GENERATION IDENTITÆR // DEBAT – Den danske aktivistbevægelse Generation Identitær har igen været genstand for debat, efter at de foldede et banner ud oven på en moské i København med budskabet ”remigration”. Bevægelsen normaliserer et verdenssyn, hvor personer med anden etnisk baggrund end dansk anses som parasitter, der skal udskilles fra folkelegemet. Det er i sin essens en fascistoid verdensopfattelse, der udgør en alvorlig trussel mod det liberale demokrati.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Rejs hjem”. Det var det budskab, som mødte folketingsmedlem for Radikale Venstre Samira Nawa, da hun tændte sin computer om morgenen den 1. august.
Dagen forinden havde hun deltaget i en debat med Danmarksdemokraternes Inger Støjberg, som i en Facebook-video havde udtalt, at den københavnske bydel Nørrebro var blevet ”en sort plet i Danmark”:
Da den radikale politiker åbnede Facebook den efterfølgende dag, kunne hun se, at hun havde modtaget kommentaren. Vedhæftet til beskeden var et SoMe-klip fra Dansk Folkeparti, der opfordrer palæstinaaktivister, som hader jøder og støtter drab på civile, til at flytte til Mellemøsten.
Min påstand har hele tiden været, at bevægelsens radikalitet ikke ligger i dens konkrete politiske udspil, men i selve den måde, de rammesætter udlændige- og integrationsdebatten på
Nawa har før modtaget denne type beskeder. For selvom hun har dansk pas og er født og opvokset i Danmark, så er der mennesker, der mener, at hun som datter af afghanske flygtninge ikke hører til i det danske samfund. Det er dog første gang, hun modtager dem fra en af sine folketingskollegaer. Og ikke en hvilken som helst kollega. Nej, det er partiformanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt.
”Er den kommentar til mig, Morten?” spørger hun i kommentarfeltet. Hun får aldrig noget svar, men Messerschmidt afviser senere over for medierne, at kommentaren var møntet på hende – dog uden skyggen af en undskyldning.
Episoden kommer i kølvandet på en politisk kampagne, hvor Dansk Folkeparti har talt om behovet for at gennemføre en såkaldt ”remigration”. Begrebet er ikke groet i Dansk Folkepartis egen baghave, men derimod lånt fra den pan-europæiske højreradikale bevægelse Generation Identitær, hvis danske gren har forsøgt at promovere idéen blandt folketingspolitikere i knap 8 år.
Lidt over en halv måned før Messerschmidts besked til Nawa havde selvsamme bevægelse skabt røre på de sociale medier med en video, hvor dens aktivister folder et gigantisk banner ud med teksten ”remigration” oven på taget af Imam Ali-moskéen i København.
Så hvem er Generation Identitær? Hvad mener de med remigration? Og hvordan lykkedes det en lille gruppe aktivister at få Dansk Folkeparti til at overtage dens mærkesag?
En højreradikal lobbyorganisation
Generation Identitær blev oprindeligt dannet som en ungdomsafdeling af den franske højreradikale bevægelse Bloc Identitaire i 2012. Inspireret af venstreorienterede aktivistgrupper som Greenpeace forsøgte ungdomsbevægelsen at sætte højreradikale mærkesager på dagsordenen ved hjælp af gadeaktivisme og sociale medier.
Den spredte sig efterfølgende til en række andre lande, heriblandt Østrig, Tyskland, Italien og i 2017 også Danmark. Bevægelsen opererer som en slags politisk lobbyorganisation, der forsøger at påvirke mere magtfulde politiske spillere til at overtage dens politiske agenda.
En central del af dette arbejde er udbredelsen af højreradikale politiske begreber såsom ”den store udskiftning” og ”remigration”. I udlandet har Generation Identitær jævnligt brystet sig af sine tætte kontakter til de store højrenationale partier i Tyskland, Østrig og Italien.
Bevægelsen har også formået at komme ind i varmen hos politikerne herhjemme. Gennem årene har man spillet på flere heste. I mindre partier med en svagere partiorganisation som Dansk Samling og Nye Borgerlige under Martin Henriksens kortvarige lederskab har bevægelsen haft relativt let ved at kapre dagsordenen. I Dansk Folkeparti, som må betragtes som det store dyr på den yderste højrefløjs savanne, har det krævet mere arbejde. I de senere år har bevægelsen dog gjort betydelige fremskridt.
