GIACOMETTI // LONGREAD – For Alberto Giacometti og flere andre store kunstnere har landskaberne i Val Bregaglia og Engadin i Schweiz spillet en særlig rolle. Alle fandt ro og inspiration i den klare bjergluft og i kontrasten mellem grå granit, blanke søer og snedækkede bjergtinder, men landskaberne påvirkede dem forskelligt alt efter deres perception. Det er netop emnet for SMK’s nye udstilling, Alberto Giacometti – Øjet der ser. Jakob Cold, der har besøgt Giacomettis foretrukne område flere gange, har forfulgt spørgsmålet om, hvad disse smukke, barske landskaber gjorde ved Giacometti.
10. februar åbner Statens Museum for Kunst dørene for udstillingen Alberto Giacometti – Hvad øjet ser. Hvad Giacomettis øjne så under opvæksten, var det smukke men også barske landskab i Val Bregaglia i Schweiz ca. 50 km nord for Comosøen.
Landskabet prægede Giacometti, og hvert eneste år forlod han sit atelier i Paris for at tilbringe tid i de små bjergbyer Borgonovo og Stampa.
Hvad man præges af, kommer tværtimod an på, hvad øjnene ser – altså perceptionen. Og perceptionen kommer igen an på mennesker, man møder, tidens strømninger samt ens egne erfaringer og sprog
Så hvad gør et landskab ved søgende og kreative naturer? Det præger i hvert fald ikke bare mekanisk som et stempel ind i bevidstheden. Hvad man præges af, kommer tværtimod an på, hvad øjnene ser – altså perceptionen. Og perceptionen kommer igen an på mennesker, man møder, tidens strømninger samt ens egne erfaringer og sprog.
Val Bregaglia og Engadin, som er fortsættelsen efter Maloja-passet i 1.800 meters højde, er set af mange søgende og skabende ånder.
Disse ekstraordinære landskaber spillede ikke blot sammen med Giacometti, men også med hans fader, Giovanni, maleren Giovanni Segantini, der var ven af familien Giacometti, samt filosoffen Friedrich Nietzsche og poeten Rainar Maria Rilke. Alle fandt de inspiration – og nogle overvandt endda kunstneriske blokader – i den klare bjergluft og i kontrasten mellem den grå granit,de blanke søer og de snedækkede bjergtinder.
Hvad øjet så i en snæver alpedal mellem lys og skygger
En anekdote fortæller, at da Gud havde skabt Verden, så Gud ned i den snævre og snedækkede Val Bregaglia, som solens stråler slet ikke nåede gennem lange vintermåneder. Landskabet havde også kun få flader egnet til agerbrug, så her ville man virkelig skulle spise sit brød i sit ansigts sved. Gud tænkte, at de forhold var lige karrige nok og ville derfor skænke dalen en gave, nemlig familien Giacometti.
Troen på Herren var også stærk i Val Bregaglia. Dyb religiøsitet og snævre bjergdale hører som regel sammen. Man siger også, at jo snævrere en dal, desto dybere rødder. Det passede også for Giovanni Giacometti (1868-1933). Efter han som ung mand havde udviklet sit kunstneriske talent i München og Paris, vendte han tilbage til dalen, hvor han selv og hans kone Annetta (1871-1964) var født. Sammen fik de fire børn, der alle var kunstneriske begavelser: Alberto (1901-1966), Diego (1902-1985) Ottilia (1904-1937, død i barselsseng) og Bruno (1907-2012).
Grotten og det stille liv i Stampa samt det grotteagtige atelier i Paris stod i skarp kontrast til det pulserende og kosmopolitisk urbane liv
Landskabet prægede dem alle, men forskelligt. Fænomenologiens pointe om, at det afgørende er øjet, der ser, illustreres eksemplarisk af to malerier af far og søn, hvis motiver med mange års mellemrum begge stammer fra Stampa. Kontrasten kan næsten ikke blive større end mellem farvespillet i Giovannis Broen i solen (øverst) og Albertos Landskab nær Stampa, sol (nederst).
Giovanni så verden gennem en prisme slebet af malere som hans mentor Giovanni Segantini (1858-1899), Vincent van Gogh (1853-1890) og Paul Cézanne (1839-1906). Farver og kontraster var stærke. Albertos stil var snarere hans egen, selvom han i Paris tidligere havde været inspireret af bl.a. surrealismen og kubismen. Nuancer af grå dominerede, og kontrasterne var dæmpede.
