
OVERGANGSALDER // KLUMME – Hedeture og hormoner på afveje har i mange år været dét, vi forbinder med tegn på overgangsalderen. Men skiftet midt i livet kommer med så meget mere, og for Julie Bendtsen har mødet med perimenopausen og alle de aspekter, det bringer med sig, været både overraskende og overrumplende.
Det var en helt almindelig tirsdag aften. Jeg sad ved bordet i ishockeyhallens restaurant og kiggede på min søns træning, da jeg mærkede tårerne trænge sig på. Uden årsag og uden varsel. Så sad jeg der og gloede stift ned i mit glas og håbede, at ingen ville komme over og snakke til mig og høre min grødede stemme, mens mine våde øjne så skulle kæmpe for at undgå kontakt med deres tørre.
Følelsen er uventet, men den er ikke længere uvant. Og den er bare én i rækken af de utallige uvelkomne ændringer, der gennem de senere år har indfundet sig under huden på mig. Mange af dem i kroppen, men de mest forstyrrende sidder i hovedet. Eller sådan føles det i hvert fald.
Hvad jeg ikke var forberedt på, var den decideret undergravende virksomhed, der ville blive drevet mod mit indre
Hedeture. Menstruationer, der siger sayonara. Muskelmasse, der flytter ud for på høfligste vis at give plads til tilflytter-fedt. Hvor betænksomt.
De fleste af os har hørt om de klassiske symptomer, og jeg husker at have set min mor, hendes veninder og damer i komedieserier sidde og vifte deres stadig mere glinsende ansigter med et blad, en avis, en grydeske, eller hvad der lige måtte være ved hånden, når den indre vulkan besluttede sig for at gå i udbrud.
Jeg var forberedt på, at kiloene ville være sværere at tøjle, og at huden ville løsne sig mere og mere. Hvad jeg ikke var forberedt på, var den decideret undergravende virksomhed, der ville blive drevet mod mit indre, mod min selvopfattelse, mod min sjæl og mod hele den person, jeg troede, jeg var.
Lad mig bare sige det, som det er, og måske synes du, at det er TMI, men jeg er ligeglad, for det er vigtigt for mig at slå fast, at den her nedtur ikke engang kommer med den formildende omstændighed, at man kan have sine rene trusser i fred fra nu af: Min menstruation er langtfra stoppet. Den er ikke engang tæt på at holde ferie.
Febrilske strippermoves
Hedeturene begyndte sidste år, og jeg husker tydeligt den første. Jeg sad i min bil og blev pludselig fuldstændig overmandet af en varme, der føltes, som om den bredte sig indefra og bare buldrede derudaf. Jeg ønskede med ét, at jeg havde fjorten lag tøj på, for så ville der være mere at tage af.
Men jeg havde ikke fjorten lag på, og derudover var det mig, der kørte bilen, så dét i sig selv ville have gjort en omfattende afklædning fandens omstændelig. Så jeg sad bare og mærkede steppebranden brede sig, mens jeg holdt øjnene på vejen og tænkte: ”Hvad i himlens riger og lande er det, der sker?”
Kiloene er et kapitel for sig, og det har længe været dem, der generede mig mest. De sætter sig, og de sætter sig godt til rette
Inderst inde vidste jeg godt, hvad det var, der skete, og de næste par måneder havde jeg glæden af en hedetur sådan lige omkring hveranden time.
Der er noget helt vildt ukontrolleret og ydmygende ved den situation, hvor man lige pludselig får det så helvedes varmt, at man sidder fuldstændig febrilsk og prøver at flå så meget tøj af, som det nu engang er socialt acceptabelt.

Kiloene er et kapitel for sig, og det har længe været dem, der generede mig mest. De sætter sig, og de sætter sig godt til rette.
Jeg har aldrig været velsignet med en høj forbrænding, og en kronisk stofskiftesygdom gør heller ikke situationen nemmere, men de sidste par år har tallet på vægten besluttet at manifestere sig så voldsomt, at jeg har kunnet være i tvivl om, hvorvidt pilen er rustet fast eller bare har besluttet sig for, at skiven, den bevæger sig på, er ensrettet.
Intet tøj passer, og det, der kan skrues på, sidder på en underlig utilsigtet måde. Og jeg har ikke godt 6.000 kroners overskud i det månedlige husholdningsbudget til at kaste efter Wegovy, så min egen lille David mod Goliath-kamp fortsætter, måske for altid. Eller til jeg lærer at leve med tingenes tilstand.
Den over-følsomme overgang
For de generer mig stadig, kiloene. Det samme gør det stadigt tyndere hår, de ømme led og den svigtende hukommelse. Men de senere måneder har et par andre forhold sneget sig ind, og de har faktisk vist sig at være værre, for de har rodet med den, jeg er, og ikke bare den, jeg prøver at se ud som.