En central del af dette arbejde er udbredelsen af højreradikale politiske begreber såsom ”den store udskiftning” og ”remigration”
Først begyndte dens idéer at smitte af på enkelte af partiets indflydelsesrige politikere, herunder udlændinge- og integrationsordfører Mikkel Bjørn Sørensen og medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen. Og nu har partilederen så endelig overtaget dens vigtigste mærkesag, ”remigration”, og gjort begrebet til et centralt omdrejningspunkt for partiets udlændingepolitik:
Samme tendens kan ses i andre europæiske lande, særligt i Østrig og Tyskland, hvor de store højrenationalistiske partier AfD og FPÖ har overtaget Generation Identitærs kernebegreber efter konstant mangeårigt pres fra identitære aktivister.
Omfanget af dette lobbyarbejde blev blotlagt for den brede offentlighed, da det kom frem, at en række topfolk i AfD havde afholdt et møde om remigration med østrigeren Martin Sellner, der udfylder rollen som en samlende lederskikkelse for identitære aktivister på tværs af Europa efter at have været mangeårig leder af det østrigske Generation Identitær.
Kort efter fremlagde partiet remigration som en central del af partiets politiske platform. Også i Danmark har medier afdækket, hvordan bevægelsen arbejder i kulisserne. Her kunne Frihedsbrevet afsløre, at DF’s EP-medlem Anders Vistisen havde to ansatte med en fortid i Generation Identitær. Det kunne forklare, hvorfor Vistisen pludselig var begyndt at overtage en række af ungdomsbevægelsens kernebegreber og mærkesager.
Hvad er remigration?
Men hvad er remigration overhovedet? Og hvorfor er begrebet så kontroversielt? Jeg har beskæftiget mig med Generation Identitær lige så længe, som bevægelsen har eksisteret i Danmark, og min påstand har hele tiden været, at bevægelsens radikalitet ikke ligger i dens konkrete politiske udspil, men i selve den måde, de rammesætter udlændige- og integrationsdebatten.
Remigration henviser til idéen om, at det er muligt at få personer med ikke-vestlig baggrund til at migrere til de lande, hvor de selv, deres forældre eller bedsteforældre stammer fra. Idéen om remigration er tæt bundet op på teorien om ”den store udskiftning”, hvis udbredelse Generation Identitær har været primus motor bag.
Den store udskiftning er to ting: 1) en forudsigelse om, at etniske danskere inden for en overskuelig fremtid vil komme i mindretal i Danmark som følge af demografiske tendenser, og 2) en politisk fortælling om, at landet og kontinentet er under angreb
Den store udskiftning er to ting: 1) en forudsigelse om, at etniske danskere inden for en overskuelig fremtid vil komme i mindretal i Danmark som følge af demografiske tendenser, og 2) en politisk fortælling om, at landet og kontinentet er under angreb. Den demografiske forudsigelse kan være mere eller mindre lødig. For nylig udtalte professor ved Syddansk Universitet Rune Lindahl-Jacobsen til Politiken, at etniske danskere risikerer at komme i undertal i 2096, hvis de nuværende demografiske tendenser fortsætter.
Kort efter påpegede to professorer fra Rockwool-fonden dog, at der var nogle alvorlige problemer med de bagvedliggende antagelser for forudsigelsen. Der er ikke i sig selv noget odiøst i at diskutere den slags fremskrivninger, men man bør også samtidig forholde sig kritisk til de præmisser, som denne type forudsigelser baserer sig på.
Det er dog vigtigt at understrege, at den store udskiftning ikke blot er en demografisk forudsigelse. I sin bog You Will Not Replace Us fra 2018 har begrebets fader, Renaud Camus, således beskrevet ikke-vestlig indvandring som en ”invasion”, en ”besættelse”, en ”kolonisering” og en form for ”folkemord” mod hvide mennesker, og selvom bevægelsen sjældent skilter med det, så deler de denne analyse.
