9/11 // KRONIK – Med terrorangrebene 11. september 2001 blev USA lokket ind i krige, der kostede supermagten penge, troværdighed og politisk selvbeherskelse, skriver Niels Ivar Larsen. Det var ikke historiens nødvendige gang, men resultatet af valg, som kunne være truffet klogere.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi bør ikke huske den verden, vi kendte 10. september 2001, som fredelig – for det var den virkelig ikke.
I Mellemøsten rasede Den Anden Intifada på sin 12. måned og fangede israelere og palæstinensere i endnu en voldsspiral. I det meste af Afghanistan herskede den åndsformørkede, totalitærislamistiske sekt Taleban – kun i nord bød den såkaldte Nordalliance kvindehaderne trods i en stadig ulmende borgerkrig.
Vladimir Putin, der allerede dengang yderst brutalt, havde udbombet Grosnij og fortsatte den russiske krig mod det tjetjenske oprør, uden at omverdenen tog stor notits af tjetjenernes lidelser.
Jugoslaviens opløsning i 1990’erne viste, at koncentrationslejre og massegrave på ingen måde var fortid i Europa. I USA var dotcom-boblen bristet, og præsident George W. Bush var kommet til magten efter et tæt og omstridt valgopgør, hvis resultat i sidste ende måtte afgøres af Højesteret.
Desuagtet var den fremherskende forestilling hin september-mandag – i al fald i Vesten – at verden alt andet lige var på vej i den rigtige retning. Mod mere åbenhed, større velstand, færre stormagtskrige, mod bedre tider.
Euforien fra sejren i den kolde krig ti år tidligere havde ikke lagt sig. Tyskland var samlet som et solidt demokrati. EU forberedte sin store udvidelse mod øst. Rusland deltog i G8 og talte om partnerskab med NATO. Kina stod på tærsklen til Verdenshandelsorganisationen og syntes dermed på vej til at finde sin plads i en verdensorden, som USA havde bygget og stadig var ubestridt leder af.
Vi levede endnu i globaliseringens lykkelige, selvtilfredse øjeblik. Internettet var et løfte om oplysning til masserne og demokratisk fornyelse, ikke en maskine til masseovervågning og politisk ophidselse. De vestlige demokratier tog deres fortsatte sejrsgang for givet. Med militær, teknologi, dollar og budgetoverskud besad USA en historisk enestående handlefrihed.
25 år senere er det værd at genkalde sig den tabte verden og tænke på, hvad der kunne have været
Selv klimakrisen kunne endnu ses som en udfordring, verdenssamfundet havde tid og institutioner til at løse. Kyotoaftalen var ganske vist utilstrækkelig, og George W. Bush havde samme forår meddelt, at USA ikke ville ratificere den.
Der var bestemt ingen garanti for, at supermagten ville bruge sin handlefrihed til grøn omstilling. Men de globale udledninger havde endnu ikke nået de svimlende højder, de siden skulle stige til, og muligheden for international rettidig handling var større, end den er i dag.
25 år senere er det værd at genkalde sig den tabte verden og tænke på, hvad der kunne have været. Ikke fordi den verden var harmonisk og lykkelig, men fordi muligheder, der har lukket sig, endnu stod åbne.
Den 10. september lå det ikke i nogen kort, at USA skulle invadere Irak, oprette Guantánamo, legalisere tortur under omskrivninger som ”udvidede forhørsmetoder” og bruge to årtier på en krig i Afghanistan, der endte med Talebans tilbagekomst.
Ingen historisk nødvendighed førte fra Sovjetunionens sammenbrud til Abu Ghraib, Islamisk Stat, Donald Trump, højrepopulismens og de politiske rovdyrs opkomst, krigenes genkomst og stormagternes nye rustningskapløb.
Et døgn senere blev verden brat forvandlet til en helt anden. Men før angrebet blev til strategi og verdenshistorie, var det en konkret menneskelig katastrofe: kontorer forvandlet til dødsfælder, passagerer, der ringede hjem for sidste gang, og mennesker, der sprang fra brændende etager.
Næsten 3.000 mennesker blev myrdet. At undersøge, hvordan USA siden overreagerede, må aldrig forveksles med at gøre forbrydelsen mindre.
Angrebet lykkedes, fordi fly, der kunne være blevet standset ved en sikkerhedskontrol, ikke blev det; fordi navne, der burde være ført ind i de rigtige databaser, ikke blev det, og fordi efterretninger, der kunne have været delt mellem myndigheder, ikke blev det.
