KULTURLISTEN – I denne uge om Shane Brox udstillingen i Nikolaj Kunsthal, om søndagens tronskifte og tankerne bag, om Lea Globs dokumentarfilm om Apolonia Sokol, om portrætmaleri på DR og om en sanselig digtsamling af Carsten René Nielsen og Gitte Lægård. Ugens liste er skrevet af Niels Olsen, Claus Ankersen, Connie Bork, Mikkel Stolt og Inger Tejlgaard Olesen Ravn.
Shane Brox for fuld udblæsning i Nikolaj
Udstillingen Beauty in the Beast i Nikolaj Kunsthal er Shane Brox’ visuelt velturnerede bud på, hvordan dit sande jeg ville se ud, hvis det stod blottet tilbage uden forsvarsværker – autentisk, følelsesmæssigt afklædt og uden fordomme. Et interessant forsøg, som åbenbares i et eksperimenterende univers, hvor en række nærmest psykedelisk udformede værker udfordrer beskueren i den gamle, smukke kirke og lægger nye alen til Brox’ bredt applauderede oeuvre.
Man møder værkerne-i-sig-selv uden specielt mange fortolkningskroge at hænge mødet op på. Men det er tilsyneladende meningen, for oplevelsen og afkodningen af det sete kan også forstås som en søgen ind i beskuerens egne forsvarsværker, der skal nedbrydes, før dialogen med værkerne for alvor kan begynde.
De opstillede figurer har mange former, farver og konstellationer – nogle ligner mest giraffer, andre edderkopper, hunde, undersøiske koraller og tårne. Mangefarvede stoffer, skumgummi, perler og stramtsiddende bånd udfoldes i mangfoldige, originale udtryk. Det er syret, sært og surrealistisk – på grænsen til det uhyggelige.
Udstillingens soundtrack er et nørdekapitel for sig. Lydværket er inddelt i seks sekvenser på i alt 40 minutter. Hver sekvens tager afsæt i de seks oprindelige sekvenser i den såkaldte solfeggio-skala – en gammel musikalsk skala på 528 Hz, som tilskrives forskellige sundhedsfremmende effekter og bl.a. siges at kunne fjerne kortisol i blodet og derved reducere stress og øge kroppens gode energier. Ved at opleve udstillingen i samtlige 40 minutter er der mulighed for at tage et velgørende sundhedsboost med sig hjem!
Beauty in the Beast lukker og slukker den 21. januar – så læg vejen forbi kirken ASAP …
Tronskifte i Danmark – Dronningens tidløse visdom
På søndag er der tronskifte i verdens ældste monarki. Med en massiv mediebevågenhed, som ikke står tilbage for den nytårsbombe, dronning Margrethe smed, da hun abdicerede for åben skærm på årets sidste dag, er der ikke mange, som ikke er med på beatet: Dronning Margrethe II træder tilbage efter 52 år på tronen og overlader kongeriget til den kommende kong Frederik X.
Men ikke nok med det. Dronningen skaber præcedens for abdikation og åbner således muligheden for, at tronarvingen – den kommende kong Frederik – kan sende sig selv på kongepension i rigelig tid til at nyde tilværelsen og lade sin søn, prins Christian, komme til.
Hvor flere har spekuleret i, at sygdom er den egentlige årsag til majestætens abdikation, ser kulturlisteredaktøren anderledes på sagen. Det handler om fremsyn. Ved at træde tilbage nu og skabe præcedens for timelig abdikation, kan kronprins Frederik regere i 13-14 år og så selv træde tilbage, når han når kongepensionistalderen.
Det passer med, at den kommende Kronprins Christian kan krones som Kong Christian XI, når han når samme skelsår og alder, som hans farmor var, da hun overtog embedet tilbage i 1972, nemlig i sit 32. år. På den måde sikrer vores kloge dronning monarkiets overlevelse og velfærd i to generationer med et majestætisk tungesmæk.
Således er det skrevet – således er det spået. Fremtiden vil vise, om du skulle have spillet oddset på Kulturlistens gæt. Uanset finder tronskiftet sted søndag d. 14. januar.
