FILM // ANMELDELSE – Den fjerde film i serien om Bridget Jones er som andre sequels nok først og fremmest møntet på de fans, der allerede sidder og venter på en fortsættelse. Vores filmredaktør allierede sig derfor med en kender, da han skulle se Bridget Jones: Vild med ham. Her følger hans referat af deres samtale.
– ”Vil du ikke lige se de tre første i serien, inden vi skal se den nye? Vi har dem på dvd.”
Det var min kone, der spurgte – efter jeg havde spurgt hende, om hun ikke ville med til premiere i den lokale biograf. Det ville hun godt.
– ”Njah,” svarede jeg, ”jeg har vist set den første. Eller … måske er det den danske pendant, Nynne, jeg har set.”
Og hvorfor ville hun så med? Hun fortalte, at den første film fra 2001 var god – og bogen ligeså. Karakteren Bridget Jones var befriende på mange måder med den selvironiske og generelt humoristiske tilgang til sig selv og livet og det faktum, at hendes liv altid drejede rundt om nogle mandspersoner.
Bogen kom i 1996, hvilket var før ”min tid”, og filmen kom tre år efter, vi blev kærester. Men den første film levede op til forventningerne, og især valget af Renée Zellweger var vellykket. Og jo også de to mandlige karakterer, spillet af Colin Firth og Hugh Grant.
– ”Man elsker Bridget, fordi hun beskriver sin uperfekthed, og fordi hun er sjov. Vi kunne godt se os selv – og det var rart at se, hvordan hun brugte humor til at ironisere over sig selv. Men … forstår du det med Colin Firths rolle, Mark Darcy – og referencerne til Mr. Darcy fra Stolthed og Fordom?”
– ”Ja, ja,” løj jeg, ”det er noget med Jane Austen-filmatisering og en våd skjorte på Colin Firth …,”, men der var mere i det end det, hvilket jeg fik et foredrag om på vej mod Skibby Kino. Det fører for vidt at inkludere her, men det er noget med, at skuespilleren Colin Firth optræder i den første bog, og siden spiller han en karakter i filmen, men altså ikke sig selv. Der er åbenbart en del referencer og metareferencer filmene og bøgerne imellem, hvilket faktisk lyder ret sjovt, om end jeg kunne forstå, at det vist var gået jævnt ned ad bakke med kvaliteten på både film nummer to og tre i serien.
Vild med ham
Ligesom både film 1 og 2 i serien er også den nye, Bridget Jones: Vild med dig, baseret på en roman af Helen Fielding, som også har skrevet med på manuskripterne til alle fire film. Bridget Jones (stadig Renée Zellweger) er siden den tredje film – som ikke er baseret på en roman – blevet enke med to børn, og livet er hårdt.
Hendes venner og familie prøver at få hende ud af dødvandet, og efter en lang intro, hvor hendes mand, Mark Darcy (Colin Firth) optræder i syner, og hvor hendes noget ældre og ellers pænt klamme ven – og tidligere fling – Daniel (Hugh Grant) hjælper hende med at babysitte, så lykkes det hende faktisk at vågne en morgen og både synge og danse. Og pludselig møder hun både en ung, sympatisk (læs: lækker) mand, spillet af Leo Woodall, og også en lærer (Chiwetel Ejiofor) på børnenes skole … og nej, jeg vil ikke spolere handlingen her … det kommer nedenunder.
Det er jo også hele kulminationen på Jones’ besættelse af Colin Firth i rollen som Mr. Darcy i “Stolthed og fordom”
Undervejs lagde jeg mærke til, at min kone ikke grinte alle de gange, hvor salen, hvis publikum hovedsageligt bestod af kvinder, faktisk udstødte nogle temmelig høje latterbrøl.
– ”Njah,” sagde hun på vej hjem, ”der var nogle sjove ting, men til tider blev det lidt for plat. Der var virkelig mange referencer til de tidligere film, og det var meget det, folk grinte af, tror jeg. Men der var sjove ting. De drikker en blå drink med appelsinskiver i på et tidspunkt, og det er en klar reference til en scene i bog og film nummer 1, og som ikke nævntes i replikkerne.
