For nylig tog scenograf og billedkunstner Gøje Rostrup på marked med sine smukke tegninger. I den anledning fik vi lov til at kigge i bunken af de kostumeskitser, hun laver til bl.a. operaer og teaterforestillinger, som hun designer for. Hun valgte fire tegninger og en scenografi ud til POV International. Det er vigtigt at forstå, at kostumerne er en aktiv del af forestillingen. Noget, der fortæller publikum historien om, hvad det er for nogle mennesker, vi ser og hvordan de er til stede i verden, fortæller hun til Trine Nygaard Wibrand.
Gøje Rostrup er billedkunstner, scenograf og kostumedesigner. Hun har designet kostumer, siden hun for mere end 25 år siden blev færdig på det, der dengang hed Skolen for Brugskunst – nu Danmarks Designskole.
Som kostumedesigner er man ikke fast tilknyttet et teater, men bliver hyret ind til en forestiling. Og gennem de sidste ti år har hun udvidet feltet til også at arbejde med scenografi. Hun laver nu mest de jobs, hvor hun både kan lave scenografi og kostume, og ind imellem teaterjobs arbejder hun også med malerier og installationskunst.
Til hver forestilling laver hun håndtegnede tegninger af alle kostumerne. Og hver og en er et lille kunstværk i sig selv
“Det med at lave kunst er mit helt eget. Teater er jo en holdsport og det samarbejde er rigtig fedt. Men når jeg skal dykke ned i mit eget egotrip er det dejligt for mig at lave billeder og arbejde med dem helt alene,” siger hun og uddyber:
“De to arbejdsområder befrugter hinanden. Jeg tager ting, som jeg får malet frem af egen trang og lyst med ind i mine teaterjobs, og omvendt kan jeg også tage min lyst til at arbejde med det iscenesatte og kunstige, som teaterverdenen jo er, med ind i mine malerier”.
Til hver forestilling laver hun håndtegnede tegninger af alle kostumerne. Og hver og en er et lille kunstværk i sig selv.
Vi fik lov til at bringe Gøjes egne favoritter fra to forestillinger – to operaer, en for voksne og en for børn – og her fortæller hun hvilke tanker, der ligger bag hvert kostume:
“De første to tegninger er af Dronning Octavia fra Poppeas kroning og Nattens Dronning fra Tryllefløjten. De er dejlige, fordi deres kostumer er så store. Det er to dronninger fra to forskelllige operaer men fra tilbagevendende forestillinger på Valdemar Slot i en meget stor grøn have – en vildtvoksende eng – der ligger bag ved slottet på Tåsinge”.
“Forestillingerne foregår udendørs på en utroligt stor scene, fordi det er en stor eng, så er det instruktørens og min lyst til at bruge det stedspecifikke, der er ved den scene. Man kan få nogle utroligt store scenebilleder, og man kan få nogle meget langsomme entreer med folk, der bevæger sig ind og kommer til syne langt væk fra”.
På den måde går kostumerne hen og bliver en aktiv del af forestillingen. Noget, der fortæller publikum historien om, hvad det er for nogle mennesker, vi ser og hvordan de er til stede i verden
“Scenografien er givet på forhånd – en masse grøn natur – og det er den kontekst som kostumerne skal eksistere i”.
Dronning Octavia fra Poppeas kroning
Poppeas kroning er en barokoperea men foregår i det gamle Rom. Dronning Octavia bliver smidt af tronen, så kejser Nero kan gifte sig med Poppea, som han hellere vil have, forklarer hun:
“Det er et heftigt jalousidrama, hvor det ender med, at de alle sammen dør. Så der er knald på passionen. Dette år valgte vi det greb, der hedder at ‘vi laver dem røde – det er en kontrast til det grønne’. Det er en meget lavpraktisk og visuel beslutning. Alle skulle være i forksellige nuancer af rød”
Nattens Dronning er jo ond, men vi ville gerne have, at folk skulle føle sympati med hende og forstå, hvorfor hun er, som hun er, så vi gjorde hende til en naturkraft – den spirituelt naturorienterede modertype
“Poppea er den klassiske forførerske og hendes kjole er lidt mere pink. Hun er sådan lidt Marilyn Monroe-agtig med paryk – det synes jeg selv er sjovt – hun er jo enhver mands drøm”, ler hun og fortæller videre:
“Andre var mere violette eller orange men alle lå i en rødlig palette. Der er fuld skrue på størrelsen. De blev så store, som vi overhovedet kunne få dem. Skrædderne byggede ud og byggede ud på de her nederdele, så de blev til de her store skrumler. Og det er jo interessant, fordi så sker der noget andet. Så sker der det, at når kostumerne bliver så anderledes at have på, bliver man nødt til at forholde sig til måden som figurerne eksisterer i verden på”.
