TEATER // ANMELDELSE – Teatret er flyttet ud under åben himmel: Både Grønnegårds Teatret, der trakterer med 300-års jubilaren Holbergs Maskerade, og Det Flydende Teater, som i serien af historiske kvindeportrætter er kommet til stumfilmikonet Asta (Nielsen). Sol, vejr og vind er aktive medspillere, og som regel bidrager det bare til teatermagien. Ved de to premierer viste sommeren sig fra sin bedste side.
Dansk udendørs sommerteater når det er bedst. Leander og Henrik i Maskerade siger det egentlig meget præcist, da de vælter ud af sengen efter en hård nat til maskerade – klokken kan da ikke være fire om eftermiddagen? Eller ni om aftenen for den sags skyld, når vi forlader teatret.
Sommeraftenen er en dramatisk dimension, som ingen scenograf kan matche, hvilket gælder både for Grønnegårds Teatret og for Asta på Sophienholm. Og så har de i øvrigt et par lighedspunkter yderligere …
Holberg var mere psykolog, end hans samtid havde ord og begreber for. Han var egentlig også mere socialist, end hans samtid gennemskuede. Set med nutidens øjne, naturligvis.
Maskeradens maskefald
Vi er så bange for at tabe ansigt, at vi skjuler os bag en maske – og først når vi tager masken på til ballet, tør vi være os selv. Gang på gang er det hos Holberg samtidig de kvikke tjenestefolk (her Henrik og Pernille), der med deres spilopper sikrer den lykkelige slutning.
I Maskerade får Henrik tilmed en forsvarstale for tjenestefolkenes ryggesløshed, som han begrunder med en opvækst i sult og fattigdom og med daglige prygl. Og er han egentlig ikke en bedre medarbejder ved at danse med ved ballet og være glad (om end træt), end ved at fryse ude i herrens vogn og være syg næste dag, så han slet ikke kan passe sit arbejde.
Det er Patrick Baurichter som Henrik, Anette Støvelbæk som Madame Leonarda og Morten Suurballe som Jeronimus, der fylder på scenen. Det gør de godt
Skulle en moderne arbejdsgiver have lyst til at overveje klimaet på arbejdspladsen i det lys – jamen, så er Holbergs mission tilendebragt.
Oprøret og reaktionen
Og selve stykket … Okay, plottet er åndssvagt. Det er muligvis den ældste skabelon i bogen. To unge af god familie er trolovet til hinanden uden at kende hinanden. De mødes uden at vide, hvem den anden er, og forelsker sig. De gør oprør mod forældrenes arrangerede ægteskab. Panik, konflikt, sandheden kommer for en dag, og de levede lykkeligt til deres dages ende.
I Grønnegårds Teatrets Maskerade er de store partier derfor heller ikke de unge elskendes. Det er Patrick Baurichter som Henrik, Anette Støvelbæk som Madame Leonarda (ret beset Hr. Leonardo i Holberg original) og Morten Suurballe som Jeronimus, der fylder på scenen. Det gør de godt.
Patrick Baurichter illustrerer sin herre Leanders fremtid i en treakter, hvor han spiller alle roller og kører med klatten til publikums jubel. Samspillet mellem Morten Suurballe og Anette Støvelbæk udvikler sig til en underforstået flirt, som fuldstændig river masken af karaktererne. Jeronimus er jo gift, en god kristen og en anstændig borger.
Maskeraden fremstilles noget mere seksuelt frigjort og nærmest queer end på Holbergs tid
Hans kone Magdelones maskerade-griller er en bihistorie, men Christiane Gjellerup Koch er formidabel, som en kvinde, der sagtens kan gennemskue sin mands farlige betagelse af den indtagende Leonarda.
Teatrets bankende hjerte
Selvfølgelig skal der spilles Holberg i 300 året for dansk teater. Og selvfølgelig skal det være sjovt på Grønnegårds Teatret under sommerhimlen. Men samtidig indlægges der massevis af små og store spor, der peger frem mod en moderne relevans.
Centralt i den enkle scenografi er et stort rødt … ja, er det æblet fra Edens Have, der frister til syndefaldet, eller er det de unges bankende hjerte? Nok begge dele. Maskeraden fremstilles noget mere seksuelt frigjort og nærmest queer end på Holbergs tid.
I det hele taget har alle kvinderne en fest med kostumerne, hvor deres stativer under de tillempede rokoko-kjoler bruges både flirtende og komisk, så det er en lyst.
