AI // BOGANMELDELSE – “Efter et folketingsvalg uden debat om kunstig intelligens lander Bent Dalagers bog på et sted så tørt, man skulle tro, at vandet var brugt af et kæmpe datacenter”, skriver Jacob Rosendal. I Henry Ford-reglen vil Bent Dalager tænke AI visionært og almennyttigt, men bogen veksler mellem saglig analyse og sloganlignende opråb.
“We’re all interested in the future, because that’s where you and I are going to spend the rest of our lives”, lød åbningssentensen i begyndelsen af DRs gamle tech-program Harddisken. AI-udviklingen har sat turbo på fremtidsinteressen, men også fremtidsængstelsen. Bent Dalager er AI-optimist, og AI’s potentiale er et væsentligt omdrejningspunkt i hans nye bog Henry Ford-reglen – Arbejde og etik i en AI-tid. Timingen er næppe tilfældig, for forvirringen er voldsom netop nu.
På sociale medier kommer der konstant nye meldinger om AI-fremskridt. Samtidig vokser nervøsiteten for, hvad der sker med os mennesker, mens maskinerne bliver stærkere. Sådan har det for så vidt været i tre-fire år nu.
Et stykke inde i læsningen begynder jeg dog at overveje, om bogen er et forklædt AI-oplæg
Alligevel kunne man så sent som 23. april i tv-programmet Debatten iagttage, hvor broget og rodet AI-debatten egentlig er herhjemme i foråret 2026: Man kan være dystopisk, se enorme muligheder og alt derimellem. Seeren blev ikke meget klogere, og så kan man jo slukke for fjernsynet (eller det device, som man streamer programmet på) og læse en bog i stedet for.
Åh, jeg vil gerne kunne lide den her bog
Efter et folketingsvalg uden debat om kunstig intelligens lander Bent Dalagers bog på et sted så tørt, man skulle tro, at vandet var brugt af et kæmpe datacenter. På bagflappen kaldes han godt nok digital vismand, hvilket gør denne læser en smule skeptisk. Han har også en podcasten (Tech Talk), og i den podcasttsunami, der ruller ind i disse år, er det heller ikke ligefrem et plus.
Men bogen kommer fint afsted. Tidligt kalder Dalager AI for Anderledes Intelligens (et interessant greb, vil jeg sige) og hævder, at vi står ved den næste store industrielle revolution (vovet, men heller ikke uinteressant). Tonen er reflekteret og forfriskende optimistisk. Måske æder robotterne os alligevel ikke i 2028.
Oplæg vs. bog
Et stykke inde i læsningen begynder jeg dog at overveje, om bogen er et forklædt AI-oplæg. Pointerne er springende, argumentationen ikke altid sammenhængende, og hist og her blev jeg decideret forvirret. Men jeg kunne desværre ikke række fingeren op, for at spørge oplægsholderen om dit og dat.
I forbindelse med overvejelser om, hvorvidt AI’s komme er en form for kopernikansk revolution, er der eksempelvis pludselig et fremhævet afsnit, som virkelig sætter tingene på spidsen: ”Det er ikke mennesket, der skal udføre arbejde med hjælp fra AI. Det er AI, der skal udføre arbejdet, med hjælp fra mennesket.” (s. 101). Det er jo lidt af et postulat og illustrativt for den vekslen frem og tilbage i teksten, der går fra saglig gennemgang af den tekniske udvikling til sloganlignende opråb.
Det er muligt at argumentere for både AI-optimisme og AI-dystopi. Men det er umuligt at opstille præcise scenarier
Det er en virkelig god intention, at forfatteren gerne vil opfordre til ”at tænke visionært og almennyttigt” (citat fra bagsiden), men det er tilsyneladende vanskeligt at udfolde stringent. Dalager anser ikke sig selv som en, der er for vækst, men mener samtidig, at AI kan føre til stort set uanede produktivitetsgevinster. Dette skal så bl.a. balanceres ved skabelsen af en ny form for etik. Hvordan bliver desværre aldrig helt klart.
Regulering og politisk mod
Bogen kommer med flere eksempler på, at den nuværende datalovgivning er meget stram. Her ser Dalager gerne, at der kommer til at ske ændringer. Men politikerne skal også turde tænke fremsynet. Dette skal ske i form af det, som forfatteren kalder ”AI-positiv regulering”, og bl.a. give den enkelte borger ret til at ”få en AI-assistent, hvad enten det gælder en diagnose eller en kompetent sagsbehandling, hjælp til at få dig ud af arbejdsløshed eller til at tilrettelægge den bedste uddannelse for dig”.
