“Den syntes at ligne noget fra Huxleys Fagre Nye Verden, hvor man fremstiller mennesker på samlebånd i reagensglaslignende systemer. Det var den også, bare lidt mere primitivt.” Jakob Brønnum undrer sig over forekomsten af nogle nye, kolossale, vinduesløse bygninger i landskabet.
Under en af mine få, vellykkede håndværksmæssige opgaver på højt niveau, nemlig udskiftningen af en opvaskemaskineslange, stødte jeg på en overraskende arkitektonisk nyskabelse, som jeg ikke tidligere havde bemærket.
Ved et teknokratisk mirakel lå opvaskemaskineproducentens centrallager i min by, og jeg kunne derfor hente reservedelen selv efter at have bestilt den gennem en telefonservice.
Bygningen, hvor lageret lå, var enorm. Den lå udenfor byen og skinnede sølvgråt i solen, helt uden vinduer. Når jeg siger enorm, mener jeg 300 meter lang, 40 meter bred, fire etager høj, ikke helt firkantet eller rektangulær, men med visse områder, der var højere end andre og med en vinkel på bygningen, hvor parkeringspladsen lå og indgangen. For man kunne faktisk komme ind i bygningen.
Den syntes at ligne noget fra Huxleys Fagre Nye Verden, hvor man fremstiller mennesker på samlebånd i reagensglaslignende systemer. Det var den også, bare lidt mere primitivt.
Ekspedition i robotfart
Det var i hvert fald den fornemmelse man fik, indtil man gik ind i den forretningslignende virksomhed, der lå i et hjørne af indgangsområdet og viste sig at være overraskende hyggelig.
Den rummede dels en disk, hvor man gik hen med sine bestillinger, dels en slags åben kantine eller café, der også var uventet, dels et egentlig forretningsområde, hvor man kunne købe enkle håndværksmæssigt tilbehør som gaffatape og arbejdshandsker.
I mellemtiden stod jeg og spiste slik, som de havde i små skåle ved disken
Det var ikke kun til det personale, der kunne tænkes at være der, kantineområdet lå der. Det var også til privatkunder eller håndværkere, der skulle bruge noget i en fart, eftersom den korteste ekspeditionstid på at hente noget i centrallagret var en time.
Jeg gik hen til disken og meddelte min bestilling. Den var ikke helt klar, men jeg fik den snart. I mellemtiden stod jeg og spiste slik, som de havde i små skåle ved disken.
Robotterne kunne kun finde ud af det, hvis kasserne var lige store, så derfor dette enorme spild af ressourcer
En ung mand kom gående med en stor papkasse, der var cirka 10-15 gange større end nødvendigt til den reservedel, jeg skulle bruge. Den havde en tydelig stregkode klistret uden på og skulle ikke bruges igen. Jeg havde naturligvis allerede forstået og fået forklaret, hvad det var for et sted, vi befandt os.
Der var ingen mennesker inde i den kolossale bygning. Det var et kæmpestort, robotbetjent lagerrum. Et såkaldt automatisk lager. Robotterne kunne kun finde ud af det, hvis kasserne var lige store, så derfor dette enorme spild af ressourcer.
Det var en interessant oplevelse, folk på stedet var hyggelige og slikket i skålene var godt. Men mon de havde fortalt ejerne, at det koster ligeså meget i papkasser som det ville koste at have to mand ansat på lageret til at hente de forskellige ting? Det er ikke sikkert.
Science fiction-tiden er kommet
Siden har jeg set dem i landskabet flere gange. De store, vinduesløse bygninger. Man lægger ikke mærke til dem i begyndelsen, netop fordi de ikke har vinduer. I begyndelsen var de største bygninger, man så, de store omladningshaller, som Ikea eller andre mægtige butikskæder bruger. Udenfor Jönköping i Sverige har jeg set sådan en, som jeg vurderer til at være 500 meter lang.
Sci-fi-tiden er kommet
Men de her kommer til at overgå det. Science fiction-tiden er kommet. Der er kun én, der synes det er smart, og det er ham, der har betalt hele gildet og ikke behøver ansætte flere lagerarbejdere, der skal have ferie, barselsorlov, frokostpauser, sygeforsikring, efteruddannelse, opsigelsesvarsler, arbejdstøj, kantineforhold og fri på Grundlovsdag.
Jeg har kendt to lagerarbejdere. Den ene var uddannet butiksassistent i et fint gammelt stormagasin i København, men vendte hjem til sin fødeegn og blev lagerarbejder i mangel af bedre. Han har haft et godt liv, tror jeg, for han har haft nogle sunde fritidsinteresser, som har skabt lys i hans verden, hvis der var mere skyggefuldt inde i lagret.
Den anden var højere uddannet, men havde fået så stærke udbrændthedssymptomer, at hun ikke længere kunne bestride et arbejde sammen med andre mennesker. Men hun fik arbejde på et lager og kunne derfor klare sig igennem tilværelsen, hvor hendes mand var bankassistent – et andet robottruet erhverv.
Men nu er der snart ikke brug for flere lagerarbejdere. De må nu finde sig et andet arbejde. Det har de sikkert allerede gjort. Måske er de blevet rengøringsassistenter. Der kan de være, indtil man opfinder en støvsuger, der kan kende forskel på plantejord og støv. Eller skifter alle planterne ud med plastikplanter.
Topfoto: Prospektfoto til en såkaldt automatisk lagerbygning fra arkitekturfirmaet AK83
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
