NATURGASSENS HISTORIE // KLIMA – EU-Kommissionen brygger i disse dage på et forslag, der skal kategorisere investeringer i atomkraft og naturgas som værende ’grønne’. Museumsinspektør Kasper Rathjen kaster et historisk lys over naturgassens rolle, som vidundermidlet, der – sammen med olien – skulle sikre dansk forsyning i kølvandet på 70’ernes kriser. Foruden at udgøre et centralt element i dansk forsyningssikkerhed, fortæller naturgassens historie os også noget om danskernes accelererende forhold til energi – et forhold der i tidens klimategn er under pres.
”Det var netop den sidste Aften, de gamle Tranlygter vare tændte; Byen havde faaet Gas og den straalede, saa at de gamle Lygter ligesom bleve reent borte i det.”
Sådan indledte en teknologibegejstret H.C. Andersen Gudfaders Billedbog fra 1868. De gamle tranlygter, der i sin tid indførtes for at kaste lys over de mørklagte byer og nattens lyssky aktiviteter, blev i 1850’erne udskiftet med den mere effektive og sikre gaslygte. Over 150 år senere har gassen – og dens kilder – gennemgået en rivende udvikling fra at have været en essentiel del af forsyningssikkerheden til at blive et udskældt fossilt brændstof.
Der gemte sig en åbenlys forretningsmodel i at udnytte gassen. En økonomisk fremskrivning fra 1977 indikerede eksempelvis, at danskerne kunne halvere indkøbsprisen fra 82 kr. pr. gigakalorie … til 40 kr
EU-Kommissionen arbejder i disse dage for at få stemplet investeringer i atomkraft og naturgas som værende bæredygtige, hvilket har vakt furore i H.C. Andersens vindmølleklædte fædreland, hvor biomasse og vindkraft tilsammen udgjorde næsten halvdelen af den danske energiproduktion i 2020 ifølge Energistyrelsens tal (180.836 terajoule (vedvarende) i modsætning til 217.028 TJ (olie, gas og affald)).
I den henseende er det måske heller ikke overraskende, at den danske regering har stillet sig på bagbenene ift. Kommissionens syslen med at gøre gassen grøn igen. ”Fossil gas udleder CO2” lød den kategoriske afvisning fra klimaminister Dan Jørgensen (S).
For snart 50 år siden udtalte Jørgensens forgænger, den daværende socialdemokratiske handelsminister Erling Jensen, at naturgassen var et uomgængeligt element i at sikre en ”flerstrenget energiforsyning”. På daværende tidspunkt havde man ikke gjort gassen rentabel, og den var derfor primært kendt som noget, borebisserne brændte af ude på Nordsøens platforme, når de hentede olie fra undergrunden.
Men der gemte sig en åbenlys forretningsmodel i at udnytte gassen. En økonomisk fremskrivning fra 1977 indikerede eksempelvis, at danskerne kunne halvere indkøbsprisen fra 82 kr. pr. gigakalorie (import af den traditionelle fyringsgasolie) til 40 kr. (ved udvinding af egen naturgas).
70’ernes forsyningskrise
At udnytte danske forekomster af naturgas i undergrunden ville dog kræve milliardinvesteringer både på Nordsøen, men i høj grad også i den infrastruktur, der skulle transportere gassen fra kridtlaget 2-3 km under havbunden til naturgasfyrene rundt omkring i de danske husstande. Det var investeringer, man var villige til at tage – ikke alene af pekuniære hensyn, men måske endog i højere grad af hensyn til forsyningssikkerheden.
Når Erling Jensen talte om at spille på en flerstrenget energiforsyning, så handlede det nemlig grundlæggende om at sikre Danmarks evne til at kunne være selvforsynende med energi til opvarmning, brændstof, lys og industrien. Efterkrigstiden havde indvarslet et hidtil ukendt niveau af velstand, men det var grundlæggende en velstand, der var baseret på importen af udenlandsk energi – i særdeleshed arabisk olie.
I 60’erne havde man aldrig forestillet sig, at noget så banalt som at justere stuetemperaturen eller fylde brændstof på sin bil med et pennestrøg kunne blive til omdrejningspunktet i geopolitiske konflikter. Seksdageskrigen i 1967 blev et forvarsel på netop det, og da Organization of the Petroleum Exporting Countries (OPEC), der råder over ¾ af verdens oliereserver, raslede med sablen, gik alvoren op for de danske politikere.
Konflikten bidrog til at forværre en dansk økonomi, der i forvejen var under pres, med inflation og betalingsbalanceunderskud. Noget drastisk måtte gøres på energifronten
90% af landets energiforsyning hvilede på importen af den arabiske olie – hvorfor man ikke ubegrundet talte om, at det var Arabian light, der oplyste velfærdsstatens fremkomst.
Den danske jagt på olie i Nordsøen var kun i sit svangerskab på daværende tidspunkt. Mærsk havde knapt nok haft sin første succesfulde boring ved Kraka-feltet 200 km vest for Esbjerg, da israelske kampvogne og fly angreb Ægypten og Syrien. Da det igen trak op til uvejr over den arabiske halvø med Yom Kippur-krigen i 1973, gjorde OPEC alvor af sine trusler og nedsatte olieproduktionen og indførte eksportforbud mod lande, der støttede Israel.