Men det var vist kun var mig, der syntes, dét var sjovt. Og så den unge mands replik om, at de da havde brugt beskyttelse, da han finder en lille dukke i sengen næste morgen. Problemet var bare, at det var lidt out-of-character. Han blev jo ellers ikke skildret som en meget kvik type.”
– ”Det er også en film, hvor de medvirkende griner af deres egne påfund og udsagn,” svarede jeg og fortsatte: ”De andre vellykkede replikker fik også lige en gentagelse for meget. Der var dog én virkelig sjov lille scene, hvor hun går ind i en elevator uden knapper. Det var ren ’Mrs. Hulot’ eller Jacques Tati, men det virkede som om, det hørte til i en anden film.”
– ”Det startede ellers godt med middagsscenen, syntes jeg,” sagde min kone. ”Dér måtte Bridget ligesom i især den første film finde sig i diverse nedladende kommentarer om det at være single – og nu oven i købet fordi hun er enke.”
– ”Ja,” skyndte jeg mig at sige, ”og jeg havde virkelig høje forventninger efter den scene, idet der blev lagt anslag ud til en mere socialt kommenterende film, blandet andet fordi venindens bevidst vrede podcast om kvindens rolle i samfundet nævnes. Men det bruges ikke til noget som helst. Med mindre man altså synes, at Bridget Jones’ meget unge nye kæreste er en kommentar til dét.”
– ”Ja, han er ung, og det kulminerer jo i den swimmingpoolscene, der er for meget, og hvor folk skreg af begejstring, men det er jo også hele kulminationen på Jones’ besættelse af Colin Firth i rollen som Mr. Darcy i Stolthed og fordom. Og så kommer denne unge mand op med våd skjorte til sin velformede overkrop og har reddet en lille hund.”
Skolelæreren fremstår undervejs anderledes end jeg tror, de ville have ham til
– ”Jeg syntes faktisk næsten, at det fungerede, for de parafraserede samtidig en Levi’s-reklame fra 1990’erne. Samtidig hørte man nemlig nummeret ”Mad About the Boy” med Dinah Washington.”
– ”Okay, men det havde da været sjovere, hvis den unge mand var snublet ned i poolen, og så kommet op i lækker, våd skjorte,” mente min kone.
– ”Ha-ha, ja, og i det hele taget var der mange valg i filmen, der nok skulle være morsomme, men ikke rigtigt var det.”
En temmelig lang komedie
– ”Men det var godt, at Hugh Grants karakter og Bridget Jones i mellemtiden var blevet gode venner. Det var fint, synes jeg, men så er der det med børnenes lærer,” sagde min kone.
– ”Som man ved første øjekast véd, er den egentlige,” afbrød jeg.
– ”Shhh,” sagde min kone, ”ikke røbe for meget … men skolelæreren fremstår undervejs anderledes, end jeg tror, de ville have ham til. I en scene bliver han ved med at sige, at der ikke er en sjæl efter døden uden at tænke på Bridget Jones’ børn, der jo har mistet deres far. Hun må jo heller ikke falde for ham for tidligt i filmen. Men så skal de senere bruge en lang monolog fra ham på at rydde op i dét, mens hun står uden overtøj på i snevejr. Og da var hun allerede faldet for ham.”
– ”Og dén scene i snevejr mod slutningen, er det ikke en spejlscene fra den første film?”
– ”Jo, og den slags er der som sagt virkelig mange af.”
– ”Den skulle jo også vare over to timer, hvilket er alt for langt for en komedie efter min mening,” sagde jeg.
Vi var efterhånden kommet hjem til vores indkørsel, og inden min kone stod ud af bilen, sagde hun:
– ”Og du er sikker på, at du ikke skal se de tre første film. Det ville måske være meget godt, hvis du skal anmelde den her.”
– ”Det er jo derfor, jeg har dig, skat.”
(Filmen blev set til en normal aftenvisning på premieredagen)
Klik dig videre til mange flere filmanmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
