BØGER // ANBEFALING – Efter at have læst en stor del af den spanske forfatter Fernández Mallos bøger er det tydeligt, hvordan de hænger sammen i deres forskelligheder, skriver Finn Janning. De udgør et spraglet, men også forbundet kludetæppe, der peger frem og tilbage, og på tværs.
Da jeg flyttede til Spanien i 2008, kunne jeg ikke ét ord spansk. En måned senere – i en blanding af begejstret optimisme og naivitet – købte jeg bogen Nocilla Dream; den første af forfatteren Agustín Fernández Mallos Nocilla-trilogi.
Jeg prøvede at læse den med ordbogen i hånden, men måtte give op midt i andet kapitel, hvilket vil sige på side 2.
Der gik mange år, før jeg var i stand til at læse den – og flere af hans andre bøger. Det var ventetiden værd.
Fernández Mallo er født i 1967 i den galiciske by La Coruña, der er placeret helt oppe i venstre hjørne af Spanien. Han er uddannet fysiker, men begyndte i 2000 – ved siden af sit arbejde på et hospital på Mallorca – at arbejde med at udforske forbindelsen mellem kunsten og videnskaben, hvilket siden er sket gennem en lind strøm af digte, romaner, essays og film – samt en masse debatter.
I sin poetik, Postpoesia fra 2006, skriver han, at en videnskabelig teori altid er falsificerbar, mens poesien aldrig er falsk, idet den er et resultat af en forfatters skaberkraft og indfølingsevne – ”og en person er aldrig falsk.” Forfatteren er ikke længere død, som litteraten Roland Barthes engang påstod. I samme værk rejser Fernández Mallo endvidere en kritik af den aktuelle litterære scene i Spanien, der – modsat tidligere – sjældent genererer frugtbare dialoger på tværs af discipliner, men snarere synes at have nok i selv.
I afslutningen af tredje bind, træder Agustin Fernández Mallo selv frem – eller gør han? Det hele er fabrikeret. Resultatet er i romanen en svimmelhed, men også et spørgsmål om, hvem denne Agustín Fernandez Mallo er
Hans folkelige gennembrud kom med de tre bøger Nocilla Dream, Nocilla Lab og Nocilla Experience, der udkom i årene 2006 og 2009. Flere kritikere mener, at disse bøger åbnede for en anden måde at skrive fiktion på, som blev – og stadigvæk bliver – lystigt debatteret i Spanien. De tre romaner lagde også navn til den såkaldte ”Nocilla Generation” – en gruppe forfattere, der i hvert fald havde det tilfælles at være født i 1970’erne. Det vil sige, at de ikke voksede op under den spanske borgerkrig (1936-39), heller ikke under Francisco Francos diktatur (1939-1975), men heller ikke for alvor var mærket af det, som kaldes ”la transición” – overgangen fra diktatur til demokrati – der begyndte den 20. november 1975, da Franco døde.
Nocilla-generation var på forunderlig vis fri til at beskæftige sig med det, som litteraturen længe havde forsømt: Livet som sådan.
Erkendelser
Under en bogpræsentation i Barcelona nævnte Fernández Mallo, at han aldrig har forstået de kritikere, der kaldte hans bøger fragmentariske. Der er netop ikke tale om afbrudte tekststykker, men om opfindsomme forbindelserne, ligheder eller nærhedszoner mellem ting, tanker og ideer. Eller som han skriver i Nocilla Dream, så er tilstanden ”standby” kun et problem, for de mennesker, der ser verden gennem en rigid on-off dikotomi. Hermed synes han at mene, at virkeligheden ikke kan kategoriseres eller fastlåses, men netop hele tiden summer af liv.
Selv betegner han sin litterære form som ”kompleks realisme” – ikke kompliceret. ”Jeg er anti-Pynchon,” har han sagt, idet han mener, at den amerikanske forfatter Thomas Pynchons bøger er komplicerede, men ikke nødvendigvis komplekse.
Denne tankegang udfoldes mere tydeligt i Teoria general de la basura (Den generelle teori om affaldet) fra 2018, hvor han skriver, at poesien ikke konstruerer en fremtid eller sørger over fortiden, snarere arbejder den med en 1:1 skala af virkeligheden; en virkelighed, der er kompleks, fordi alle de efterladte ruiner eller affald – lige fra gamle sodavandsflasker til alverdens ord, udtryk, Einsteins ligninger og kasserede digitale fotos – ikke kan opdeles eller organiseres hierarkisk. En bedre organiseringsmetafor er netværket, der ikke henviser til Internettet alene, men alle de netværk – analoge, digitale og blandinger – som vi er absorberet i.
Hos Fernández Mallo besidder netværket ikke én privilegeret ind- eller udgang, men mange. Nocilla-trilogien består eksempelvis af et væv af indbyrdes forbundne discipliner, ideer og teorier, der krydser hinanden.
