
BØGER // ANMELDELSE – I Olga Ravns roman Voksbarnet, baseret på virkelige hændelser i 1600-tallet, følger vi adelskvinden Christenze (ca. 1558-1621) på flugt fra trolddomsanklager, der senere blev hendes dødsdom stadfæstet af Christian 4. Modigt og effektivt undersøger romanen magt, menneskelighed og den del af vores historie, der har været underfortalt, siden renæssancemanden holdt sit indtog med filosofi, naturvidenskab og logik i højsædet, skriver Inger Tejlgaard Olesen Ravn.
I Voksbarnet er det en dukke, der taler.
Dukken er formet af bivoks, som en rekvisit til hovedpersonens trolddomsbesværgelser over sine medmennesker og hårrester, neglestumper og tænder er indlejret i voksen. Voksbarnet har efter eget udsagn ligget i jorden i århundreder, siden begivenhederne i romanen udspillede sig, det har hørt alt og ved alt.
Jeg er lidt skeptisk i starten af fortællingen, voksbarnets stemme klinger underligt koldt, jeg kan ikke rigtig få greb om den. Det er først, da jeg reflekterer over stemmen og prøver at indkredse, hvad den kommer fra, at det går op for mig.
Voksbarnets stemme lyder som HC Andersens Skyggen i eventyret af samme navn. Den tanke får besynderligt nok min antipati til at fordufte. Skyggen må man elske, denne trickster, som taler mere sandhed end den lærde mand, der foregiver at tale om alt, hvad der er sandt, smukt og godt. Det hedder i Skyggen at:
“jeg kiggede hvor ingen kunne kigge og jeg så hvad ingen andre så, hvad ingen skulle se! Det er i grunden en nedrig verden! […] Jeg så det allerutænkeligste hos konerne, hos mændene, hos forældrene og hos de søde mageløse børn; – jeg så,” sagde skyggen, “hvad ingen mennesker måtte vide, men hvad de alle sammen så gerne ville vide, ondt hos naboen…””
Hvad er sandt – hvad er usandt? Selvom det spørgsmål ikke lader sig besvare efter endt læsning, og selvom det lyder som en besynderlig heksecocktail af slangegift og sandhedsserum, så virker det
På samme vis kender vores voksbarn sandheden om mennesket, det er i slægtskab med den organiske verden og ved alt om, hvad der foregår i jorden, i mennesket, under overfladen.
I Voksbarnet er afsættet for fortællingen altså ikke den almindelige kulturverden, men derimod alt det, der besidder organisk liv; fra komposten til kongens lever. Som svampesporer, der spreder sig luften, spreder dette organiske liv sine tråde gennem alt, det har en fælles bevidsthed.
Det er herfra, der fortælles.
Hexofiction
Romanen er baseret på historiske levn, både af den faktuelle slags, og så er talrige gamle trolddomsformularer flettet ind, så den fremstår som en sammenvævning af forskellige overleveringer. Endeligt er alt, hvad romanen indeholder af motiver og følelser fiktion. En true crime-fortælling fra Christian firtals tid.
Hvad er sandt – hvad er usandt? Selvom det spørgsmål ikke lader sig besvare efter endt læsning, og selvom det lyder som en besynderlig heksecocktail af slangegift og sandhedsserum, så virker det: Man føler sig undervejs revet med i fortællingen og hensat til en anden tid og en anden virkelighed. Effektivt.
De fleste af os er nok bekendte med, at der også i Danmark har fundet hekseprocesser sted, og det har nok indpodet gru og uhygge i os. Hvordan kunne man nå dertil, at man brændte mennesker på bålet?
Det giver Olga Ravn en forklaring på, og det spændende er, at hun gør det ved at tænke genkendelige mekanismer ind i det historisk faktuelle. På den vis bliver det en bog om magt og menneskelighed.

