”Lad os ikke fornærme amerikanernes intelligens. Folk er jo ikke dumme. Hvorfor i himlens navn giver Wall Street disse enorme bidrag til valgkampagnerne? Nå ja, lad mig gætte, det er bare for sjov.”
Sådan lød det fra sarkastisk fra senator Bernie Sanders om Hillary Clintons betydelige støtte fra New Yorks finansverden, da han og tidligere udenrigsminister Hillary Clinton tørnede sammen en sidste gang, inden de to demokratiske rivaler skal møde vælgerne ved den lukkede Nevada caucuses på næste lørdag. Processen kaldes lukket, fordi kun registrerede demokrater kan bestemme, hvem der vinder statens 43 delegerede.
Meget på spil i Nevada
Alle analytikere forventer, at det egentlige demokratiske slag skal slås her og i staten South Carolina, der følger den følgende lørdag – den 27. februar. Her fordeles 59 delegerede i et åbent primærvalg, hvilket betyder, at man ikke nødvendigvis skal være registreret demokratisk vælger for at afgive sin stemme. Allerede fire dage efter – 1 marts også kendt under navnet Super Tuesday – kan slaget være overstået. Her stemmer 11 stater i det demokratiske primærvalg, og 12 i det republikanske.
Der er med andre ord rigtig meget på spil på lørdag – og det i en stat, som netop er berømt for roulette og høje indsatser, eftersom byerne Las Vegas og Reno stort set er de eneste, der tæller. Det er på lørdag, Clinton skal vise om hun kan indløse de forventninger, der ligger tungt på hendes skuldre som favorit og om hun kan holde det betydelige forspring hun har blandt statens afgørende ikke-hvide vælgere. Sanders har lige så meget på spil, men han kommer fra et radikalt anderledes udgangspunkt. Den aldrende senator er nemlig fortsat the underdog, uanset at han fejede gulvet med Hillary, som det hedder med en halvtræt amerikansk mediekliche, i progressive New Hampshire tirsdag.
Sanders er bagud af den simple grund, at alle meningsmålinger viser, at særligt de sorte vælgere ikke giver en bønne for den hvide senator og hans ønsker om a political revolution. Hvor hans faste brandtale går rent ind hos hvide, progressive, og særligt veluddannede, unge vælgere, husker de sorte vælgere, der gennemsnitligt er langt dårligere uddannet og fattigere, snarere Bill Clintons indsats for deres mærkesager, da han var præsident. I tråd hermed har den stærke demokratiske Black Congressional Caucus for et stykke tid siden meldt ud, at de støtter den tidligere udenrigsminister ligesom mange afroamerikanske meningsdannere – godt nok fejlagtigt – også tror, at Hillary Clinton i sine studenterdage fungerede som advokat for De Sorte Pantere (påstanden er en vandrehistorie, der er dømt ’falsk’ af vagthunden Politifact, men den nævnes ofte, senest af Fox News torsdag aften i denne uge, som et ”bevis” på Clintons røde fortid). Ikke desto mindre er det ikke en usandhed, som Clinton-lejren bruger tid på at afvise, fordi myten bekvemt bakker antagelsen om, at de sorte vælgere hører til i Camp Hillary op.
Clinton har et problem med unge kvinder
Den tidligere udenrigsminister er med andre ord fortsat favorit både i Nevada og lørdagen efter i South Carolina, der begge huser store grupper af ikke-hvide vælgere. Man kan ikke engang sætte sine penge ind på Bernie Sanders ved valget på lørdag, så dårlige er hans odds, fortalte National Public Radio, NPR, (USA’s svar på DR) onsdag. Til gengæld har Sanders noget andet, der er nice to have i politik, nemlig jublende og entusiastiske tilhængere og et momentum, der vil noget, efter han vandt over den tidligere førstedame i New Hampshire med over 20 procentpoints.
Især står det skralt til med kvinderne, og særligt de unge kvinder, for Clinton, der ofte slår på det historiske perspektiv, der ligger i at hun ville blive USA’s første kvindelige præsident. Sanders tiltrak over 80 procent af denne gruppe i New Hampshire, og Clinton bliver igen og igen spurgt om, hvorfor de unge kvinder tilsyneladende hellere vil have bedstefar til fadet end bedstemor. ”Jeg ved godt, at jeg har et arbejde der skal gøres her,” svarer Clinton som regel med tilføjelsen, om at ”uanset hvad de unge kvinder stemmer på, og de er i deres gode ret til selv at træffe deres afgørelse så er jeg der for dem.”