Dét der med assistenten lyder for så vidt fint. På ingen måde urealistisk kan man tilføje. Bortset fra, at udviklingen af kunstig intelligens sagtens kan tænkes at ende mange andre steder. Fx i dét, som jeg i mangel af bedre udtryk vil kalde fuldautomatiseret diagnostik, hvor man aldrig kan risikere at forlade en behandling eller et sygehus uden at være komplet gennemlyst af algoritmer. Og så behøver man jo ikke have ”en AI-assistent”; alene entallet undrer mig, da vi på kort sigt nærmere ser ind i en decideret eksplosion af AI-agenter.
Et argument drukner mellem Halsskov og Knudshoved
Jeg er årgang 1971. Derfor har jeg været over Storebælt mange gange. Engang rejste man fra Halsskov til Knudshoved eller den anden vej. Det tog en time. Når man skriver det i dag, virker det jo bizart. Samfulde tres minutter. Men sådan var det indtil 1997.
Bent Dalager anvender Storebæltsbroen som centralt eksempel på, at politikerne bør turde være visionære og satse. Broen blev rejst på trods af mange protester. Problemet er blot, at det ikke er en god sammenligning. For uanset hvor visionære store anlægsarbejder som broer, metroringe og kæmpesygehuse er, så er de fysiske og konkrete. Ikke kun, når de er skabt. Man kan også tegne dem i en projektfase, og, hvad vigtigere er: Borgerne i vores lille land kan forestille sig, at på præcis den plet på landkortet, kommer X/Y/Z.
AI er ikke fysisk. En algoritme er ikke en bro. Jeg vil hævde, at det netop er det usynlige og uklare, som er en central del af den usikkerhed, der vinder frem i disse måneder. I 1990’erne kunne man på forhånd godt mene, at Storebæltsbroen var unødvendig, måske endda også grim og skadelig for miljøet. Det er umuligt at sige noget tilsvarende om kunstig intelligens. Det er muligt at argumentere for både AI-optimisme og AI-dystopi. Men det er umuligt at opstille præcise scenarier.
Her bliver det for meget konsulent
Bogen slutter uforløst. Dalager siger selv i afsnittet med titlen ”Et mentalt skifte” følgende: ”Jeg har gennem denne bog argumenteret for, at vi tænker for meget i ”mig” og for lidt i ”os”. Jeg kalder det gerne ”mig-isme”. Det vil jeg som læser kalde konsulent-ævl.
De unge er reelt fucked, hvis de overgiver sig betingelsesløst til AI. Uden at lyde som en sur gammel onkel, skal de virkelig passe på
Forfatteren lader til at være så opslugt af sine udmærkede ideer om at anskue AI som en mulighed for at skabe radikale forandringer, at han ikke går hårdt nok til sig selv. Jeg håber ikke, at bogen er skrevet som selv-promovering, hvilket ellers løbende sker inden for dette felt. Værkets titel er hentet fra den berømte Henry Ford-tanke om, at forbrugere ikke selv kan forudsige, hvad de ønsker sig – i Fords tilfælde biler frem for hestevogne. Det er sandt, men er også blevet noget af en business-kliché.
Dalager når frem til en idé, som kaldes New Practice. Jeg blev aldrig helt overbevist om, hvorfor og slet ikke hvordan man skal komme fra Henry Fords diktum til en alternativ tænkning og praksis, der kan forandre vores samfund.
Forsigtig opfordring i foråret 2026
Dalager trækker bestemt flere interessante perspektiver ind i AI-samtalerne. Han vil have, at vi fokuserer på det etisk nødvendige og rigtige i alle den kunstige intelligens’ potentialer. På trods af at jeg virkelig ønskede at blive klogere, var jeg ved endt læsning af Henry Ford-reglen ikke sikker på, hvad jeg skulle mene. På den videre færd ind i en mere og mere AI-ficeret verden vil jeg i stedet stilfærdigt opfordre læseren til at overveje tre ting, der tilmed kan føre til handlinger. Om ikke andet for at undgå at blive overvældet. Det er et forsøg på at fokusere og begrænse sig. I denne tid bliver det kun vigtigere og vigtigere, for AI er jo på mange måder uoverskueligt.
Jeg har tre simple forslag. Til ungdommen, til politikerne og til vores eget mentale helbred.
Lad os tage ungdommen først. De unge er reelt fucked, hvis de overgiver sig betingelsesløst til AI. Uden at lyde som en sur gammel onkel, skal de virkelig passe på. De må aldrig holde op med at tænke selv, og her er bøger både en hjælp til kognitiv stimulering og en fin modgift mod verdens almindelige bedrøvelige tilstand. For politikerne er situationen den, at det må være deres pligt, at de snart får gennemført en grundig lovgivning på AI-området. Endelig er det vigtigt for den enkelte, at vi alle sørger for ikke at gå i dystopisk AI-panik, det dur simpelthen ikke. Derfor:
• Mind ungdommen om at læse bøger
• Sig til enhver politiker, at vedkommende skal op i AI-gear
• Forsøg ikke at tænke for meget på 2032
Læs mere af Jakob Rosendal her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og