På X har Generation Identitærs talsmand, Christian Grann Johansen, således retweetet et nyligt opslag, hvor Berlingske-skribent Eva Selsing opfordrer sine følgere til kun at stemme på partier, ”for hvem REMIGRATION er det absolut vigtigste”, da de andre partier forsøger at fjerne opmærksomheden fra ”det folkemord-ved-udskiftning”, som hun mener pågår i Danmark, og som truer danskernes ”fysiske sikkerhed” og ”potentielt også deres liv”:
Den store udskiftning fungerer dermed på én gang som en eksistentiel trussel og en brændende platform: Hvis det danske folk risikerer at blive udslettet inden for en overskuelig fremtid på baggrund af den demografiske udvikling, er det ikke længere nok at lukke grænserne, skærpe kravene til opnåelse af statsborgerskab og smide kriminelle migranter ud af landet. Pludselig er en stor gruppe mennesker en samfundstrussel i kraft af deres blotte eksistens på dansk jord.
Det er her, idéen om remigration kommer ind i billedet. Logikken lyder, at hvis mennesker er migreret til Vesten i jagten på et bedre liv, så må man kunne gøre det så uattraktivt at være her, at de vælger at migrere tilbage. Konkret har Generation Identitær fremlagt et katalog med 30 politiske remigrationstiltag. Nogle af disse tiltag er en udvidelse af allerede eksisterende politiske tiltag (for eksempel udvidelsen af det økonomiske beløb, som allerede tilbydes via repatrieringsloven), andre smager af DF-classic (afgifter på halalprodukter), mens enkelte er mere ekstreme (retroaktiv fratagelse af dansk statsborgerskab).
Ikke desto mindre er størstedelen af tiltagene overraskende ”moderate”, bevægelsens radikale udgangspunkt taget i betragtning. Det samme er bevægelsens motto om, at de vil ”have vendt udviklingen, så andelen af ikke-europæiske migranter i Europa falder år for år frem for at stige”.
Generation Identitærs indvandringsmodstand bunder ikke først og fremmest i islamkritik
Her er det vigtigt at huske, at diagnosen, som de identitære stiller, legitimerer voldsommere tiltag i fremtiden, hvis de mere ”moderate” tiltag viser sig utilstrækkelige. Til dette års Remigrationskonference i Italien beskrev medlem af det højreradikale irske parti National Party John McLoughlin remigration som en ”fornuftig, moderat løsning”, men gjorde det samtidig klart for de europæiske politikere, at det er et tidsbegrænset løsningsforslag: ”De er nødt til at forstå, at på et tidspunkt vil løsningerne ikke blive mere moderate, hvis problemerne bliver mere ekstreme.”
Hvis man i ramme alvor mener, at de europæiske lande er besat af invasionsstyrker og kolonisatorer, som er i fuld gang med at tilintetgøre den vestlige civilisation og gennemføre et folkemord på etniske europæere, så er de politiske tiltag på et tidspunkt nødt til at matche denne eksistentielle trussel: ”invasionsstyrkerne” må og skal ud, koste hvad det vil.
Det er den logiske konsekvens af de identitæres verdensbillede. Det så man helt konkret, da den danske identitære bevægelses nestor Daniel Beattie i et afsnit af sin podcast bad den daværende DF-politiker Martin Henriksen om at forholde sig til, at der, selv med incitamenter, vil ”være en nok ret stor gruppe, som måske ikke har lyst” til at forlade Danmark frivilligt.
”Og hvad gør man så?” Til det svarer Henriksen, at ”i forhold til statsborgerskab – hvis det er givet ved lov, så mener jeg sådan set også, at statsborgerskab kan tages ved lov. Så den mulighed er på bordet og kan komme i spil på et tidspunkt. Og den kommer i spil på et tidspunkt, hvis ikke man gør noget nu eller i hvertfald i den nærmeste fremtid”.
”Alle skal hjem”
Formålet med at skabe billedet af en brændende platform er at fjerne fokus fra, at de identitære forsøger at bryde med efterkrigstidens største politiske tabu: idéen om at en persons nationale tilhørsforhold er defineret af blodsbånd. Det er sådan, man skal forstå bevægelsens evigt vage formuleringer om såkaldt ”etnokulturel identitet”, hvor en kultur ikke kan adskilles fra det folk, som har skabt det.
