Det var stille som i orkanens øje, da Salvador Sobral i lørdags overraskende vandt Eurovision 2017 med sin stilfærdige, melankolske ballade. Budskabet til en verden i konflikt, opbrud og forandring var imidlertid et stærkt og aktivistisk statement. Frederik Bojer Bové forklarer hvordan.
Hver eneste gang Salvador Sobral har optrådt med sin sang Amar Pelos Dois, har han haft en for stor jakke på. Det er vel at mærke ikke den samme for store jakke, nej, han har skiftet jakkerne ud, men de har alle sammen været for lange på ærmerne.
Det er subtilt, men det er lige så meget sceneshow som piskesvirp, lædertøj, og hvad der ellers stod på programmet lørdag aften: Salvador er for lille til sit tøj. Hans krop passer ikke. Den er forkert. På samme måde som hans stemme, der af Simon Lund blev sammenlignet med Ella Fitzgerald, så absolut ikke passer til en lille hvid portugisisk hipster-knægt.
Sangen er halvt jazz, halvt bossa nova, helt forkert til 2017. Den er ikke skrevet af noget stort sangskriverteam, men derimod af sangerens søster.
Sobral proklamerede selv, at hans sejr var en sejr for musik som musik, musik og intet andet, men tag ikke fejl: Hans optræden var et show, og hans sang var meget mere end en sang.
Sobral proklamerede selv, at hans sejr var en sejr for musik som musik, musik og intet andet, men tag ikke fejl: Hans optræden var et show, og hans sang var meget mere end en sang.
I løbet af festivalugen fik han en reprimande fra arrangørerne, fordi han optrådte i en sweater med ordene S.O.S. Refugees; politiske statements er strengt forbudte i Eurovision-regi. Senere måtte hans søster Luisa Sobral træde i hans sted og synge under prøverne, da Salvador selv måtte melde afbud; efter sigende lider han af en hjertesygdom. At kalde selv det en optræden, betyder ikke, at Salvador Sobral ikke virkelig er syg, men selv den faktor bliver del af den fortælling, der vandt i lørdags.
https://www.youtube.com/watch?v=_Xe4WSrMTLc
Meget mere end blot en sang, så var Salvador Sobral og hans Amar Pelos Dois på sin egen stilfærdige måde et politisk statement.
F-dur
En enkel lille sag i F-dur. En springende melodi op og ned, gerne flirtende lidt med en sørgmodig d-mol, der altid vender tilbage til den trygge og positive dur-stemning. To vers til start og slut, og et b-stykke indimellem, der gentages en enkelt gang. Ikke engang den traditionsrige modulering, hvor sangen træder et trin op af tonestigen, kan det blive til. Selv i forhold til den traditionelle Eurovision-sang er det trygt og simpelt.
Og en tekst om ikke at høre til. Sangeren har elsket, men er ikke blevet elsket tilbage. Alene står han nu og beder, ikke om at de skal give det en chance til, men om at den udkårne måske kan lære det? Sørgmodigt, men ligesom melodien altid ender på det trygge F, er der også i teksten en tryghed, et håb, en idé om, at i sidste ende skal det nok gå. Amar Pelos Dois betyder sådan cirka ‘elske for to’, og fortælleren mener, at han elsker nok til, at det hele nok skal gå. Det er en fortælling om forlist forelskelse, men samtidig også en lovning på, at selvom det ser hårdt ud for tiden, så skal det nok gå i orden. Lige meget hvor langt væk vi kommer, så skal vi nok ende i vor F-dur allesammen.
Mon ikke det var det løfte, Eurovisionens kernepublikum havde behov for at høre i 2017?
Åndehul
Det er så simpelt, det kan kaldes banalt. Ligesom Eurovisionen så ofte er blevet kaldt det. Det er moderne at angribe aktivisme for at være netop for nem, for banal, naiv. Superstjerner som Beyoncé og Taylor Swift anklages for at bruge politiske bevægelser til at sælge pop, og deres fans beskyldes for deres del for at lade sig lokke ind i kapitalens musiksprog af forførende paroler.
Overfladiske popsange, bliver de virkelig til politik, fordi de synges af en skægget trans? Eurovision er en fest; skulle det nu virkelig kunne redde verden?
Eurovisionen er det værste. Musikfestivalen kaldes homoseksuelles juleaften, fordi homosexuelle har taget begivenheden til sig og dyrker den som et fællesskab. Men er det virkelig politisk? Overfladiske popsange, bliver de virkelig til politik, fordi de synges af en skægget trans? Eurovision er en fest; skulle det nu virkelig kunne redde verden?
Nej. Men tror De, ikke at vi ved det? Tror De virkelig Black Lives Matter-aktivisten, der render på gaden og bliver mødt af tåregas, har forventninger om, at Beyoncé’s Formation skulle få politiet til at holde op? Tror De ikke homoseksuelle grand prix-fans udmærket er klar over, at Eurovisionen ikke får folk til at holde op med at råbe efter dem på gaden?
Beyoncé og Eurovisionen er ikke dem, der redder verden. De er et åndehul, en livline, et lillebitte lys.
Reaktionen
Det seneste år er alting blevet værre. Selv Eurovision er mærket af spændingerne. Allerede før finalen i Kiev var der snak om, at England, der har meldt sig ud af EU, også skulle melde sig ud af Eurovisionen; en 15. plads i finalen har sikkert ikke gjort briterne mere Europa-venligt stemt. Krim-konflikten mellem Rusland og Ukraine, fik værtslandet til at bandlyse den russiske deltager (fordi han havde besøgt Krim) – hvilket fik Rusland til at nægte at transmittere showet, en beslutning der formentlig medfører udsmidning af EBU.
Overalt synes der at være en modreaktion mod det anderledes, det overdrevne, det kitchede. Og Eurovisionen – som nogle gange er en smuk sang af en smuk mand i dametøj, andre gange et grotesk, vulgært udstyrsstykke der er alt for meget for meget, måske det tydeligste eksempel på en overdrevet optimistisk festlig queer-feminisme – svarede denne gang lige så lavmælt og melankolsk, og valgte som deres repræsentant en kikset ung mand med et dårligt hjerte og hans indtrængende sang om at være kejtet og miskendt.
Lørdag aften stoppede klaveret med at spille, og over blot et par stille strygere sang den unge mand i den for store jakke sin sidste vers som en bøn, et løfte, og måske lidt en trussel:
Se o teu coração não quiser ceder
Não sentir paixão, não quiser sofrer
Sem fazer planos do que virá depois
O meu coração pode amar pelos dois
I en forhastet, forkølet, men nogenlunde sangbar oversættelse:
Hvis ikke dit hjerte vil være med
Ikke vil elskov, ikke vil føle sorg
Uden jeg har sagt, det var noget, det sku:
Mit hjerte formår at elske for to …
Hovedillustration: © Roger Dewayne Barkley, EuroVisionary, CreativeCommons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