Men angrebet afgjorde ikke, hvad der derefter skulle ske. Det forklarede nødvendigheden af et svar, men foreskrev ikke invasionen af Irak, torturen, Guantánamo og en verdensomspændende krig uden udløbsdato.
Den verden, der ikke blev til noget
Kontrafaktisk historie har ry for at være en tvivlsom disciplin, ja, nærmest en selskabsleg: Hvad nu hvis Hitler var blevet optaget på kunstakademiet i Wien, eller hvis chaufføren i Sarajevo havde valgt en anden rute? Men spørgsmålet om, hvad der i stedet kunne være sket, hvis en bestemt hændelse ikke var indtruffet, er ikke det modsatte af historie. Det kan hjælpe os til at skelne det uundgåelige fra det tilfældige – og fra det tilvalgte.
Hvis al-Qaedas terrorangreb var blevet afværget, ville meget af det 21. århundrede måske stadig have lignet det, vi har set.
Terroren er den svage mands våben… En lille organisation kunne kun skade en supermagt afgørende, hvis den fik supermagten til at bruge sin egen vægt imod sig selv
Kina ville under alle omstændigheder være blevet rigere og stærkere. Industrijob ville være flyttet ud af USA. Finanskrisen kunne stadig være kommet; dens årsager var allerede ved at bygge sig op i banker, boligmarked og deregulering. Sociale medier ville sandsynligvis også have splittet den offentlige samtale, og klimakrisen ville have meldt sig med stadig større voldsomhed. Putin ville næppe være blevet liberal demokrat, blot fordi tvillingetårnene var blevet stående.
Fraværet af 11. september ville heller ikke automatisk have gjort USA klogere. Bush-regeringen havde næppe kastet sig over klimaomstilling og finansiel regulering. Men landet ville have haft flere penge, større politisk opmærksomhed og mere international legitimitet til at møde de kriser, der under alle omstændigheder ventede. Det kunne have koncentreret sin udenrigspolitik om Kinas opstigning, Ruslands udvikling og skabelsen af en mere varig europæisk sikkerhedsorden.
Det kunne have bevaret den sjældne kombination af overlegen magt og international tiltrækningskraft, som gjorde den amerikanske position så unik.
Selv Mellemøsten rummede muligheder, som i dag må virke næsten eksotiske. Oslo-processen var nødlidende, men ideen om en to-statsløsning havde endnu kontakt med virkeligheden. Iran stod midt i en konflikt mellem reformtilhængere og præstestyre, og Saddam Hussein var inddæmmet og svækket.
Taleban kontrollerede det meste af Afghanistan og havde givet al-Qaeda et fristed. Men den transnationale jihadisme rådede endnu ikke over egne statsdannelser som Islamisk Stat senere i Irak og Syrien, og den sekteriske opløsning efter den amerikanske invasion af Irak var endnu ikke sat i gang.
Det betyder ikke nødvendigvis, at en bedre udvikling var sandsynlig. Kun at den var mulig. 11. september indsnævrede USA’s politiske handlerum, men ophævede det ikke. Historien efter angrebet bestod af beslutninger, hvoraf den mest skæbnesvangre blev truffet i Washington: Terroren skulle ikke blot opklares og gerningsmændene bekæmpes. Den skulle forstås som indledningen til en verdenshistorisk krig.
I den formulering lå al-Qaedas første sejr.
Provokationens strategi
Terroren er den svage mands våben. Al-Qaeda kunne ikke udfordre USA militært. Organisationen rådede ikke over divisioner, hangarskibe eller en stat, som kunne måle sig med den amerikanske. Dens våben var asymmetrien: En lille organisation kunne kun skade en supermagt afgørende, hvis den fik supermagten til at bruge sin egen vægt imod sig selv.
Bin Ladens ideologi forenede religiøs fanatisme og strategisk beregning. Ifølge ham holdt USA korrupte arabiske regimer ved magten, havde soldater i islams hellige land og støttede Israel. Målet var at vise, at supermagten kunne rammes og lokkes ind i langvarige krige, som ville udmatte den økonomisk og politisk. Sovjetunionens nederlag i Afghanistan var forbilledet.
Angrebet var derfor både massedrab og teater. De kaprede fly blev sendt ind i symboler på økonomisk og militær magt for øjnene af et globalt publikum. Terrorismen tilbød USA en rolle: det rasende imperium, der slog så voldsomt tilbage, at skellet mellem terroristerne og de befolkninger, de påstod at repræsentere, blev udvisket.
