Heksen er død – Heksen længe leve

i Kultur/Liv & Mennesker af
HEKSE // KRONIK – Heksen fra Rold skov, feministen, urtesamleren, foredragsholderen og bestsellerforfatter til Heksens Håndbog, Dannie Druehyld døde i sidste uge efter længere tids sygdom. Og som med ethvert glemt ikon, blev hun i døden begunstiget med mere end almindelig opmærksomhed.

Hun kom i avisen igen, med andre ord. Danmarks eneste rigtige heks og hendes klassiske intro-opslagsværk, Heksens håndbog fra 1987, var for en stund igen centrum for SoMe-kollektivhjernens flyvske opmærksomhed. ”Men hekse kan ikke flyve”, som Druehyld fastslog i et genbragt interview i Information.

Hekse kan ikke flyve, siger hun, de rider på mandfolk: De tager en god mand og rider ham til…” Visdomsordene giver mening, både som kvindefrigørende og okkult visdom. Og mens man alligevel er i gang med at ride sit mandfolk til, hvorfor så ikke smøre sig ind i lidt flyvesalve og gøre orgasmen til en transcendental shamanrejse til andre bevidsthedsniveauer og verdener. Med andre ord – et sandt hekseridt.

Underligt nok var det ikke det bevidsthedsudvidende eller okkulte, som var i fokus i de mange salvelsesfulde, men flyvesalveløse hyldestposteringer som fulgte i kosteskaftet på Druehylds død.

Magi og hekseri er ligeså virkelige som Storebæltsbroen og spegepølsemaden, men prisen for pagten er din sjæl – din opmærksomhed, din stædighed, din fantasi og din forestillingsevne

For at være heks er mere end nogensinde blevet et stilikon og en del af en hyperkommercialiseret og gennemmaterialiseret dydsvifte af den slags, enhver ordentlig ung kvinde bør have i tasken og kunne slå op efter behag. Heldigvis og desværre.

Forbindelsen mellem ekstase, hengivelse til den fulde væren i nuet, i pagt med omgivelser, natur og bevidsthedsmangfoldighed, og den indsigt – og det selvkundskab – som er mulige senfølger, kunne vi godt bruge mere af. Desværre – og desværre for nye hekse – ses kapitalismens fornemste dyd, at optage, kopiere og genskabe i eget billede, tydeligst på de allervigtigste områder. Hekseriet har i disse år en voldsom rennaissance, genfødt i et gennemkommercialiseret billede, som popkulturel kassetænkning og kvikfix.

Rovdriften på den forkætrede og svært utilgængelige visdom, gemt mellem tidsåndens linjer er ikke ny, men takket være medier og teknologi er den mere effektiv end nogensinde. Enhver kan erhverve sig et magisk segl fra en af goetia-grimoirens dæmoner for en femmer på Wish, ligesom Instagram flyder over med hoodoo ønskekrukke-opskrifter og heksekurser, hvor man kan lære at frelse og øjeblikkelig behovsopfyldelse straks banker på døren, når man har puttet en tyver, to salvieblade, en dråbe blod og et hårstrå i en glasflakon og sunget ti-tyve-tredive tre gange, mens man har stået i bro med en finger i… Nej, det sidste er gas, men den varme luft i den milliard-industri, som er samtidshekseri, er virkelig nok.

Det er fristende at sige, at det alt sammen startede med Madonna og hendes kabbala-armbånd, med rapperne og hollywoodstjernerne og deres horus-øje håndtegn og illuminati-hundekunster, men selvom kendte og kunstnere konstant spændes for Mammons rødglødende vogn, for at afprøve og lancere nye, salgbare vare-ikoner af gamle guder, er tendensen langtfra ny.

