Præsidentvalg i Polen: Landet brydes mellem fremskridt og en tung historisk arv

i Politik & Samfund/Europa af
POLEN // BAGGRUND – Skulle Warszawas liberale borgmester Rafał Trzaskowski gå hen og vinde dagens præsidentvalg i Polen, vil der nok blive trukket et lettelsens suk i Bruxelles og mange andre europæiske hovedstæder. Polen har en kompliceret historisk arv, men også en sådan kan forvaltes forskelligt, skriver Allan Have Larsen i denne baggrund om et land præget af dyb religiøsitet og skepsis overfor EU.
Polen
Andrzej Duda, den konservative kandidat.

Anden runde af præsidentvalget i Polen søndag d. 12. juli 2020 understreger, hvor splittet landet er. Kampen står mellem den siddende præsident Andrzej Duda og Rafał Trzaskowski, der er Warszawas borgmester.

Duda er formelt partiløs men nært knyttet til partiet Lov og Retfærdighed (PiS), der er et nationalkonservativt parti. Trzaskowski derimod er liberal, pro-europæisk og hvad der er nok så bemærkelsesværdigt i en polsk sammenhæng, så har han også støttet det polske LGBT-samfund. Dysten mellem de to illustrerer meget godt de skarpe skel, der er i den polske befolkning.

Groft sagt går dette skel mellem en veluddannet storbybefolkning med en høj grad af international orientering på den ene side og så på den anden side en meget katolsk orienteret landbefolkning, for hvem det helt centrale er traditionelle konservative og religiøse værdier.

Polens dramatiske historie både under kommunismen og perioden før Første Verdenskrig, hvor Polen var slettet af landkortet, spiller stadig en central rolle i polsk politik og selvforståelse. I det følgende vil jeg belyse nogle af de historiske begivenheder, der stadig kaster lange skygger ind over det polske samfund.

Den kolde krig

Under den kolde krig havde alle landene i Warszawa-pagten deres særtræk, og skal man sætte en kort overskrift på nogle af landene, kan man sige, at Polen var klassens uartige dreng, der hele tiden lavede ballade. Derimod var Bulgarien klassens stille pige. På grund af Ruslands rolle som befrier af Bulgarien fra 500 år under det tyrkiske åg, var synet på Rusland traditionelt positivt i Bulgarien. Fra 1970’erne blev Ungarn til den gladeste barak i lejren.  Efter der var kommet ro på efter opstanden i 1956, skabte Ungarns leder, Janos Kadar, efterhånden et samfund, som andre i Østblokken kun kunne drømme om. Det gjaldt ikke mindst i Ungarns naboland Rumænien, hvor Ceausescus tiltagende storhedsvanvid og spareiver gjorde Rumænien til kælderen under det europæiske hus.

Det er netop med udgangspunkt i Solidaritets lovliggørelse, at det ofte er blevet sagt, at det, der tog 10 år i Polen, tog 10 måneder i Ungarn, 10 uger i DDR, 10 dage i Tjekkoslovakiet og 10 timer i Rumænien

Der var både eksterne og interne årsager til kommunismens sammenbrud i Østeuropa i 1989. Gorbatjovs magtovertagelse i 1985 og Gorbatjovs erkendelse af, at gennemgribende reformer var nødvendige, og at Sovjetunionen af den grund ikke greb ind, da kommunistpartierne mistede grebet om magten, er selvfølgelig en helt uomgængelig årsag.

Der var imidlertid også interne faktorer i Østeuropa, der stærkt medvirkede til kommunismens sammenbrud. Et eksempel på det er, at Ungarn i maj 1989 begyndte at pille pigtråden ned på grænsen mellem Ungarn og Østrig. Hermed fik østtyskerne mulighed for at stemme med fødderne, og vel at mærke en mulighed der, som tiden gik, blev mere og mere risikofri.

Det er dog umuligt at tale om begivenhederne i 1989 uden at komme ind på den helt centrale rolle, som en række begivenheder i Polen spillede. Ofte hævdes det, at lovliggørelsen af Solidaritet efter strejkerne på Lenin-skibsværftet i Gdansk i august 1980 blev begyndelsen til enden for kommunismen i Europa. Det er netop med udgangspunkt i Solidaritets lovliggørelse, at det ofte er blevet sagt, at det, der tog 10 år i Polen, tog 10 måneder i Ungarn, 10 uger i DDR, 10 dage i Tjekkoslovakiet og 10 timer i Rumænien.