Dette aspekt af bevægelsens tankegods var allerede blotlagt i franske Generation Identitærs gennembrudsvideo fra 2012: ”Vores eneste arv er vores jord, vores blod” – en formulering der vækker mindelser om den ideologisk centrale nazistiske idé om ”blod og jord”.
Identitære aktivister har givet udtryk for lignende formuleringer herhjemme. Da bevægelsens daværende talsperson Aurelija Aniulyte blev interviewet i Deadline i 2018, bekræftede hun for eksempel, at danskhed for hende var defineret ved blodets bånd. Da hun året efter blev spurgt af journalist og debattør Nima Zamani, om en person som ham, der er barn af iranske flygtninge, ville kunne være medlem af bevægelsen, hvis vedkommende ellers delte samtlige af dens holdninger, så svarede hun – efter en radiostilhed på 10 smertefulde sekunder – ”nej, du er iraner”.
Her ses det tydeligt, at Generation Identitærs indvandringsmodstand ikke først og fremmest bunder i islamkritik. Faktisk har bevægelsen og dens allierede ved flere lejligheder understreget, at andre grupper med ikke-vestlig baggrund ligeledes er omfattet af deres remigrationsdrømme.
Kort efter Messerschmidts kommentar til det radikale folketingsmedlem skrev talsmanden for Generation Identitær, Christian Grann Johansen, følgende på X: ”Like denne kommentar hvis du synes, at Danmark ville være et bedre sted, hvis Samira Nawa rejste hjem”.
Opslaget blev derefter delt af den tidligere talsmand for Generation Identitær Jonas Zuschke, der grundet sin alder ikke længere kan repræsentere ungdomsbevægelsen, men som vedbliver med at være en central skikkelse i det identitære miljø.
Han skriver: ”Den kulturradikale fremmede skal hjem”. En bruger i en anden debattråd skriver: ”Selvfølgelig er Samira dansk. Hvad kender du overhovedet til Samira og hendes familie?” Til det svarer Zuschke: ”At hun er fremmed”. Bemærk at den identitære aktivist ikke begrunder sin påstand ved at forsøge at kæde den radikale politiker sammen med bestemte religiøse synspunkter, som han mener er ”udanske”, sådan som en islamkritisk indvandringsmodstander ville have gjort.
Det fascistoide budskab er ikke til at tage fejl af: personer med ikke-vestlig baggrund er at betragte som parasitter, der må udskilles fra folkelegemet for at sikre dets fremtidige overlevelse
I stedet udpeges Nawa som udansk og uvelkommen alene på baggrund af sit etniske ophav. En anonym bruger foreslår i kommentarfeltet, at tidligere sekretariatsmedarbejder for Enhedslisten Cihat Bardak også skal ”sendes hjem”. Til det svarer Zuschke i Caps Lock: ”ALLE SKAL HJEM”. Det omfatter også komikeren Omar Marzouk, som i en X-kommentar fra Zuschke bliv rådet til at ”skride frivilligt”, før ”det bliver med andre midler”.
Da Marzouk svarer, at han skal deporteres, før han forlader landet, afrunder Zuschke samtalen med bemærkningen: ”Der kommer en dag, og der går næppe lang tid. Jeg glæder mig mere end du gør”. Dette må siges at være et maskefald, da Generation Identitær i årevis har insisteret på, at remigration skal foregå frivilligt, og derfor hverken skal forstås som repatriering eller deportation.
I dagene der fulgte, lavede en række medlemmer af Generation Identitær en række koordinerede opslag, hvori de forkaster termen ”nydansker”, som typisk anvendes om danske statsborgere med anden etnisk baggrund. Kun etniske danskeres børn kan ifølge de identitære aktivister forstås som ”nydanskere”. ”Migranter er ikke ’nydanskere’, og de bliver det aldrig”, lyder det således fra Christian Grann Johansen, der tidligere har omtalt personer med ikke-vestlig baggrund som ”snyltere”, der ”suger næring” fra værtssamfundet, ligesom man kender det fra ”biologien”.
Det fascistoide budskab er ikke til at tage fejl af: personer med ikke-vestlig baggrund er at betragte som parasitter, der må udskilles fra folkelegemet for at sikre dets fremtidige overlevelse. Det er svært at tolke disse udtalelser som andet end et ønske om etnisk udrensning.