USA kunne næppe undlade en militær operation mod al-Qaeda og dens afghanske fristed. Taleban beskyttede bin Laden og fremsatte efter angrebet uklare og utilstrækkelige tilbud om en mulig udlevering, mens Bush-regeringen nægtede at forhandle. Men fra nødvendigheden af at nedkæmpe al-Qaeda fulgte det ikke, at USA skulle gøre terrorbekæmpelse til en global krig, forsøge at ombygge Afghanistan gennem 20 år eller invadere et Irak, som intet havde haft med angrebet at gøre.
I stedet for at isolere al-Qaeda gjorde USA organisationens fortælling verdensberømt
Allerede betegnelsen ’krigen mod terror’ indeholdt en intellektuel kapitulation. Terror er en metode, ikke en fjende. En krig mod terror havde ingen geografisk afgrænsning, ingen entydig sejr og ingen naturlig afslutning. Den gav præsidenten en blankocheck, som skiftende regeringer siden har forvaltet gennem invasioner, droneangreb, hemmelige fængsler og militære operationer i lande, de fleste amerikanere knap kan udpege på et kort.
Og USA begyndte ikke denne epoke alene. NATO aktiverede for første gang i alliancens historie artikel 5. FN’s Sikkerhedsråd stod samlet, og selv Rusland og Iran kunne i den første fase indgå i et samarbejde mod Taleban og al-Qaeda. Det var ikke bare amerikanske penge og soldater, der siden blev formøblet, men en næsten uhørt beholdning af international sympati og legitimitet.
I stedet for at isolere al-Qaeda gjorde USA organisationens fortælling verdensberømt. Bush (og senere også Obama efter ham) sagde ganske vist, at islam var en fredens religion, og at millioner af muslimer afskyede attentaterne. Men billederne argumenterede stærkere end disse forsonlige ord: fanger på knæ i orange dragter på Guantánamo; en hætteklædt mand med elektriske ledninger fastgjort til kroppen i Abu Ghraib; huse, der styrtede sammen under amerikanske bomber; civile dræbt ved checkpoints og bryllupsfester.
Og så kom Irak.
Saddam Hussein havde intet med 11. september at gøre. Irak viste sig ikke at have nogen af de masseødelæggelsesvåben, invasionen så løgnagtigt blev begrundet med.
Alligevel lod Bush-regeringen chokket efter angrebet fungere som politisk brændstof for en krig, som de neokonservative dele af den havde ønsket i forvejen. Her skiftede USA fra at bekæmpe den fjende, der havde angrebet landet, til at ville omforme – og grotesk nok: demokratisere – Mellemøsten gennem militær magt.
Resultatet blev ikke demokrati som dominoeffekt, men statssammenbrud som kædereaktion. Den irakiske stat og hær blev opløst, et sekterisk blodbad fulgte, og Iran blev styrket. Al-Qaedas irakiske gren udviklede sig siden til Islamisk Stat. Invasionen gav jihadismen dens mest værdifulde råstof: en vestlig besættelse af et arabisk land.
Hvis bin Laden havde udarbejdet en ønskeliste over amerikanske fejltagelser, kunne han næppe have forlangt mere.
Sejre uden sejr
Det er alligevel forkert at sige, at terroristerne vandt. Al-Qaedas centrale organisation blev knust, bin Laden dræbt, og Islamisk Stats kalifat nedkæmpet. Efterretningssamarbejdet blev bedre, finansieringen af terrornetværk vanskeligere, flysikkerheden skærpet og talrige attentater afværget. Trods angrebene i blandt andet Madrid, London, Paris og Bruxelles er et nyt attentat af samme størrelsesorden som 11. september udeblevet.
Jihadismen overlevede imidlertid nederlagene ved at skifte form og geografi. I Europa optræder den ofte gennem små celler eller enkeltpersoner, som kan være inspireret, instrueret eller hjulpet på afstand. I Sahel og andre områder udnytter dens organisationer statssammenbrud til at kontrollere territorier og befolkninger. Vesten vandt dermed betydelige taktiske sejre uden at fjerne den politiske og religiøse bevægelse, som havde frembragt angrebet.
Når en stat i årevis fortæller sig selv, at reglerne er en luksus, den ikke har råd til i en nødsituation, begynder nødsituationen at æde løs af reglerne
Og man kan vinde taktiske slag og stadig skade sig selv strategisk. USA brugte billioner af dollar på krigene efter 2001 og påtog sig fremtidige udgifter til veteraner, der vil løbe videre i årtier. Hundredtusinder blev direkte dræbt i krigszonerne; langt flere døde af sult, sygdom og sammenbrudte samfund. Millioner blev fordrevet. Tallene kan opgøres forskelligt, men størrelsesordenen fortæller det væsentlige: Et angreb udført af 19 mænd satte en kæde af vold i gang, som forandrede hele regioner.