Dobbeltliv og søgen efter essens og eksistens i grotter
Det blev dog ikke maleriet, men plastikken, hvor Alberto satte sine største aftryk med sine originale buster og statuer i bronze. Selv begrundede han som søgende sjæl dette skifte med, at skulpturerne var det felt, han forstod mindst af, og at han derfor ikke havde noget valg … lærred og staffeli vendte han dog tilbage til igennem flere faser i sit liv. Det var kun en berigelse at arbejde med begge dele. Hele livet drejede og vendte han perspektiver og materialer for at se fænomenerne så klart som muligt.
Kan bronzeskulpturernes udtryk, hvor den menneskelige figur en overgang blev reduceret til størrelsen af en tændstikæske for derefter at vokse i højden som grålige, tynde og himmelstræbende så afledes direkte af Bregaglias landskab?
Nej, det ville være en grov forsimpling. Snarere er der tale om, at den grå granit, høje bjergtinder og karge eksistensvilkår, der også tvang mange til at emigrere fra dalen, blandede sig ind i efterkrigstidens eksistentialisme og dennes vægt på perception, angst, afsavn og fremmedgørelse.
Giacometti blev i høj grad præget først af den europæiske civilisations sammenbrud i og mellem de to verdenskrige. I Paris, som han på sin fars opfordring flyttede til som 21-årig i 1922, færdedes han i cirkler af surrealister, kubister, dekonstruktivister og senere også eksistentialister, der byggede videre på fænomenologien. I kunsten og filosofien udfordrede de bl.a. forestillingen om menneskets kohærens – altså sammenhængskraft.
Lyset i Engadin var også helt afgørende for Friedrich Nietzsche. Det gjaldt også selvom han var mere end halvblind
Menneskelivets sammenhængskraft og – tæt forbundet hermed – skrøbelighed kunne Giacometti udveksle tanker om med vennen Jean Paul Sartre (1905-1980). Sartres to essays om Giacomettis figurer kredser bl.a. om så tunge temaer, som hvordan substansen (bronzen) kan legemliggøre sandheden, og om hvordan Giacometti ved at reducere figurernes masse øger essensens kraft. En anden ven, nemlig dramatikeren Samuel Beckett (1906-1989), bad Giacometti om at bidrage med en buste over menneskelig ensomhed til en nyopførsel af Mens vi venter på Godot.
Om sit eget atelier i Paris gav Giacometti udtryk for, at mørkt, småt og rodet mindede ham om en grotte, som naturkræfter havde arbejdet på igennem tusinder af år 800 meter over Stampa. I grotten brugte Giacometti mange timer, og han har forklaret, at jo mere tid han brugte i det svagt oplyste klipperum med brudte flader i grå granit, desto større blev hans forestillingsverden.
Grotten og det stille liv i Stampa samt det grotteagtige atelier i Paris stod i skarp kontrast til det pulserende og kosmopolitisk urbane liv. Giacometti havde brug for begge dele. Kontrasten var produktiv.
Hesse og Mann brugte også bjergene til at overvinde skriveblokader. Det samme gjaldt Rainar Maria Rilke
Med til historien hører dog også, at selv den snævre Val Bregaglia og dens fortsættelse i det mere åbne Engadin på den anden side af Malojapasset, hvor Alberto med sin familie havde tilbragt meget tid om sommeren gennem årene, havde et inspirerende anstrøg af det kosmopolitiske: Sprogligt blev der talt hele tre sprog, nemlig tysk, retoromansk og italiensk. Konfessionelt kæmpede både katolicismen og protestantismen om sjælene.
Geografisk var rejsen videre til Como og derefter til Milano og andre historiske og kulturelle højborge i Norditalien ikke lang. Og landskaberne havde tradition for at tiltrække søgende og kreative ånder.
Så Giacometti levede et berigende dobbeltliv. Gennem alle årene i Paris abonnerede han trofast på tidsskrifter om Graubünden, altså den schweiziske kanton, Stampa var en del af. Hvert år vendte han tilbage til Stampa. Ofte med venner inden for kunst og filosofi fra mange forskellige lande. Og det var næsten altid om efteråret, hvor solen gik på hæld, og alting tegnede sig i mere grå nuancer med svage kontraster.
Der arbejdede han så. Kæderygende og med gråstænkt hårpragt. Uden for var vejret ofte tåget i efterårets blanding af kulde og varme. I Maloja-passet bølgede den grå tåge – kaldet Malojaslangen – når den varme fugtige luft fra Comosøen steg til vejrs gennem Val Bregaglia og nåede de kølige temperaturer i Maloja-passet og Engadin.
