SAMFUND // KOMMENTAR – Konkurrencen mellem de private aktører, der driver landets sprogcentre, dræber kvaliteten, skriver Jacob Gjelstrup. Lovgiverne må indse, at uddannelse i Danmark fortsat bør være uafhængig af profithensyn, sådan som det altid har været alle andre steder end i danskuddannelsessystemet.
I Danmark har vi en lang og navnkundig skole- og uddannelsestradition. Vores uddannelsesinstitutioner er baseret på værdier om inklusion og brede dannelsesmål, der skal runde børn, unge og voksne af til et liv i en demokratisk velfærdsstat. Det har været sådan, at uddannelsesinstitutioner først og fremmest er sat i verden for at yde en service for borgeren og dermed samfundet. De er altså ikke – som i andre lande – styret af profithensyn til en snæver ejerkreds. Det gælder både offentlige, frie og private skoler.
På ét uddannelsesområde i Danmark adskiller man sig dog meget fra alle andre – nemlig på området for sprogundervisning for voksne udlændinge. Udlændinge, der kommer til Danmark enten som arbejdstagere, indvandrere eller flygtninge, får tilbudt danskundervisning i den kommune, de flytter til, men i forhold til de førnævnte uddannelsesinstitutioner er der stor forskel på, hvem der varetager undervisningen i den enkelte kommune.
Interessekonflikten opstår i spændingsfeltet mellem sprogcentrets eksistensgrundlag og samfundets og borgerens behov
Danskuddannelsesloven slår nemlig fast, at den enkelte kommune kan beslutte at sende denne undervisningsopgave i udbud i stedet for selv at varetage den på et kommunalt sprogcenter. De kommuner, der sender opgaven i udbud til private aktører, slipper dermed for at løse opgaven, og i udbuddet beslutter kommunen, hvor stor vægt de vil lægge på kvalitet i forhold til pris.
Udlicitering
Mange kommuner i Danmark har valgt at udlicitere denne undervisnings- og uddannelsesopgave. Dels fordi det er muligt, dels fordi området på grund af denne konkurrenceudsættelse konstant er i priskrig, og fordi der dermed er et besparelsespotentiale for kommunen. Situationen er derfor lige nu, at der på sprogundervisningsområdet for voksne udlændinge – et meget vigtigt område for integration og beskæftigelse – opererer en række private aktører, der byder ind på denne opgave for at tjene penge på den, til forskel fra hele den øvrige uddannelsessektor i Danmark.
Alle sprogcentre er finansieret af såkaldte modultakster, som kommunen betaler til sprogcentret hver gang en kursist består én ud af seks moduler på vej til sin afsluttende sprogprøve. Hele det økonomiske grundlag for et sprogcenter, om det er kommunalt eller privat, hviler altså på, at sprogcentrets kursister består deres tests.
Vi har i dag et hjørne af vores uddannelsessystem, som ikke umiddelbart lever op til de standarder for samfundsbærende uddannelse, vi ellers ser alle andre steder i sektoren
Ethvert privat sprogcenter må altså være særligt optaget af at få sine kursister hurtigst muligt gennem deres modultests for optimal profit. Den logiske konsekvens af hurtige sprogkursister er derfor en øget indtjening. Til forskel fra alle de øvrige uddannelsesinstitutioner er der her et tydeligt incitament til at indrette sin pædagogiske praksis efter de sproglige krav til en modultest, da kursisterne dermed hurtigere genererer indtægter. Det enkelte sprogcenter sørger samtidig selv for at afvikle modultests. Der er ikke et censorsystem til disse tests.
I det danske uddannelsessystem er der et fælles mål for både skoler og samfund, nemlig den bedst mulige uddannelse for pengene til gavn for samfundet. God uddannelse gavner borgeren og dermed samfundet. I sprogskoleverdenen opstår der imidlertid en besynderlig interessekonflikt mellem sprogcenter og samfund, og mellem sprogcenter og borger i jagten på målet.
Samfundsbærende uddannelse
Hele danskuddannelsessystemet er bygget op omkring bekendtgørelser, der lægger fast, at udlændinge skal opnå sproglige kompetencer, så de kan få sig et arbejde og blive selvforsørgende, og i øvrigt opnå en bred forståelse af vores samfund som helhed. Interessekonflikten opstår i spændingsfeltet mellem sprogcentrets eksistensgrundlag og samfundets og borgerens behov.