Prisen blev også betalt i amerikansk politisk kultur. Borgerne lærte at leve med permanent undtagelsestilstand. Overvågningsstaten og præsidentens krigsmagt voksede. Tortur blev med juridiske notater forklædt som en særlig beføjelse. Guantánamo blev et hul i retsstaten, bygget på den forestilling, at staten kunne skabe mennesker uden for loven ved at placere dem uden for landets grænser.
Når en stat i årevis fortæller sig selv, at reglerne er en luksus, den ikke har råd til i en nødsituation, begynder nødsituationen at æde løs af reglerne. Sandheden om Iraks masseødelæggelsesvåben smuldrede, men ingen af hovedarkitekterne blev for alvor stillet til ansvar. Finanskrisen kom, bankerne blev reddet, og millioner mistede bolig eller arbejde. For mange amerikanere smeltede erfaringerne sammen til én fortælling: Eliterne tager katastrofalt fejl, lyver om det og sender regningen nedad.
Donald Trump blev selvfølgelig ikke skabt af 11. september. Men han voksede i ruinerne af den autoritet, krigene havde fortæret. Han kunne både love muslimforbud og tortur og håne de politikere, der førte USA ind i Irak. Hos ham blev isolationisme og militaristisk nyimperialisme to sider af det samme temperament: Resten af verden snyder os, derfor skylder vi ikke andre lande noget. Fjenderne er undermennesker, derfor må vi gøre alt ved dem.
På den måde slog krigen mod terror om i en krig mod den liberale orden – også inde i USA.
Den store afledning
Mens USA gennemsøgte afghanske landsbyer og forsøgte at bygge en ny stat i Irak, forandrede den egentlige magtbalance sig. Kina voksede ind i den verdensøkonomi, amerikanerne havde åbnet. Ruslands ledere så, hvordan Irakkrigen svækkede USA’s troværdighed og gav dem et bekvemt argument, når de siden søgte at retfærdiggøre egne krige i Georgien og Ukraine. Men Putin lærte ikke imperialismen af Bush. Den russiske revanchisme var hans eget valg og havde sine egne historiske og politiske årsager.
USA skabte heller ikke på egen hånd det Mellemøsten, der fulgte. Pakistans dobbeltspil, de arabiske diktaturers undertrykkelse, Saudi-Arabiens eksport af religiøs fundamentalisme, Irans regionale politik og senere Ruslands krig i Syrien udsprang af selvstændige interesser. Regionens magthavere bærer deres eget ansvar. Men USA brugte sin enestående magt til at forværre konflikter, det havde lovet at løse.
Billederne af desperate mennesker omkring lufthavnen lignede en dom over hele epoken
11. september var heller ikke årsag til Kinas opstigning eller Europas fortsatte afhængighed af amerikansk sikkerhed. Men USA forspildte det tidsrum, hvor det fra en position af næsten ufattelig styrke kunne have tilpasset verdensordenen til nye magtforhold. Det brugte sin unipolære stund på krige i periferien og opdagede for sent, at centrum var flyttet.
Det var den store afledning. USA gjorde en begrænset terroristisk bevægelse til det organiserende princip for sin udenrigspolitik. Det målte sin handlekraft i bomber, mens de afgørende konkurrencer handlede om industri, teknologi, alliancer og troværdighed. Det viste sin enorme evne til at ødelægge og sin langt mindre evne til at skabe den orden, der skulle følge. Det ofrede sin bløde magt for at manifestere sin hårde.
Tilbagetrækningen fra Kabul i august 2021 blev derfor mere end afslutningen på en krig. Billederne af desperate mennesker omkring lufthavnen lignede en dom over hele epoken. USA havde væltet Taleban på få uger og brugt næsten 20 år på at opdage, at militær overlegenhed ikke kan skabe en stat, som dens egne borgere vil kæmpe for. Da den sidste amerikanske soldat rejste, stod Taleban igen i præsidentpaladset.
Forstod vi fjenden?
Efter 25 år burde vi i dag kunne besvare det enkleste spørgsmål: Hvad ville terroristerne?
Men nej. Vesten svinger stadig mellem to utilstrækkelige svar. Det ene reducerede jihadismen til en karikatur af islam og satte en hel verdensreligion under mistanke. Det andet talte så forsigtigt uden om ved at henvise til sociale årsager, kolonialismens arv, diskrimination og vestlig udenrigspolitik, at selve ideologien næsten forsvandt. Begge svar gjorde fjenden uforståelig.
