SEIKATSU – japansk hverdag: Når låget er skruet af hver eneste plastikflaske, og når etiketten er smidt ud for sig, så har den japanske husmor gjort sit arbejde ordentligt.
Hver torsdag samles der ind, og det hele er klar henne på gadehjørnet klokken halv ni om morgenen.
Plastikflasker – de såkaldte pet-flasker – i den grønne kasse, vinflasker og marmeladeglas i den gule kasse og dåser af alle slags i den blå kasse. I gamle dage var der separate kasser for tin- og aluminium-dåser, men det er afskaffet nu.
Rundt i de smalle gader kommer små ladbiler kørende, hver bemandet med tre-fire travle mænd. Den ene ladbil henter alle pet-flaskerne – og kun dem. Den næste henter glasflasker – og den næste dåser. Det tager kun et øjeblik – så er de videre. De grønne, gule og blå kasser smækkes sammen, så de ikke længere fylder op i gaden.
Hvis man kigger nøjere efter (se billedet), er lågene normalt skruet af hver eneste plastikflaske, og etiketterne er flået af og smidt ud for sig. Først da har den japanske husmor – og det er næsten altid husmødre, der hænger på den opgave – gjort sit arbejde ordentligt. Det er noget, man er opdraget til.
Skruelågene? Dem samler man omhyggeligt sammen i en plasticpose og afleverer i en dunk uden for Brugsen, når man går på indkøb. Jeg skal love jer for, at der er mange skruelåg i den dunk.
En fjerde ladbil henter pap og papir – det er også om torsdagen, at det bliver afhentet. Japan har den højeste genbrugsprocent af papir og pap i verden. Over 70 procent bliver indsamlet, og godt 60 procent bliver til nyt papir.
Japanernes fokus på genbrug af affald har i vore dage naturligvis en klar sammenhæng med, at det er et samfund, hvor man bor tæt sammen, og hvor man producerer meget affald.
Man giver mange gaver, altid i fantasifulde indpakninger, hvor der hverken er sparet på papir eller plastik. Køber man fine æbler og pærer i grønthandelen, bliver de pakket ind hver for sig. Køber man en croissant og et wienerbrød i et konditori, får de hver sin plasticpose. Japanerne bruger 25 milliarder engangsspisepinde om året, en mindre urskov. Så der er på mange områder alvorlig kritik af det japanske samfunds ressourceforbrug og dettes indvirkning på miljøet – også i selve Japan.
Men traditionen for omhyggeligt genbrug af affaldet fra den daglige husholdning er meget indgroet – og det er vel at mærke ikke en modedille, som er opstået i de seneste årtier på grund af økologisk bevidsthed og påvirkning fra Vesten.
Det går langt længere tilbage og har sine rødder i fattigdommen under krigen og i det første årtier efter krigen. Gennem hele efterkrigstiden har den været tæt forbundet med det fællesskab, som blev skabt af kvindegrupper, husmoderforeninger og forældresammenslutninger, der voksede frem i byernes boligkvarterer i det meget kønsopdelte samfund, som udviklede sig.
I dag er det sådan, at man i langt de fleste japanske bykommuner opdeler sit affald i ikke mindre end 12 kategorier, allerede inden det kommer ud af hoveddøren.
Der indsamles mellemstort skrald en fast ugedag, el-artikler en anden fast ugedag. Og så bliver der hos os samlet husholdningsaffald to gange om ugen – om onsdagen og lørdagen.
Alene i Tokyo-området bor der 38 millioner mennesker i et stort sammenhængende byområde på størrelse med Sjælland. Det giver afsindige mængder husholdningsaffald. I hele Japan indsamles der 450 millioner ton om året. 80 millioner ton deponeres i nye inddæmmede landområder, og de øvrige 370 millioner ton brændes i forbrændingsanlæg.
Man samler sit husholdningsaffald i plastikposer, som man binder omhyggeligt sammen i åbningen. Derpå opbevares poserne i boligen eller på altanen – uanset hvor varmt det er. Man kan godt stille det ned på hjørnet aftenen inden indsamlingsmorgenen, hvis man vil sove længe, eller hvis man ved, man har travlt næste morgen – det er der nogle, der gør – men det bedste er, at man først stiller det ned umiddelbart, inden det afhentes.
Så lokker man storbyens mange store sortkrager det mindre. Kragerne viser sig altid på indsamlingsdagen, og det er en frygteligt pinlig ting over for naboerne, hvis man ikke har bundet sine plastikposer godt nok, og der viser sig at være et hul, som kragerne kan få stukket næbbet ind igennem.
Det er også på det tidspunkt af morgenen, at forhutlede hjemløse, som man ellers aldrig ser, dukker op i pæne folks boligkvarterer. Pludselig er de der med deres cykler og trækvogne, de roder bunkerne igennem og snupper lynhurtigt de genbrugsdåser i dåsekassen, som de kan få penge for i butikkerne, og alt andet af værdi for dem. Og væk igen er de.
Hvis I har mod på at honorere denne uges blog med et beløb og på den måde bidrage til, at der kommer mange flere af slagsen, kan det ske via Mobile Pay på 26360251.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
