Iran: Dødsdommene begynder at falde

Lone Skov Al Awssi 19.01.2023

IRAN // KOMMENTAR – Oprøret i Iran har udviklet sig fra at være et feministisk opgør mod det forhadte moralpoliti til at være et undertrykt folks forsøg på at rejse sig. Unge kvinder og mænd kæmper for deres rettigheder mod et regime, som har erklæret krig mod ungdommen og landets fremtid.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Flere unge mænd er blevet dømt til døden, og enkelte domme er allerede eksekveret, således blev den 23-årige Majid Reza Rahnavard hængt offentligt fra en kran i Mashhad, og Mohsen Shekari blev hængt i fængslet, mens han ventede på en appelafgørelse. De unge mænd har stillet sig ved kvindernes side i kampen, men befolkningen er splittet, og det medfører konflikter i familierne.

Talrige steder i verden vises der solidaritet med protesterne i Iran. Foto: Wikimedia Commons

I juni 2021 blev Ebrahim Raisi valgt til præsident, selv om befolkningen kendte hans holdninger og ønske om at stramme op på den offentlige moral og b.la. forbyde stramtsiddende tøj og løse tørklæder. Han afløste den langt mere moderate præsident Rouhani.

De unge har måske en vis forståelse for, hvorfor den ældre generation valgte Ayatollah Khomeini i 1979 som reaktion på Shah Pahlavis autokrati, men forstår ikke, hvorfor de bliver ved og ved, når de nu har set fanatismen, undertrykkelsen og deres land isoleret fra det meste af verden.

Der var et mere tolerant Iran

Min søn og jeg besøgte Iran for nogle år siden, han skulle deltage i et internationalt kvalifikationsstævne til VM i fægtning. Det iranske fægteforbund var glade for at byde gæster velkommen, for fægtning havde været forbudt i flere år; anset for at være en overklassesport.

I sportshallen satte jeg mig, hvor jeg havde det bedste udsyn til fægtningen. Efter et par minutter henvendte en uniformeret mand sig til mig og bad mig flytte hen til kvinderne.

Der var en bevægelse mod frihed hos den veluddannede iranske ungdom, en kontrastfuld styrke, som tilsyneladende manglede hos den øvrige befolkning. I butikkerne eller på markederne oplevede vi en sløvhed og frygtsomhed

Jeg havde slet ikke bemærket kønsadskillelsen, men havde absolut ikke lyst til at flytte mig, uden yderligere diskussion fik jeg lov til at blive siddende, der var en vis grad af tolerance.

Vi bemærkede, at nok bar de iranske kvinder tørklæde, men de unge kvinder hæftede det fast yderst og smukt flagrende bagest på hovedet, de havde flot makeup og stramme jeans. Der var et oprør i deres udseende og opførsel, som gjorde os positive over for en mere verdslig udvikling.

Et ulmende ungdomsoprør

De unge var meget interesserede i at tale med os, høre hvor vi kom fra og få mulighed for at fortælle om deres liv. Mange gav udtryk for dyb frustration over styret, sanktionernes indflydelse på alt i deres hverdag og ufriheden.

Vores unge chauffør fortalte, at han lige var blevet gift, men brylluppet havde været kedeligt, for mændene var i et rum, og kvinderne i et andet. Det havde ikke været udgifterne værd. Andre fortalte, at de ikke måtte se udenlandske film, men at de gjorde det alligevel via internettet.

Det mindede om Østtyskland før murens fald, bare meget værre

Der var en bevægelse mod frihed hos den veluddannede iranske ungdom, en kontrastfuld styrke, som tilsyneladende manglede hos den øvrige befolkning. I butikkerne eller på markederne oplevede vi en sløvhed og frygtsomhed, det var, som om mange havde givet helt op.

Det mindede om Østtyskland før murens fald, bare meget værre. Styret der var politisk undertrykkende. I Iran undertrykker regimet sin befolkning både politisk og religiøst.

Teheran bar præg af utallige uafsluttede byggeprojekter, enorme udgravninger, hvor der ikke blev arbejdet, og en ældgammel bilpark i en fuldstændig kaotisk trafik.

Tænk, at et land vælger at bruge så mange ressourcer og kræfter på at adskille kvinder og mænd og hænge sin egen fremtid fra kraner til offentlig afskrækkelse. Det er ikke til at bære.

Iranere demonstrerer i Danmark

Hver lørdag demonstrerer en gruppe iranere i København og flere andre byer.

Jeg gik med og blev meget berørt over at se plakaterne med ansigterne af de unge dræbt i demonstrationerne. De seneste tal nævner 416 dræbte heraf 51 børn. Fængslerne er fyldt med unge, antallet estimeres at være 15-16.000, og dødsdommene begynder at falde og eksekveres.

Uden rettergang, advokatbistand og mulighed for appel.

Det iranske regime fører krig mod sin egen ungdom, og det bør kalde på vores dybeste fordømmelse.

Demonstrationerne begyndte med Mahsa Aminis død i september, hendes tørklæde sad ikke korrekt.

Dag for dag vokser antallet af plakater med ansigter, navne og alder på de unge heroiske iranere.

Jeg håber, at flere vil gå med i demonstrationen for at støtte det iranske folk, og at Vestens politikere bruger al deres magt til at påvirke regimet for at standse volden og henrettelserne.

Læs mere om protesterne i Iran i POV her.

Lone Skov Al Awssi

Lone Skov Al Awssi er freelance journalist ved Praesens.dk og gennem mange år samfundsdebattør i krydsfeltet politik, etik og religion. Som panelist på Kristeligt Dagblads Religion.dk skriver hun om religiøse emner og besvarer spørgsmål fra læserne. Hun har tidligere arbejdet som salgsagent i SAS og er nu selv selvstændig erhvervsdrivende med familiens forretning ” Something Special by Awssi”, som de har haft siden 1983. Det politiske arbejde har fyldt meget, tidligere som folketingskandidat og medlem af Københavns Borgerrepræsentation for De Konservative. Som bosat i Københavns indre by gennem mange år har byen og dens udvikling en stor plads i hendes hjerte. Født i Gudme på Sydfyn fra en slægt af små fynske jordbrugere og søfolk fra Marstal, er hun nu københavner med stort K. Lone Skov Al Awssi er katolik og gift med en muslimsk mand fra Irak. Sammen har de en voksen søn, som studerer Erhvervsjura på CBS.