FILMSTRIBEN // KLUMME – Hvorfor købe sig fattig i tv-pakker og abonnementer på streamingtjenester, når man kan se 10 gode spillefilm, eller endnu flere dokumentarer og kortfilm, gratis hver måned via bibliotekernes streamingportal, Filmstriben? Hvad enten du er til art films, historiske dramaer, Almodóvar, Mike Leigh, kærlighed, komedier, ungdomsfilm eller animation, er der masser at hente i bibliotekernes onlinebiograf. Her omtales Kapernaum og The Crying Game, og Gorm Bloch anbefaler også andre udvalgte filmtitler.
På Filmstriben finder man rigtigt mange gode film. Også de såkaldt “smalle”, som der ikke er nær så mange af på de kommercielle streamingtjenester. Går man ind under Temaer, kan man eksempelvis vælge Bliv klogere på briterne, Film om mor-søn forholdet, Copenhagen Pride Week, Film fra Island, Film om fotografi og fotografer – og mange andre.
Der er mange fine franske og italienske film, en hel lille stribe af Pedro Almodóvar, og er man til biografiske film, kan man f.eks. se Vores mand i Amerika, om ambassadør Kaufmann, her spillet af Ulrich Thomsen. Har den selv til gode lidt endnu og glæder mig.
Historien er lige så veldrejet og “selvskrivende”, som den desværre er sand på daglig basis for millioner af børn i flygtningezoner rundt om i verden
Hvis man endnu ikke har set mesterværket Parasite (2019), instrueret af Bong Joon-ho, har man chancen på Filmstriben også.
Den vandt fortjent et hav af store priser, rammer en formidabel score på 8.6 på IMDb (mere om score og IMDb senere) og er virkelig et must-watch. Af samme instruktør finder man The Host (2013).
Alene i Beiruts slum
Den libanesiske film Kapernaum fra 2018 er rå, dokumentaristisk socialrealisme, når det er bedst. Historien er lige så veldrejet og “selvskrivende”, som den desværre er sand på daglig basis for millioner af børn i flygtningezoner rundt om i verden.
Filmen foregår i Beiruts støvede slumkvarterer, hvor vi gennem nogle uger følger 12-årige Zain og hans kamp for overlevelse og heroiske indsats for ansvarligt at tage sig af en efterladt toårig dreng, som Zain må give flaskemælk, da moderen en dag ikke kommer hjem. Zain klarer sig akkurat og næsten ikke ved at sælge ting, han finder på byens markeder, på gaden og fremstille hjemmelavet saft og primitiv morfin-drik ved brug af en snedig fremstillingsmetode.
Zain har i protest forladt sine forældre, som har givet hans (mindreårige) storesøster væk i et håbløst ægteskab med en ubehagelig fyr. Zain har væsentligt mere rygrad end sit bløddyr af en far og resignerede mor. Forældrene hænger håbløst fast i armodens sump og gør i Zains optik intet for at forbedre deres situation eller kæmpe en eneste kamp.
Billederne er så påtrængende, at man suges ind og mærker gadens støv i svælget og bliver skamfuldt forvirret-sulten undervejs, efterhånden som Zains rationer løber ud
Så da søsteren, som han er meget knyttet til, bliver revet bort fra ham, får Zain nok og skrider hjemmefra. Filmen starter faktisk med en retssag, som i al sin absurditet skildrer både et håbløst retssystem og den afstand, man finder mellem Zain og hans omsorgssvigtende, resignerede forældre. For Zain lægger simpelthen sag an mod sin far og mor.
Ægte socialrealisme
Hovedrollen spilles suverænt af Zain Al Rafeea, som selv er syrisk flygtning. Capharnaüm betyder helvede på hebraisk, og både Zain og vi som beskuere trasker da også rundt i et udsigts- og trøstesløst bylandskab af skidt og forfald gennem filmens godt to timer.
Billederne er så påtrængende, at man suges ind og mærker gadens støv i svælget og bliver skamfuldt forvirret-sulten undervejs, efterhånden som Zains rationer løber ud. Man fryser og sveder med ham gennem natten og dagen, og man får instinktiv lyst til bare at redde ham ud af helvedet.
Hvis du har en dansk IP-adresse og et lånernummer til dit lokale bibliotek, kan du låne en film digitalt i 48 timer
Filmens styrke og sjæl ligger i billedernes umiddelbare ægthed, hvad enten de udspilles i klaustrofobiske rum eller hektiske panoramaer, hvor børn jager gennem gaderne med hjemmelavede trævåben og vilde guerillaskrig og fagter. Man har aldrig fornemmelsen af opstyltede film sets og kulisser, og handlingen er så nænsomt instrueret, så den ikke føles som dirigeret efter en drejebog.
