Bag Jerntæppet: Vestover mod Europas bund, Moldova

af i Europa/Historie/Liv & Mennesker

REJSEBREVE FRA UDKANTSEUROPA #15 – Vi har set Stalin-blokke og Khrustjov-blokke i alle stadier af mislighold og forfald hele vejen fra Østtyskland til Krim og Krasnodar skriver Anne Haubek og Thomas Ubbesen fra Moldova – men karréerne derude i skumringen ligner … den materialiserede, grå håbløshed omgivet af losseplads og nøgne, sorte træer.

Odessa er en vidunderlig perle, det er sandt – ved Potemkin trappen, ved operaen, ved vores eget Londonskay hotel – men jo mere vi vandrer gennem de brede boulevarder i retning af banegården og det berømte og berygtede Privoz-marked, jo mere afskallet og usselt bliver det hele.

Store dele af byen er ganske enkelt faldefærdig og uegnet til menneskelig beboelse, men mennesker er her masser af, og langt de fleste er ludfattige og klædt i elendigt sort, gråt eller brunt vintertøj i ersatz-materialer.

Der står et par gamle koner i snesjappet og sorterer spiselige mandariner ud fra en dynge kasserede. Andre står bare og piber med hånden fremme

Vi er på vej til busstationen, vi skal videre til Moldova i dag, og skal igennem dette marked for at komme derhen. Privoz-markedet er af en eller anden grund berømt – det var vist der, Raisa anbefalede os at gøre vore indkøb – men inde i de dunkle tunneler under baldakinerne, inde blandt de utallige boder, hvor frysende, kæderygende og gennemlurvede eksistenser falbyder alt mellem himmel og jord, ligner det en mellemting mellem et bankerot loppemarked og en ureguleret genbrugsstation. Gammelt ragelse, dynger af farvestrålende gummisko fra Bangladesh, rustne skruer og søm, elektroniske plastikdimser og legetøj. Usælgeligt bras, hvis ikke det var fordi, at kunderne var endnu fattigere end sælgerne. Der står et par gamle koner i snesjappet og sorterer spiselige mandariner ud fra en dynge kasserede. Andre står bare og piber med hånden fremme.

Vestover mod Europas bund

Men vi skal vestover i dag, til et land, en historisk, social og politisk mærkværdighed, der er endnu fattigere end dette marked og Ukraine som helhed – til et nærmest ukendt og, så vidt vi har hørt, temmeligt uattraktivt område, der gemmer sig i bunden af Europas bund. Moldova.

Der er ét tog om dagen, det afgår sidst på eftermiddagen og tager den halve nat for at nå hovedstaden Chisinau, som ellers kun ligger omkring halvandet hundrede kilometer væk; den ekstraordinære rejsetid har muligvis noget at gøre med særlige, uløste verdenspolitiske udfordringer, som toget ikke kan undgå at bumle igennem undervejs.

Alternativet er at gøre som de talrige moldovanere, der ikke har en Mercedes eller en BMW, og tage en minibus fra stationen her ved Privoz-markedet. Det er det vi gør. Busserne kører syd om den største storpolitiske udfordring i regionen, et smalt stykke land, der går under betegnelsen ”Folkerepublikken Transdniester”, og de holder sig undervejs på ukrainsk territorie, før de sætter kursen nordpå, krydser grænsen ind i Moldova og tilbagelægger de sidste 100 kilometer til Chisinau. Ganske vist krydser de floden Dniester, men de holder sig på afstand af Transdniester.

Det er OK. Den lille bus er fyldt til sidste plads, men så heller ikke mere, så det går. Ikke så snart er vi på landevejen mod vest, før chaufføren – en blid og ualmindeligt venlig ældre mand, som jeg virkelig, for hans egen skyld, håber er tunghør – tænder for radioen, der med ekstrem styrke transmitterer hidsige reklamer, bimlende jingles, maskinkanonknævrende DJs og ukrainsk/moldovisk etno-techno-pop med stærkt erotiske hip-hop-elementer som gennemgående virkemiddel.

