Smuttede lige i biografen for at se ”Monsieur Chocolat”. En ny fransk spillefilm, der bygger på den virkelige fortælling om venskabet mellem den hvide klovn George Footit og den sorte klovn Rafael Padilla, hvis kunstnernavn var Chocolat. Og fortæller lidt om synet på sorte tilbage i La Belle Époque.
Footit og Chocolat havde deres storhedstid i Paris i 1890’erne. Chocolat var den første sorte kunstner, der for alvor blev en stjerne i Frankrig, og jeg glæder mig over denne trend med, at der nu er begyndt at dukke spillefilm op, der hiver disse sorte personligheder ud af glemslen.
For nogle måneder siden påpegede jeg i en blogpost her på POV International, at den sorte amerikanske klovn Geo Jackson, som havde sin storhedstid i København og de øvrige skandinaviske hovedstæder i 1890’erne, var materiale til spillefilm. Lad os håbe, det sker en dag. Under alle omstændigheder, ser vi nok i de kommende år en stribe spillefilm om sorte personligheder, som europæisk og amerikansk historieskrivning har fejet ind under gulvtæppet.
”Monsieur Chocolat”, der er instrueret af Roschdy Zem, er en strålende film. Båret fint igennem af Omar Sy som Chocolat og James Thierrée som Footit. Mange vil sikkert huske Sy fra hans hovedrolle i spillefilmen ”De Urørlige” fra 2012.
Vildmanden Kalanga
Før Rafael Padilla blev til stjerneklovnen Chocolat, var han ”vildmanden” Kalanga. Sådan var betingelserne dengang i 1800-tallet, hvis man som sort ville have et job i cirkus- og varietéverdenen. Så var stort set den eneste mulighed nemlig at spille kannibal og underbygge det hvide europæiske publikums forestillinger om, hvor uciviliserede og farlige sorte fra det mørke Afrika var. Padilla var nu født i en slavefamilie på Cuba, antageligt i 1868, og blev som barn solgt til en spansk forretningsmand, der bragte ham til Europa. Her arbejdede han sig op fra stikirenddreng, over minearbejder og havnearbejder til ansat i det omrejsende Cirkus Delvaux.
Det er her, at Joseph Oller – den legendariske impresario, der grundlagde pariservarietéen Moulin Rouge – opdagede makkerparret Footit og Chocolat. Og bragte dem til Paris med løfter om berømmelse og rigdom. I øvrigt en fransk hovedstad anno 1897, der er imponerende flot og troværdigt gengivet i filmen.
Sådan var betingelserne dengang i 1800-tallet, hvis man som sort ville have et job i cirkus- og varietéverdenen. Så var stort set den eneste mulighed nemlig at spille kannibal og underbygge det hvide europæiske publikums forestillinger om, hvor uciviliserede og farlige sorte fra det mørke Afrika var
Det er i takt med, at Chocolat opnår berømmelse i Nouveau Cirque – Ollers cirkusbygning i Paris – at vi oplever, hvordan racismen hele tiden er med som blind passager. Hvordan Chocolat pludselig, da berømmelsen er ved at sætte ind, anholdes og fængsles af politiet. Det viser sig at være ”mutter Delvaux”, der i bitterhed over, at den sorte klovn har forladt hendes omrejsende cirkus, har angivet ham til immigrationsmyndighederne. Chocolat har ingen papirer, og opholder sig derfor ulovligt i landet.
”Men jeg er klovnen Chocolat”, indvender han overfor politiet efter at være blevet indbragt på stationen. Det er betjentene kolde overfor. ”Tag tøjet af”, lyder ordren. ”En gang neger, altid neger”.
Det er i fængslet, at Chocolat stifter bekendtskab med den sorte Victor. Han er fra Haiti, og skal vel som sådan repræsentere sort ræson, selvbevidsthed, uafhængighed og selvstændighed. (Haiti blev i 1804 verdens første uafhængige sorte stat grundlagt af tidligere afrikanske slaver).
