BØGER // ANMELDELSE – Pernille Rosendahl erkender i slutningen af sin erindringsbog, at hun selv ”var skadet til at starte med” – altså længe før, hun oplevede at blive enten ydmyget og på lange strækninger helt knækket af den branche, hun selv var så skæbnesvangert tiltrukket af. “Det er en helt central selverkendelse, der hører med til billedet af Rosendahls oplevelser,” skriver Nina Skyum-Nielsen. “Hun trådte ind i en svær branche med en tung bagage”.
Før Pernille Rosendahls Lille kæmper landede på mit bord, havde jeg allerede set en lang række SoMe-opslag om bogen. Poseringer med Rosendahl, møder i den helt særlige digitale roseklub, der stimler sammen, når kendte skal støtte andre kendte, der stikker hovedet frem og deler deres historie med omverdenen.
Jeg blev irriteret. Min opfattelse af Pernille Rosendahl er, at hun altid har været meget succesrig. Overskudsagtig på boheme-måden, lydefri, tæt på perfekt.
Så hvad var det nu for noget med en aflyst turné på grund af stress og en tone, der var lagt i offerlejet? Alene bogens titel, Lille kæmper. Jeg så og hørte den i første omgang som en offerfortælling, og det skurrede i mine øjne og ører.
I sexisme-delen af ‘Lille kæmper’ bliver der skruet gevaldigt op for offerrollen, og helt farisæisk kedede jeg mig bravt
Jeg er klogere nu og ved, at Pernille Rosendahls bog Lille kæmper, som er blevet til i samarbejde med journalisten Maria Brus Pedersen, er noget andet og mere end en fortælling om at møde modgang og urimeligheder.
Det er også en fortælling om at blive ved med utrætteligt at hive sig selv op ved hårrødderne og stædigt holde fast i et livsmål, selv om kortene på hånden er sløje, pengene er små og afvisningerne mange.
Pernille Rosendahls barndom
Det første alvorlige indhug i min indledende skepsis sker, da jeg læser den hjerteskærende beretning om Rosendahls barndom. Skildringerne af den stærkt alkoholiserede og voldelige fars mishandling af både sin kone og de tre børn er nærmest ubærlige.
”Min søster står ligbleg ude i gangen og kigger på min far, som sidder oven på min mors brystkasse med sine knæ på hendes arme og slår hende i hovedet. Igen og igen. Slag i ansigtet. Min far er helt væk i vrede. Min mor kan intet stille op.”
Lille Pernille griber instinktivt fat i husets telefon og slår sin far i hovedet med den, så moderen får vristet sig fra af hans greb og kan flygte i sikkerhed. Lille kæmper, som er moderens kælenavn til Pernille, slår bogstaveligt talt til, og episoden bliver vendepunktet for moderen, Pernille, storesøster Christina og lillebror Vagn, der flygter fra hustyrannen og lander i Nykøbing Falster. Her i kedsomhedens hjerteland bliver den sene barndom og ungdomslivet én lang længsel efter at bruge sig selv til at afsøge noget helt andet end dét, man er i: Nye toner, nye mennesker, kreative afveje.
Jeg tror ikke, at det kan overvurderes, hvad Pernille Rosendahls barske barndom har betydet for hende som menneske og kunstner. Hun går selv så langt, at hun i sin skarpe kritik af musikbranchen især mod slutningen af erindringsbogen medgiver, at hun selv ”var skadet til at starte med” – altså længe før, hun oplevede at blive enten ydmyget og på lange strækninger helt knækket af den branche, hun selv var så skæbnesvangert tiltrukket af.
Det er en helt central selverkendelse, der hører med til billedet af Rosendahls oplevelser. Hun trådte ind i en svær branche med en tung bagage.
Alligevel er det ikke smerten alene, der har skabt Rosendahls musik og hendes succes. Det er også en grundlæggende fantasifuld hjerne, et skarpt øre, talent og en gigantisk arbejdsindsats.
Opturen med Swan Lee og tørken med The Storm
Da muren endelig bliver brudt, og Swan Lee med Rosendahl i spidsen brager igennem i midten af 1990’erne, er det en berusende rejse ind i succes og optur.
Man bliver suget med ind og mærker bare et lille pust af det enorme sus af international succes og anerkendelse, der ramte Pernille Rosendahl, Emil Jørgensen og Jonas Struck.
Interessant nok er det ikke optursberetningen, der fænger mest. Der, hvor man virkelig mærker både mennesket og kunstneren Pernille Rosendahl, er i spiralerne af nedtur og modgang. Her er vi med under huden på et meget følsomt menneske, der prøver at forvalte sit talent og sit liv.
Skuffelsen driver ud af bogens sider, men Rosendahl gør sig i denne beskrivelse ikke til offer, og det er lige præcis der, hun er bedst som fortæller
Kapitlet om et mareridtsophold i et 45 grader varmt Arizona sammen med Johan Wohlert, som Pernille Rosendahl skabte ”The Storm” sammen med, er bogens fortællemæssige højdepunkt og endnu et dumpt og blødgørende spark i hjertet. Wohlert og Rosendahl tager afsted med deres ganske lille søn og gennemlever en fysisk, kreativ og mental tørke, der er tæt på at knække dem helt.
Stjerneproduceren, som skal hjælpe parret med at forløse potentialet, er en manipulerende voksenmobber af værste skuffe, og det hele er ved at smuldre. ”Der er perioder, hvor presset er så stort, at min stemme ryger. Så spiller vi guitar et par dage, mens jeg tier stille.” [….] Vi diskuterer konstant med Roy, vi kan ikke blive enige om den kreative retning for pladen. Jeg føler mig kvalt, der er intet rum at udforske musikken i, det hele er disciplin, disciplin, disciplin.”
Efter alle trængslerne udebliver successen med ”The Storm”. En fysisk udørk producerer en kunstnerisk udørk. Skuffelsen driver ud af bogens sider, men Rosendahl gør sig i denne beskrivelse ikke til offer, og det er lige præcis der, hun er bedst som fortæller.
Offerrollen
I sexisme-delen af Lille kæmper bliver der skruet gevaldigt op for offerrollen, og helt farisæisk kedede jeg mig bravt. Jeg underkender på ingen måde de mange beretninger, der er kommet frem om sexisme i musikindustrien; de er bare elendigt formidlet og forløst i Rosendahls bog.
Et stort fokus i selvbiografien bliver, at Rosendahl arbejdede pro bono i forbindelse med sin deltagelse i DR’s dokumentarserie om ”Sexisme i musikbranchen” og tabte indtjening på at tage sig af de mange beretninger, der væltede ind i hendes indbakke efter, at hun tog bladet fra munden.
Jeg ved ikke, hvilken betaling Rosendahl mener, at hun skulle have haft, og det bliver nærmest pinligt, at det bliver nævnt. At stå frem koster – også på bundlinjen – og det ville have tjent sagen bedst, hvis Rosendahl havde stået det mere helhjertet igennem.
De steder, hun taler med den stærke stemme og ikke gør sig til offer, er til gengæld mere end almindeligt læseværdige. Når Lille kæmper gør sig stor og viser sin styrke, er hun lysende interessant.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og