FØDSELSDAGSPORTRÆT // STEVIE WONDER 70 ÅR – Happy Birthday er titlen på et af Stevie Wonders utallige hits. I dag er det POV, der siger tillykke med fødselsdagen til den store og indflydelsesrige kunstner og velgører. “Michael Jackson, Prince, Elton John og George Michael betonede ofte, hvor vigtig pladen var/er for dem. Hip hop og rap artister har desuden samplet bidder fra den, og flere af numrene er med tiden blevet fortolket af andre kunstnere,” skriver Thomas Vilhelm om mesterværket Songs From the Key of Life.
Stevie Wonder, der oprindelig er navngivet Stevland Morris Judkins Hardaway, blev tilknyttet Motown i en alder af 11 år. Han blev hurtigt kaldt vidunderbarn og musikalsk geni.
Wonder er født seks uger for tidligt og mistede synet allerede som spæd. I drengeårene sang han i kor og lærte sig at spille klaver, mundharmonika og trommer under opvæksten i Detroit, Michigan. 1961 tegnede Motowns grundlægger Berry Gordy kontrakt med Wonder, der blev lanceret som ‘Little Stevie Wonder’.
Motown opbevarede de indtjente royalties med planlagt udbetaling, når han fyldte 21. Yderligere fik han ‘lommepenge‘ og en fast tilknyttet ledsager under turnéerne. Efteråret 1962 udkom de første to albums med Wonder stadig kun 12 år – det ene af dem er en hyldest til idolet Ray Charles.
Maj 1963 trådte Wonder ind i teenagealderen og hittede bigtime med singlen Fingertips Pt 1 and 2, optaget live. Nummerets første del er instrumental, men udvikler sig i anden del til en call and respons, hvor Wonder på bongotrommer og mundharpe får salen bragt til kogepunktet ved hjælp af dette gammelkendte virkemiddel fra gospel, soul og R&B – solisten synger og publikum svarer.
Call and respons er forblevet en integreret del af Wonders liveoptræden lige siden. En aldeles populær live lp fulgte i 1963, hvor en senere kæmpestjerne hos Motown, Marvin Gaye, sad bag trommerne. Derefter ændrede Wonders stemme sig grundet puberteten, de følgende udgivelser slog ikke rigtig an, og Motown overvejede at droppe ham, når det kunne lade sig gøre rent juridisk.
Men Wonder kom stærk igen i midten af 60’erne, droppede ‘Little’ samt deltog mere og mere i sangskrivningsprocessen og arrangementsdelen, hvilket kunstnerisk som kommercielt rustede hans senere virke betydeligt. Dernæst fulgte en serie udspil, der manifesterede et hurtigt voksende talent fra teenage- til voksenalderen: Uptight, My Cherie Amour, For Once In My Life, I Was Made To Love Her og Signed, Sealed, Delivered I’m Yours.
Hertil kan føjes flere stærke fortolkninger af Bob Dylan- og Beatles-sange.
En musikalsk revolution
Fra begyndelsen af 1970’erne overtog Wonder den totale styring af pladeproduktionen og udsendte en række hovedværker inden for soul- og funkmusikken. I 1970 giftede han sig med sangskriveren Syreeta Wright, og sammen gik de i gang med Where I’m Coming From (1971), der imidlertid kom til at stå i skyggen af Mavin Gayes suveræne What’s Going On single og lp.
Hvor Where I’m Coming From var af svingende musikalsk kvalitet, var det helt anderledes med Talking Book, (1972). Wonder så sig ikke over skulderen de næste otte år. Han skabte en musikalsk revolution ved hjælp af sin gyldne stemme og kompositoriske evner i særklasse tilføjet nyskabende brug af keyboards samt synthesizere.
Wonder er ydermere en mundharpevirtuos og en fremragende trommeslager med et noget uortodokst spil, der fungerer perfekt til sangene og forlener dem med et let jazzet og funky swing. Talking Book er helt oppe at ringe med soulklassikere og evergreens som You Are The Sunshine of My Life, Superstition og Blame It on the Sun.
Wonders vokal er som klart, flydende kildevand i al sin ubesværede renhed
Der kan faktisk ikke sættes en finger på Talking Book, der skabte begejstring hos både publikum og anmeldere, hvilket ligeledes gælder efterfølgeren Innervisions (1973). Heftig og samfundskritisk soul/funk i Higher Ground og Living For The City altererer med de svimlende smukke ballader Golden Lady, All in Love is Fair og He’s Misstra ‘Know-It-All’ –
Wonders vokal er som klart, flydende kildevand i al sin ubesværede renhed. Fullfillingness First Final (1974) blev realiseret til trods for et alvorligt biluheld, der kostede Wonder flere dage i koma, og i en periode berøvede ham smags- og lugtesansen. 1974 albummet forsatte stimen med suveræne skæringer tilføjet et stænk af jazz og latin: Smile Please, Boogie on Reggae Woman, You Haven’t Done Nothin‘ og den brusende ballade They Won’t Go When I Go.