Der er intet kommentarspor, ingen interviews, ingen tal, data eller sidehistorier til at orkestrere det hele yderligere, som man ville have gjort i en egentlig dokumentarfilm, men netop dokumentarisme er filmens cinematografiske og stilistiske greb og dogmatiske mål.
Vi får lov at være observatører, sandhedsvidner, til et stykke hverdagsvirkelighed fra en verden, vi ellers kun kender fra korte nyhedsindslag eller 10-12 minutter i Horisont. Det er kompositionens og fortællingens enkelhed og dokumentariske no bullshit stil, som er filmens genistreg. Kapernaum modtog helt fortjent Juryens Pris ved Cannes Film Festival 2018.
Filmstriben er en digital forlængelse af kommunebibliotekernes tidligere udlån af film på DVD. Hvis du har en dansk IP-adresse og et lånernummer til dit lokale bibliotek, kan du låne en film digitalt i 48 timer og simpelthen streame den inden for det tidsrum, når du har lyst.
Din bopælskommune afgør, hvor mange point du kan låne for. Som borger i Gentofte Kommune har man eksempelvis 40 point per måned. En spillefilm “koster” 4 point, en kortfilm 1-2 point og en dokumentar på +30 minutter står i 3 point. Kvaliteten i afspilning og opløsning er fremragende.
Filmstriben blev lanceret september 2009 med 500 filmtitler. I dag findes der omtrent 3500 titler i databasen. Genremæssigt er spredning og variation stor, så et bredt publikum og mange målgrupper tilgodeses. Filmstriben skriver selv, at de ikke er en konkurrent, men et supplement til de kommercielle streamingtjenester.
Andre film at glæde sig til
En af mine næste film på “Striben” bliver Burning, en psykologisk thriller, som ligesom Parasite er fra Sydkorea. Den varer 2:22 minutter – så er man advaret – og lander på den flotte karakter 7.5 på IMDb. Derefter ser jeg frem til at nyde følgende:
Det Vilde Pæretræ (2018), Smerte og Ære (2019), Mank (2020), Remember (2015), Marshland (2014), Official Secrets (2019, The Handmaiden (2016) og Pianisten (2001).
Der er millioner af brugere verden over på IMDb, og kultur og tendens er, at kun brugere med interesse for en given genre ulejliger sig med at give point
Der er i øvrigt to film med sidstnævnte titel. Den anden er fra 2002, er instrueret af Roman Polanski og skulle være fremragende. Begge titler var indtil for relativ nyligt tilgængelige, men nu er det kun den førstnævnte, men kan se på Filmstriben.
Herunder følger en liste over andre Filmstribe-film, som jeg vil anbefale. Har anført deres IMDb-score, og man kan læse resumé og få krydsreferencer på instruktør og medvirkende på netop IMDb. Har desuden angivet filmenes spillelængde, som jo er nyttig at kende, når man planlægger sin aften eller en grå efterårsdag, og jeg har tilføjet nogle helt korte personlige noter.
IMDb (Internet Movie Database) blev lanceret i 1990 og er i dag verdens største online filmdatabase.
I databasen anmeldes og rangeres ethvert fænomen inden for film og tv, og pointkvotienten (0-10) baseres på brugernes ratings, ikke anmeldernes. Ønsker man en tværsum af de officielle filmkritikeres ratings, kan man se denne som metascore, hvor indekset er 0-100.
Et eksempel: Filmen Interstellar (2014) er rangeret af cirka 1.4 millioner brugere, “filmanmeldt” af 4.753 brugere og har aktuelt karakteren 8.6. Den er officielt anmeldt af 46 filmkritikere verden over og har en metascore på 74.
Et andet eksempel: Francis Ford Coppolas The Godfather er blandt IMDb’s højst ratede nogensinde med en brugerbestemt score på 9.2 og en historisk metascore på 100.
Databasen for cineaster og ikke-filmnørder
Der er millioner af brugere verden over på IMDb, og kultur og tendens er, at kun brugere med interesse for en given genre ulejliger sig med at give point. Netop det er en af databasens styrker.
En anden er muligheden for at søge et hav af krydsreferencer på instruktører, producers og filmenes medvirkende. Disse features gør IMDb til et uhyre kvalificeret og pålideligt navigationsværktøj for både cineaster og ikke-filmnørder.
Shot Caller (2017): 2:01 min, score 7.3 – hårdkogt fængselsfilm med Nikolaj Coster-Waldau.
The Killing of a Sacred Deer (2017): 2:01 min, score 7.0 – et stærkt og sært drama med paranormale ingredienser.