Meget af tiden overtages lydbilledet af statisk skrat på fuld volumen, når stationerne indimellem går tabt mellem bakker og bjerge, men det får lov at fortsætte non-stop samtlige seks timer til endestationen. Det er sådan set OK. Sådan er det i Østeuropa. Og i Mellemøsten og i Fjernøsten og i Afrika. Sådan er det bare! Take it or leave it!

På et tidspunkt forlader vi hovedvejen mod vest og fortsætter ad en næste ubefærdet og temmelig hullet bivej op til grænsen. Mens vi venter på vores stempel i passet kommer en smilende, kvindelig grænsebetjent ind med en kurv moldoviske æbler: Værs’go, i anledning af højtiden. Tag bare et par stykker, de er af egen avl. 1-0 til Moldova.

Det bliver eftermiddag, og vi fortsætter i strålende sol gennem et mennesketomt landskab af bølgende bakker, dækket af vinmarker. Kilometer efter kilometer. Vin nok til … til evig tid, skulle man tro.

Det, vi ser gennem busruden i dagens sidste grå lys, ligner intet mindre end en humanitær katastrofe

Vin er vist deres eneste eksportvare her, siger Anne. ”Men alle er enige om, at de er rigtigt gode til det. Supergod vin. Vi skal have købt en flaske af de bedste til i morgen aften, ikke?”

Jo, det er jo juleaften. Og der skal også noget til at skylle Ivans hjemmevin ned med. Noget rigtigt godt noget.

Her er ingen Kære Mor

Vejen er i virkelig dårlig forfatning, men det er hovedforbindelsen til omverdenen. Sådan er det bare. Her er endeløse mængder af god vin, kan vi se, men ikke midler til at holde en vejforbindelse til hovedstaden ved lige. Og småbyerne, hvor vi ind imellem stopper, er om muligt endnu uslere at se på, end alt andet vi har oplevet på denne tur: Sammensunkne småhuse, dynger af affald, vandpytter, snesjap og grå og usmilende udkantsmennesker – især ældre – sjoskende omkring i store gummistøvler og fattigt kluns. Bussen forfølges af galpende hundeflokke efter hvert stop.

Det bliver kun værre.

Chisinau har godt en halv million indbyggere og beskrives som Moldovas økonomiske og kommercielle centrum, det er her folk rykker ind for at slippe væk fra udkantens fuldstændige udsigtsløshed. Men det, vi ser gennem busruden i dagens sidste grå lys, ligner intet mindre end en humanitær katastrofe.

Vi har set Stalin-blokke og Khrustjov-blokke i alle stadier af mislighold og forfald hele vejen fra Østtyskland til Krim og Krasnodar, men karréerne derude i skumringen ligner … den materialiserede, grå håbløshed omgivet af losseplads og nøgne, sorte træer.

Oppe på boulevarden snubler folk afsted i det blege, orange gadelys. Der er bidende frost, og fortove og vejbaner er glaseret med is, som hverken saltes, gruses eller skovles væk. Alle må klare sig her som de bedst kan

Det er hjerteskærende. Uoplyste opgange, som jeg dårligt ville turde gå ind i. Karnapper af råddent træværk draperet med guirlander af slidt vasketøj. Vinduesrammer sømmet til med flaprende plastik. Udbrændte bilvrag. Slunkne hunde og katte. Slunkne børn i mørket.

Det er apokalyptisk, mumler Anne, mens hun tørrer dug af ruden.

”Hvad er der galt med det her land?” er alt hvad jeg kan komme på at sige. ”Det her er da ikke Europa. Hvorfor har vi aldrig hørt om det her? Hvorfor har vi aldrig sat os ind i det?”

Taxaturen fra en skummel Autogara Nord til Hotel Chisinau i centrum af byen koster 5-6 kroner, og chaufføren er målløs, da vi runder op til en tier.

