KRIG I MELLEMØSTEN // ANALYSE – Det seneste angreb på Israel kan med de seks raketter ses som en afmægtig og symbolsk støtte til Iran. Men det kan få videregående konsekvenser og kan være med til at forlænge og komplicere krigen.
HAIFA – Krigen i Mellemøsten tog en ny, om end ikke videre overraskende drejning, da Israel natten til mandag bombede en række mål i Libanon. Angrebene kom som en reaktion på, at den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse søndag aften genoptog raketbeskydningen af det nordlige Israel.
I alt seks raketter blev affyret fra stillinger i Beqaadalen i det østlige Libanon. En af dem blev skudt ned, mens de fem øvrige fik lov til at ramme ned i åbent terræn, hvor de anrettede minimal skade. Fra Hizbollah lød meldingen, at angrebet var en hævn for drabet på Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, der omkom under et israelsk angreb på Teheran lørdag.
Parallel udvikling
Der er en bemærkelsesværdig symmetri i denne udvikling.
Den 27. september 2024 angreb israelerne Dahiyeh, en sydlig forstad til Beirut, hvor Hizbollah har sit hovedkvarter. Bomberne var rettet mod en bygning, hvor Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah netop holdt møde med en række af bevægelsens toppersoner. Hermed blev en vigtig del af Hizbollah elimineret, og dette var stærkt bidragende til, at bevægelsen den 27. november accepterede en våbenhvile.
Elimineringen af Nasrallah fik en dominoeffekt. Hizbollah var ikke længere i stand til at afstive Bashar al-Assads regime i Damaskus i samme omfang som tidligere. Det så Ahmed al-Sharaa, lederen af den syriske oppositionsbevægelse Hayat Tahrir al-Sham, som sin gyldne chance. Fra sit kerneområde i den nordlige Idlib-provins rykkede hans milits sydpå mod Damaskus, hvor regimet den 8. december faldt sammen som et skrøbeligt korthus. Med dette havde iranerne på kort tid mistet to af deres vigtigste proxyer i regionen, og fra Teheran lød det, at man ville have hævn over israelerne.
Hævnen kom natten mellem den 13. og 14. april sidste år, hvor iranerne sendte omkring 170 droner, ca. 30 krydsermissiler og mere end 120 ballistiske missiler mod Israel. Det var en dramatisk nat, hvor bl.a. Saudi-Arabien og Jordan, godt hjulpet af amerikanske efterretningsoplysninger, var med til at afværge angrebet. Samtidig blev dette en del af spillet forud for de 12 dages krig i juni sidste år, hvor israelerne rettede heftige angreb mod Iran, og hvor USA på krigens 10. dag med stor voldsomhed bombede de tre vigtigste iranske atomanlæg.
Natten til i dag var det så Hizbollah, der valgte hævnens vej, selv om bevægelsens militære formåen kun er en bleg skygge af, hvad iranerne kunne mobilisere dengang. Men i og med at Hassan Nasrallah og Ali Khamenei blev elimineret under forhold, der har en slående lighed, blev den seneste udvikling en form for tilskyndelse til at tage et nyt initiativ.
’Den zionistiske fjende’
Spørgsmålet er derfor, hvad Hizbollah nu prøver at opnå?
Det er helt klart, at Hizbollah på de givne betingelser ikke har nogen som helst mulighed for at besejre Israel militært. Det har man i øvrigt længe kunnet læse ud af bevægelsens taktiske overvejelser. Kort efter at Hamas rettede sit terrorangreb på det sydlige Israel den 7. oktober 2023 åbnede Hizbollah en ny front ved raketbeskydning mod det nordlige Israel.
Det erklærede formål var at vise solidaritet med Hamas, som på det tidspunkt stod overfor en massiv israelsk landoffensiv i Gaza, men krigsindsatsen omkring den libanesisk-israelske grænse forblev hele vejen igennem halvhjertet. Hvilket helt givet også er hensigten, for Hizbollah havde ingen interesse i at skulle konfrontere en israelsk landoffensiv, og det har bevægelsen for så vidt heller ikke nu.
Det er helt klart, at Hizbollah på de givne betingelser ikke har nogen som helst mulighed for at besejre Israel militært
Hizbollah har gennem årene modtaget omfattende økonomisk støtte og massiv våbenhjælp fra Iran, så naturligvis kan man tale om en gæld til styret i Teheran, der nok fordrer, at man står last og brast i nødens stund. Det er årsagen til, at de seks raketter, som blev affyret søndag aften, fremstilles som en hævn for elimineringen af Ali Khamenei. Men bag de formelle erklæringer ligger en dybere forklaring.
Hizbollahs rolle i Libanons komplicerede politiske spil går helt tilbage til 1980’erne. Da man i 1989 lagde låg på den langvarige libanesiske borgerkrig ved den såkaldte Taif-aftale, var der snesevis af forskellige militsgrupper i Libanon.
De indvilgede alle i at nedlægge våbnene, mens Hizbollah sagde nej. De havde ikke på noget tidspunkt deltaget i borgerkrigen, lød forklaringen, men havde som formål at beskytte Libanon mod den zionistiske fjende, som det hedder i de kredse. I 1982 havde israelerne invaderet Libanon, og offensiven nåede helt frem til Beirut, hvor man sørgede for at forvise Yasser Arafat og PLO fra deres hovedkvarter i byen. Efterfølgende trak israelerne sig tilbage til det sydlige Libanon, hvor de etablerede en sikkerhedszone i hele området syd for Litanifloden.
