet jøder over Øresund, men var blevet taget af tyskerne, og sendt i fangelejr. Familien troede, at han var død, men en dag dukkede han pludselig op foran døren, og var kommet hele vejen gennem Tyskland og hjem.”

Mikkel Frey Damgaards håb er, at vi skal forstå, at det skamfulde ikke skal æde mennesker op

“Han forbød alle at tale om hvad der var sket, og brugte al sin energi på at bygge et rejsebureau op, som voksede sig stort og tjente mange penge. Den historie viste sig at være noget anderledes, må man sige,” fortæller han.

Det er noget af en underdrivelse, kan jeg konstatere efter at have læst bogen. Hvad det er for dybe hemmeligheder, som familien gemte på og vendte sig væk fra, vil jeg ikke afsløre her – det er læserne af bogen forundt, men fakta er, at Mikkel Frey Damgaard med sin bog netop peger ind i sit eget og sin egen families mørke. Hvad har det ført med sig af etiske og moralske overvejelser?

”Det her handler om, hvordan man håndterer noget skamfuldt, og den løsning familien har valgt, har voldt os alle sammen enormt stor smerte. Når vi har holdt ting hemmelige for hinanden, så er det faktisk for at skåne de andre. Vi tror, at vi passer på hinanden ved at undlade at fortælle om det smertefulde, og så går vi rundt i hvert vores helvede,” siger han.

”Jeg ved, at min farmor ville være meget nervøs ved denne bog, og hendes reaktion ville være opgivende, og så forsøge at lade som om, at den ikke findes. Det er blevet en måde at overkomme alt det svære.

“Simpelthen at ignorere det, men så lide i stilhed. Og det må høre op, vi er nødt til at kunne tale sammen om det som gør os bange og kede af det. Jeg har forsøgt at gøre det her så nænsomt som overhovedet muligt.”

Mikkel Frey Damgaards håb er, at vi skal forstå, at det skamfulde ikke skal æde mennesker op. Med Sørgekåben gør han sit for at sætte fokus på det og træde ud af skyggen fra sin fars selvmord og familiens overraskende og mørke hemmeligheder.


Mikkel Frey Damgaard: Sørgekåben – en fortælling om fædre, sønner, sommerfugle og min fars selvmord, Gyldendal, 235 sider, 299,95 kr.


Fotos: Gyldendals presseservice.

Simon Kratholm Ankjærgaard er journalist, forfatter og historiker. Han har de seneste fem år arbejdet som freelancer, men har tidligere været journalist i Berlingske Media og redaktør på Hus Forbi.

Seneste artikler om Bøger