GRUNDLOVSTALE I – I dag holdes der skåltaler og festtaler for den danske grundlov. Den frieste grundlov i det lykkeligste land i verden med den mest oplyste befolkning. Det er det billede, vi ynder at tegne af os selv. Journalist Nils-Chr. Nilson, årgang 1945, underkaster det danske demokrati en kritisk analyse, og resultatet er intet mindre end nedslående. Populismen marcherer og langsomt undermineres alle vore rettigheder. Det er på tide med en bevægelse for bevarelse af demokratiet, før det er for sent.
En af de største misforståelser i Danmark er, at vi tager demokratiet for givet. Vi har vænnet os så meget til det, at vi ikke ænser truslerne, ikke lægger mærke til, hvordan vore demokratiske rettigheder undermineres år for år, eller hvordan magten samles på stadig færre hænder; eller rettere sagt hos de tre store populistiske partier, Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti, der i vid udstrækning er enige om at svække de kontrolmekanismer, som ellers har holdt demokratiet levende og frisk og underkastet kritisk revision.
Populismen stortrives og tæt i hælene på populismen og dens fordummelse af menigmand også skabelsen af fjendebilleder og forenklinger af politiske problemstillinger, der følger den stærke mand.
Danmark er også i skred, ikke voldsomt, ikke på en måde, så vi pludselig ser et stort demokratisk tilbageskridt. Men vi er på vej, og skridt for skridt svækkes demokratiet
Og det gælder hvad enten det er af højre- eller venstreorienteret tilsnit. De første skridt i retning af fascisme er gjort: Se blot på Polen, Ungarn, USA, Rusland, Tyrkiet.
Dagens ret: Vildledning, fortielser og ansvarsforflygtigelse
Madeleine Albright, tidligere amerikansk udenrigsminister, referer i sin bog ’Fascism’, hvordan hun spurgte sine studenter, om et fascistisk USA er tænkeligt.
’Ja’, svarede en af dem, ’fordi vi ikke ser faren’.
Danmark er også i skred, ikke voldsomt, ikke på en måde, så vi pludselig ser et stort demokratisk tilbageskridt. Men vi er på vej, og skridt for skridt svækkes demokratiet.
Viggo Hørup skrev i 1885: ’Demokratiets princip er den fuldstændige og gennemførte mistillid’.
Det betyder, at vælgere og politiske mindretal har krav på at få fuld og præcis oplysning om baggrunden for flertallets politiske beslutninger, så disse kan blive gennemlyst og diskuteret og eventuelt revideret.
Sådan har det været, men er det ikke længere.
Ingen bliver draget til ansvar, alle er enige om at dække for hinanden. ’Vi er alle skyldige, og så er ingen skyldige’. Og de undrer sig over politikerlede … Den politiske klasse lader ikke længere sine beslutninger analysere og helst ikke kritisere
Afgørende beslutninger som salget af DONG eller salget af Statens Seruminstitut, begge oplagte misforståelser, er blevet dækket til af tunge dyner i form af vildledning, fortielser eller bare almindelig ansvarsforflygtigelse.
Eller tænk bare på de 100-200 milliarder kroner, som det danske skattevæsen har mistet, primært på grund af manglende eller dårlig politisk ledelse.
Ingen bliver draget til ansvar, alle er enige om at dække for hinanden. ’Vi er alle skyldige, og så er ingen skyldige’. Og de undrer sig over politikerlede.
Den politiske klasse lader ikke længere sine beslutninger analysere og helst ikke kritisere.
Viggo Hørup formulerede også slagordet: ’Ingen over, ingen ved siden af Folketinget’, men Folketinget og dets medlemmer bliver mere og mere afmægtige.