Dette gav Hizbollah en god anledning til at holde på våbnene efter borgerkrigens afslutning, og det vandt ikke mindst gehør i den shiamuslimske del af befolkningen, som for en stor dels vedkommende lever i netop det sydlige Libanon.
Da Israel foretog sin endelige tilbagetrækning fra Sydlibanon i sommeren 2000, stod Hizbollah muligvis med et forklaringsproblem, for nu havde den sidste israelske soldat jo forladt landet. Men bevægelsen kastede blikket på Shabaa, et lille stykke land, der ligger hvor de israelske, libanesiske og syriske grænser møder hinanden. Formelt er det en del af Golanhøjderne, som Israel erobrede fra Syrien i 1967, men fra gammel tid har det været en del af en syrisk-libanesisk grænsestrid. Det var tilstrækkeligt til, at Hizbollah kunne betragte Shabaa som libanesisk og dermed forklare sin fortsatte rolle som værn mod den zionistiske trussel.
Libanesisk indenrigspolitik
Shabaa indgår stadig i forklaringsmodellen, for der er aldrig kommet en entydig afgørelse i sagen om enklavens tilhørsforhold. Som en lettere eksotisk detalje i denne sag er der Ghajar, hvor våbenhvilelinjen fra gammel tid skærer tværs gennem landsbyen. Den sydlige del ligger i Israel, mens den nordlige er libanesisk, men det hele er under israelsk kontrol. Samtlige indbyggere har fri adgang til Israel, men en stor del af dem foretrækker at bo i den nordlige del, da de derved har bolig i Libanon og derfor kun betaler delvis israelsk indkomstskat.
Men bag det pudsige ligger den mellemøstlige alvor. Ghajar indgår også i Hizbollahs raison d’être, og siden våbenhvilen fra oktober 2024 har man kunnet påpege fem israelske militærposter, som Israel fortsat har liggende på libanesisk territorium.
Alt dette skal dog nok primært ses som et stykke libanesisk indenrigspolitik. I en del af verden, hvor det vrimler med uafklarede grænsespørgsmål, hører den golde Shabaa-enklave nok til småtingsafdelingen, men den fungerer fint som forklaring for Hizbollahs fortsatte berettigelse.
I det etnisk splittede Libanon står Hizbollah som repræsentant for shiamuslimerne, som typisk er ringere stillet end de øvrige grupper – sunnimuslimerne, druserne og maronitterne. Den palæstinensiske flygtningebefolkning tæller sjældent med i denne ligning, eftersom de ikke har statsborgerskab og kun begrænsede rettigheder. Hizbollah er nok først og fremmest et politisk parti, der sidder med i det libanesiske parlament, og gennem årene har bevægelsen så søgt at bevare sin magtposition gennem militante aktiviteter, ligesom påstanden om at forsvare hele landet mod israelerne søger at appellere til den kollektive libanesiske selvopfattelse.
Den side af sagen halter dog gevaldigt lige nu. Navnlig gennem de sidste par år er det lykkedes Libanon at etablere en nogenlunde velfungerende regering i Beirut, og i den aktuelle situation var premierminister Nawaf Salam hurtigt ude og fordømme søndag aftens raketbeskydning. Han sagde, at de, som stod bag raketterne, bragte Libanons stabilitet i alvorlig fare, og han undgik omhyggeligt at nævne Hizbollah ved navn.
Gennem de seneste uger har Israel rettet talrige bombeangreb mod den militære infrastruktur, som Hizbollah tydeligvis har været i gang med at genetablere i tiden efter våbenhvilen fra oktober 2024. Med dette har bevægelsen overtrådt våbenhvilens betingelser, hedder det fra israelsk hold, og det er samtidig tydeligt, at centralregeringen i Beirut har været frustreret over ikke at kunne lade landets regeringshær overtage ansvaret for sikkerheden i det sydlige Libanon.
Reelt har vi at gøre med en bevægelse, der tidligere var en central del af Irans såkaldte modstandsakse, men som nu kæmper for egen overlevelse
Det er dette forløb, der måske er blevet sat på spidsen ved den seneste udvikling, og det har tydeligvis udløst stor nervøsitet i den generelle libanesiske befolkning. Ingen har appetit på mere krig og ustabilitet. De ønsker kun at se landets smadrede økonomi komme på benene igen.
Reelt har vi at gøre med en bevægelse, der tidligere var en central del af Irans såkaldte modstandsakse, men som nu kæmper for egen overlevelse. Raketbeskydningen er givetvis blevet hilst velkommen i dele af den libanesiske befolkning, men for det store flertal er det en farlig leg med en sprængfarlig situation. For israelerne tøvede ikke med at reagere, og Benyamin Netanyahu ser Hizbollahs uansvarlige optræden som endnu en indikation af, at Israel fortsat er omgivet af fjender. I det større perspektiv vil det derfor kunne blive en anledning til at forlænge krigen og gøre den endnu mere kompliceret.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og