En trussel mod det liberale demokrati
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved reaktionerne på Generation Identitærs aktion ovenpå Imam Ali-moskéen er, hvor lidt ”remigration” – ordet på aktivisternes banner – har fyldt i debatten.
I stedet er diskussionen kommet til at handle om, hvorvidt Generation Identitær brød loven, da de lavede deres politiske stunt. Moskéen selv har kaldt aktionen for ”hærværk”. Andre har sågar kaldt aktionen for et ”terrorangreb”. Begge anklager er nemme for de identitære aktivister at affeje, da der ikke blev udøvet vold eller gjort nogen materiel skade på moskéen.
Mere hold virker der til at være i anklagen om, at bevægelsen har foretaget en ulovlig indtrængning på privat grund. Bevægelsen mener dog selv, at dette kan retfærdiggøres i henhold til den demokratiske tradition omkring civil ulydighed. I et debatindlæg i POV International giver lektor i retsfilosofi Jakob V. H. Holtermann dem ret og skriver, at bevægelsen ”næsten forbilledligt rent” holder sig inden for rammerne af civil ulydighed.
Christian Grann Johansen har omtalt det liberale demokrati som ”en kæmpe fadæse” og i de senere år har bevægelsen samarbejdet tæt med en række ekstremister, som repræsenterer alt det, de højreradikale aktivister afviser at være
Omvendt mener tidligere landsformand for Konservativ Ungdom Christian Holst Vigilius, at civil ulydighed er udemokratisk, fordi overlagt lovbrud er at betragte som ”politisk selvtægt” og dermed et ”brud på vores fælles spilleregler”.
Generation Identitær blandede sig også selv i debatten. ”Vores aktion på toppen af Imam Ali-moskéen adskiller sig grundlæggende ikke fra, da Rosa Parks nægtede at flytte sig fra sit bussæde”, skrev Daniel Nordentoft fra bevægelsen i Berlingske og udstillede dermed, hvor absurd fokusset på legalitet og civil ulydighed er. For mens det er sandt, at både Parks og Generation Identitær udøver civil ulydighed, så gjorde Parks det for at protestere mod lige netop den slags etnisk adskillelsespolitik, som den højreradikale bevægelse taler for.
Man kunne måske tro, at et budskab, der så klart går imod grundsøjlerne i vores samfunds liberaldemokratiske fundament kunne få politikerne op af stolen. Da Weekendavisen forsøgte at få en reaktion fra Christiansborg-politikerne var det dog kun Liberal Alliances udlændingeordfører, Steffen Larsen, som havde lyst til at kommentere sagen.
Til avisen beskriver han dem som en legitim stemme i den offentlige debat på linje med Greta Thunberg: ”Jeg er i tvivl om, hvad de egentlig mener med ’remigration’. Jeg har spurgt dem tre gange og har endnu ikke fået et klart svar. Men det er vores demokratiske pligt at debattere med dem”. Denne åbentsindede tilgang fra landets største borgerlige parti er mildest talt usædvanlig set i et europæisk perspektiv. Flere af bevægelsens grene er således blevet beskrevet som ”ekstremistiske” af Europol, og i Frankrig anses den for at være så farlig at den er blevet forbudt per dekret af regeringen.
I Danmark har bevægelsen dog haft held med at iscenesætte sig selv som en lødig samtalepartner, og hver gang ekstremismeanklagen er blevet fremført, har dens aktivister forsikret offentligheden om, at Generation Identitær er en fredelig, demokratisk bevægelse, der opererer inden for lovens rammer og tager afstand fra alle totalitære ideologier, inklusiv fascismen. Kradser man en smule i overfladen begynder den fredelige og demokratielskende facade dog hurtigt at krakelere.
Christian Grann Johansen har for eksempel omtalt det liberale demokrati som ”en kæmpe fadæse” og i de senere år har bevægelsen samarbejdet tæt med en række ekstremister, som repræsenterer alt det, de højreradikale aktivister afviser at være. Herhjemme har bevægelsens aktivister for eksempel støttet op om den højreradikale aktivist Lars Kragh Andersen efter at denne først delte justitsminister Peter Hummelgaards privatadresse på det sociale medie X og senere blev anholdt med kniv, peberspray og gps-tracker udenfor han hjem.