Humørsvingningerne kommer ud af det blå. Som i situationen, hvor jeg sad og kiggede på min 11-åriges ishockeytræning. Noget, der ellers uden undtagelse gør mig i godt humør. Jeg elsker ishockey, og jeg elsker at se ham spille det. Og pludselig sidder jeg og kæmper for at holde tårerne tilbage, og ingen ved hvorfor.
Det allerværste – og det, ingen nogensinde havde fortalt mig om – var følelsen af at miste mig selv
Jeg ved det stadig ikke, og jeg kan ikke forudsige det, men det sker også i bilen, i badet og på gåturen med hundene. Og i alle andre situationer. Der er ingen stopklods og ingen regler for humørsvingningerne, men når de indfinder sig, gør de det med så fuld hammer, at alt andet rationale bliver udvandet.
Der er ingen fornuft at hente i baghovedet, ingen trøstende tanker fra den voksne, midaldrende kvinde, der trods alt også bor derinde et sted. Bare kaos, tomhed og tårer. Indtil stormen driver over, og der alligevel er en blå himmel, hvis man husker at kigge op.
Men det allerværste – og det, ingen nogensinde havde fortalt mig om – var følelsen af at miste mig selv. Følelsen af at være forkert. Akavet i sociale situationer – ja, lidt kikset ligefrem.
Jo mere jeg tænker over det, jo mere føler jeg, at det ikke var fair mod mig selv
En grå husmor, som farver har besluttet sig for at forlade, og da de gjorde det, tog de den skarpe humor, den lynhurtige hjerne og den kække selvtillid med sig. Usexet, utiltrækkende, én, man sagtens kan overse. Usynlig, men på samme tid alt for synlig i sin klumpede akavethed. Og alt, alt for hård ved sig selv.
Det var en følelse af ikke længere at vide, hvem jeg var, og at føle mig som en tusindhalet elefant i en glasbutik, mens jeg forsøgte at finde ud af det. Dét var det værste. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere føler jeg, at det ikke var fair mod mig selv.
Hvor har jeg været vred på mig selv. Hver gang det føltes, som om min hjerne glitchede, og jeg ikke fangede en lille detalje i en samtale. Hver gang jeg følte mig håbløst ved siden af den fiktive rundkreds, når jeg skulle prøve at indgå i en ny, social sammenhæng.
Hver gang jeg ikke kunne kende mig selv og ikke forstod hvorfor.
Hormonelle fredsforhandlinger
Litteratur om og fokus på kvinders overgangsalder begynder at vinde mere frem, og gudskelov for det. For det er en ensom kamp, når man står i den.
Men der er stadig for langt mellem oplysningssnapsene, ikke mindst set i lyset af, at det her er noget, sådan cirka halvdelen af verdens befolkning på et tidspunkt skal håndtere (nåja, faktisk kunne man vel argumentere for, at det er endnu flere, for omgangskredsen rammes også. Humørsvingninger skåner ingen, især ikke når 100 procent af ens nærmeste lige pludselig beslutter sig for at være bragende idioter. Helt objektivt, naturligvis).
Jeg har ikke brugt over 40 år på at danne en personlighed for så at skulle se den visne hen et sted, jeg ikke havde adgang til, fordi mine hormoner besluttede sig for at være nogle skiderikker
Jeg håber, der kommer mere fokus på emnet og ikke kun på selve menopausen, som bare er én del af miseren. Perimenopausen – som er optakten til overgangsalderen, og som kan vare i årevis – er et bæst i sig selv.
Det er dét, jeg lige nu står over for og desperat forsøger at bekæmpe, samtidig med at jeg – om muligt endnu mere desperat – prøver at slutte fred med det. Men fredsforhandlingerne skal have en hjælpende hånd.
Man kan sige meget om USA’s sundhedssystem, og det bør man også. Men har man en god forsikring, er der hjælp at hente for det meste, og man behøver sjældent vente særlig længe på det eller tigge om behandling.
Jeg bookede en tid hos en sygeplejerske med ekspertise i overgangsalder og behandling af den. Da konsultationen var slut, kunne jeg gå på apoteket og hente den hormonbehandling, jeg ikke selv havde tænkt på, at jeg skulle have, men som jeg nu er godt to måneder inde i og så småt begynder at mærke effekten af.
Jeg begynder lige så stille at mærke mig selv igen, og det føles virkelig, virkelig rart. Jeg har ikke brugt over 40 år på at danne en personlighed for så at skulle se den visne hen et sted, jeg ikke havde adgang til, fordi mine hormoner besluttede sig for at være nogle skiderikker.
Jeg gider simpelthen ikke spilde min tid på at skændes med mine hormoner, og jeg nægter at føle mig forkert
Nu er jeg på en vej, og jeg håber, det er den rette. Jeg gider simpelthen ikke spilde min tid på at skændes med mine hormoner, og jeg nægter at føle mig forkert.
Og hvis bare én af jer kvinder, der læser med her, kan genkende bare lidt af ovenstående, så håber jeg, du vil huske at sende dig selv meget mindre vrede og meget mere forståelse, omsorg og kærlighed. Du har hele resten af livet foran dig, og du har fortjent at nyde det.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.