Val Bregaglia og Engadin inspirerede også andre store europæiske ånder
Så igen: Hvad gør et landskab som Bregaglia og Engadin ved menneskene?
Svar finder man også hos kunstmaleren Giovanni Segantini (1858-1899). Segantini havde hus og atelier i Maloja-passet, der i dag kan besøges som museum. Han var som nævnt mentor for Giovanni Giacometti, der malede dødsportrættet af Segantini, der i en alder af kun 41 år tog afsked med livet alt for tidligt. Segantinis sidste ord og ønske skulle efter sigende have været: ”Voglio vedere le mie montagne” – Jeg vil se mine bjerge.
Segantini kunne gengive lyset i Bregaglia og Engadins bjerge, men selv i al skønheden vidnede malerierne om hårde naturbetingelser. Det gælder f.eks. i maleriet La Morte, hvor sortklædte skikkelser under en mægtig vinterhimmel forbereder transporten af den afdøde på slæde.
I dag findes mange af hans malerier udstillet i St. Moritz, og hans atelier i Maloja-passet kan også besøges. Segantini blev anset som en af Europas førende landskabsmalere, og han plejede venskaber og brevveksling med malere, digtere og musikere i mange europæiske lande. Mange af dem besøgte ham i Engadin. Selv var han statsløs og ejede aldrig et pas. I sig selv lidt af et kosmopolitisk statement.
Lyset i Engadin var også helt afgørende for Friedrich Nietzsche. Det gjaldt også selvom han var mere end halvblind, og at skarpt lys kunne forværre hans migræne til et niveau, der kunne gøre ham ukampdygtig i flere dage. I et brev til en ven skriver han:
”Denne samlede skønhed giver mig kuldegysninger, mens jeg stumt tilbeder øjeblikkene, hvor skønheden åbenbares”.
I digtet Sommer in Hochgebirge priser Nietzsche, hvordan bjergene nærmest taler til ham. Elvens brusen hører han som en personlig hilsen. Træernes susen synes at hviske, at de elsker ham. Lyset bryder pludselig igennem mellem is og urfjeld på en overskyet dag.
Plaget af sygdom måtte Nietzsche overvinde sig selv næsten dagligt, og her var vandreturene langs Silsersøen og i sidedalen Val Fex afgørende. Nietzsche talte selv om Gehe-danken, fordi hans tankevirksomhed netop var mest aktiv, når han gik. Ved bredden af Silsersee findes den såkaldte Nietzsche-sten, hvor en bronzeplade forkynder, at dette var stedet, filosoffen fik inspirationen til Also sprach Zarathustra.
Bregagilia og Engadin kan nås fra syd via Milano og Como eller fra nord med den rullende verdenskulturarv, nemlig Bernina-Express til St. Moritz
Nietzsche oplevede aldrig sin berømmelse, før vanviddet sænkede sig over ham, og han måtte vegetere 10 år frem til sin død i sin søsters varetægt som en grøntsag og ikke som et overmenneske. Men Nietzsches syv somre i Sils-Maria bidrog til at skabe en kult om Engadin. Thomas Mann (1875-1955) og Hermann Hesse (1877-1962) var begge udtrykkeligt inspirerede af Nietzsche, og der var et ekko efter den store filosof, når Thomas Mann indrømmede, at han selv havde svært ved at skrive om lykke, men i Engadin var han lykkelig. Lyset, sneen og bjergene kunne fortrænge Weltschmerz i selv nok så store kvanta.
Hesse og Mann brugte også bjergene til at overvinde skriveblokader. Det samme gjaldt Rainar Maria Rilke (1875-1926). Traumatiseret i sin humanistiske sjæl af første verdenskrigs rædsler og formentligt også presset af sine egne høje præstationskrav tilbragte han nogle uger i sommeren 1919 i Palazzo Salis i Soglio i Val Bregaglia. Endelig fandt han ro og fokus til at påbegynde færdiggørelsen af sit største værk, Duineser Elegierne. I landskabet fandt han ligesom Giacometti og andre mulighed for, hvad der i vores dage kan kaldes en de-acceleration. Soglio har Segantini endda betegnet som tærsklen til Paradiset.
Rilke var i øvrigt en overgang personlig assistent for Auguste Rodin (1840-1917), der af mange anses som den første moderne billedhugger. Selv skrev Rilke, at forfattere virker gennem ord, mens billedhuggere virker gennem fakta. Altså ting der faktisk materialiserede sig.