Folketingets kontrolinstanser, ombudsmanden, rigsrevisionen, statsrevisorerne, PET-tilsynet og rådgivere som de økonomiske vismænd bliver tvangsflyttet til Provinsen, og deres kritik eller råd afvises med ministeriel arrogance med: ’Vi er ikke enige’. Det er aldrig sket tidligere. De tre store, populistiske partier har intet at lade hinanden høre. Hvis de ikke allerede sidder bredbaget på bagsædet af en ministerbil, regner de med at få kørelejlighed næste gang.
Svækkelsen af demokratiet er i fuld gang
De tre store populistiske partier er ikke alene enige om, at kritik er uvelkommen. De er også enige om, at deres beslutninger skal træffes i det dunkle.
Når en stærk departementschef, vistnok opkaldt efter katten Garfield, råder sine embedsmænd til at holde skjult, hvad der kan holdes skjult, så har han fuld politisk opbakning. Løfterne om en lempelse af ’mørklægningsloven’, den lovgivning som har svækket retten til aktindsigt, er for længst sparket ud af døren. Magthaverne vil ikke kigges i kortene.
Vejen til den populistiske/fascistiske stat går gennem en ændring af valgreglerne og kontrol med medierne, enten ved en overtagelse eller gennem en økonomisk svækkelse af dem, fulgt op af drakoniske straffe.
Der har aldrig før været så mange fængslede journalister i verden, 262 i 2017.
Også her er Danmark med på marchen mod et samfund uden politisk kritik. Venstre taler om pressens uhyrligheder og kræver hårde straffe, også af udgiverne, hvormed man krænker pressens redaktionelle uafhængighed. Helt bevidst.
Men når Venstres ordfører Jan E. Jørgensen skal komme med eksempler på pressens uhyrligheder, kan han kun komme i tanke om to (2). Se og Hør-sagen, som nok mest er et eksempel på kriminel aktivitet, og Maria-mordet i Herning. Det var i 2010! På det spinkle grundlag fordømmer han hele den danske presse. Den skal i lænker.
Nedskæringerne i DR er i den grad et opgør med den nationale senders mulighed for at investere i kritisk journalistik, der som bekendt koster penge og masser af arbejdskraft. Armslængde-princippet er ved at forsvinde
Regeringens udspil til et nyt medieforlig går i samme retning. Nedskæringerne i DR er i den grad et opgør med den nationale senders mulighed for at investere i kritisk journalistik, der som bekendt koster penge og masser af arbejdskraft. Armslængde-princippet er ved at forsvinde, og den kritiske offentlighed får en narresut i form af en ’public service pulje’ på 200 mio. kr.
Puljen er ikke nærmere defineret, men tror nogen, at der bevilges en krone fra den pulje, hvis jeg og en kollega f.eks. søger et par millioner til en undersøgelse af relationerne mellem dele af erhvervslivet og statsminister Lars Løkke Rasmussens privatøkonomi? Public service vil formentlig blive defineret som ligegyldig underholdning og pjat.
Når Socialdemokratiets stærke mand, Henrik Sass Larsen, går ud i et voldsomt angreb mod pressen, marcherer han i samme retning som USA’s præsident, Donald Trump, når denne kalder pressen for ’folkets fjende’, og beskylder den for konsekvente af præsentere ’fake news’.
Sass er ikke så voldsom i sin retorik, men det er kun en gradsforskel, retningen er den samme. Demokratisk sindede amerikanere ser faren i Trumps overfald på pressen. Demokratisk sindede danskere bør også se faren i Sass Larsens overfald på pressen.
Politikerne skaber deres egne medier
Madeleine Albright gør med rette i sin bog opmærksom på, at forudsætningen for at populisterne kan få frit spil er, at de kvæler den frie presse, og hvis det ikke helt kan lykkes, så i det mindste svækker den og bevidst underminerer dens troværdighed. Det er jo, hvad Trump og Sass er i færd med.
Det er et led i denne helt bevidste (danske) proces, at partierne opbygger deres egne nyhedsmedier, at politikere unddrager sig kritiske spørgsmål, men foretrækker at bruge sociale medier, hvor de uimodsagt kan fremføre en hvilken som helst påstand. Hyppigt styrkes fjendebillederne af f.eks. indvandrere, fulgt op af ren og skær symbolpolitik.