Enhver kvinde er en smuk gudinde, ikke fordi hun føler det, men fordi Oprah har sagt, at sådan er det, og på samme måde er vi alle sammen lidt hekse, hvis vi spiser rucola på pizzaen og nogen gange godt kan lide at gå med bare fødder og løst hår, eller bare godt vil have en tur på kosteskaftet, når det er ved at være den tid på måneden. Det er let nok at lave et lille husalter og putte femkroner i et syltetøjsglas, påkalde Bune og ønske sig det perfekte liv med det perfekte job og det perfekte familieliv og bare få sin vilje med alting.

Tredive år med fingrene i Rold Skovs rødder, er præcis den tid det tager at forstå blomsternes sprog, at tale med træernes tunger og synge med på fuglenes sang

Det er bare ikke sådan, det fungerer. Heller ikke selvom det er fristende at hoppe med på vognen. Når det kommer til stykket, er der nemlig ikke noget hack i hekseriet. Der findes ikke noget kvik-fix, i den forstand at man kan få alt for ingenting. Med det samme.

Magi og hekseri er ligeså virkelige som Storebæltsbroen og spegepølsemaden, men prisen for pagten er din sjæl – din opmærksomhed, din stædighed, din fantasi og din forestillingsevne. Det koster blod, sved og tårer at påvirke det lokale sandsynlighedsfelt, og det vidste Dannie Druehyld så godt som enhver rigtig heks.

hekse
Et malet kranium på the Museum of Witchcraft and Magic i Boscastle, England. Fra Wikimedia Commons

Tredive år med fingrene i Rold Skovs rødder, er præcis den tid det tager at forstå blomsternes sprog, at tale med træernes tunger og synge med på fuglenes sang. Og det sande hekseri er formentlig lige præcis dét.

At finde sin egen vej, at leve i forståelse og forbindelse med sine omgivelser, at bruge de gaver man har fået til eget og fælles bedste i en livslang rejse mod indre og ydre horisonter af nysgerrighed, fryd, latter og leg. Er man nået så langt, kan man så frit garnere med et syltetøjsglas, en urtehave, eller en gang flyvesalve – og passende sende en kærlig tanke til alt det troldtøj, som kom før – deriblandt hekse som Dannie Druehyld.

Heksen er død – Heksen længe leve.


LÆS ALLE CLAUS ANKERSENS TEKSTER HER


Topfoto: Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, er du velkommen til at donere som du nu synes på mobile pay: 71844591

Claus Ankersen er forfatter til seksten bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Forfatteren er udgivelsesaktuel med digtsamlingen Dansen om pigkuglen - digte fra det covidcæne (Det poetiske bureaus forlag, 2021). Hans forrige udgivelse er River of Man - Indian Poems (Red River, 2020). En samling rejsedigte fra det store land. Bogen udkom i sommeren 2020 og er allerede blevet fornemt anmeldt, fx. i det Pittsburgh baserede Setu Magazine https://www.setumag.com/2020/08/book-review-river-of-man-indian-poems.html . Ankersens seneste danske bogudgivelse er det esoteriske langdigt, Det syngende hjertes triumf (Emeritus,2019). Claus Ankersen er uddannet antropolog, men har siden 2001 fungeret som forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og multikunstner. Ankersen er toneangivende i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og er jævnlig gæst på internationale poesi- og litteraturfestivaler, ligesom han er en erfaren foredragsholder og har gæsteforelæst på universiteter og i forskellige litterære og akademiske sammenhænge i flere lande. Han har optrådt, underholdt, oplyst, pirret, og rørt alle slags publika med performancelæsninger af egen poesi og litteratur på ølkasser og gadehjørner, på strande med pandelampe, i stormagasiner og på barer, han har optrådt på torve, i kirker, skoleklasser, aulaer, foredragssale og biblioteker, på tage og i koncertsale, på festivalscener, hospitaler og havnebåde, i kantiner, mellemgange og museer, foran ministre, ambassadører, skolebørn og voksne i alle aldre.
Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurtisk, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk, malayalam og makedonsk.

Claus Ankersen er suppleant til bestyrelsen i Danske Skønlitterære Forfattere og arbejder særligt for styrket international litterær- indsats og samarbejde.

Seneste artikler om Kultur