KULTURLISTEN – I denne uge anbefaler Kulturlisten premierefilmen The Killer om en yogadyrkende lejemorders genvordigheder, Carmen Curlers på DR, polsk premiere-miniserie, Mathilde Walter Clarks Cavling-nominerede bog om minksagen, den japanske roman Hullet og Melchior Lorck-udstillingen på SMK. Ugens liste er skrevet af Claus Ankersen, Maria Helleberg, Connie Bork, Inger Tejlgaard Olesen Ravn og Niels Olsen.
The Killer – Michael Fassbender finder sin indre lejemorder frem i ny David Fincher film
The Killer handler om en topprofessionel lejemorder (Fassbender), som trods uangribelig, asketisk og udadlelig detaljeorienteret praksis alligevel rammer den forkerte og så bruger resten af sit filmliv på at udbedre skaden og fremtidssikre sig selv og sin kæreste ved at arbejde sig op gennem bestillingsmordets fødekæde og udrydde alle led.
Filmen er endnu en versionering af en tegneserie-romanserie, nemlig Matz og Luc Jacamons værk af samme navn. Alene åbningsscenen er værd at se filmen for. Vi følger Fassbender forberede sig på et loft overfor et luksushotel i Paris. Han laver yoga, sover på et hæve-sænkebord og filosoferer i en lang indre – voice over – monolog over tilværelsen og jobbets ventetids iboende kedsommelighed. Han citerer endda Crowley. Og senere dukker Tilda Swinton op, også som lejemorder. Hun er bare skøn, mere er der ikke at sige om det.
Men der er mere at sige om en fantastisk slagsmålsscene, koreograferet af Dave Macomber, hvor Fassbenders dræber får sin sag for i kampen mod ’The Brute’, spillet af Sala Baker. Var der nogen som sagde Krav Maga.
Hele filmen igennem er morderens mantra, at empati og følelser ikke spiller nogen rolle, og at man for guds skyld ikke må handle impulsivt. Det meste af filmen er det præcis, hvad han gør. Om David Fincher har en dybere pointe, vides ikke. Men en pointe er det, at rationalistisk materialisme hører fortiden til – og ikke engang fiktive lejemordere er afstumpede nok til kun at leve i to dimensioner.
Filmen havde verdenspremiere på Venedig-festivalen i sommer og er foreløbigt blevet modtaget med seksstjernede ovationer af verdenspressen.
Hårde tider og søde forelskelser i Carmen Curlers
Carmen Curlers slår igen krøller på tråden i årgang 2, hvor vi springer et par år frem til den yngre generation.
Vietnam bløder, forelskelser blomstrer, og politik – forstået som slagord og indignation på andres vegne – flammer.
Carmen Curlers bliver til kapitalisme, alle amerikanere er svin og man tror at en aktion med dansksprogede slogans på plakater og udhældt svineblod kunne ændre historiens gang. Man planlægger en idealistisk demonstration, men ender med at skade en rengøringskone. Og Blekingegadebandens forbrydelser aftegner sig i horisonten, en nogenlunde voksen mand har skydevåben med.
Serien kan stadig både more og være dybt alvorlig. Det er således ikke lutter lagkage at have giftet sig med firmaets ellers så elskelige gay man. Vi er midt i de herostratisk berømte 60’ere, men de er mere tåbeuskyldige end i normale fremstillinger. Samtidig med at serien er uventet bred i sine personbeskrivelser. Kun chefen er blevet lidt blegere som figur.
Feedback – Polsk miniserie er forfriskende hardcore
Kan polakkerne lave film? Om de kan. Netflix vrimler med fede polske film og serier, som på ingen måde står tilbage for fransk films forstadsbrutalitet eller dansk films velsmurte dramaserier.
Den nye seriebasker i kvarteret er miniserien Feedback – eller på mundret polsk Informacja zwrotna. I fem afsnit følger vi den dybt alkoholiserede Marcins jagt på sin forsvundne søn og sin spritopløste erindring om, hvad der skete den aften, sønnen – en mesterkoder – forsvandt.
Serien er ikke bare en mysterie-thriller, men i lige så høj grad et portræt af et alkoholsmadret liv og en dybt dysfunktionel, alkoholsmadret familie. Vi følger Marcin i AA gruppen og ser i grimme flashbackglimt Kong Alkohol og Marcin ødelægge alt og alle omkring sig.
Ikke overraskende er filmen, igen igen, bygget på et bogforlæg, nemlig Jakub Zulczyks bestseller om en alkoholpryglet eks-rockmusiker med en ostehullet hukommelse og en forsvundet søn.
Arkadiusz Jakubik er ret fantastisk og meget troværdig som både den ædru og den kampstive Marcin. Faktisk er alle figurer øjeblikkeligt troværdige. Det er en af de ting, polakkerne kan. De kan lave film, man umiddelbart tror på, uanset hvor langt ude fortællingerne er. Giv den et kig og husk at se den på originalsproget. Na zdrowie.
