DANSK POLITIK // ANALYSE – SVM-regeringens ministre har været usædvanligt tavse hen over sommerferien. Er det risikoen for at skabe negativ opmærksomhed, der har overskygget den mulige positive gevinst? Snart ventes en ministerrokade og nok et nyt regeringsgrundlag. Vil den saltvandsindsprøjtning være nok til at vende regeringens dårlige meningsmålinger?
I betragtning af, at hele grundlaget for SVM-regeringens eksistens var reformer, er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt statsminister Mette Frederiksen samt Venstres og Moderaternes formænd, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen – for ikke at tale om alle de andre på ministerholdet – forsøger at profitere på allerede vedtagne reformer.
Man skulle næsten tro, at regeringen har opgivet troen på sig selv. Troen på, at den ved at forklare sin politik kan hive sig selv op ved hårene og vende retningen for de elendige meningsmålinger.
Strategien synes i stedet at bygge på håb. Håb om, at tiden læger alle sår, og at vælgerne vil glemme og tilgive alt det onde, hvis bare ministrene holder deres mund længe nok – som fx hen over en lang sommerferie.
Normalt ville en lang ferie betyde alenlange interviews med ministre fra sommerlandet, der iført shorts og solbriller udlagde teksten i den nyhedsfattige periode. Ministre, der sendte prøveballoner i vejret, hvor de mellem EM i fodbold, Tour de France og De Olympiske Lege luftede store tanker. Det, som normalt kaldes visioner.
Det er ikke sket denne sommer. Det har været stille som et gravkammer, og man kan derfor ikke undgå at få den mistanke, at der er tale om en bevidst strategi fra regeringens side om at klappe i.
Regeringen bryster sig normalt af sine mange resultater og ikke mindst de brede aftaler. Ikke en eneste gang har de udnyttet deres smalle flertal, men derimod snoet sig igennem med varierende flertal.
Hvilke resultater?
Om det så er udtryk for stort politisk håndværk, eller at reformerne er så udvandede, at de fleste andre kan være med uden at få politiske skrammer, skal være usagt, men faktum er i hvert fald, at regeringen ikke har scoret et eneste point på sin reformiver, og hvad næsten værre er, så er reformerne nærmest gået i glemmebogen hos vælgerne, før blækket var tørt.
Spørg en hvilken som helst dansker på gaden, hvad han/hun husker regeringen for i dens snart to-årige levetid? Hvad er dens vigtigste resultat? Langt de fleste vil hurtigt blive fjerne i blikket, stirre tomt ud i luften inden de nævner afskaffelsen af store bededag.
Måske nogle få unge vil huske noget omkring de videregående uddannelser, nogle jyske bønder vil sikkert skælde lidt ud over en kommende CO2-afgift, men hvem kan med hånden på hjertet huske, at der også er indgået en ældrereform, aftale om inflationshjælp, psykiatriaftale for børn og unge plus måske 85 andre politiske aftaler?
SVM-projektet har ellers brug for en gevaldig saltvandsinsprøjtning
Når der er usikkerhed om antallet af aftaler, skyldes det, at regeringen af uransagelige grunde er ca. seks måneder bagud med at opdatere sin resultatliste: Den seneste optælling er således fra april i år, hvor den havde indgået 83 aftaler.
Aftaler, som de færreste danskere alligevel ikke kan huske, fordi ministrene stort set hver eneste gang forsømmer chancen for at stille sig frem og tage æren for aftalerne. Senest her i ferien, der ellers havde været en oplagt chance for at give længere interviews fra det regnfulde sommerland, men også den mulighed har ministrene forspildt.
Måske fordi de har tænkt, at det klogeste vil være at leve lidt stille og ikke skabe unødvendige politiske diskussioner med deres regeringspartnere, oppositionen eller debattører kort før, at regeringens top, Mette Frederiksen, Troels Lund og Lars Løkke, beslutter sig for, hvem der skal fortsætte, og hvem der skal skiftes ud på det ministerhold, der sandsynligvis kommer til at køre lige frem til næste folketingsvalg.