Festen fortsætter
Kostumerne giver også et tydeligt hint til comedia dell’arte. For pludselig opdager vi Harlekinternen på Henriks vest og sandelig om ikke den stakkels gårdskarl Arv, der kommer i klemme mellem Henriks og Leanders spilopper og Jeronimus strenge husorden er hvidsminket á la Pjerrot.
Grønnegårds Teatrets Maskerade peger således både fremad og tilbage. Forældregenerationen har beklaget ungdommens dårskab stort set så langt tilbage, som vi har skriftlige kilder, og historien om den unge kærligheds sejr er nogenlunde lige så gammel. Den dobbelthistorie vedbliver vi at fortælle – og har gjort det (også) i dansk teater i 300 år. Sommeren 2022 får vi i hvert fald en fremragende Maskerade.
Astas store armbevægelser
Det ligger til teatret at spille med større armbevægelser end filmen (og tv). Undtagelsen er selvfølgelig stumfilmen, hvor grimasser og gestikulation var vigtig for formidlingen mellem tekstskiltene (som alle i biografen ikke nødvendigvis kunne læse). Asta Nielsens legendariske gaucho-dans i Afgrunden er heller ikke svær at tolke.
Og hendes fyndige replik til Urban, der mener, at ”penge er ikke alt”, lyder meget præcist: ”Det er let at sige for en, som altid har haft dem”.
Den er selvfølgelig med i Det Flydende Teaters Asta, der opføres i parken ved Sophienholm, men det kan absolut anbefales lige at tjekke originalen. Om Asta talte nedladende om Poul Reumerts talent må stå hen – hun lagde i hvert fald ikke fingrene imellem i forhold til kollegaen Greta Garbo.
Men for at starte med begyndelsen. Asta Nielsen var datter af en skurekone, hendes teaterkarriere var det så som så med, men da hun fik chancen i det unge filmmedie i Afgrunden var hendes lykke gjort. Hun giftede sig med instruktøren Urban Gad og drog med ham til Tyskland.
Emma Gad, Asta gad ikke
Urban Gad har lidt nogenlunde samme skæbne som sin far kontreadmiral Gad. De er begge bedst kendt for deres koner – altså filmikonet Asta og dannelsesikonet Emma. Men pointen er, at det, de tyske filmproducenter ville have, ikke var instruktøren, men filmstjernen.
Hun var til gengæld sit værd bevidst og holdt ud over for en ikke tilfredsstillende kontrakt. Hun vandt og fik en lukrativ andel i filmenes indtægter. I lyset af de igangværende forhandlinger mellem skuespillerforbundet og streamingtjenesterne er det en ganske aktuel pointe.
Og hendes fyndige replik til Urban, der mener, at ”penge er ikke alt”, lyder meget præcist: ”Det er let at sige for en, som altid har haft dem”.
Det er lidt ironisk, at Asta i den grad brænder igennem som relevant og meget underholdende teater, når netop den kunstart ikke gav hende plads for 100 år siden
Imidlertid betød karrieren i Tyskland i mellemkrigstiden, at Asta Nielsen er blevet en smule glemt herhjemme (eller vakte modvilje). Hun vendte imidlertid det nazistiske regime ryggen og kom hjem til Danmark inden krigen, men hun forbrød sig måske mod en endnu vigtigere dansk lov – janteloven.
Selfmade, selvstændig og seksuelt frigjort
I Det Flydende Teaters fortolkning af en selfmade, selvstændig kvinde med skarpe holdninger til seksuel mangfoldighed bliver Asta måske en smule mere woke, end tiden havde ord for. Men det er jo den kunstneriske frihed, og hendes ægteskab med den homoseksuelle Anders Christian Theede få år før hendes død som 91-årig i 1972 er et uomgængeligt faktum. Vi skal heller ikke tro på alt, hvad vi får fortalt.
Tidligt i forestillingen henvender Nanna Cecilie Bang sig direkte til publikum: ”Det vigtigste er ærlighed”. Det er det så alligevel ikke, for undervejs har forestillingens Asta nemlig om ikke løjet så i hvert fald fortiet en del af sandheden, og således bærer også stumfilmstjernen maske.
Det Flydende Teater lægger endnu et stærkt kvindeportræt til serien af musikalske friluftsforestillinger i den danske sommer. Meget fortjent får ”Die Asta” lov til at fremstå som en foregangskvinde frem for et filmikon, som mest dyrkes af filmentusiater (hvad der i sig selv er interessant nok).
Det er lidt ironisk, at Asta i den grad brænder igennem som relevant og meget underholdende teater, når netop den kunstart ikke gav hende plads for 100 år siden.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