Apolonia, Apolonia: Et kunstnerportræt som viger bort fra enhver idyllisering
Lea Globs dokumentar om billedkunstneren Apolonia Sokol er usædvanlig. Tretten år tog det at lave filmen, som skiller sig ud ved sit mod til at være langsom og opnå fylde på den måde. Lea Glob dvæler og dvæler. Tanker og løsrevne stumper af samtale får lov at stå i rummet, helt almindelige ord, som imidlertid har et dybt greb om Apolonia.
Tilskueren bliver langsomt tilvænnet denne måde at tænke på, ligesom det sker i et venskab. Der er ingen nemme løsninger.
Apolonia har en stejl drøm om at blive billedkunstner. Vi ser hende få kritik af sine billeder, hvordan hun er i stand til at lytte til, hvad der egentlig bliver sagt. Senere tager hun til USA, og her begynder hun at arbejde hårdt. I stedet for fire billeder om måneden maler hun ti. Hun er så udholdende, og samtidig får hun at vide, at der kun er én udvej: at blive rigtig god.
Lea Glob siger ligeud, at mange gange har hun tænkt, hun ville slukke kameraet, men så blev hun ved og ved. Filmen ender med at beskrive to kvinder, som oplever deres livs udfordring, men på hver deres måde. Kameraet bliver helt vendt mod Lea. Hendes historie får en brat og bevægende fylde også.
Der er noget heroisk over dokumentaren, som gør den sjælden. Den er både så enkel, ubesmykket og voldsom.
Læs også om filmen i Frederik Bojer Bovés Top10 liste over danske film i 2023 her.
Lea Globs dokumentar Apolonia, Apolonia er prisbelønnet og shortlistet til en Oscar-nominering i kategorien for Bedste Dokumentar.
De fem nominerede offentliggøres den 23. januar 2024.
Kom med ind under huden på portrætmaleriets magi i sympatisk DR serie
Jeg bryder mig slet ikke om konkurrencer inden for kunst og kultur, og det interesserer mig egentlig ikke, hvilke film eller hvilke bøger film der vinder en Gylden Globus eller De Gennemgnavede Laurbær.
Alligevel er jeg vild med programserien Danmarks Bedste Portrætmaler, der er en skamløs tv-konkurrence, hvor otte kunstmalere på et vist niveau – flere af dem lever af deres kunstneriske virke – skal dyste om dommernes gunst, efter de i hvert program har malet en celebrity med et vist markant, især fysisk, udtryk.
At jeg falder for det, hænger sammen med, at man programmet igennem har et vist fokus på den kunstneriske proces, ligesom man kan følge med i både malernes og dommernes overvejelser om kunstnerisk personlighed, portrætlighed (et ord, der nævnes temmelig ofte), følelser og tanker om det at portrættere andre mennesker.
Her i 5. sæson, hvoraf de to første programmer ligger online nu, forekommer det mig, at der er blevet en lille smule mere plads til det ovenstående, selvom det altså stadig er et ret stramt skabelon-program.
Men kig med, hvis du ikke har set det før, og hvis du interesserer dig bare en lille smule for kunstneriske frembringelser af alle slags. For deltagerne er faktisk temmelig dygtige.
Et digt vokser i papiret – to udtryksformer i øm omfavnelse
Forlaget Silkefyret, der excellerer i “håndholdte” bøger, altså bøger, hvor selve bogarbejdet – lige fra det typografiske udtryk til papir og omslag – er i fokus, udgav i november endnu et lille kunstværk.
Denne gang er afsættet en korrespondance mellem papirkunstner Gitte Lægaard og en Danmarks fineste digtere, Carsten René Nielsen. Et digt vokser i papiret er et tværæstetisk værk, hvor det taktile møder sproget, og papiret ikke blot er medium for ordene, men i sig selv besidder lyriske kvaliteter.
Der opstår små collager, når sproget væver sig ind og ud mellem sidernes stoflighed, som fx når det (måske?) erotiske digt: “Jeg drømte / at din hud / var ren silke / spundet / af ormen / som var mig” – bliver koket dækket af to små håndindsatte lapper silkeglat, næsten gennemsigtigt papir – en blufærdig invitation til at åbne sig og forelske sig lidt.
I værket selvfølgelig!
Det sprudlende og legende forenes her med det dybt alvorlige og følsomme, så man føler sig yngre indeni.
Kulturlisten udkommer hver fredag. Du kan findes de seneste udgaver her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