Danmark trækker internationalt overskrifter. Burkaforbud, Inger Støjbergs lagkager mv. Og i min gård sidder en 43-årig canadisk kvinde, som efter 8 år i Danmark i fuld beskæftigelse, skal lære 120 sider om dansk demokrati nærmest udenad for at få en mere permanent opholdstilladelse.
Det radikale medlem af Europa Parlamentet, Jens Rohde, tidligere Venstre, er en af de få politikere, der ser systematikken i angrebene på pressen og faren for demokratiet
Jeg har krydsforhørt hende. Hun kan sgu mere end mig. Nye fagre elendige verden.
Det radikale medlem af Europa Parlamentet, Jens Rohde, tidligere Venstre, er en af de få politikere, der ser systematikken i angrebene på pressen og faren for demokratiet.
’Alle medierne skal spise nådsensbrød af regeringens hånd, og man vil have en hård styring af DR. Det er jo nogle reminiscenser af det, vi ser i Polen og Ungarn’, sagde han 27/5 2018 til Ekstra Bladet.
I årets mest oversete interview, der da heller ikke kan opstøves online. Her sagde han også: ’Vores retsstat og liberale demokrati er ved at falde fra hinanden. Det gør mig vildt indigneret, når man f.eks. på et samråd ikke kan få at vide, hvem der har ansvaret, når en minister på et åbent samråd siger, at man ikke har fortalt sandheden og har brudt loven’.
Jeg nævnte valgreglerne. De er jo ikke grundfæstet i Grundloven. De tre populistiske partier kan sagtens blive trætte af alt det vrøvl og kævl på bagsmækken med partier som Radikale Venstre, SF eller Liberal Alliance.
Intet forhindrer dem i at forhøje spærregrænsen fra de nuværende to procent til hvad som helst, selv ti procent som i Tyrkiet.
I et levende demokrati som det tyske, har et kvalificeret mindretal ret til at nedsætte undersøgelsesudvalg, hvor både embedsmænd og ministre skal udtale sig under strafansvar. Herhjemme bestemmer det til enhver tid rådende flertal selv over, hvad det ønsker undersøgt
Og de 179 medlemmer af Folketinget? Det skal have mindst 135 medlemmer og højst 179. En nedskæring kan de tre store populistiske partier sælge som en effektivisering af demokratiet. Det vil det også være, for mindretallene vil blive svækkede eller forsvinder helt ud af parlamentet.
Demokraten Kr. Thulesen Dahl
Her skal det dog, måske overraskende for nogen, noteres, at jeg tror, at Kr. Thulesen Dahl har mere demokrati indbygget i knoglerne end Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen tilsammen.
Mindretallene har det i forvejen svært i det danske folketing. I et levende demokrati som det tyske, har et kvalificeret mindretal ret til at nedsætte undersøgelsesudvalg, hvor både embedsmænd og ministre skal udtale sig under strafansvar. Herhjemme bestemmer det til enhver tid rådende flertal selv over, hvad det ønsker undersøgt.
Og selv, hvis det tvinges til undersøgelser, kan det sabotere dem. Se blot Tibet-kommissionen. Den blev vildledt, ført bag lyset, fik ikke de nødvendige oplysninger og endte med at kritisere to politifolk langt ned i systemet, og de er siden blevet anklaget. Som Hørup skrev flere gange: ’Vi skal højere op med ansvaret’, men det er ikke muligt i nutidens Danmark.
I Grundloven skrives der om magtens tredeling. Det indebærer uafhængige domstole. Uafhængige, hvad? Aldrig nogen sinde før har så mange magtfulde politikere har så travlt som nu med at fortælle domstolene, hvordan de skal dømme. Ikke en gang i provisorietiden (1885-1894, hvor de ridende gendarmer holdt lov og orden).