Bevægelsen har ligeledes samarbejdet tæt med den flamske identitære aktivist Dries van Langenhove, der netop er blevet dømt af en belgisk domstol. Sagen bygger på en dokumentar udgivet af det belgiske public service-medie VRT. Her kom det frem, at van Langenhove havde oprettet en Discord-server til sin bevægelse Schild & Vrienden, hvor han havde skrevet voldsromantiserende kommentarer, mens gruppens medlemmer delte memes, hvor de sammenlignede deres egen bevægelse med nazismen, hyldede Holocaust og morede sig over mord på jøder og sorte.
I den identitære podcast Måneden set fra højre omtaler førnævnte Daniel Beattie disse memes som ”sådan rimelig standard højreorienterede”, mens Generation Identitærs Christian Grann Johansen joker med, at deres gruppechat er langt værre.
Generation Identitær har da også helhjertet støttet van Langenhove i retssagen, og han vedbliver med at være en central samarbejdspartner for bevægelsen flere år efter VRT-dokumentarens afsløringer. Schild & Vrienden-lederen var for eksempel en af hovedmændene bag dette års store remigrationskonference sammen med den identitære lederskikkelse Martin Sellner. Alt dette fortæller os en del om bevægelsens demokratiske sindelag.
Et demokratisk svigt af historiske dimensioner
Alligevel har bevægelsen haft held til at påvirke en betydelig del af den danske offentlighed. Det gælder ikke blot Dansk Folkeparti. Også i Lars Boje Mathiesens nye parti Borgernes Parti har idéen om remigration vundet indpas. I folketingssalen har Mathiesen således kaldt remigration ”nødvendig” for at ”redde Danmark”.
Folketingskandidat for partiet Nadja Natalie Isaksen tager skridtet videre. I et svar til en fascistisk X-profil, der argumenterer for, at ”en dansker er genetisk”, skriver hun: ”Lige nøjagtig. Dansk er noget man er, ikke noget man bliver”. Advokat Rasmus Munch Søndergaard, der er folketingskandidat for Borgernes Parti og som længe har færdedes i de samme højreradikale kredse som Generation Identitær, afslørede for nyligt, at han var pennefører på partiets remigrationspolitik.
Få dage efter argumenterede han på X for, at Samira Nawa ikke er dansk, fordi at hun er medlem af Det Radikale Venstre og har rost sin far for at kæmpe for oprettelsen af en muslimsk gravplads. Han problematiserer også hendes religiøse baggrund, som i hans øjne gør hende uværdig til at sidde på Christiansborg – eller som han beskriver det: ”borgen for ham, der følger Kristus”. ”Jeg glæder mig ikke ved at kræve, at Samira Nawa skal rejse hjem til Afghanistan”, konkluderer Søndergaard: ”Men hvis hun fortsat vil vælge fremmed byrd og blod frem for kærlighed til danskerne, er det mere end rimeligt at sige: ’Rejs hjem’”.
Ved at glemme den mest centrale lære af Anden Verdenskrig sætter man en hel gruppe mennesker – heriblandt danske statsborgere – i fare. Det er et demokratisk svigt af historiske dimensioner
Selv blandt medierne er fortællingen om remigration ved at vinde indpas. I en leder i BT med overskriften ”De skal ikke integreres. De skal hjem” skriver journalist og tidligere folketingspolitiker for Liberal Alliance Joachim B. Olsen for eksempel, at ”befolkningsudskiftningen” er ”en reel risiko” og at det derfor er ”nødvendigt med remigration”.
Ud fra teksten kan man konkludere, at Olsen ikke mener det samme med begrebet, som Generation Identitær, men den underliggende logik har han taget helhjertet til sig. Vi ser med andre ord vidne til en udvikling, hvor to begreber, der har deres oprindelse i det højreradikale miljø har vundet fodfæste i den danske politiske debat uden nogen større modstand.
