GAZA/ISRAEL // ANALYSE – Efter to års ødelæggende krig var våbnene kortvarigt tavse i Gaza. Men freden hviler på papirets tynde linjer — brud, beskyldninger og blokader truer aftalen, før den overhovedet får fodfæste. USA forsøger at mægle mellem magt og moral, mens civilbefolkningen forsøger at overleve i Gazas ruiner.
Da våbenhvilen mellem Hamas og Israel trådte i kraft den 10. oktober 2025, lød lettelsen næsten fysisk. For første gang i to år stilnede bombardementerne af, og lastbiler med nødhjælp rullede over grænsen.
Men under overfladen ulmer den samme mistillid, som har martret begge parter gennem årtier. Selve den grundlæggende præmis for en varig fred er stadig uden for rækkevidde. Af samme grund er våbenhvilen således mere en pause end en egentlig fred.
Aftalen, der under stor fanfare blev indgået i Sharm el-Sheikh med USA’s præsident, Donald Trump, og Egyptens præsident, Abdel Fatah al-Sisi, i spidsen, bygger på tre søjler: frigivelse af gidsler mod palæstinensiske fanger, Israels delvise tilbagetrækning fra Gaza og løfter om markant øget humanitær adgang.
Imidlertid blev de store politiske spørgsmål udskudt til fase to af den amerikansk formidlede plan. Den første fase, som våbenhvilen aktuelt befinder sig i, omhandler alene standsning af kamphandlinger, udveksling af gidsler og fanger samt etablering af humanitære korridorer.
Men de strukturelt afgørende elementer, herunder ikke mindst afvæbningen af Hamas, spørgsmålet om Gazas fremtidige styreform og den internationale overvågning af sikkerheden, er først placeret i aftalens anden fase. Det gør aftalen sårbar: mens den nuværende ro hviler på midlertidige arrangementer, mangler således de politiske grundsten, der kan give freden varig karakter.
Samtidig er planen blevet kritiseret for helt at se bort fra palæstinensernes rettigheder på Vestbredden, hvilket svækker dens legitimitet og risikerer at skabe en ny asymmetri mellem de to territorier. For den palæstinensiske befolkning er det helt afgørende kriterium, at forholdene for Vestbredden indgår i en samlet fredsplan.
Begge parter skyder skylden på hinanden
Israel hævder, at Hamas den 19. oktober angreb israelske soldater i Rafah og dræbte to, hvorefter landet gennemførte ”målrettede” luftangreb.
Hamas afviser anklagen og peger på de israelske angreb som klare våbenhvile-brud. Ifølge The Guardian har Israel allerede overtrådt aftalen 47 gange med 38 dræbte.
Resultatet er en cyklus af påstande, hvor sandheden bliver sekundær. Begge sider opererer i et rum uden neutral kontrolmekanisme, og dermed bliver hvert brud politisk — ikke faktuelt.
De døde gidsler – en åben sårflade
Et særlig følsomt punkt i våbenhvilen er spørgsmålet om de 28 døde gidslers lig, som Hamas endnu ikke har udleveret til Israel.
Ifølge Reuters har Hamas tidligere afleveret flere lig som led i aftalen, men en række israelske familier venter stadig på, at resterne af deres pårørende bliver returneret. Senest er yderligere to lig blevet returneret via Røde Kors. Det vurderes, at omkring 13 lig stadig befinder sig i Gaza.
Israel hævder, at Hamas bevidst tilbageholder de sidste lig som politisk pressionsmiddel i de næste forhandlingsrunder, mens Hamas fastholder, at ødelagte tunneller og ruiner gør det umuligt at lokalisere alle lig.
I den forstand er våbenhvilen blevet et spejl af konflikten selv: en kamp om fortællingen.
Det er et kapløb mellem forhandling og forfald, hvor hver en dræbt civil, hver forsinket lastbil og hver overtrædelse flytter balancen væk fra fredens mulighed
Manglen på fremskridt i denne sag har gjort tilliden mellem parterne endnu tyndere. For Israel symboliserer de endnu ikke udleverede lig både brud på aftalen og et etisk nederlag. For Hamas repræsenterer de et sidste forhandlingskort. Midt imellem står familierne, stadig fanget i det vakuum, hvor diplomati og sorg kolliderer.
USA’s mægling på vippen
USA, der har underskrevet aftalen som garant, forsøger desperat at holde den i live. Aftalens totale sammenbrud vil blive set som et eklatant nederlag for Trumps narrativ som den store fredsskaber i Mellemøsten. Alene af denne grund er det afgørende at holde den i live. Vicepræsident J.D. Vance kalder aftalen for ”holdbar, men krævende” og har genoptaget rundrejser mellem Tel Aviv, Cairo og Doha.
Washington insisterer på, at Hamas skal afvæbnes, men undgår samtidig at presse Israel for hårdt, samtidig med at man fra amerikansk side forsøger at holde Netanyahu i kort snor. Det er således en noget nær umulig balanceakt, USA har givet sig i kast med i disse dage. I det hele taget anes en vis stresset stemning hele vejen fra Hamas til Israel og Washington. Senest har Netanyahu fyret sin nationale sikkerhedsrådgiver, Tzachi Hanegbi, efter en langvarig bitter strid mellem premierministeren og sikkerhedsrådgiveren.
Humanitær nødløsning i Gaza fungerer stadig ikke optimalt
Ifølge Verdensfødevareprogrammet (WFP) når kun omkring 750 ton mad dagligt ind i Gaza — mindre end halvdelen af behovet.
Rafah-overgangen er forblevet næsten lukket, og nødhjælpen hober sig stadig op i Sinai. FN-kilder siger, at befolkningen i det nordlige Gaza lever af ét måltid om dagen. Selvom den palæstinensiske civilbefolkning er glade for våbenhvilen, betyder det langtfra, at hverdagen er vendt tilbage. I gaderne beskriver civile våbenhvilen som ”et mellemrum mellem bomberne”. Den har givet pusterum, men ikke sikkerhed.
En skrøbelig glasflaske
De første to uger har vist, at stilhed ikke nødvendigvis er fred. Israel holder fast i sin militære kontrol, ligesom Hamas fastholder sin tilstedeværelse og retorik. Der er således tale om en status quo uden en egentlig fred.
USA taler om diplomati, mens nødhjælpen kvæles i logistik og mistillid.
I den forstand er våbenhvilen blevet et spejl af konflikten selv: en kamp om fortællingen. Det er et kapløb mellem forhandling og forfald, hvor hver en dræbt civil, hver forsinket lastbil og hver overtrædelse flytter balancen væk fra muligheden for fred.
Situationen er måske bedst beskrevet af en anonym EU-diplomat, der blev citeret i PBS NewsHour: ”Våbenhvilen er som en skrøbelig glasflaske – alle holder på den, men ingen tør stille den fra sig.”
Er der et fremtidsscenarie?
Våbenhvilen i Gaza handler ikke kun om våben, men måske mere end noget andet om magtens troværdighed.
For Israel er den en test på landets sikkerhed. For både Netanyahu og Hamas er det en kamp om politisk overlevelse. Sidst, men ikke mindst er det for Trump et spørgsmål om, hvorvidt han stadig kan kalde sig den store fredsskaber.
Hvis parterne ikke leverer konkret fremgang — mere nødhjælp, færre krænkelser, reel styringsplan — vil denne våbenhvile snart blive endnu et kapitel i Mellemøstens katalog over forliste fredserklæringer. Kynikere vil nok anføre, at i virkeligheden er det desværre ikke et spørgsmål, om det mislykkes med freden, men snarere om, hvornår den mislykkes.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og