KONCERT // ANMELDELSE – På trods af den uegnede akustik i Glassalen og foran alt for mange tomme sæder spillede Nikolaj Szeps-Znaider kammermusik af Clara og Robert Schumann samt Brahms på verdensniveau. Den sydkoreanske pianist Yunchan Lim musicerede med ungdommens frygtløshed i storværker i klaverlitteraturen af Tjajkovskij og Chopin.
Tivoli har denne sommer valgt at forlægge en stor del af sommerens koncerter under ”Stjernestunder-Festivalen” til Glassalen, hvilket vedbliver at være udfordring for såvel de optrædende som for publikum.
Der var forleden aften under 200 tilhørere til kammermusikaftenen med verdensviolinisten Nikolaj Szeps-Znaider, som overraskede ved at medbringe den amerikanske pianist Robert Kulek, der er en af de mest fremragende kammermusikere jeg endnu har hørt ved tangenterne.
I et en famille-program med værker af henholdsvis Clara og Robert Schumann samt husvennen Johannes Brahms kom vi så tæt på disses musikalske menage à trois, som man kan komme, takket være de to musikeres utroligt velsammenspillede foredrag. Her var der ikke alene tale om en bærende melodistemme med tillige en tilhørende klaverledsagelse i et sjældent ligebyrdigt musikerskab mellem violinist og pianist.
Dette samspil afspejlede den ligeværdige virkelighed, som de tre komponister bag værkerne havde i forhold til hinanden. Clara Schumanns indledende Tre romancer (op. 27) var som flyvende sange uden ord, der musikalsk set pegede langt frem i tid og gav anelser om den franske komponist Ernest Chaussons senere romantiske violinkompositioner.
Fælles for duoen er dens sikre bedømmelse af styrkeforholdet mellem de to i både temperament og volumen. Her er der i sandhed tale om en kammermusikalsk dialog på verdensplan
Ægtefællen Robert Schumanns efterfølgende Sonate i a-mol (op. 103) holdt os i endnu større grad fast i et spændstigt og vildt fortællende ridt, der som med al Schumanns musik bevæger sig i hastige retningsskift og stemningsudsving.
Brahms store Sonate i A-dur (op. 100), der efter sigende skulle være tænkt og skrevet som hans udtalte kærlighedserklæring til Clara Schumann, er i forhold hertil et langt tungere værk, med både varmblodige og tragiske undertoner. Kærligheden havde sine både kringlede veje og bånd mellem de tre, og værkerne bærer derfor på hver sin måde tydeligt præg heraf.
Dialog på verdensplan
Szeps-Znaider stod fast som en klippe i hvert værks store og facetterede emotionelle udsving og leverede sit velkendte sikre violinforedrag, som var fuldtonet synton med Kuleks pianistiske mod- og medspil. Fælles for duoen er dens sikre bedømmelse af styrkeforholdet mellem de to i både temperament og volumen. Her er der i sandhed tale om en kammermusikalsk dialog på verdensplan.
Synd og skam at så få mennesker kunne finde vej til et så stor musikalsk foredrag som kunne opleves denne aften. Og synd at vi skal høre den i et så uegnet akustisk rum som Glassalen uomtvisteligt er. Når en frase bliver afsluttet eller en sats bringes til ende i dette lokale, er det som man pludselig trækker ledningen ud af stikkontakten og alt lydligt lys forsvinder på et splitsekund.
Rum- og efterklang i Glassalen er simpelthen ikke eksisterende, hvilket – ak og ve – forarmer den musikalske oplevelse, som disse kunstnere på det allerhøjeste musikalske niveau her skal levere og vi andre konfronteres med.
Dette uheldige akustiske indtryk ændredes ikke med koncertens afsluttende og musikalsk lettere værk fra 1920, Much Ado about Nothing (op. 11), skrevet af den senere til USA emigrerede østrigske komponist Erich Wolfgang Korngold. Det er en kammermusikalsk spøg, der har en vis charme, men ikke tillader noget større musikerskab at komme til syne ud over værkets letflydende melodiske karakter.
Yunchan Lim: Verdensstjernekoncert med Tjajkovskijs klaversuite
Den 20-årige sydkoreanske pianist Yunchan Lim indledte efter sin egen beretning sine klaverstudier ved at nærme sig et koncertflygel som kun 7-årig, fordi han først og fremmest var imponeret over dets skinnende udseende og magtfulde fremtoning. At han godt et dusin år senere selv nu har nærmet sig verdenseliten blandt pianister vidner om hans egen samme uimponerede frygtløshed, og som kun en ungdommelig vilje og dristighed kan frembringe.
Chopin selv var også kun 20 år, da han i 1830 komponerede sine frygtindgydende 12 Etuder, hvormed han satte en helt ny teknisk og musikalsk standard for klaverspil, der lige siden har været prøvestenen for alverdens pianister. Disse koncertetuder udgjorde sidste afdeling af Lims solokoncert i Tivoli, og blev højdepunktet på en aften i bedste pianistiske selskab.
Lim lader etuderne afveksle tæt med hinanden som selvstændige udsagn, der dog undertiden også har en direkte indbyrdes forbindelse af musikalsk poesi, og aldrig drukner i ren teknik, selv om teknikken her netop er den egentlige hovedpointe.
At netop poesien skinnede så tydeligt igennem i Lims spil, fortæller derfor om hans dybe søgen i denne musik efter de budskaber, som Chopin selv vil formidle. Personligt hører jeg derfor gerne Lims fortolkning af samme komponists 24 Præludier, der måske i endnu højere grad end etuderne lader ane de indre historier bag musikken.
Men i Lims foredrag kom vi endog meget langt ind bag den ydre tekniske pragt og anede dybderne og konflikterne, der ligger så latent i disse koncert-etuder.
Til fejlgrebene, hører Lims noget vidtløftige musikalske overgange, hvor enhver rimelig musikalsk ramme bevidst overskrides
En noget anden boldgade var Lims fortolkning af Tjajkovskijs tolv klaversatser fra 1876 under fællestitlen Årstiderne, som skildrer hvert af årets måneder og for de flestes vedkommende er inspireret af enten digte eller maleriske beskrivelser af årets skiften. Suiten, som unægtelig bærer vidnesbyrd, om hvilken fremragende pianist Tjajkovskij selv var, fik vi i Lims udførelse fremlagt i en form, der havde både sine fortrin og en række markante fejlgreb.
Til den overbevisende side står hans udsøgte redegørelse for de mange mellemstemmer og skjulte melodilinjer, der ligger under overfladen i hvert af stykkerne. Til fejlgrebene, hører Lims noget vidtløftige musikalske overgange, hvor enhver rimelig musikalsk ramme bevidst overskrides med, hvad der forekommer at være overdrevne forlængelser, umotiverede ophold og dynamiske schatteringer, der intetsteds optræder i komponistens nodebillede.
Det er et kunstnerisk valg, men forekommer både søgt overfor musikkens egen intimitet. I Tjajkovskijs suite er alle afsnit karakterstykker, men at udtrykke dem så karikerede i deres indre sammenhænge er at sprænge værkets egen sammenhængskraft.
Pianistens vilje til at udforske musikkens naturel er prisværdig, når blot den ikke samtidig vælter værkets egentlige virkemidler. Dette skete i for høj grad i Lims fortolkning, der ellers bød på imponerende pianistisk overskud og en beundringsværdig koncentration, som var han sat mutters alene overfor disse poetiske klaversatser og ikke havde en velbesøgt sal med sig ude i mørket.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