Da Nawa besøgte Olsens podcast, var anledningen således ikke Messerschmidts besked; omend episoden blev berørt kortvarigt. Nej, det var den samme gamle diskussion om, hvorvidt Nørrebro er en sort plet på Danmarkskortet. BT-journalisten udtrykte ærgrelse over, at det ikke var muligt at få DF-lederen til at deltage i studiet, men det var hurtigt glemt igen.
I Folketinget var Nawas kolleger ligeledes forbavsende stille, da Messerschmidt skrev sin intimiderende besked. Heller ikke medierne virkede til at interessere sig for historien. En artikel hver i Berlingske og DR med en ”he-said-she-said”-vinkel var alt hvad det kunne blive til.
Omvendt skulle der ikke gå mere end et par uger før man i Berlingske kunne læse et indlæg af debattør Eva Gregersen, hvori det påstås, at Nawas ”islamvenlige politik” er ”undergravende for det liberale demokrati”. Hvis Messerschmidts besked var en prøveballon, så må remigrationsfortalerne være ovenud lykkelige. Nu er remigration ikke alene et begreb, som er blevet samlet op af prominente politikere og journalister – vi lever tilmed i et samfund, hvor det allerede er muligt for en partileder at skrive ”rejs hjem” til en folkevalgt politiker med dansk statsborgerskab og slippe godt fra det.
På X fortsætter de identitære aktivister med at skrive til tilfældige danskere med anden etnisk baggrund, at de snart kommer til at forlade landet. Parallelt med denne racistiske chikane diskuterer selvsamme aktivister remigrationens praktiske ladesiggørlighed med Socialdemokratiets Frederik Vad.
Naive journalister, meningsdannere og politikere har i årevis ageret nyttige idioter og mikrofonholdere for en yderligtgående højreradikal bevægelse med det forventelige resultat, at den er lykkedes med sin mission om at udbrede et politisk verdenssyn, der undergraver helt basale liberaldemokratiske grundprincipper, heriblandt princippet om at man ikke kan diskriminere på baggrund af etnicitet eller vilkårligt fratage borgere deres borgerrettigheder.
Det var strategisk klogt af Generation Identitær at vælge Imam Ali-moskéen som mål for deres aktion. Moskéen er længe blevet beskyldt for at have tætte bånd til det islamistiske iranske præstestyre; anklager som kun er blevet bestyrket af nylige afsløringer foretaget af Berlingske.
For mange islamkritikere repræsenterer moskéen således som et symbol på den trussel som fundamentalistisk islam udgør for det danske demokrati. Men bevægelsens remigrationsbudskab er ikke blot rettet mod islamister; den er rettet mod alle med ikke-vestlig baggrund. De liberaldemokratiske frihedsrettigheder er ikke noget værd, hvis de ikke gælder for Loke såvel som for Thor, for Anne såvel som for Aisha.
Derfor er det også vores demokratiske pligt at forsvare vores medborgere, når disse frihedsrettigheder trues. Mødes denne type angreb på det liberale demokrati med ligegyldighed risikerer vi, at disse frihedsrettigheder undergraves bid for bid. I andre lande er man i disse dage ved at se, hvordan det kan se ud, når disse idéer bliver omsat til politik. I USA har Donald Trump således oprettet et remigrationskontor og igangsat massedeportationer ved hjælp af en lov fra 1798, som siger, at sådanne deportationer kan retfærdiggøres i tilfælde af krig. Alt dette gøres under påskud af at immigrationen til landet kan forstås som en ”invasion”.
Denne deportationspolitik, der foregår uden rettergang, er i strid med alle demokratiske normer for retssikkerhed. Mest grotesk er historien om Kilmar Abrego Garcia, der fejlagtigt blev anklaget for at være bandekriminel og som derefter blev udvist til et af verdens mest brutale og farlige fængsler for bandekriminelle i El Salvador, som led i Trump aftale med præsident Nayib Bukele.
Det er denne type aftaler som den danske identitære aktivist Daniel Beattie i øjeblikket argumenterer for at Danmark bør efterligne i en debat med Socialdemokratiets Frederik Vad.
Ved at glemme den mest centrale lære af Anden Verdenskrig sætter man en hel gruppe mennesker – heriblandt danske statsborgere – i fare. Det er et demokratisk svigt af historiske dimensioner.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og