En slovakisk skatteadvokat blev i fuld offentlig fordømt af en statsminister, der intet kendte til sagen. Hvis det havde været omvendt, en dansk skatteadvokat i et slagsmål i Bratislava og en fordømmelse af Slovakiets statsminister, havde vi straks råbt ’bananrepublik’
Vi har vist nok fri bevisførelse og fri bevisbedømmelse her i landet, men politikerne blander sig hele tiden. Det mest tragikomiske eksempel er, at da justitsminister Søren Pape Poulsens forlovede rodede sig ind i et slagsmål sent på natten på et tvivlsomt værtshus, var statsminister Lars Løkke Rasmussen hurtigt ude med en afstandtagen fra ’hatecrime’.
En slovakisk skatteadvokat blev i fuld offentlig fordømt af en statsminister, der intet kendte til sagen. Hvis det havde været omvendt, en dansk skatteadvokat i et slagsmål i Bratislava og en fordømmelse af Slovakiets statsminister, havde vi straks råbt ’bananrepublik’.
Manglende direkte kontakt til vælgerne
Politikerne kan ikke lade være med at fortælle domstolene, hvordan de skal dømme. Heldigvis er danske dommere ikke så sølle som Bert Brechts dommer i nazitiden: ’Så fortæl mig dog, hvordan jeg skal dømme, så gør jeg det’.
Helt mod sædvane vil jeg rose den danske dommerstand, som ellers har dømt til min ugunst et par gange.
Ritt Bjerregaard, tidligere EU-kommissær, Socialdemokratisk gruppeformand og minister i flere omgange forklarer i sin bog ’Valgt’, at demokratiet er svækket, fordi den direkte kontakt til vælgerne er blevet reduceret. Socialdemokratiet havde i 1960 250.000 medlemmer, som havde mulighed for at møde de folkevalgte flere gange om året. Nu er der 37.000 medlemmer.
Andre partier er det gået lige så dårligt.
Ritt har altid være begejstret for det direkte møde med partimedlemmer og vælgere, og jeg ved det, for jeg har oplevet hende i aktion.
De folkevalgte har erstattet vælgerkontakten med kontakten til deres spindoktorer. De får ikke længere deres input fra vælgerne, men fra alt for højt betalte journalister af divergerende kvalitet
Men den form for demokratisk interaktion bliver færre og færre. Der er ikke så mange medlemmer tilbage, og de folkevalgte har erstattet vælgerkontakten med kontakten til deres spindoktorer. De får ikke længere deres input fra vælgerne, men fra alt for højt betalte journalister af divergerende kvalitet.
Den sidste bonde i Folketinget
Der er ganske enkelt sket en fremmedgørelse mellem politikere og befolkning. De lever hver deres eget liv, arbejderen og bonden er forsvundet fra Christiansborg.
Eller er blevet et eksklusivt mindretal. Niels Anker Kofoed, V (1929-2018) er vel den sidste bonde i Folketinget. Håndens folk er mere eller mindre blevet erstattet af unge, der er vokset op i ungdomsorganisationerne og som har et halvfærdigt studium bag sig og nærmest ingen berøring med erhvervslivet.
Det står lige så slemt til i pressen. Man skal søge med lys og lygte på de tre uddannelsesinstitutioner for at finde et ungt menneske med erhvervserfaring eller en svagere økonomisk baggrund. Og jeg ved det, jeg har haft så meget kontakt med journalistpraktikanter, enten på squashbanen, eller som redaktør er et personaleblad.
Nu ser vi en udvikling, hvor familier, især i udkantsområder, fastholdes i den nederste decil (de 10 procent med den laveste indkomst) i flere generationer
Uddannelsessystemet vanskeliggør sabbatår, så nu er unge journalister i begyndelsen af 20’erne og uden anden erhvervserfaring andet end fra bagerbutikken søndag morgen. Det er overklassens unge børn, der vil præge fremtidens journalistik, og al den teori, de indterpes (metodeanalyse, mindst 14 sider, bøvs), er uden relevans til daglig journalistik. I gamle dage i Haderslev sagde vi, at den private realskole var for ’rige folks dumme børn’. Det er journalistuddannelsen også ved at udvikle sig til.
