MELLEMØSTEN // ANALYSE – Efter angrebet på Iran og drabet på Irans leder Ayatollah Ali Khamanei er spørgsmålet, hvad Iran nu vil gøre. De næste iranske træk vil i mindre grad være bestemt af ideologi og i højere grad af en kold omkostningsberegning: Hvilke modtræk kan påføre USA og Israel strategiske omkostninger uden at udløse et totalt militært kollaps for Iran selv? Og vil præstestyret kollapse efter ayatollahens død?
At lukke Hormuzstrædet er den mest oplagte knap, det iranske styre på nuværende tidspunkt kan gøre brug af, ud over de omfattende militære gengældelsesangreb i regionen, fordi det vil ramme modstanderne langt ud over den fysiske slagmark. Det vil få globale konsekvenser for verdensøkonomien, hvis Iran lukker Hormuzstrædet. Ruten håndterer omkring en femtedel af verdens olieflow. Allerede nu ses der umiddelbare markeds- og logistikreaktioner på krigen: Japanske rederier har standset transitter, fordi der reelt ikke findes alternative ruter ud af Golfen.
S&P Global rapporterer allerede om kraftige fald i skibstrafikken, efter at Iran har truet med at lukke strædet, og Revolutionsgarden (IRGC) har advaret skibsfarten.
Bloomberg skriver, at olie- og gasskibsfarten i praksis er sat på pause i væsentlige perioder, netop fordi truslen ikke behøver at blive total for at have en effekt.
Det er vigtigt at have for øje, at Iran ikke behøver en juridisk ”lukning” for at opnå effekten. Det er nok i sig selv at skabe et risikoniveau, hvor forsikringspræmier, besætningers sikkerhedsvurderinger og rederiers compliance i sig selv gør transitten økonomisk irrationel.
Selv med maksimal udnyttelse af alternative rørledninger vil en stor del af Golf-eksporten stadig være fanget, hvis Hormuz lukkes effektivt
Hormuzstrædet er ikke én enkelt flaskehals, der kan ”låses” som en dør efter Irans forgodtbefindende. Men landet kan kombinere adgangen dertil ved hjælp af minenedlægning, minetrusler, droner og missilchikane, angreb på udvalgte tankere og signalering om udpegning af mål fra specifikke lande eller selskaber.
Selv med maksimal udnyttelse af alternative rørledninger vil en stor del af eksporten fra Golfen stadig være fanget, hvis Hormuzstrædet lukkes effektivt.
Det er imidlertid tvivlsomt, hvorvidt Iran vil holde strædet lukket i længere tid. For en lukning vil ikke kun ramme andre landes økonomi, men i lige så høj grad Irans egne økonomiske interesser. Hormuzstrædet er ikke bare et amerikansk smertepunkt, det er i høj grad et globalt et af slagsen. Jo længere en blokade varer, desto større bliver presset fra både Kina og Indien. I praksis også fra Rusland, der kan nyde godt af højere priser, men ikke nødvendigvis ønsker en ukontrollabel regional krig.
Alene af den grund peger meget på, at Iran i stedet vil anvende en såkaldt gradueret strategi, hvor landet øger usikkerheden nok til at sende olieprisen op og skabe et globalt pres for en deeskalation, men uden at binde sig til en absolut, langvarig lukning, som gør landet selv til en ”skyldner” over for egne partnere.
Det centrale omdrejningspunkt med en lukning af Hormuzstrædet er imidlertid, at effekten heraf ikke kun vedrører oliepriser. Det vil ramme shipping, industri, fødevarepriser og finansmarkeder globalt.
Forskellen på shahens fald og Ayatollah Khamaneis død
Sammenligningen med shahens fald og den islamiske revolution i 1979 ligger lige for. Også dengang blev et iransk regime opfattet som stærkt og med støtte af en sikkerhedsstruktur. Alligevel kollapsede shahens styre relativt hurtigt, da protesterne først tog fat.
Men parallellerne fra shahens fald til Ayatollah Khamaneis død er begrænsede. Shahens styre var i sin grundkerne personalistisk og topstyret. Det byggede på monarkens autoritet, på et moderniseringsprojekt, der var drevet fra oven og ned, og sidst, men ikke mindst på et sikkerhedsapparat, især SAVAK, der var effektivt, men uden dyb forankring i samfundets religiøse og sociale netværk. Da shahen mistede sin legitimitet og forlod landet i 1979, forsvandt systemets centrale omdrejningspunkt. Hæren var hierarkisk, men ikke ideologisk mobiliseret, og valgte i sidste ende ikke at ville redde regimet.
Den islamiske republik er strukturelt anderledes. Præstestyret er ikke bundet op om én person, selvom Khamanei har været systemets centrale figur i 35 år. Styret har en magtstruktur med flere lag:
- Den Øverste Leder som overordnet religiøs og politisk autoritet
- Vogternes Råd og Ekspertrådet som institutionelle filtre
- Revolutionsgarden som både militær, økonomisk og politisk aktør
- Et netværk af religiøse, sociale og økonomiske organisationer, der binder systemet ind i samfundet.
Shahens styre var afhængigt af loyalitet opad, den islamiske republik derimod er afhængig af indbyrdes institutionel sammenfletning.
Derudover var oppositionen i 1978-1979 samlet om én klar figur og et klart narrativ: Ayatollah Khomeini. Den nuværende iranske opposition er derimod stærkt fragmenteret både geografisk, ideologisk og organisatorisk. Der findes en udtalt utilfredshed i landet, ingen tvivl om det. Protesterne i december og januar vidner om det. Men der findes ikke én samlende autoritet, der kan udfordre præstestyret.