Rodin var med bl.a. skulpturen L’Homme qui marche en stor inspiration for Giacometti, og relationen mellem Rodin og Giacometti har været et tema for mange udstillinger. I Paris blev Giacometti undervist af billedhuggeren og kunstmaleren Antoine Bourdelle (1861-1929), der havde været en af Rodins nærmeste medarbejder.
Kort sagt: Val Bregaglia og Engadin er en nøgle til forståelsen af Giacomettis værker. I landskaberne sammenvæves natur, lys og kultur, og roen i bjergene virker produktivt i samspillet med moderne urbane impulser. Ovenikøbet ikke kun for Giacometti, men også mange andre ånder, der hver for sig er blevet en del af den europæiske kulturarv, og som indbyrdes inspirerede og til dels endda kendte hinanden personligt.
Så besøg på SMK og Louisiana – og andre museer, hvor man kan undres over, hvad Giacometti så, og hvilket blik personer portrætteret i buster og malerier kaster tilbage på beskueren, kan med fordel suppleres med besøg i Val Bregaglia og Engadin.
Oplev selv grå granit, lys og skygger i Val Bregaglia og Engadin
Turismen i dag er selvfølgelig præget af de store ånder. Lægger man ruten fra Comosøen over Chiavenna, vil man snart krydse grænsen til Schweiz ind i Val Bregaglia.
Kort efter når man Soglio, hvor man kan spise på Palazzo Salis, mens man repeterer indledningen til elegierne: Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes ordener?
Herefter kan man ad den klart markerede og spektakulære vandrerute Via Bregaglia blandt kastanjetræer, græssende dyr og de flotteste bjerge i baggrunden nå Borgonovo i kommunen Stampa på to timer. Her findes Giacomettis fødested, familiens atelier omdannet til museum, baren, hvor han drak hver aften med de lokale, og kirken, hvor han ligger begravet. Kirkens smukke glasmosaik er skabt af hans onkel, Augusto Giacometti (1877-1947).
Fortsætter man videre fire timer til fods, når man Maloja-passet. Drik godt undervejs, eller du ender som en af Giacomettis stærkt dehydrerede vandrende figurer. I selve passet kan man besøge Segantinis hus og atelier.
Efter passet skifter vandreruten navn til Via Engadina og fortsætter langs Silsersee. Her kan man kan se det nærmest unikt højt beliggende vandspejl, hvor Segantini og far og søn Giacometti malede motiver, og stedet, hvor Nietzsche fik inspirationen til Also Sprach Zarathustra. En times vandring videre kan man i Sils-Maria se de beskedne værelser, hvor eremitten med hvalrosskægget boede syv somre.
Kort efter følger det femstjernede Hotel Waldhaus Sils. Her gennemføres hver sommer litteraturseminarer hævet 1.800 meter over hverdagens trivialiteter. Interiøret og traditionerne for bl.a. eftermiddagste går tilbage til årene før første verdenskrig. Det er klogt at læse godt på lekturen, før man blander sig i konversationen. I St. Moritz (5 kilometer efter) findes et fint museum for Segantini.
Bregagilia og Engadin kan nås fra syd via Milano og Como eller fra nord med den rullende verdenskulturarv, nemlig Bernina-Express til St. Moritz. Derfra går det videre forbi Sils-Maria og Maloja med en postbus, der – om end i en ældre udgave – ofte også har haft Giacometti som passager. Endelig gælder jo, at alle veje til Giacomettis Bregaglia går via SMK og Louisiana.
Mulighederne for vandring og overnatning i bjergene er fantastiske. Prisniveauet på hytterne drevet af Schweizer Alpen-Club er også anderledes gunstige end de fashionable hoteller, hvis gæstebøger omfatter de mest prominente autografer. For almindeligt dødelige fås et stænk af glamour, hvis man tager det pæne tøj på og nyder en kop te på Badrutts Palace Hotel. Langt fra og alligevel tæt på det nøjsomme liv i Val Bregaglia, hvor Giacometti slog øjnene op.
Før en rejse til Bregaglia (der på tysk hedder Bergell) og Engadin kan man med fordel se Susanna Fanzums film The Giacomettis – An extraordinairy family of artist from Bergell. Museer i Borgonovo, Maloja, Sils-Maria og St. Moritz har informative hjemmesider. Og selvfølgelig er der også lavet en Giacometti Art Walk med vandreruter igennem Val Bregaglia.
Læs også Max Ulrich Klinkers essay “Maria Magdalena i Provence“.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