Farvel til den sociale mobilitet
I Danmark har vi med rette været så stolt af vores sociale mobilitet, som har været den højeste i verden. Den såkaldte amerikanske drøm om alles lige muligheder var især dansk.
Nu ser vi en udvikling, hvor familier, især i udkantsområder, fastholdes i den nederste decil (de 10 procent med den laveste indkomst) i flere generationer. Hvis noget skaber grobund for populisme og en efterfølgende fascisme, så er det svage indkomstgrupper generation efter generation uden udsigt til forbedring. (Jeg fravælger bevidst udtrykket ’underklasse’, som jeg ikke kan fordrage, og som jeg selv kommer fra).
Men populistiske politikere har alt for nemt ved at bilde den gruppe af befolkningen ind, at det er ’de fremmede’, der er skyld i al deres elendighed. Og danske politikere holder sig bestemt ikke tilbage.
De radikales fremdriftsreform og efterfølgende skærpelse af uddannelseskravene har også sendt Danmark langt ned på listen over lande, hvor børn får en bedre uddannelse end deres forældre. Vi fører ikke længere, og det er igen et symptom på, at vi bevidst overser den nederste decil og dens muligheder for uddannelse og et bedre liv end forældrenes.
Nu er jeg 72 år og ønsker ikke så meget forandring. Jeg vil hellere holde på det, vi har, og som jeg holder af
Uanset, hvor man kigger hen, så er der meget lidt opmuntring at hente. Og dog. Valgforskere er positivt overraskede over de 18-åriges høje valgdeltagelse ved de seneste kommunale valg. Det er så positivt, så positivt. Og pressen lader sig ikke lægge i lænker, den protesterer. Og der er stadig politikere, som f.eks. Jens Rohde, som ser faren og truslerne mod et demokratisk Danmark.
En efterlysning: Hvem vil vogte over demokratiet?
I år diskuterer vi meget 1968’ernes indflydelse. Jeg trækker på skulderen.
De var mange, der kiggede forbi, og de forsvandt lige så hurtigt. Ungdomsoprøret, det virkelige startede i Provinsen omkring 1959 med masser af aktivitet i Kampagnen mod Atomvåben, Aldrig mere Krig, Sydafrika-Komiteer, protest mod politisk registrering, kamp mod det fascistiske Moralsk Oprustning. Men den bølge, der startede ca. 1959 har været med til at forandre Danmark.
Nu er jeg 72 år og ønsker ikke så meget forandring. Jeg vil hellere holde på det, vi har, og som jeg holder af. Begrebet Demokratisk Alliance blev skamskændet af nogle halvfascister i 1960’erne, men jeg ville sådan ønske, at der i nutidens Danmark opstår en Demokratisk Alliance, der holder et vågent øje med truslerne mod demokratiet, og jeg har end ikke nævnt registreringen af os på internettet, som jeg er for gammel til helt at forstå. For at undgå forveksling kunne vi jo kalde det Demokratisk Aktion.
Jeg tror, at det er muligt at advare mod den snigende populisme, der kan føre Danmark på afveje
Vi har behov for, at gode danske, demokratiske kræfter slutter sig sammen og vogter over vores frihed, grundlov og skønne danske samfund. Det kommer, for jeg tror, at det er muligt at advare mod den snigende populisme, der kan føre Danmark på afveje.
Og derfor vil jeg også udbringe et leve for Danmark på denne dejlige festdag for Grundloven.
Nils-Chr. Nilson, bedre kendt som Nille, var i 1963-2015 ansat i Politikens Hus. Nu er han pensionist og skriver i POV. Bidrag til farvepatroner kan sendes til hans MobilePay: 20333031
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