Polen og kommunismens sammenbrud

Imidlertid skete der en række ting i Polen i slutningen af 1970’erne, der gødede grunden til i første omgang Solidaritets legalisering i august 1980 og dermed på længere sigt hele Østblokkens senere sammenbrud. Her er en ofte overset begivenhed dannelsen af KOR (Komitet Obrony Robotnikow. Dansk: Komiteen til arbejdernes forsvar) i 1976. Juni dette år brød en række voldsomme demonstrationer ud i flere polske byer, og særlig i byen Radom gik det voldsomt for sig. Som så ofte før var den umiddelbare årsag til urolighederne prisstigninger på fødevarer.

Selvom kommunistpartiet blev tvunget til at tilbagekalde prisstigningerne, satte urolighederne sig varige spor. Der skete nemlig det, at en række intellektuelle gik sammen og dannede ovenfornævnte organisation KOR, der satte sig for at hjælpe de mange arresterede efter urolighederne.

Dette var et i Østeuropa sjældent set eksempel på samarbejde mellem arbejdere og intellektuelle. Ofte havde de østeuropæiske kommunistpartier held til at spille arbejdere og intellektuelle ud mod hinanden, da arbejdere, intellektuelle og kirken tidligere ofte førte hver sin kamp. Nu hjalp intellektuelle arbejderne med at formulere krav overfor myndighederne, og hermed opstod der et civilsamfund, som kommunistpartiet aldrig fik kontrol over.

Den polske opposition blev også godt hjulpet af, at Polen i 1975 underskrev Helsinki-aftalerne, hvis tredje kurv omhandlede menneskerettigheder.
(Helsinkiaftalens slutakt indeholdt 3 delaftaler, kaldet tre ‘kurve’. red)

En polak blev pave

Det skulle imidlertid gå endnu værre for kommunistpartiets ønske om at kontrollere det polske samfund. I 1978 blev den polske kardinal, Karol Woytyla, valgt som pave og dermed den første ikke-italienske pave i 455 år. Året efter vendte paven tilbage til Polen i et sandt triumftog. Hvis man før pavens besøg i Polen i 1979 havde været i tvivl om den katolske kirkes rolle for befolkningen, var enhver tvivl borte efter dette besøg.

Da så strejkerne brød ud på Lenin-skibsværftet i Gdansk i august 1980, var fundamentet for en slagkraftig opposition lagt, og 31. august 1980 må kommunistpartiet tillade, at arbejderne danner en fagforening uafhængig af arbejderstaten.

Denne situation, der var helt utænkelig ud fra en marxistisk tankegang, varede dog ikke længe, og den 13. december 1981 indførte general Jaruzelski krigsretstilstand i Polen. Solidaritet blev forbudt og dets ledende medlemmer, blandt andet Lech Walesa, blev arresteret. Den dag i dag diskuteres det heftigt i Polen, om Jaruzelski hermed forhindrede en større katastrofe, nemlig en sovjetisk invasion, der helt sikkert ville være blevet en blodig affære, eller om han forrådte et spirende demokrati i landet.

Polen
Hvis man før pavens besøg i Polen i 1979 havde været i tvivl om den katolske kirkes rolle for befolkningen, var enhver tvivl borte efter dette besøg. Wikimedia.

Krigsretstilstanden løste naturligvis ikke Polens økonomiske problemer, og i 1988 var den økonomiske situation stadig håbløs i Polen, men signalerne fra Moskva var nu helt anderledes. Efter en strejkebølge i efteråret holdt kommunistpartiet en række møder med førende medlemmer af den polske opposition.

Her aftaltes det at starte rundbordsforhandlinger om landets fremtid. Rundbordsforhandlingerne fandt sted februar til april 1989. Resultatet blev blandt andet et parlamentarisk system med to kamre, hvor kommunisterne var garanteret 65 % af pladserne i Sejmen, mens der skulle være 100% frit valg til Senatet.

Således afholdt Polen 4. juni 1989 de første parlamentsvalg efter kommunisternes magtovertagelse, hvor valgresultatet ikke var kendt på forhånd. Resultatet blev en jordskredssejr til oppositionen, der vandt 99 % af pladserne i Senatet og alle de mulige 35% af pladserne til Sejmen. Således blev Polen det første Warszawa-pagt land til at afholde (delvist) frie valg. Hermed beviste Polen, at Sovjetunionen var villig til at acceptere fundamentale ændringer i Østeuropa, og befolkningerne i de andre østeuropæiske lande var da heller ikke længe om at forstå dette signal.