Man kan sagtens antage den idealistiske holdning, at et privat sprogcenter selvfølgelig er sin samfundsopgave bevidst, men man kunne også antage det synspunkt, at det vigtigste mål for et privat sprogcenter må være profitpotentialet i en borger. Dermed hensættes idealet om at være samfundsbærende uddannelsesinstitution til et mørkt hjørne på direktørgangen. Omvendt må man formode, at kommunen og samfundet ønsker, at udlændinge på sprogcentrene opnår de bedst mulige danskkundskaber, så de i fremtiden vil være i stand til at varetage et arbejde. Selvforsørgelse frem for alt – og interessekonflikten er åbenlys.
De private aktører driver virksomhed på markedsvilkår for statens regning, men hvem stiller de kritiske spørgsmål til de udbydere, der i jagten på profit underbyder hinanden, men lover samme kvalitet?
Vi har altså i dag et hjørne af vores uddannelsessystem, som ikke umiddelbart lever op til de standarder for samfundsbærende uddannelse, vi ellers ser alle andre steder i sektoren. Når alle sprogcentre ikke længere er kommunale eller selvejende, bliver det hele pludselig en konkurrence om statens og dermed skatteborgernes penge.
De private aktører driver virksomhed på markedsvilkår for statens regning, men hvem stiller de kritiske spørgsmål til de udbydere, der i jagten på profit underbyder hinanden, men lover samme kvalitet? Hvem stiller de kritiske spørgsmål til vores lovgivere, om det er i samfundets og borgernes interesse, at konkurrenceudsætte et så vigtigt velfærdsområde, der burde være dybt engageret i hele job- og integrationsprocessen?
Privat eller kommunalt?
Ud fra et markeds- og virksomhedsperspektiv kan man sådan set godt forstå, at et privat sprogcenter kun ønsker at involvere sig i den del af en borgers liv, der har med tilstrækkelige testbare danskkundskaber at gøre. Der er ikke mange penge i integration og bredere sprogundervisningstanker, der skal understøtte borgere i alle de læringsrum, de befinder sig i.
For et kommunalt sprogcenter, der alligevel afleverer sit overskud tilbage til kommunen, er der langt større incitamenter i at fokusere på helt andre kvalitetsparametre end de simple testbare danskkundskaber, der ligger langt fra den sproglige virkelighed, mange kursister møder. Et kommunalt sprogcenter kan være aktiv medspiller i en langt bredere integrationsproces for alle udlændinge. En god forretning for samfundet, men ikke for et privat og markedsstyret sprogcenter.
Måske er det på tide at indse, at Danmarks eneste udbudsramte uddannelsesområde er under hårdt pres i et system, der tvinger udbydere til at sænke prisen på en vare, der ellers er vanvittig vigtig for landet. Arbejdsmarkedet skriger efter kvalificeret arbejdskraft fra udlandet med dertilhørende gode danskkundskaber, og den store gruppe flygtninge, der endnu ikke er i selvforsørgelse, mangler måske i endnu højere grad, at danskuddannelserne i de respektive kommuner løfter den snævre og testbare undervisning ud af klasselokalerne og derind, hvor borgerne har brug for dem – de steder, hvor det er dyrt, men hvor det samtidig har langt større effekt.
Vi kan ikke længere leve med, at konkurrencen på området presser priserne i bund samtidig med, at kommunerne forventer samme høje kvalitet
Hvis man samtidig ændrer modul-takst-systemet, så pengene følger modulet og ikke kursistens beståede modultest, så giver det pludselig mening at lade den enkelte kursist bruge hele den fastsatte tid på hvert modul, fordi hurtig progression ikke længere kan betale sig. Et effektivt danskuddannelsesforløb skal kunne måles på, hvordan den enkelte kursist og borger klarer sig med sine danskkundskaber i virkeligheden, og ikke til en modultest eller en sprogprøve.
Lovgiverne må indse, at uddannelse i Danmark fortsat bør være uafhængig af markedskræfter og profithensyn sådan som det altid har været alle andre steder end i danskuddannelsessystemet. Vi kan ikke længere leve med, at konkurrencen på området presser priserne i bund samtidig med, at kommunerne forventer samme høje kvalitet. Det rammer i sidste ende de professionelle undervisere på sprogcentrene, der i stigende grad skal levere samme kvalitet til betydeligt færre penge. Konsekvensen er ret enkel: Konkurrencen dræber kvaliteten, når udgangspunktet for succes er hurtigt ind, hurtigt ud.
LÆS FLERE ARTIKLER AF JACOB GJESTRUP HER
Foto: Pexels.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