Den ene del af Voksbarnet følger den centrale skikkelse Christenze Kruckow og hendes flugt fra en trolddomsanklage på Fyn. Vi følger hende over en periode, hvor hun etablerer sig i Aalborg og bliver en del af et arbejdende fællesskab af kvinder.
Udgangspunktet for at dette fællesskab kan etableres, er, at kvinderne, Christenze undtaget, er en etableret del af samfundet. De er hustruer, mødre, enker. På den anden side af forlovelsessituationen har kvindelivet, historisk set, ikke fået megen opmærksomhed. Men alt det, der følger, er nok så vigtigt; arbejdet med at skaffe mad på bordet og tøj på kroppen, at passe manden og børnene.
“Et forår såede de hørren. Sidst på sommeren blev den høstet, og de tynde bundter blev rødet, brudt, skaget, heglet og spundet. Det næste forår vandt de garnet i fed, det blev vasket og hængt til blegning, og i løbet af efteråret vævede dem, der havde håndelaget, hørren til klæde. Så kom det tredje forår (…)”. (s. 43)
Hvis Margaret Atwood har ret i, at det, manden mest frygter fra kvinden, er latterliggørelse, så er Olga Ravn i Voksbarnet mere end modig
Der er en vidunderlig sans for, hvad der sker mellem kvinderne, når de arbejder sammen om de opgaver, der ligger for. Det er arbejde, og det er en del af deres liv, måske den vigtigste del, at indgå i tidshjulets rundgang og bidrage til livets opretholdelse.
“Måske hendes mand var syg, sagde nogen, eller noget andet hun ikke kunne sige, sagde nogen. Havde hun unger? sagde nogen. Havde hun søstre? sagde nogen. Hvordan var hendes naboer? sagde nogen.” (s. 53)
Under arbejdet snakkes der, og der fortælles historier, der udveksles livserfaringer. Symptomatisk så ophører den individuelle stemme, hierarkiets stemme, med at tale, og i stedet indtræder en art fælles stemme, ”nogen”. Kvinderne er i samme båd, de har brug for hinanden, for de opgaver, de har, er fællesskabets opgaver.
Hvad er trolddom? Handler bogen om trolddom?
Vi ved ikke, i hvilket omfang kvinderne praktiserede de hekseritualer, voksbarnet fletter ind i fortællingen, og djævlepåkaldelser synes der slet ingen af. I det omfang vi læser noget konkret, er det i småtingsafdelingen, mere husmorråd end hekserier: Da Christenze møder den højgravide hustru til kongens venstre hånd, Kirsten Munk, og hun efterspørger en formular til hurtig forløsning, er hendes reaktion på Christenzes råd:
“Det er ikke mere, end enhver kone her i byen kunne have fortalt mig. Jeg troede, du var en heks?” (s. 187)
Alligevel starter den hekseproces, hvor Christenze og hendes medsøstre står anklaget for trolddom lang tid før, der er nogen konkrete beskyldninger.
Slutningen foregribes allerede fra starten af bogen:
“Jeg så ligbål og ligdele udstillet på torvet til skræk og advarsel. Jeg så penge skifte hænder og jord blive udstykket, jeg så mennesker handlet og kniplinger under et skørt.” (s. 32)
Det virkelige problem er tilsyneladende netop det etablerede fællesskab blandt kvinderne, der både er af praktisk og nødvendig karakter, men også et udtryk for en samhørighed og socialitet på den anden side af samtidens officielle hierarki.

At kvinderne lever deres liv upåagtet af andre end hinanden, er helt i orden. De er gamle, de er blevet usynlige. Men det kan kun accepteres til et vist punkt. Da de begynder at udgøre for stærkt et centrum, da de udgør en trussel for den etablerede magtorden, må denne handle.
Bogens antagonister er primært magtens mænd. Der er kongen, Christian IV, der præsenteres således:
“Han er på vej. Han beskikker sit rige. […] Han lugter af skjult blod.” (s. 18)
I Aalborg er kongen repræsenteret ved sin stedfortræder, Otto Skeel, der er mand for forhør og tortur, særligt sidste del varetaget med ildhu og fornøjelse.