Polen som nationernes Kristus

Polens helt centrale rolle i historien om kommunismens sammenbrud trækker også på den gamle nationalromantiske myte om ”Polen som nationernes Kristus”, der er korsfæstet mellem to forbrydere, nemlig Tyskland og Rusland/Sovjetunionen.

Efter Polens tredje deling i 1795, forsvandt landet fra landkortet og genopstod først 123 år senere, i 1918. Denne tids genvordigheder, der blandt andet bestod af to fejlslagne opstande mod Rusland i 1830 og 1863, skulle helst give mening, og her opstod tanken om, at Polen er nationernes Kristus.

Mange ting kan og skal kritiseres i dagens Polen og netop derfor er det meget nyttigt som forståelsesgrundlag at have indsigt i landets dramatiske historie

En central skikkelse i udviklingen af denne tanke var Polens nationaldigter Adam Mickiewicz (1798 – 1855), der i sit værk Dziady (Forfædrene) fra 1832 udvikler tanken om, at Polens lidelser bringer frelse til andre folkeslag. Under den kolde krig var perspektivet, at ganske som Kristi død på korset frelste menneskeheden, således skulle Polens fortrædeligheder i Østblokken frelse verden fra kommunismen.

I et længere historisk perspektiv henvises der også ofte til den polske konge Johan Sobieskis sejr over tyrkerne ved Wien i 1683. Denne sejr over tyrkerne forhindrede yderligere tyrkisk fremtrængen i Europa. Polens brutale skæbne under Anden Verdenskrig bekræftede blot denne tanke om Polen som historiens offerlam.

Det er en selvforståelse, der kan være svært at forstå for os, der er vokset op vest for det tidligere jerntæppe, men det giver god mening for en nation, for hvem truslen om kollektiv udslettelse stadig er inden for mands minde. Her har vi også en af forklaringerne på, hvorfor Polen fra tid til anden kan have et anstrengt forhold til det overstatslige element i EU-samarbejdet.

Polen
Skulle Warszawas liberale borgmester, Rafał Trzaskowski, gå hen og vinde valget, vil der nok blive trukket et lettelsens suk i Bruxelles og mange andre europæiske hovedstæder. Foto: Flickr.

Når det at have mistet national suverænitet har haft så alvorlige konsekvenser for et land som i tilfældet Polen, ja så får man let et andet forhold til overstatslige institutioner.

Særligt for Polen, men også for det fortsatte europæiske samarbejde, er der al mulig grund til at håbe, at Trzakowski vinder anden runde den 12. juli

Mange ting kan og skal kritiseres i dagens Polen, og netop derfor er det meget nyttigt som forståelsesgrundlag at have indsigt i landets dramatiske historie, og her indtager landets rolle, som både nationernes Kristus og klassens uartige dreng i Warszawa-pagten en helt central rolle i polsk selvforståelse.

Skulle Warszawas liberale borgmester, Rafał Trzaskowski, gå hen og vinde valget, vil der nok blive trukket et lettelsens suk i Bruxelles og mange andre europæiske hovedstæder. Det ændrer dog ikke på Polens komplicerede historiske arv, men også en sådan kan forvaltes forskelligt.

Der er alt mulig grund til at tro, at Trzaskowski i langt højere grad ville nedtone Polens komplicerede fortid og i stedet satse på et mere pragmatisk samarbejde i ikke mindst EU. Særligt for Polen, men også for det fortsatte europæiske samarbejde, er der al mulig grund til at håbe, at Trzakowski vinder anden runde den 12. juli.


Illustration: Flickr.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Allan Have Larsen er cand. mag i russisk, religionsvidenskab og engelsk og har arbejdet og rejst meget i både Østeuropa og Rusland.

1998-99 underviste han i dansk for Nordisk Ministerråd i den russiske by Pskov og fra 2004-7 arbejdede han som dansk lektor i Sankt Petersborg.

Når Coronakrisen er ovre og rejselysten for alvor vender tilbage i Danmark, håber han at genoptage sit job som rejseleder hos Vitus-Rejser og Cultours – og meget gerne på ture til Polen og Rusland eller andre steder i Østeuropa. Fra tid til anden tolker han også i russisk for Rigspolitiet.

Seneste artikler om Politik & Samfund