Den mest effektive terrorbekæmpelse er derfor næsten det modsatte af den ”krig mod terror”, der blev erklæret i 2001
Jihadisme er ikke islam, men den er heller ikke tilfældig vold forklædt som religion. Den udvælger elementer af den islamiske tradition, omskaber dem til et totalitært program og lover at ophæve ydmygelse gennem et genoprettet kalifat. Dens fjender er både Vesten og de muslimer, der modsætter sig dens monopol på Gud. Jihadismen er derfor også en borgerkrig inden for den muslimske verden, og dens talrigeste ofre har været muslimer, som ikke ville underkaste sig dens teokratiske projekt.
Just derfor var den amerikanske idé om, at demokrati kunne leveres med en invasionshær, så katastrofal. Demokrati blev kædet sammen med besættelse, tortur og statsopløsning. Samtidig blev diktatorernes gamle argument bekræftet: Alternativet til os er kaos og fanatikere. Da arabiske befolkninger selv rejste sig i 2011, var slagordene først værdighed, frihed og social retfærdighed – ikke kalifat. Men de vestlige lande støttede oprørene tøvende og inkonsekvent, mens kontrarevolution, borgerkrig og regional indblanding åbnede nye rum for jihadisterne.
Kan de bekæmpes effektivt? Ja, men ikke én gang for alle. Efterretninger, politiarbejde og målrettet militær magt kan forhindre angreb og nedbryde organisationer. Men jihadismen næres også af sammenbrudte stater, sekterisk undertrykkelse og krige uden politisk udgang. Behandler Vesten hele samfund som fjendtligt territorium, hjælper det ekstremisterne med at rekruttere. Nægter man at tage deres ideer alvorligt, overlader man fortolkningen til dem selv.
Den mest effektive terrorbekæmpelse er derfor næsten det modsatte af den ”krig mod terror”, der blev erklæret i 2001. Den må være præcis, begrænset og tålmodig. Den skal skelne mellem en morder og den befolkning, han hævder at kæmpe for; mellem en sikkerhedstrussel og en civilisation; mellem nødvendigt magtbrug og fantasien om, at politiske samfund kan ombygges fra luften. Og den skal holdes inden for loven, netop når frygten gør loven besværlig.
Den sidste kapring
Terrorangreb måles sædvanligvis i døde og ødelagte bygninger. Men det dybeste mål for 11. september er den tid, som angrebet kom til at konfiskere. Nitten flykaprere kaprede fire fly. Derefter lod USA dem i en vis forstand kapre to årtier.
De bestemte, hvad supermagten frygtede, hvor den rettede sin opmærksomhed, hvilke krige den førte, og hvilke principper den gjorde undtagelser fra. De fik et åbent samfund til at bygge mure og et selvsikkert imperium til at se fjender overalt. De kunne ikke selv ruinere USA, men de kunne fremkalde de beslutninger, der gjorde landet fattigere, mere ensomt, mindre frit.
Også i dag findes valget
Det er ikke det samme som at sige, at alt blev afgjort den tirsdag morgen. Tværtimod. Den mest foruroligende lære er, at intet var afgjort. USA kunne have samlet den næsten enstemmige internationale solidaritet om en afgrænset kamp mod al-Qaeda, undladt Irak, fastholdt Genèvekonventionerne og behandlet terrorister som fanatiske forbrydere frem for som en rivaliserende verdensmagt. Det kunne have sørget uden at gøre sorgen til politisk teologi.
Også i dag findes valget. Al-Qaedas arvtagere håber stadig på overreaktionen: den kollektive mistanke, religionskrigen, den endeløse undtagelsestilstand. De har brug for, at demokratierne bekræfter deres påstand om, at sameksistens er umulig.
Derfor er 25-årsdagen ikke blot en anledning til at mindes den verden, der gik tabt. Det er en prøve på, om vi endelig har forstået angrebets strategiske logik. Den bedste måde at besejre terroristerne på er ikke at opfylde den rolle, de har skrevet til os.
Den 10. september 2001 troede Vesten for let på historiens lykkelige afslutning. Efter den 11. september troede det for let på den endeløse krig. Begge forestillinger var illusioner. Mellem dem ligger den vanskeligere sandhed: Historien har ingen retning, som fritager os for at vælge, og selv den stærkeste magt kan besejre sig selv, hvis dens fjende får lov til at vælge dens svar.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og