Populariteten bare voksede og voksede, og det store spørgsmål lød, om det ville være muligt at toppe førnævnte præstationer. Faktisk overvejede Wonder at stoppe karrieren helt for at vie sit liv til humanitært arbejde for blinde og handicappede børn i Afrika. Men Motowns eksorbitante tilbud på en ny flerårig kontrakt, der dengang slog alle rekorder, overbeviste ham om at fortsætte endda med uhindret adgang til at få det, som han ville have det.
Endnu et højdepunkt
Den 28. september 1976 efter godt to års arbejde kom beviset på, at Wonder havde overgået sig selv, da Songs in The Key of Life’ udkom som dobbelt lp tilføjet en syv tommer single med fire sange som bonus EP – i alt en time og tre kvarters musik. Songs… kastede desuden fem hitsingler af sig, der tæller med i rækken af de højdepunkter, som det mest solgte og kritikerroste album i karrieren er så rigt på: I Wish, Isn’t She Lovely, Sir Duke, Another Star og As.
Perfektionisten Wonder arbejdede minutiøst med hvert eneste nummer uden nærmest at spise eller drikke noget i dagevis. Songs… præsenterer lytteren for soul, funk, pop, avantgarde, fusion, latin og ballader på et plan, der næsten kan tage pippet fra en. Tekstmæssigt kredser sangene om at blive far, barndomsminder, kærlighed, social uretfærdighed og de sortes identitet og vilkår i samfundet. Wonder er bestemt ikke uden evner som lyriker.
Michael Jackson, Prince, Elton John og George Michael betonede ofte, hvor vigtig pladen var/er for dem. Hip hop og rap artister har desuden samplet bidder fra den, og flere af numrene er med tiden blevet fortolket af andre kunstnere.
Hotter Than July (1980) er det sidste decideret helstøbte album i Wonders aktive år, der fortsat har budt på markant succes med legendestatus i behold. Men udbyttet numerisk og kvalitativt har dog været af sparsom og sporadisk karakter. På Hotter… er der stadig gods at hente. Master Blaster og Did I Hear You Say You Love Me grovsvinger i bedste 70’er stil. Desuden har jeg vis svaghed for Lately fornemt forløst af Wonder i topform.
Særlig kendt er pladen for Happy Birthday, der er en hyldest til borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King. Wonder advokerede ivrigt og med held for, at Luther Kings fødedag blev ophøjet til national helligdag. Derudover bød 80’erne ligeledes på I Just Called to Say I Love You skrevet til den romantiske komedie The Woman in Red (1984) et gigantisk Giro 413-agtigt hit, der stadig giver denne skribent myrekryb – Wonder når han er værst og mest sentimentalt forloren.
Et kæmpe tillykke med de 70 skal herfra lyde til Stevie Wonder en kunstner af yderst sjælden karat og en humanitær personlighed af format og integritet, der aftvinger lige dele beundring og respekt
Også In Square Circle (1985) og Characters (1987) er ovevejende kedeligt og for poppet. Langt bedre gik det med soundtracket Jungle Fever (1991) til Spike Lee’s film af samme navn, hvor Wonder fandt formen med flere fine sange, der passede ind i Lee’s socialkritiske ramme centreret omkring racemæssige konflikter, der er blevet den sorte instruktørs kendetegn. Conversation Peace (1995) er bestemt heller ikke uden bid, men den pt sidst udsendte plade med nyt materiale, A Time to Love, understreger tydeligt, at vi skal flere dekader tilbage for at finde de mest gyldne momenter.
De er heldigvis så sublime, at skuffelserne kan tilgives. Stevie Wonder, der har vundet imponerende 25 Grammy Awards og en Lifetime Achievement Award, skriver ifølge egne oplysninger stadig sange og optræder live med det gamle repertoire til glæde for millioner af fans verden over. Også Danmark har nydt godt af flere besøg gennem tiden, senest på Roskildefestivalen i 2014.
Fire år forinden havde jeg fornøjelsen af at opleve ham under et visit i Parken, hvor han gav to en halv timers opvisning i funky star quality. Placeret tæt foran scenen var lyden ok, men skulle have været dårligere længere bagud.
Upåagtet af de akustiske forhold fik Wonder og hans 13 mand/kvinde store orkester sat gang i dansefødderne hos de omkring 20.000 fremmødte og indfriede alt i alt de forventninger, man med rette kan sætte til et navn af hans kaliber.
Et kæmpe tillykke med de 70 skal herfra lyde til Stevie Wonder en kunstner af yderst sjælden karat og en humanitær personlighed af format og integritet, der aftvinger lige dele beundring og respekt.
LÆS FLERE ARTIKLER AF THOMAS VILHELM HER
Foto: PR
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