I gårsdagens debat gentog Clinton da også, at hun ikke ville have folks stemmer, fordi hun var en kvinde, men fordi hun mente, at hun ville være den ”bedst kvalificerede kandidat.” Bemærkningen, der er en del af hendes faste repertoire, den såkaldte stump speech, som alle kandidaterne har, vækker altid jubel, men fordi Clinton fem dage tidligere under stor mediebevågenhed havde deltaget i et vælgermøde med den tidligere demokratiske udenrigsminister Madeleine Albright, hvor Albright gentog sin berømte maksime om, at der ”findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden,” fik kønsdebatten ekstra opmærksomhed.
Sanders tilføjede til den debat – akkompagneret af latter fra salen – at han også ville mene, at en mand med hans baggrund (jødisk socialist – aldrig set før i Det Hvide Hus) også ville være en ”historisk præsident.” Han var i øvrigt selv en minoritet i nattens debat, da han stod overfor en kvindelig modstander samtidig med at begge PBS’ udspørgere også var kvinder. ”Men vi vil gerne lytte til dig alligevel,” forsikrede PBS’ Judy Woodruff ham om.
Men hvad skete der ellers?
Well, POV Internationals kvinde i Washington DC fik ikke øje på de afgørende killer remarks, der for alvor rykkede fronterne mellem de to demokratiske kandidater. Ej heller var der nogen bommerter, der for alvor trak tæppet væk under nogen af dem. Sanders var som altid fænomenal i ulighedsdiskussionen, mens Clinton også som altid var roen og sikkerheden selv, så snart talen falder på udenrigs- og sikkerhedspolitik. Sanders scorede et par billige points ved at angribe den tidligere republikanske udenrigsminister Henry Kissinger, som Hillary angiveligt beundrer og har ført samtaler med, da han sagde, at han i hvert fald ikke havde tænkt sig at søge råd hos Kissinger. Til gengæld riposterede den kamplystne favorit ved tørt at svare, at det troede hun gerne, fordi ingen rigtig ved, hvem Sanders taler med om udenrigspolitik, selv om ”journalister har spurgt ind til det.” ”Ja, det er i hvert fald ikke Kissinger,” svarede Sanders tilbage. Det lo publikum lidt af men ellers var der langt mellem grinene. ”Det var først og fremmest en meget seriøs debat, proppet med politik frem for form,” som CNN’s kommentator Ana Navarro bemærkede efterfølgende.
Det eneste, der overraskede overtegnede – og som måske nok udtryk for en vis arrogance eller overkill – var, at Sanders frejdigt erklærede, at han ville være ”bedre for racerelationer” end Obama og ”et bedre valg for kvinder” end Hillary Clinton, men på den anden side ender man ikke i Det Hvide Hus ved at sætte sit lys under en skæppe.
Jeg satser fortsat mine penge på Clinton
Det var også værd at bemærke af Clinton er begyndt at bruge Sanders’ faste udtryk ”the economy is rigged,” og har gjort udtrykket til sit eget. At økonomien vitterlig er skævvredet til fordel for de rigeste, er ikke et kontroversielt synspunkt i det demokratiske parti, men midlerne til at gøre noget ved det, er fortsat det, der for alvor skiller de to kandidater. Hillary Clinton kalder senatorens løfter om en velfærdsstat the Scandinavian Way for urealistisk og alt for dyr, mens Sanders smider om sig med tal, der viser, at USA har et sundhedssystem, der ikke leverer varen selv om det koster kassen, og at supermagten også ligger elendigt på alverdens ranglister, når det gælder barselsorlov samt økonomisk støtte til børnefamilier og universitetsstuderende.
Konklusion? Hvad og særligt hvem vinder på lørdag? Sanders betydelige momentum eller Clintons solide ground game og opbakning blandt afroamerikanske og spansktalende vælgere? Mine penge står fortsat på den tidligere udenrigsminister, men til gengæld spår jeg kækt, at sejren bliver noget mindre komfortabel end hun havde regnet med for blot et par måneder siden. De gentagne klager om, at hun ikke genererer entusiasme eller visioner for fremtiden lurer fortsat og der skal ikke mange fodfejl til, før løfterne om den politiske revolution rykker meget nærmere realiteterne, end den moderate partiledelse ønsker sig. Ballet er langt fra forbi på venstrefløjen.
Foto: Gage Skidmore, Flickr
Elsker du mine analyser fra USA – eller bare mit virke som journalist? Så kan du betale for at læse med via Mobile Pay. Doner, hvad du selv synes en artikel skal koste. Eller lad være, hvis du ikke har råd. Alle skal have lov at læse med. Min Mobile Pay er: 93 85 05 85
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