Det blinde øje: På toppen af en historie – til bunds i minksagen
Tilbage i efteråret 2020, da corona-pandemien herskede og danskere levede i isolation, voksede en historie frem, som huskes rigtigt godt af mange, men knaldhamrende godt af forfatteren Mathilde Walter Clark: Det blinde øje. Beretningen om det efterår, hvor minkene forsvandt ud af minksagen.
Det er satire på højt niveau, men også graverjournalistik. Bogen er en hybrid med lige stor sans for det relevante, afslørende – men også en sans for det groteske, bedrøvelige, ja utrolige og bredspektrede ved sagen, fordi den greb så mange, og vildledte lige så mange. Clark har sproget til at dække sagens nærmest uudtømmelige facetter.
Hun tager os med tilbage til corona, hvor vi kørte rundt i tomme busser, færdedes i den øde bymidte, mens mundbindet hang ned som et ”slapt skæg”. Scenen er sat. Undervejs laver hun et skift til et marked i Shanghai, hvor hun selv har ”oplevet den massive stank af angst, der blev udskilt fra eksotiske kirtler overalt omkring mig, sammen med det notorisk våde gulv, der altid flød med blod og pis”.
Hun rammer det sande drama i sagen, blandingen af let kvalme, men også en stor forretning, som hun sætter sig for at forstå og granske. Der trækkes spor fra danske minkfarme til opkøbere fra USA, siden Kina.
Hun demonstrerer den mærkelige, voldsomme appel, som sagens forskellige facetter havde.
Bogen er indstillet til Cavlingprisen, hvor de nominerede afsløres den 8. december.
Læs også Finn Wiedemanns fulde anmeldelse af bogen her.
Sprækken mellem virkelighedens gulvbrædder: En absurd fortælling fra Japan
Der er sommerdage så lange og tunge, at et øjeblik på et tæppe i græsset kan antage evighedens proportioner. Øjnene lukkes, og når man slår dem op igen, har man mistet enhver fornemmelse af klokkeslæt og rum.
Det er den u-virkelighed, man glider over i, når man læser Hullet af Hiroko Oyamada.
Hovedpersonen er en ca. trediveårig japansk kvinde, der har været fanget i et vikarjob uden fremtidsudsigter, indtil hendes mand bliver forflyttet til sin barndomsegn, og hun kapper fortøjningen til sit spinkle netværk for at rejse med ham – uden i øvrigt at se sig tilbage.
I deres nye hus, ejet af hendes svigerforældre, der også bliver deres naboer, lever den i forvejen introverte jeg-fortæller et monotont og afsondret liv, hvor hun hurtigt mister grebet om, hvem hun er, og hvordan verden føles.
Til den evige lyd af cikader, der ikke synger, men skriger, og skiftevis blændet af solen udendørs og tapsvedende indendørs er hun pludseligt omgivet af underlige dyr, en hidtil ukendt svoger og vrimlende børn, der lever helt uden nogen voksnes bevågenhed.
Det er der, vi er.
På rejse med Lorck
I betragtning af hvor lidt dokumenteret viden vi har om den dansk/tyske kunstner Melchior Lorck (ca. 1526 til 1583), er det en ret imponerende udstilling, SMK har fået skruet sammen om ham. Baseret på museets egen samling tages publikum med ind i Lorcks liv, værk og de rejser, der bidrog til at skabe en vaskeægte renæssancekunstner.
Lorck fødes ind i en velhavende familie i Flensburg og uddanner sig til guldsmed i Lübeck, hvorefter han kaster sin kærlighed på grafikken og en egentlig kunstnerisk løbebane, hvor unge Lorck bl.a. scorer et rejselegat fra Christian III til sin videre uddannelse.
I 1555 deltager han i en diplomatisk delegation, der rejser gennem Europa til Konstantinopel i det daværende Osmanniske Rige. Den tysk-romerske kejser Ferdinand rækker i en fredsmission hånden ud til fjenden mod øst – og Lorck skal med som kunstnerisk bevidner og formidler af de eksotiske miljøer.
Lorck opholder sig næsten fire år i Konstantinopel, udvikler sig som kunstner, portrætterer byen og dens mennesker, udvider sine kunstneriske virkemidler og kaster sig i de følgende år over kobberstik, tegninger, træsnit og raderinger. Han er bl.a. kendt for et elleve meter langt prospekt over det gamle Konstantinopel og for Tyrkerværket med 128 træsnit med lokale motiver og personportrætter.
Skønt Lorck i dag ikke er allemandseje, er der alligevel noget sært velkendt ved hans udtryk og streg. Måske er det blandingen af enkelthed og akkuratesse, hans åbenlyse håndværksmæssige snilde og de ikoniske skildringer af tyrkiske miljøer og adelsfolk, der skaber en genkendelig forbindelse her godt 450 år efter Lorcks død.
Udstillingen er hermed anbefalet. Kig forbi Sølvgade og døm selv.
Kulturlisten udkommer hver fredag. Find tidligere udgaver her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