En anden forskel fra 1979 til situationen i dag er sikkerhedsapparatets karakter. Shahens hær var en national institution med begrænset ideologisk identitet. Revolutionsgarden er derimod specifikt skabt for at beskytte revolutionen. Dens DNA er så at sige vævet ind i statsstrukturen. Den er økonomisk investeret i systemets overlevelse og har en stærk intern loyalitetskultur. Det gør et internt kollaps mindre sandsynligt alene som følge af ayatollahens død.
Den islamiske republik er opbygget med netop det formål at overleve revolutionen
Endelig spiller den eksterne dimension også en rolle. I 1979 var revolutionen i stort omfang et internt opgør mod shahen, selvom USA var tæt knyttet til ham. I dag foregår magtspørgsmålet i en åben krig med USA og Israel. Historisk har eksternt pres ofte styrket regimers evne til at mobilisere en nationalistisk loyalitet – selv blandt de dele af befolkningen, der er kritiske over for et siddende styre.
Det betyder ikke, at præstestyret er fuldstændig uovervindeligt. Det betyder blot, at det i sin grundstruktur er designet til at overleve den øverste leders død. Det betyder også, at dets eventuelle kollaps forudsætter enten en dyb splittelse indefra i elitens egne række, en organisatorisk samlende oppositionsfigur eller et langvarigt sammenbrud i sikkerhedsapparatets sammenhængskraft.
Shahens fald var dramatisk. Men det var også resultatet af en struktur, der manglede institutionel redundans. Den islamiske republik er opbygget med netop det formål at overleve revolutionen.
Hvad sker der inde i Iran?
Det er en ganske udbredt vestlig antagelse, at drabet på Khamanei automatisk vil udløse et regimekollaps. Det gør det ikke.
Landet har i tråd med sin forfatning etableret en midlertidig ledelsesstruktur for at undgå et ledervakuum. Ganske vist er successionen kompliceret af krigens tempo og tab af flere fra den inderste kreds omkring Ayatollah Khamanei. Men hans død betyder ikke umiddelbart en regimeændring. Et eventuelt magtvakuum kan lige så vel føre til en hårdere sikkerhedsdominans, herunder en mere direkte IRGC-præget styring, indtil den næste ayatollah er udpeget.
Nogle iranere har på sociale medier udtalt, at de føler sig som en lus mellem to negle. Fanget mellem to sammenstyrtede strukturer; en indre og en ydre: den interne struktur med en styreform, der ikke længere kan overleve. Et styre, som ingen ønsker at leve under. Og samtidig frygter mange på samme tid et regimekollaps af frygt for at ende som mange andre lande i regionen, der har ”nydt” godt af amerikansk interventionspolitik med løfter om frihed – for blot efterfølgende et leve med kaos, permanent uro og fremmed besættelsesmagt i frihedens navn. Det er i dette lys, befolkningens eventuelle tøvende reaktion vil skulle forstås.
Fragmentering – kun hvis sikkerhedsapparatet får sprækker
Et regimes sårbarhed i krig opstår typisk ikke primært fra gaden, men derimod fra interne brud i eliten eller kommandokæder. Hvis der opstår rivaliserende centre (det være sig præsidentielle, IRGC, præsteskab eller regionale magtbaser), kan protesten gå hen og blive en katalysator.
Men uden et sådant brud eller sprækker i elitebasen, så er spontane massebevægelser meget svære at omsætte til reelt magtskifte. Dette gælder særligt for Irans civilbefolkning, som ikke har én samlet opposition som sådan. Protesterne, der opstod i slutningen af december 2025 var spontane og organiske i den forstand, at de ikke var organiseret af én samlet oppositionsbevægelse.
Det er således umiddelbart svært at se, hvorledes landets civilbefolkning i sig selv skulle være stærk nok til at kunne igangsætte et reelt magtskifte, hvis der ikke sker en fragmentering i selve statsapparatet.
Vil iranerne følge Trumps opfordring og vælte præstestyret? Det er muligt, men det er langtfra den mest sandsynlige kortsigtede udvikling her og nu.
Der findes tegn på blandede reaktioner. Der findes således rapporter om jubel blandt nogle grupper og chok blandt andre. Men sådanne observationer fortæller ikke i sig selv noget om en organisatorisk kapacitet til regimeændring.
Trumps opfordring til at ”gribe muligheden for frihed” lider desuden af et strukturelt problem: Når den kommer samtidig med et udenlandsk angreb og drab på en national leder, bliver den for mange iranere politisk giftig, selv for regimekritikere. Ikke mindst det israelske angreb på en skole i det sydlige Iran med over 153 dræbte skolebørn kan således opfattes som en invitation, man ikke nødvendigvis føler sig fristet af.
Man kan derfor ikke per definition antage, at et militærangreb som det israelsk/amerikanske automatisk vil føre til et regimeskifte
Man kan derfor ikke per definition antage, at et militærangreb som det israelsk/amerikanske automatisk vil føre til et regimeskifte. Det vil kun ske, hvis sikkerhedsapparatet som sagt ikke længere er intakt, hvis der opstår interne brister og rivalisering. Eller hvis en organiseret alternativ magtstruktur kan opstå hurtigt. Sidst, men ikke mindst, hvis krigens omkostninger bliver så store, at også systemets kernestøtter mister incitamentet til at fortsætte.
I det lys er Trumps opfordring ikke just en realistisk handlingsplan, men mere en del af den politiske framing af operationen.
Det store spørgsmål er derfor lige nu, om Iran står ved en skillevej, og hvad det kommer til at betyde for landets befolkning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og