Risikoen for at skabe negativ opmærksomhed omkring sig selv har simpelthen overskygget den mulige positive gevinst, der ligger i at skabe lidt ramasjang i gaden med et visionært interview. Så hellere minimere risikoen for ballade ved at holde sin kæft ud fra filosofien: Den der lever stille, lever godt.
SVM i nye omdrejninger?
SVM-projektet har ellers brug for en gevaldig saltvandsinsprøjtning – en revitalisering, som Lars Løkke Rasmussen proklamerede efter at have set skriften på væggen sent om aftenen ved EP-valget i juni, da det stod klart for ham, at vælgerne ikke havde belønnet Moderaterne for at have stillet med den mest eksponerede EP-kandidat af alle i form af Stine Bosse.
Moderaterne havde sat næsen op efter to kandidater, så Lars Løkkes søn, Bergur, der jo måtte vige spidskandidat-pladsen til Bosse, også kunne blive valgt.
Det blev han langtfra, og faktisk fik partiet ikke engang stemmer nok til selv at kunne trække sit mandat. Noget af en skuffelse for Lars Løkke, og som altid skal en sådan nærdødsoplevelse have en årsag.
Regeringen er for passiv. Den skal op i omdrejninger, lød opfordringen.
Hele diskussionen om regionernes fremtid kommer et lille år før kommunalvalget, og her vil det være meget usandsynligt, at de store borgmesterpartier, S og V, vil have noget klinket med deres kommunale baglande
Det har været ventet, at der sammen med den kommende ministerrokade også vil lande et nyt regeringsgrundlag.
Det bliver i givet fald kun i begrænset form. Det forlyder, at der vil blive indskrevet mere familiepolitik, men at tale om et nyt grundlag med en masse nye reformforslag vil være at tage munden for fuld.
Regeringen mangler da også fortsat at gennemføre sine to mest prestigefyldte projekter: sundhedsreformen og en reform af jobindsatsen, hvor de omstridte jobcentre kommer på banen.
Regeringen har således en bunden opgave i at finde 3 mia. kr. på den konto, og det ventes, at forhandlingerne starter, så snart Christiansborg igen kommer i omdrejninger efter partiernes sommermøder.
Ingen af reformerne bliver lette at finde internt fodslag i, og at forestille sig, at de bliver nye vælgermagneter, synes også at være lovlig optimistisk.
Sundhedsreformen kommer hurtigt til at handle om bureaukrati og procedurer, om regionerne skal nedlægges, og hvem der har ansvaret for diverse sundhedsydelser.
Det vil i høj grad gå hen over hovedet på vælgerne, der primært er optagede af, hvad det betyder for dem i hverdagen.
Baglandet og borgmesterposterne
Dertil kommer, at hele diskussionen om regionernes fremtid kommer et lille år før kommunalvalget, og her vil det være meget usandsynligt, at de store borgmesterpartier, S og V, vil have noget klinket med deres kommunale baglande.
For dem gælder det om at have så meget ro på bagsmækken som muligt og så ellers bare komme nogenlunde helskindet igennem kommunalvalget uden for mange tab af borgmesterposter. Det hensyn har Lars Løkke og Moderaterne ikke, hvilket i sig selv afslører den potentielle interne konflikt med regeringspartierne.
Det samme gælder omkring den kommende jobreform. Her ønsker Venstre og Moderaterne at få flere private aktører ind over jobindsatsen, mens Mette Frederiksen og Socialdemokratiet vil holde igen og helst undgå den store konfrontation med fagbevægelsen.
Ønsket om at centralisere jobindsatsen i fagbevægelsen vil være uspiseligt for både V og M, hvilket indikerer, at det ikke bliver nogen let manøvre for SVM-regeringen at nå frem til en enighed, der tilfredsstiller alle tre partier og skaber en fælles platform, der kan bruges til at give regeringen en ny begyndelse med bedre meningsmålinger og øget popularitet i befolkningen.
Læs også Kim Kristensens analyse “Regeringsrokade er på trapperne”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
