KÆRLIGHED & SEX // ESSAY – Ret beset handler det mere om forelskelse på film end om kærlighed på film, men ingen tvivl om, at drømmefabrikken i Hollywood og vores hjemmegroede filmbranche påvirker vores måde at opfatte kærligheden. Den nye kærlighed, den gamle, den svære, den, vi kæmper for, den, vi fornægter. Og så er det indiskutabelt en perlerække af romantiske klassikere, der er på programmet i Cinemateket i august/september.
Selvfølgelig inviterer vi vores date med i biografen. Måske giver gyseren mere anledning til at holde hånd, holde om, skjule ansigtet ved den andens skulder og så videre, men at komme hele følelsesregisteret igennem i en klassisk boy meets girl, boy loses girl, boy gets girl (også når kønsfordelingen er anderledes) kan nu også noget.
Vælger vi den romantiske komedie, får vi grinet sammen, og det udløser en behagelig cocktail af hormoner, som vi kan bygge videre på i den virkelige verden. Endelig er der gensynet; det at gå i biografen og genopleve kærlighed på film – gerne sammen med en, som også har et særligt forhold til netop denne film.
Og så er der altså en grund til, at bageste række i biografsalen tidligere gik under betegnelsen Kysserækken, hvor der – som udødeliggjort i Kim Larsens ”Maria” – kunne foregå mere end kys.
Filmdating på Cinemateket
Cinemateket har endog raffineret denne tanke med et filmdating event 19. august, hvor man går skridtet videre i forhold til Nørrebro Teaters torsdagsklub, hvor du også kan møde ligesindede.
På Cinemateket booker du middag på SULT og stemmer samtidig på den kærlighed på film, som du holder allermest af. Hvilken film, der får flest stemmer og bliver vist, ved du ikke, men du bliver i hvert fald placeret ved bord sammen med andre med samme passion.
Måske synes I begge, at Truffauts Jules og Jim er det mest romantiske, I nogensinde har set. Eller bare en god nybølge-film. Det er ikke det værste udgangspunkt for en relation.
Kærlighed med manuskript
Hvis du tror på kærlighed ved første samtalekøkken, så er det da ikke mere usandsynligt med kærlighed ved første filmdate. Og ja, du kan jo stemme på Susanne Biers folkelige gennembrud, Den eneste Ene, der om ikke andet lærte os, at det ”bare er ærgerligt, Sonny Boy”.
Foruden en lang række andre klassiske one-liners om syv års psykologistudier, ludobrikker og køkkenskabslåger.
Det afslører noget af de romantiske films tiltrækning. Figurerne – skuespillerne – har et manuskript, så de kan fyre den helt rigtige sætning af på det helt rigtige tidspunkt. Noget, vi sikkert alle har savnet en gang imellem, når vi stod sammen med den helt rigtige, men sagde det helt forkerte.
I filmens verden kan replikken både være den humoristiske one-liner, der svirper som en syngende lussing, og det kan være sætningen, der får hjertet til at flyde over og fæstningen til at falde: Uanset alt det dumme, der er gået forud, så er alt tilgivet.
Og så lever de i vores fantasi lykkeligt til deres dages ende. Det er kun i vores egen verden, vi skal bøvle med de praktiske udfordringer. Filmene følger en dramatisk kurve, der er vidunderligt tilfredsstillende.
Ulykkelig kærlighed på film
Det kan den sådan set også være, selv om det ikke ender lykkeligt. Har du nogensinde tænkt over, at nogle af de mest kendte og elskede kærlighedsfilm netop ikke ender med, at prinsen og prinsessen får hinanden?
Rhett Butler ”frankly don’t give a damn”, da han forlader Scarlett O’Hara i Borte med blæsten, Rick opgiver sin elskede Ilsa i Casablanca til tonerne af ”As time goes by”, og vi ved alle, at Romeo og Julie ender i et tragisk dobbelt selvmord.
Shakespeares tragedie er gennemspillet utallige gange, og Baz Lurmanns 1996-version med Leonardo Di Caprio og Claire Danes gik rent ind hos et moderne publikum (også hos en 14-årig, som ikke anede, hvem Shakespeare var).
Den fik siden et efterliv, da den blev citeret i Skam 3, hvor den inspirerede kærligheden mellem Isak og Even. Tiderne skifter, kønskonstellationerne er anderledes, kærligheden består. Også den historie har sikkert inspireret mange.
Derfor bliver det sikkert også oplysende at høre Søren Kragh-Jacobsen og Anna Emma Haudal sammenligne noter om det at beskrive ung kærlighed i henholdsvis 1978 med Vil du se min smukke navle og sidste år i Venuseffekten. Uanset hvilken af de to du selv har spejlet dig i og finder mest relevant.
Lån en replik
Netop når vi står over for vores første forelskelse og vores seksuelle debut, har vi brug for en referenceramme, for et sprog. Seksualundervisningen kommer næppe til at overtage den rolle, når vi pludselig skal finde ud af, om det skal være ham eller hende, og hvordan det så i øvrigt skal se ud og føles. Og hvordan der skal scores. Filmene formår meget bedre at tale til vores fantasi og vores følelser.
Der er absolut ingen garanti for, at vores virkelighed kommer til at leve op til kærlighed på film. På et tidspunkt har vi imidlertid samlet vores egne erfaringer og kan begynde at skrive vores eget manuskript.
Om det bliver med lige så slagkraftige replikker som på lærredet, er en anden sag. I alle tilfælde er det tilfredsstillende at se disse film sammen med din elskede og holde i hånd og kigge hinanden i øjnene i biografmørket og føle de samme følelser og nyde gentagelsen af den vidunderlige dialog. Et kærlighedsritual.
Det er selvfølgelig også tilladt at låne. Copyright gælder kommerciel udnyttelse. Hvis du kan bruge en god replik i din flirt, så gør det endelig. Hvis den (fx oven på filmdating) bekræfter jeres fælles referencerammer, så er det kun godt. Hvis ikke, så bliver din partner forhåbentlig blød i knæene over din romantiske opfindsomhed eller griner ad din frækhed.
Det kan dog også gøres uden. Cinematekets kærlighed på film byder nemlig på ”silent sunday” med Danmarks store stumfilmstjerne, Asta Nielsen, i Das Liebes-ABC. Sara Skaarup varmer op med et lille foredrag om at bruge kropssproget til at score med.
Find melodien
Kærlighedskavalkaden på Cinemateket indeholder ud over de allerede nævnte: Kærlighedens melodi (med Nina og Frederik – og Louis Armstrong), A Star Is Born (den seneste version med Bradley Cooper og Lady Gaga), The Bodyguard, Fagre voksne verden, Grease og Dirty Dancing.
Begynder du allerede nu at nynne? Vores opfattelse af visse sange som specielt romantiske hænger i høj grad sammen med deres brug på film. Om det nu er Whitney Houstons version af ”I Will Always Love You” eller Simon & Garfunkels skælmske underlægningsmusik til den unge Dustin Hoffmans affære med Anna Bancrofts ”Mrs. Robinson”.
Hvordan dit eget livs kærlighed på film udspiller sig, tør jeg ikke spå om. Se en masse gode kærlighedsfilm, undgå selvmordene, håb på en happy ending, og selv hvis det ender med, at I skilles, så huske den gode tid, I har haft sammen … We will always have Paris.
Kærlighed på film er en del af Cinematekets program i august og september.
Endvidere kan man 23. til 26. august opleve den frigjorte stumfilmstjerne Asta ”live”, når Det Flydende Teater gæster Filmhuset med deres portræt-forestilling om stumfilmdronningen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her