Fiktionens påvirkningskraft er virkelig, hvorved det ikke længere giver mening at skelne mellem fiktion og ikke-fiktion, da de erkendelser, der opstår i læsningen af en roman, er lige så virkelige eller faktuelle, som dem, der opstår, når vi læser filosofi, sociologi eller en bog om sorte huller
I Nocilla Lab følges et kærestepar, der har en fælles ide – kaldet ”Projektet” – der er baseret på tesen om, at alle ting ligner eller er forbundet med andre ting. Det er en naturlov, står der. I samme roman sidder kæresteparret på en bar i Sardinen, hvor de taler om én bar på Sardinen, muligvis den selvsamme bar, hvor forbipasserende fiskere hængte beskeder op til hinanden, men så erindrer den ene, at baren, hvor fiskerne kom, brændte ned, hvorfor den ene bar må være en anden, der ikke desto mindre er forbundet med fiskerne, men som også åbner for, hvad der skete, da de ophængte beskeders ord blev opløst i vandet, og flød andre steder hen – afhængig af vind og vejr.
Det vækker minder om den græske gud Hermes – sendebuddets gud – der kommer på besøg, men som aldrig bliver. Netværket er åbent, bevægeligt, konstant forbindende; det netværk, som et menneske ånder.
Nogle har sammenlignet Nocilla-trilogien med at zappe rundt, hvilket måske skyldes, at Fernández Mallo holder meget af tv og alle dets programmer – lige fra de højtråbende spanske reality shows, der kører nonstop på spansk tv til Hitchcocks film. Men vigtigere – sådan vil jeg udlægge det – så viser denne komplekse realisme, hvordan fiktionens påvirkningskraft er virkelig, hvorved det ikke længere giver mening at skelne mellem fiktion og ikke-fiktion, da de erkendelser, der opstår i læsningen af en roman, er lige så virkelige eller faktuelle, som dem, der opstår, når vi læser filosofi, sociologi eller en bog om sorte huller.
Smag på livet
Nocilla er navnet på et spansk chokoladesmørepålæg à la Nutella. I tredje bind, Nocilla Lab, fortæller forfatteren, hvordan han befinder sig i en limbotilstand – uden at synke, men også uden at sejle nogen steder – mens han tygger på et stykke lyst brød med Nocilla. Den tykke, søde og fedtede chokolade blandes med brød og spyt, ”men dét, der var inde i min mund, manglede enhver form for tyngdepunkt.” Det er sådan, projektet tager sin mere manifeste begyndelse – i kraft af smagen. Mennesket, homo sapiens, er både kyndigt og klogt, men også smagende. Metaforen er klar: Det drejer sig om at smage på livet.
Et andet sted nævnes Andy Warhols bog The Philosophy of Andy Warhol, hvori den nordamerikanske kunstner siger, at en kunstner, der skifter retning, ikke er en forræder. Tværtimod, burde det være muligt at være en abstrakt kunstner den ene uge, en figurativ kunstner den næste. Det er ikke spørgsmålet om oprindelse, der interesserer – i det der ingen er – snarere flugtlinjerne; den måde, hvorpå noget griber ind i noget andet, som gør den og det andet uadskillelige.
En poetik må, sådan læser jeg ham, indebære sin egne erkendelsesmuligheder. ”Poesi, er ethvert objekt, ide eller ting, hvori jeg finder de ting, som jeg ønsker at finde i poesien,” skriver han i Nocilla Lab.
Det minder om det, som den tyske forfatter W.G. Sebald har kaldt for ”poetisk sandhed” – en sandhed, der kun kan nærmes eller skabes rum til ved hjælp af fiktionen.
Selvet – både det, der fortæller og det, der er i fortælling – er fiktive. Fernández Mallo er ikke fortaler for identitets- eller en lukket gruppetænkning, da enhver identitet aldrig er andet end en fiktiv (hvilket også er grunden til, at identitetsmarkører rent politisk kan vække så store følelser). ”Jeg” indeholder måske en ”ubevægelig hypotese,” siger han prøvende i Nocilla Dream, ”som gives til os ved vores fødsel, men som vi ikke kan andet, end prøve på at demonstrere – uden held.”
En svimmelhed, et spørgsmål
Efter at have læst en stor del af hans bøger er det tydeligt, hvordan de hænger sammen i deres forskelligheder; de udgør et spraglet, men også forbundet kludetæppe, der peger frem og tilbage, og på tværs.
I trilogiens tredje bind får vi læsere fortalt historien om første binds tilblivelse. Nocilla Dream blev skrevet på 25 dage, mens forfatteren lå sengeliggende med en brækket hofte på et hotel i Thailand, tilbage i 2004. Den næste, Nocilla Experience, tog form henover fem måneder, da forfatteren var kommet hjem til Spanien.
I afslutningen af tredje bind, træder Agustin Fernández Mallo selv frem – eller gør han? Det hele er fabrikeret. Resultatet er i romanen en svimmelhed, men også et spørgsmål om, hvem denne Agustín Fernandez Mallo er: ”Tager du gas på mig” – ”kan du bevise det”, spørger den ene, den anden, mens en af de to konstaterer: ”I spejlet så jeg en ældre tvilling”.
De sidste ord lyder: ”Det lignede ingen kendt ting eller person, og det gjorde jeg heller ikke, nu: intet og ingen, undtagen mig selv.”
Fernandez Mallo er en original forfatter. Et godt sted at starte (og måske oversætte?) kunne være den roman, som ikke er omtalt her, nemlig: La trilogia de la guerra.
Foto: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