Hun forklarer, hvad hun mener med det sidste udsagn: “Altså, det er besværligt at være dem. De kommer til at støde ind i hinanden. Det er svært at være tæt på hiandnen. Kejser Nero har et kæmpestort slæb, som han hele tiden skal forholde sig til og samle op og drapere om sig”.
“Og på den måde går kostumerne hen og bliver en aktiv del af forestillingen. Noget, der fortæller publikum historien om, hvad det er for nogle mennesker, vi ser og hvordan de er til stede i verden”
Nattens dronning fra Tryllefløjten
“Tryllefløjten er jo en af de store Mozart operaer. Her foretog vi det modsatte greb og lod figurerne forsvinde ind i naturen. Så her er alle kostumer grønne, ” fortæller hun:
“Nattens Dronning er jo ond, men vi ville gerne have, at folk skulle føle sympati med hende og forstå, hvorfor hun er, som hun er, så vi gjorde hende til en naturkraft – den spirituelt naturorienterede modertype. Tænk kvinder som AnneMarie Helger, Janis Joplin, Joan Ørting, Jytte Abildstrøm, Camilla Plum. ….”
“Hendes kjole var kæmpestor og det var meget blæsende, så hun havde svært ved at styre den. Så jeg måtte lave en mekanisk kontruktion indeni, som gjorde det nemmere at gå med den. Alle hendes damer – spillet af både kvinder og mænd – havde klokkeformede kjoler på og lignede klokker, når de stod – de stod og svingede blidt fra side til side, når vinden tog fat”.
Moderen fra Hug en Hæl og Klip en Tå
Tanne fra Hug en Hæl og Klip en Tå
Endelig er der børneoperaen Hug en Hæl og Klip en Tå (børneopera) på den Jyske Opera.
Her er det moderen med den grå morgenkåbe, som egentlig er stedmoderen, og Tanne med den røde sko og kæmpekjolen, som startede med at være et møbel i scenografien, forklarer hun.
Det hele er lidt gråt og sørgeligt i starten, og derfor er hele scenografien også grå med flimrende mønstre fordi det er et hjem med en uigennemskuelig nervøs stemning
“Musikken er af Rossini og lyder af Østeuropa så det tog jeg udgangspunkt i både i scenografi og kostumer. Det er en forestilling inspireret af den klassiske Askepot-historie og Den Grimme Ælling om en pige, der springer ud og finder sig selv”.
“Det hele er lidt gråt og sørgeligt i starten, og derfor er hele scenografien også grå med flimrende mønstre fordi det er et hjem med en uigennemskuelig nervøs stemning. Alle er i noget gråt ligesom moderen på billedet overfor og Askepot er også helt grå.”
“Moderen er operastjerne og har ambitioner på sine to døtres vegne og ikke på Tannes. Men de ender med at finde ud af, at det er Tanne, der kan synge og kan lide det'”
Gøje forklarer, at alle blive venner til sidst i historien, bl.a. fordi det er en opera for børn:
“Søstrene hjælper med at klæde hende på med de elementer af scenografien, der har noget farve. Hun får Marie Antoinettes toiletbord på som nederdel, draperet med gardiner og pudevår. Og sådan skabes hendes kjole.”
Også det er der en dybere mening i, som skinner igennem i valget om design:
“Hendes kostume handler om at operere inden for rammerne af, hvad der er muligt og så springe ud og stå ved hvem man er. Her trak jeg på referencer fra både Disney og the Ruby Slippers fra Troldmanden fra Oz og så ligner hun en Klodshans, når hun står der og svinger med sin sko”.
Topillustration fra operaen Hug en Hæl og Klip en Tå.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
