TEATER // ANMELDELSE – Årets opsætning af Hamlet har været to år og 10.000 kilometer undervejs. Det første skyldes corona, det andet, at Shakespeare Festivalen i år henter sin trup fra Cape Town i Sydafrika. Det er universelt, eksistentielt drama, men giver nok mest til den, der kender forestillingen og værdsætter sproget.
Det er stemningsfuldt og effektivt. Bagtæppet spændes i vinden som sejlene på et skib, mens vi på lydsiden hører tovværket knage. Referencen er en dagbogsoptegnelse fra 1607, hvor kaptajnen på The Red Dragon noterede, at man spillede tragedien Hamlet og siden gik i land for at se, om man kunne skyde en elefant.
Referencen giver mening for en skuespillertrup fra Cape Town. Shakespeare in Africa. På scenen neden for Kronborg Slot fungerer det også, men her med reference til sejladsen gennem Øresund, der forbandt (og forbinder) Danmark med verden og skabte den rigdom, der finansierede slotsbyggeriet. Samtidig kan vi i baggrunden se bastionerne, hvor Hamlet møder sin faders genfærd.
Det står enhver frit for at støtte sig til den danske oversættelse, der står på skærme på siden af scenen, men skønheden ligger i originalsproget
En sommeraften i et-par-og-tyve graders varme virker det måske lidt underligt, at vagterne på scenen skutter sig i kulden, mens de observerer spøgelset, men som nævnt i omtalen af andre af sommerens udendørs forestillinger, så er en dansk sommeraften i sig selv storslået teater.
Så til søs med Shakespeare
Shakespeare økonomiserede med sine skuespillere. I denne version har Frederick William Abrahamse castet blot 6 skuespillere. Ved at flytte scenen, hvor skuespillerne, der i Hamlet skal optræde for kongen på Kronborg Slot, bliver instrueret, frem som prolog, knyttes vi til førnævnte opførelse i 1607.
Skibsdrengen brokker sig over atter at skulle spille en kvinderolle, men som på Shakespeares tid er der ingen kvinder på scenen. Til gengæld er der både lys og mørk hud. Det har ingen betydning for forestillingen. Det er jo skibets besætning, der skal fylde rollerne.
Og så går det ellers løs.
Hamlet bliver altid beskåret. Hvilke scener og monologer, der skal med, er et kunstnerisk valg. Abrahamses valg plukker ligeligt mellem de uundgåelige (”To be or not to be”) og de nok klassiske, men alligevel lidt overflødige. Graveren på kirkegården (og nej, kraniet hører ikke sammen med ovennævnte citat) er et komisk mellemspil. Dialogen demonstrerer nok et komisk vid, men det er altså ikke lårklaskende humor.
Skønheden i originalsproget
Men nyd sproget. Det står enhver frit for at støtte sig til den danske oversættelse, der står på skærme på siden af scenen, men skønheden ligger i originalsproget. Adskillige klassiske vendinger på engelsk opstår (eller registreres i hvert fald første gang) hos Shakespeare. Så betyder det mindre, at vi går glip af et ord i ny og næ.
Det giver nærmest sig selv, at hovedrollepræstationen skal sidde i skabet: Det gør den
Realistisk set tager vi ikke til Helsingør for at se Hamlet på engelsk, uden at vi kender handlingen i forvejen. Eller netop nogle centrale scener og citater. Vi gør det for at se og høre dem præsenteret af dygtige skuespillere. Med pauser, patos, intonationer og gestik. Det er et levende, vibrerende, betagende sprog.
Det er lidt sjovt på skærmen at læse Hamlets svar på, hvordan han har det, som ”godt, godt, godt”, og høre, hvordan ”well, well, well” i Marcel Meyers mund bærer en helt anden betydning. Det er skuespil.
Meyer spiller prinsen af Danmark med alt, hvad den kan trække. Nogle gange besat og talende som genfærdet, andre gange fortvivlende forelsket. Vred. Knust af sorg. Eksistentielt tvivlende. Nå ja, og så spiller han også gal. Det giver nærmest sig selv, at hovedrollepræstationen skal sidde i skabet: Det gør den.
Verden er en scene
Den begrænsede trup giver nogle udfordringer, når der skal skiftes karakter bag tæppet. Det giver sig selv, at Tailyn Ramsamy ikke kan være på scenen samtidig som både gamle Polonius og som den trofaste Horatio.
Der gøres en dyd ud af, at det foregår i teatrets magiske verden, og med sparsom scenografi og meget enkle kostumer er det vores egen fantasi, der spiller med og gør Shakespeares ord levende
Et enkelt skifte foretages midt på scenen, når kong Claudius (Michael Richard) og dronning Gertrud (Lungile Lallie) også skal spille de to skuespillere, der spiller kongen og dronningen i det stykke, som skal afsløre Claudius’ skyld i mordet på Hamlets far.
Hvis du synes, den sætning er indviklet, så forestil dig det spillet – for eksempel, at Gertrud kommenterer sin egen præstation med den klassiske linje om, at hun mener, at ”the lady doth protest too much”. Det fungerer overraskende godt.
Det er i virkeligheden en styrke ved denne version af Hamlet. Som det angives fra første scene ombord på skibet, så er det et skuespil … og verden er en scene, vi mennesker blot skuespillere. Der gøres en dyd ud af, at det foregår i teatrets magiske verden, og med sparsom scenografi og meget enkle kostumer er det vores egen fantasi, der spiller med og gør Shakespeares ord levende.
Og Romeo & Juliet forklaret
Årets Shakespeare Festival bød endvidere – lidt i forlængelse af Helsingørs sideløbende Passage Festival for gadeteater – på Romeo & Juliet udsat for to forklarende gentlemen. Om end ikke som Shakespeares egne fra Verona, men derimod fra Norge og Polen.
Christian Hestø og Piotr Misztela optræder nærmest som en stand up duo, som løbende retter hinanden (og hinandens sprog), konkurrerer om rampelyset og træder ind og ud af rollerne. Samtidig trækker de imidlertid tråde fra Shakespeares berømte tragedie til nutiden.
Striden mellem familierne Capulet og Montague drejer sig om politik og handelsprivilegier, men adskiller sig ellers ikke fra et klan-/bandeopgør her og nu. Heller ikke nu om dage kan alle vælge partner efter hjertet – tusinder myrdes hvert år i æresdrab – for slet ikke at tale om lande, hvor anden kærlighed end mellem mand og kvinde straffes med døden. Og så fremdeles.
Et skoleeksempel
Egentlig er det et fint oplæg til at debattere kærlighedens vilkår i vores verden og dagligdag, f.eks. henvendt til skoleelever. Sproget er lettere tilgængeligt end i Shakespeares original. Men man bliver altså også snydt for originalens storhed og nogle af de replikker, som brænder igennem århundrederne.
For never was a story of more woe than this of Juliet and her Romeo
Det er, som om Shakespeares Romeo & Juliet forventes kendt for at forstå de moderne kommentarer, og det gør mange i et ungt (skole)publikum ikke.
Forskellen på de nutidige tragedier og Shakespeares om de to teenagere fra Verona er jo, at Romeo & Juliet ikke ville have været den udødelige klassiker, den er, hvis ikke den var ført til sin velklingende morale om, at “For never was a story of more woe than this of Juliet and her Romeo”.
Christian og Piotr dør dog i hinandens arme, som sig hør og bør.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
