MIDTVESTLIV // KLUMME – Julie Bendtsen har købt et sommerhus. Det kan virke banalt i en tid med så meget globalt mørke som nu, men det får lov at være et personligt lyspunkt: et sommerhus i Danmark. Dermed kan hun vinke i hvert fald et lille farvel til syv års nomadeliv.
Vi har ledt længe. Det har hverken været specielt nemt eller, indrømmet, specielt godt købmandsskab at kigge efter sommerhus under en pandemi. Især ikke, når man som vi, er bosat tusindvis af kilometer væk fra fremvisninger og åbent hus-arrangementer.
Ikke desto mindre dukkede det helt rigtige hus for nogle uger siden op, og vi er nu således de lettede og forventningsfulde ejere af et halvt sommerhus i Odsherred. Bevares, vi har godt nok ikke set det endnu – vi har faktisk ikke engang været i det specifikke område, huset ligger i – men det er vores sammen med et godt vennepar. Og nu bliver det vores base i Danmark. Vores hjem.
Vi gør, hvad vi kan, og lover hinanden ”næste gang”
Vi tager snart hul på vores ottende år i USA, og havde det ikke været for den nye boligerhvervelse, ville det også have været vores ottende år som nomadedanskere. For det er sådan, vores hjemmebesøg løber af stablen:
Skiftende baser hos kærlige og gæstfrie familiemedlemmer og os, der, sideløbende med, at vi pakker ud og ned i diverse gæsteværelser, prøver at skjule det faktum, at fire kufferter i bund og grund har kastet op på gulvet, indtil de bliver proppet på ny og må og få og kastet ind i et bagagerum på en lejebil, inden turen går til næste stop.
Rodløse sommernætter
Det er en rodløs tilværelse, som indimellem har det med at kaste små skygger over de ferier, vi ellers glæder os så meget til. For uanset hvor euforisk jeg kan blive ved tanken om de lyse sommernætter, friskpillede fjordrejer, København i solskin og dukkerter langs Danmarks kyster, så er der også noget – indrømmet, forkælet – stressende over den planlægning, der følger med. Vores ferier er altid ultraskemalagte – ned til hver enkelt dato, hvert besøg, hver køretur gennem landet.
Vi er svineheldige og ultraprivilegerede, at vi i vores liv har så mange mennesker, der gerne vil se os, når vi er hjemme på besøg. Og vi er både udmattede og forpustede efter hver Danmarkstur oven på forsøget på at nå dem alle. Det lykkes aldrig, men vi gør, hvad vi kan, og lover hinanden “næste gang!” Det lykkes heller ikke altid næste gang.
I syv år har vi været gæster. Dem, der kom på besøg. I nogle tilfælde til frokost, i andre til midlertidig indflytning i gæsteværelset. Nu kan vi være dem, der får gæster, og selv om det måske lyder som en bagatel, glæder jeg mig til nu at være værtinden. Den, der sætter kaffekopperne og vinglassene frem og byder velkommen på terrassen og fører an på gåturen ned til stranden, inden vi senere på dagen tænder op i grillen, slubrer rabarbergrød til dessert og snakker til langt ud på aftenen.
Langt mellem besøgssnapsene
Det er ikke så mange besøg, man får, når man vælger at flytte ud – og blive der. Rent faktisk har det været en af de omstændigheder ved at forlade Danmark, der er kommet mest bag på mig. Da vi rejste, havde jeg en naiv forestilling om, at vi ville have besøg hjemmefra i tide og utide, og efterhånden som jeg lærte vores nye hjemland bedre at kende – og i stadigt højere grad følte, at nu var det her hjem – havde jeg konstant en lille forventningens glæde, der kredsede om de forestående besøg.
Faktum er – og det tror jeg mange udlandsdanskere kan skrive under på – at der godt kan gå en rum tid mellem besøgene. Og hvis man formår at sætte sig lidt ud over sin egen spirende kærlighed til og begejstring for sit nye hjemland, er det egentlig ikke voldsomt svært at få øje på grundene til hvorfor.
Jeg mener – jeg elskede Raleigh, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner min gamle hjemby i Syden. Men jeg kan også godt forstå, at Raleigh ikke ligefrem er en drømmedestination for alle (jeg havde ikke engang selv hørt om byen, inden jeg fandt ud af, at jeg skulle bo der), og når de sparsomme ferieuger og ditto penge skal kastes i ringen, er der andre, mere inspirerende lokationer.
Selv om jeg har mange gode grund til at elske livet i USA, så kommer jeg aldrig til at føle mig amerikansk
Med vores nye base i Chicago og en direkte flyforbindelse til en by, der nok bringer lidt mere eventyr frem i de flestes indre biograf, bliver der måske skruet op for frekvensen. Måske. Måske er de otte timer med pauver benplads og dåseøl til ågerpriser stadig en afskrækker. I get it. Og så meget desto større er glæden over nu at kunne byde velkommen i gemakker, der ikke fysisk muligt kan ligge længere væk end et par timers køretur.
Modersmål og melankoli
Under glæden over at kunne invitere gæster i eget hjem ligger der en hel Sejerøbugt af andre årsager til den ro, jeg føler ved at have fundet en base i mit hjemland. For faktum er, at Danmark ER mit hjemland, og jo længere vi bliver her, jo dybere bliver den identitetsfølelse manifesteret. Jeg har flere gange skrevet om den akavede situation, der opstår, når familie og venner i Danmark spørger, hvor længe vi har tænkt os at blive herovre, og jeg ikke aner, hvad svaret er.
Samme følelse – eller en fjern fætter til den – opstår, når amerikanere stiller mig samme spørgsmål, men med en slags omvendt fortegn. For hvor spørgsmålet som regel akkompagneres af et sæt forhåbningsfulde øjne, når familien spørger, er det en slags national stolthed, der bærer tonen, når amerikanere på vores vej spørger, “nå, men tænker I så, at I gerne vil blive her?”
Det er svært at forklare en venlig og ærekær amerikaner, at selv om jeg har mange gode grunde til at elske livet i USA, så kommer jeg aldrig til at føle mig amerikansk. At jeg savner mit hjemland på en måde de formentlig aldrig vil kunne forstå, at minder fra Danmark går hånd i hånd med melankoli, og at en lørdag aften i gode venners lag aldrig er det samme, når den foregår på et sprog, der ikke er ens modersmål.
At længslen er et livsvilkår. Ikke et konstant ét, men et, der med jævne mellemrum dukker op og minder mig om, at jeg med den her flytning har delt mit hjemmelskende krebsehjerte i to – måske tre.
Sidste generation i Danmark
Mit svar bliver altid derefter. Høfligt vævende og ovenud bevidst om ikke at såre nogen på deres nationalfølelse. Det er jo ikke deres land, der er noget galt med. Og for så vidt heller ikke mig. Jeg er bare dansk til benet og har, om ikke uforvarende, så i hvert fald helt igennem uforberedt sat mig i en situation, hvor jeg hver gang jeg skal forholde mig til min families fremtid, også er nødt til at forholde mig til muligheden for, at jeg kan være den sidste generation, der er vokset op i Danmark. En mulighed, der, når jeg overtænker den, godt kan føles helt igennem uoverskuelig.
Der er så mange tanker, der følger med valget om at flytte ud. De er ikke alle lige nemme at komme rundt om, og nogle af dem har det med at flytte ind. Og kaste op ud over gulvet i min hjerne. Men denne sommer kan jeg pakke dem ud og lade dem blive i Odsherred. For nu er hverken de eller vi rodløse i Danmark.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
