KLUMME – Virkeligheden kom til mig – først som et hjerteligt stryg over kinden. Få timer senere som en knytnæve. Hele Danmarks Taxamand, Jesper Grunwald, er on the road again…
Lad os begynde med det skønne.
Min første tur efter et par måneders hjemsendelse til græsset, der ikke er så meget af på det asfalterede Østerbro i København, startede med en skuffelse. Jeg vendte ikke tilbage i min elskede Mercer – men i en SKODA.
Skoda, for helvede – det byder man ikke en chauffør med kvalitetssans. Principielt. Så jeg beder om absolut fortrolighed om min erfaring efter et par timer: SKODA er fin som taxa, selv om mine første timer var som drømmene inden en Tinder-date – og så mødet med virkeligheden bag billedet.
Pia får mig ud af klynkeriet.
En voksen kvinde med karisma og livsappetit, så det kan ses både i ansigtet og øjnene. Og begge dele smitter. Mens jeg roder med sædeindstillingen, så der kan blive plads til hendes lidt usædvanlige bagage, stiller hun sig op på siden af taxien, så jeg ikke kan undgå den øjeblikkelige glædes kilde.
Hun har hentet et billede hos veninden – et naivistisk maleri fra hverdagslivet i Nyhavn. Det er farverne og livsglæden, der fangede hende for lang tid siden. Hun kunne bare ikke skjule det.
“Det billede må jeg bare eje.”
Hun sagde det højt nogle gange – men først i dag var veninden blødgjort.
Pia har elsket billeder og kunst – altid. Har hverken haft penge eller andre ressourcer til at virkeliggøre passionen med mange, store indkøb. Så langt rækker lønnen som pædagog ikke. Hun har desværre ikke selv fået børn – men passer andres. Men så har hun kunnet udnytte den frihed, der følger af ikke at have forpligtelsen som hønemor.
“Jeg er vild med billeder. Prøver at få det til at passe med, hvad jeg kan formå. En gang imellem går drømmen i opfyldelse. Og så elsker jeg også at danse. Jeg tager faktisk på danseferier ude i verden, når muligheden og pengene er til det. Jeg behøver ikke spørge nogen om hverken Tango eller billeder.”
Vi snakker ikke coronakrisen og hvor svært det hele er. Det er umuligt. Men lige nu er det kærligheden til farverne og livet af al slags i Nyhavn – maleriet der tæller.
Jeg er enig i udgangspunktet.
Jeg vil også gerne have verden tilbage.
Det behøver vi ikke sætte ord på. Men meget gerne et foto af det nyerhvervede billede og så et smilende farvel uden kram eller håndtryk.
– – –
På tv virker hospitalslivet særligt hektisk. Dramatisk men under kontrol. Da jeg kom her inden corona, var det ikke på samme måde akkompagneret af mediemæssigt drama – men der var altid mennesker på forskellige tider af døgnet.
Nu er jeg her med en kasse fra et af regionens andre store sygehuse.
Alene.
Det er meget tidligt på morgenen, men SÅ stille har jeg aldrig oplevet det store hospital.
Jeg ser de store skilte om, hvad jeg må og ikke må i disse tider og det går op for mig, at jeg jo slet ikke har været inde i adgangsforholdene under corona. Kan jeg overhovedet komme derhen, hvor pakken skal afleveres?
Det ser sådan ud og jeg følger de sædvanlige farver og streger, der leder mig mod målet. Det er første gang, at jeg kan høre lyden af mine egne skridt. Meget stille. Meget ensomt. Er det her scenografien til et drama, der aldrig blev til noget?
Langt nede for enden af gangen nærmer en sygeplejerske sig. Jeg plejer at nikke og hilse, når jeg møder mennesker, men er ikke vant til det her på hospitalet, fordi det plejer at vrimle med folk. Synes, det ville virke lidt bondsk.
“God morgen”, siger hun tydeligt, da hun passerer mig og lige når at finde mit blik.
Jeg når at hilse igen og glæder mig over dette lynglimt af et møde med et levende menneske i denne ensomhedens katedral af et sygehus
Så står jeg ved døren ind til afdelingen, hvor jeg skal aflevere kassen. Den er låst.
Jeg ringer på klokken.
“Ja!”, siger en formel stemme i den anden ende.
“Det er Taxamanden, godmorgen! Jeg kommer med en pakke fra …”
“Du kommer bare ind!”
Hun har travlt. Det her er ikke tiden til en hyggesnak.
Endnu en lang gang, hvor jeg følger skiltene til endnu en låst dør. Hvis den er låst, skal jeg ringe på en klokke og efter anvisning sætte leverancen i en sluse, et skab i væggen ikke større end viktualie-skabet på barndomsgården. Det gør jeg. Men der er en anden lille forsendelse i en tyk kuvert i skabet og køreordren går ud på, at min kasse SKAL afleveres personligt.
Igennem den lille rude i ”slusen” ser jeg en medarbejder i hvid kittel. Hun løber ind ad en dør og siger noget om, at jeg bare skal ”sætte den”. Hun kommer ud af rummet igen og løber videre til en anden opgave i et andet rum. Ordene forsvinder. Hun ser på mig, og jeg er i tvivl, om hun taler til mig eller en anden.
Jeg tør ikke andet end at ringe på klokken igen.
Hun nærmest eksploderer.
Jeg blev gnisten, der tændte lunten
“Sæt den dog for helvede. Jeg har travlt. Jeg kan ikke nå det. Kan du ikke se det? Så læg den dog for fanden ind i skabet!”
Min første reaktion er triviel patriarkalsk.
Det her vil jeg ikke finde mig i. Sådan taler man ikke til en medborger, selvom epidemien stresser os – nogle til sammenbrudsgrænsen.
Jeg når at stoppe min pegefinger, inden den trykker på knappen for tredje gang.
Hun er givetvis kørt helt flad derinde i ensomheden og travlheden på den anden side af slusen. Og måske har hun arbejdet der dagligt, mens jeg lå på langs og mediterede over begrebet lediggang.
Hun tændte helt af.
Hun – også hun vil have verden tilbage.
Fotos: Jespers Grunwald
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