Haitianske Victor åbner Chocolats øjne for, at han kun er en succes, fordi han hver aften i cirkusarenaen lader sig koste og sparke rundt med af en hvid – klovnekollegaen Footit. Det er det hvide, parisiske publikum trygge ved. ”En neger skal kende sin plads, skal afrettes”, som Victor forklarer.
Toulose-Lautrec
Ved Footits mellemkomst blive Chocolat løsladt, men må tilbage til de daglige ”muntre” ydmygelser i Nouveau Cirque. Indtil han efterhånden gør oprør.
”I gør mig til en dansende hund”, protesterer Chocolat under et møde, hvor cirkusledelsen præsenterer de nye gadeplakater – en så integreret del af cirkus- og varietéverdenen tilbage i La Belle Époque.
”Gør mit ansigt menneskeligt igen”, insisterer Chocolat.
Men cirkusledelsen forsvarer sig med, at deres plakater skam blot er inspireret af Toulouse-Lautrec. Som ganske rigtigt portrætterede Chocolat til et nummer af ugemagasinet Le Rire, men som nu havde en mere loyal og sympatisk holdning til de mange personager fra den parisiske underholdningsverden, han omgikkes.
Det er meget sigende, hvordan impresario og cirkusdirektør Oller forsøger at bringe Chocolat til orden. En impresarioverden, filmen i øvrigt rammer lige på kornet. ”Aldrig har en sort mand været så berømt som du”, fremturer Joseph Oller og minder Chocolat om, at det er ham, Oller, der er skyld i dette. Og at Chocolat bør være ham taknemmelig. ”Du og Footit revolutionerede cirkusverdenen”, fortsætter Oller – ikke uden sandhed.
Men Chocolat vil andet og mere. Han vil være karakterskuespiller. Han vil, som den første sorte nogensinde i Frankrig, spille Othello. For, som han siger: ”Shakespeare og mig kender hinanden ud og ind”. Chocolat får chancen på Théâtre Antoine i Paris. Hvordan dette løsrivelsesforsøg spænder af, skal jeg ikke afsløre her.
De danske paralleller
Gå i stedet ind og se filmen. Og hav i baghovedet, at de forhold, den så skarpt beskriver, ikke bare var noget, der foregik i Byernes By dengang i 1890’erne. Eller kun overgik folk som Rafael Paddila alias Chocolat.
Ligesom Padilla som dreng blev købt på Cuba af en spansk forretningsmand og bragt til Frankrig, på samme måde købte Henrik Cavling – Politikens senere så navnkundige chefredaktør – i 1894 en lille sort dreng under en reportagerejse i Dansk Vestindien. Og bragt denne dreng – Sebastian – til Danmark, nærmest på grund af hans nyhedsværdi.
Og tag så de ”kannibaler” og ”vildmænd”, som den, Rafael Padilla var nødsaget til at spille i Cirkus Delvaux. De fandtes også i rigt mål i cirkus- og varietéverdenen i Danmark i 1800-tallet. Skal bare minde om, at Ole Olsen, der i 1906 grundlagde Nordisk Film, tjente nogle af sine første penge på at fremvise sorte ”kannibaler” og ”krigere” på markedspladser rundt om i Skandinavien.
Det Nouveau Cirque, man ser i ”Monsieur Chocolat”, er nærmest som en tur i Cirkusbygningen i 1890’ernes København – tætpakket som begge steder var med morskabshungrende bedsteborgere med teaterkikkerter. Og mens Nouveau Cirque havde sin Chocolat, havde Cirkusbygningen sin Geo Jackson.
Chocolat, som døde 1917, var i mange årtier nærmest glemt af offentligheden. Nu bringer Roschdy Zems fremragende spillefilm ham til live igen. Jeg vil håbe, at der en dag bliver lavet en spillefilm om den lige så glemte Geo Jackson. Hans berømmelse og varietémæssige betydning dengang i de glade halvfemsere, når, vil jeg hævde, næsten op på Chocolats.
Hovedbillede: Promotionmateriale, filmen “Monsieur Chocolat”
Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