Et betonkommunisthotel – og vi er vist de eneste gæster. De giver os venligst en ”suite”, hvor bruseren er rustet over, og temperaturen må være over 30 grader uden mulighed for regulering. Det koster alt sammen nærmest ingenting, og receptionisten, en sød og smilende pige, taler godt engelsk og vil hellere end gerne hjælpe os med at finde en tolk. Hun vil prøve at få fat i Valerij, ham kender hun. Ham kan man stole på.

Foran det store, tunge hotel knejser et monstrøst monument for Den Røde Hærs tilbageerobring af et 70 procent ødelagt Chisinau i august 1944, og efter det følger en enorm vindblæst paradeboulevard, der strækker sig som et 500 meter bredt ar tværs gennem byens midte.

Indtil for nylig Lenin Boulevard, nu Stefan cel Mare Boulevard. Det ligner lidt Karl Marx Allée i Østberlin, forskellen er, at tyskerne har renoveret og moderniseret deres Allée, mens vejbanen på denne øst-boulevard er hullet og revnet, og de grå, otteetager høje betonkarréerne langs den er uhyggelige lig fra stagnationstiden og befinder sig i sidste stade af forfald.

Vi skal finde noget at spise og krydser boulevarden gennem en uoplyst, underjordisk tunnel, der driver af pis, og hvor fliserne og trappetrinene er livsfarligt brudt op eller forvitret. Den tomme skal af et stort, engang moderne Hotel National – sikkert fra ’70erne – tårner sig mod nattehimlen, mørkt og ubeboet, ruderne er smadret og i kulden nedenfor står en flok forhutlede unge mænd i sort og drikker omgivet af tomme flasker, glasskår og væltede indkøbsvogne.

Den næste fodgængertunnel er som så mange andre steder i Østeruopa fyldt småforretninger og boder, men på trapperne i begge ender sidder og ligger tiggere – mennesker – i forskellige stadier af desperation: her en kludedækket person uden arme og ben, dér en bleg og mager lille dreng med en klokke, syngende Jingle Bells, en ganske ung, frysende og beskidt mor kryber sammen på et trin med sit indsvøbte spædbarn, og 4-5 gamle koner i ynkelig forfatning klynker om almisser.

Oppe på boulevarden snubler folk afsted i det blege, orange gadelys. Der er bidende frost, og fortove og vejbaner er glaseret med is, som hverken saltes, gruses eller skovles væk. Alle må klare sig her som de bedst kan.

Her er ingen Kære Mor.


Foto: Skribenterne.

Thomas Ubbesen, født 1956. Globalist.
Opvokset i Hong Kong. Har fra en ung alder rejst over det meste af kloden. Journalist siden 1982. Fra 1994 udlandsmedarbejder på DR. Har dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Balkan i 90erne, Irak, Libanon, Syrien, Libyen, Mali, Myanmar, Haiti, Pakistan og Afghanistan for bl.a. Radioavisen, TV-avisen, Horisont og Orientering. Modtog i 2011 Krüger-prisen for sin indsats for public service.
Har skrevet bøgerne ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”(Tiderne Skifter 2014), ”Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen” (Gyldendal 2016) og ”Gensyn med hippieruten – i egne fodspor 40 år efter” (Gyldendal 2018). Thomas Ubbesen er en efterspurgt foredragsholder.
Kontakt: mail@thomasubbesen.dk, tlf. 5154 1309.


Anne Haubek, født 1962, journalist, tidligere mangeårig redaktør af DR P1 programmet ’Europa lige nu’ og studievært på Orientering i P1, nu freelance journalist (bl.a. for DR) og foredragsholder.
Har rejst og rapporteret fra de fleste europæiske lande og har modtaget flere priser for sin Europadækning – bl.a. DOF-prisen og den danske del af Europaparlamentets journalistpris. Har desuden rapporteret utallige gange fra EU/Bruxelles – ikke mindst i forbindelse med topmøder.
Var i en årrække med i ledelsen af et undersøgende journalistisk netværk i Østeuropa. Fungerer desuden som censor ved journalistuddannelserne og som moderator ved konferencer – især om europæisk og international politik.
Kontakt: anne@haubek.dk – tlf.: 27634383.

Seneste artikler om Europa