Synecdoche, New York (2008): 2:04 min, score 7.6 – en labyrint af symbolske lag og intertekstuelle julelege, skrevet og instrueret af brilliante Charlie Kaufman, som også stod bag mesterværket Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004) og den enigmatiske I’m Thinking of Ending Things (2020).
Cold War (2018): 1:29 min, score 7.6 – fremragende polsk kærlighedsfilm, som starter i 1950’ernes Polen og tager os omkring Paris, Berlin og Jugoslavien i selskab med skøn folkemusik og jazz på en baggrund af den kolde krig.
Portræt af en kvinde i flammer (2019): 2:02 min, score 8.1 – en visuelt æstetisk perle af en fransk film og en elegant historie om attrå og umulig kærlighed mellem to kvinder, en portrætmaler og hendes utilnærmelige motiv, i slutningen af det 18. årh.
Silver Linings Playbook (2012): 2:02 min, score 7.7 – hjertevarm feel good med både alvor og grin.
Wild Rose (2018): 1:41 min, score 7.2 – hvis man kunne lide A Star Is Born vil man sandsynligvis også synes om denne; ung countrysangerinde i regnfulde Glasgow drømmer om Nashville.
The Trial of the Chicago 7 (2020): 2:09 min, score 7.8 – systemkritisk film om optøjerne i Chicago i 1968 under Demokraternes Konvent, herunder politiets problematiske håndtering af begivenhederne og de efterfølgende retssager mod Abbie Hoffman og seks andre aktivister.
Irsk film om kidnapning og kærlighed
Kan man fortælle en historie om en terrorist og kidnappers medmenneskelighed og samtidig tegne et fint og følsomt kærlighedsportræt med kønsidentitetstemaer? Ja. Det lykkes i hvert fald for den irske instruktør Neil Jordan i filmen The Crying Game (1992).
I åbningsscenen af The Crying Game møder vi Jody og Jude, som fjoller rundt i et landsbytivoli. Det står hurtigt klar, at de bliver overvåget af en skulende, kold type på afstand. Kort efter da de to turtelduer hygger sig ved flodbredden, får Jody en hård støvle i hovedet, en sæk over hovedet og han bakses ind i en bil.
Vi får ingen klassisk happy ending, men slutningen er på sin egen måde finurligt romantisk
Jody er en ung, sort britisk soldat og hans bortførere en IRA-enhed, som kidnapper ham for at lægge politisk pres på englænderne for at få frigivet en af IRAs tilfangetagne nøglemedlemmer. Præmissen er klar: frigives IRA-fangen ikke, likvideres Jody efter 48 timer.
Filmens ene clou er det bånd af sympati, som opstår mellem Jody og hans fangevogter Fergus under deres samtaler i et hideaway ude på landet. Siden eskalerer tingene og bevirker, at Fergus flygter og går under jorden.
Kærlighed mellem misfits
En dag dukker Fergus op i London, hvor den fascinerende kvinde Dil arbejder i en lille frisørsalon. Hun optræder også som diva på en natklub, hvor et af hendes glansnumre er sangen “The Crying Game” (1964), som i øvrigt er adapteret til filmen af Boy George. Dil er sensuel, hemmelighedsfuld og mystisk.
Fergus har en helt særlig grund til at opsøge hende på frisørsalonen. Han har nemlig afgivet et løfte, men drives i stigende grad også af nysgerrighed efter at lære mere om hende.
De to bliver forelsket. Begge har de en hemmelighed, begge er de rodløse og på flugt. Både Fergus og publikum får på et tidspunkt et granatchok, for Dil viser sig at være en anderledes type diva, og også en handlekraftig type af slagsen, da fortiden og IRA indhenter Fergus.
Filmen har en særegen stil og tone, og den virker “ældre” end sit produktionsår og sine steder lidt manieret og “overspillet” – men filmen har sin egen særlige aura. Fortællestil og -tempo er afdæmpet og nærmest hverdagsligt, især scenerne fra London, samtidig med at filmen besidder en træfsikker dekadence og tilbagelænet flamboyant tonalitet.
Vi får ingen klassisk happy ending, men slutningen er på sin egen måde finurligt romantisk, og skorpionen fra en lignelse om Frøen og Skorpionen, som Jody fortæller under sin tilfangetagning i filmens begyndelse, får det sidste ord.
Som nævnt kan 1992 føles som længe siden i et hastigt udviklende filmsprog, men er du på jagt efter langt ældre film, kan som teaser anføres, at du finder hele tre spillefilm af, og en dokumentarfilm om, det danske instruktørkoryfæ Carl Th. Dreyer på Filmstriben. Den ene, Elsker Hverandre, er en stumfilm fra 1922.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