Omdrejningspunktet for processen er dog præsten, David Klyne, hvis personlige status som ægtemand trues af kvindernes fællesskab, da de forbarmer sig over hans hårdtprøvede hustru, Elisabeth, og tager hende ind i deres kreds.
Elisabeth er en interessant kvindefigur, en ynkelig stakkel, der får tæsk derhjemme af sin ægtemand og derfor søger tilflugt i omsorgen blandt sine kønsfæller, men som alligevel ender med at vende hjem til ægtemanden, der modtager hende, mod at hun fungerer som stikker.
Man mistænker hende for at indvilge i at vidne, for at opleve magtens sødme.
Pointen synes at være, at det magiske, trolddommen, er både meget større end og meget mindre end noget, disse magtens mænd har fantasi til at forestille sig
Og bankes på plads skal de, kvinderne, og det gør magtfigurerne ved at indlede hekseprocessen, hvorfra der ingen vej er tilbage.
Således ligger undersøgelsen af magt og magtudøvelse, the old-boy-network, den patriarkalske magtudøvelse, som en understrøm gennem romanen.
Da Christenze endeligt står foran kongen, og hendes dom stadfæstes af ham, er det en farceagtig konfrontation, der både er komisk og skræmmende i sit portræt af magthavernes smålige latterligheder og de brutale konsekvenser. Det bliver tydeligt under Christenzes natlige drømme, at det er en banal, nærmest barnlig ondskab, hun står overfor:
”… hun ser, hvorledes kongen selv skal til at løfte et sværd over hende, men så falder rotteenglens flammesværd hurtigere og hugger hovedet af ham, og hovedet triller hen i hendes skød og græder op til hende som et sultent spædbarn”. (s. 185)
Hvis Margaret Atwood har ret i, at det, manden mest frygter fra kvinden, er latterliggørelse, så er Olga Ravn i Voksbarnet mere end modig.
Hvilken fortælling efterlader du?
Olga Ravns roman Voksbarnet tilhører en bevægelse, der beskæftiger sig med den del af vores historie, der har været underfortalt fra renæssancemanden holdt sit indtog med filosofi, naturvidenskab og logik i højsædet. En bevægelse, der insisterer på, at verden – og naturen – ikke kun er stringent rationel og ikke kan begribes sådan.
Romanen har et fjernt slægtskab med en anden nyere roman, Rasmus Daugbjergs Trold (2022) både i fortællemåde og verdensopfattelse. Det er en måde at se sammenhænge i verden, der ikke udgør systemer, men nærmere organiske tråde og sporer, som bakterier, kompost, formuldning og liv hænger sammen.
Pointen synes at være, at det magiske, trolddommen, er både meget større end og meget mindre end noget, disse magtens mænd har fantasi til at forestille sig. Her er vi tilbage ved voksbarnet. I sig selv en ussel lille ting, ikke at regne for noget. Således er der ingen, der fatter mistanke til dukken, den er med hele vejen, undertiden gemt under et skørt eller i en armhule, men til sidst helt åbenlyst.
Samtidigt med voksbarnets lidenhed og usselhed, så er det også overleveren, overleveren, en historiefortæller uden pen og papir, hvis fortælling er de spor, menneskets gøren og hærgen efterlader sig, der fortæller deres historie.
På samme vis er Olga Ravns roman både et lille og et stort værk, der stiller læseren over for et eksistentielt spørgsmål: Hvilken fortælling vil du efterlade i verden? Det latterlige, lille menneskes forfængelige forsøg på storhed, eller en anden fortælling, en der navnløst er skrevet i linned af hør, i sand og vand?
Alt imens vi kommer i hu, at vi aldrig selv får lov at skrive vores eftermæle.
Læs Kulturlisten, der udkommer hver fredag med korte omtaler af aktuelle kulturoplevelser, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her