På kort tid steg prisen på en tønde olie fra 2-3 til 12 dollars. Det mærkedes tydeligt i Danmark, hvor en række restriktioner, såsom bilfri søndage, indførtes. Krisen indvarslede, med Erling Jensens ord, en ”ny problemstilling af blivende karakter” for alle industrialiserede lande: Hvordan garanterer det moderne samfund forsyningssikkerheden?
I 1979-80 opstod der igen uro i OPEC’s baghave med Iran-Irak-krigen i kølvandet på den iranske revolution. Konflikten bidrog til at forværre en dansk økonomi, der i forvejen var under pres, med inflation og betalingsbalanceunderskud. Noget drastisk måtte gøres på energifronten.
Mærsk og redningsplanken Tyra
Med 70’ernes oliekrise i erfaringsbanken var det åbenlyst for enhver, at Danmark måtte intensivere arbejdet på Nordsøen, der var blevet iværksat i 1962, da skibsreder A.P. Møller opnåede eneret til eftersøgning og udvinding af råstoffer i den danske undergrund. Møller var blevet bevæget af meldingen om tyske forsøg på at opnå eneretten, hvilket han fandt utilstedeligt kun næsten 20 år efter den tyske besættelse.
Tyra stod i mange år for at levere naturgas til omtrent 90% af de danske husstande, og da man lukkede for gasventilerne i slutningen af 2019, kunne det tydeligt aflæses i energistatistikkerne
Efter mange fejlslagne forsøg blev olieproduktionen sat i gang 10 år senere, da HKH Prins Henrik drejede ventilen ombord på tankskibet Marie Mærsk ved Dan-feltet.
Naturgassen tog længere tid, da teknologien og infrastrukturen manglede. Den 1. oktober 1984 kl. 8 kunne den konservative statsminister Poul Schlüter endelig markere starten på gaseventyret med den første gas fra det nyåbnede Tyra-felt. Dronning Thyra Dannebod, der ifølge Saxo byggede Dannevirke, er et stærkt symbol på forsvarsviljen mod udefrakommende farer.
Dén historiske parallel, som dermed lå i feltets navn, blev ikke forbigået af skibsreder A.P. Møllers søn, Mærsk Mc-Kinney Møller, da denne holdt sin indvielsestale ombord på platformen: ”Tyra-feltet har fået navn efter Danmarks første kristelige dronning. Hendes var en tid, hvor nyt og gammelt mødtes – en tid hvor nye strømninger skulle tilpasses eksisterende forudsætninger”.
Tyra var med andre ord det 20. århundredes Dannevirke. Som et ekko af Erling Jensen, bemærkede Schlüter i sin indvielsestale, at danskerne nu havde ”mindsket afhængigheden af energi udefra gennem et flerstrenget forsyningssystem. Vi husker alle, hvordan samfundet i 70’erne blev rystet af oliekriserne. Nu kan vi selv producere energi.”
En ting var selve produktionen, noget helt andet var at få gassen ud i de danske husstande. Statens rolle deri formaliseredes i 1972 ved loven om naturgasforsyningen og oprettelsen af det statsejede selskab Dansk Naturgas A/S (sidenhen DONG), der senere skulle forhandle en salgsaftale med Mærsk og distribuere gassen.
Hvem har retten til energien?
Set i bakspejlet kan det danske olie- og gaseventyr virke som, ja – et erhvervseventyr uden sidestykke, men i spændingsfeltet mellem retten til naturens ressourcer, statens rolle, det private og opinionen var der naturligvis masser af stridspunkter.
Den politiske venstrefløj mente, at Mærsk fik foræret et tagselvbord med Danmarks ressourcer, og højrefløjen ville mindske statens indblanding og sikre markedsvilkår for den blomstrende industri. Forhenværende medlem af Folketinget, Ole Maisted, fra Fremskridtspartiet talte eksempelvis i 1980 om, at man med DONG og statens rolle i olie- og gasindustrien var ved at udvikle sig til en ”socialistisk vasalstat eller bananstat”.
På den modsatte fløj anklagede Preben Wilhjelm (Venstresocialisterne) Mærsk og DUC for kun at have interesse i at tømme undergrunden for energi inden 2012, hvor bevillingen ophørte, uden hensyn til dansk energipolitik. Det var principielle diskussioner, der fortsatte de efterfølgende årtier, men den politiske midte og DUC formåede at finde en overenskomst.
Mærsk tilbageleverede en række områder, man endnu ikke havde efterforsket, og DONG fik forkøbsret på 40% af olien samt ansvaret for at etablere og drive rørledning fra Nordsøen til raffinaderiet i Fredericia.
Et markant fald der betød, at Danmark for første gang siden 1983 igen skulle importere gas
For Mærsk sluttede deltagelsen i energieventyret i 2017, da rederiet solgte sine olie- og gasaktiviteter til det franske energiselskab TotalEnergies for 47 mia. kr. Dermed overtog den franske gigant også Mærsks rolle i DUC, som i dag består af TotalEnergies (43,2%), norskfunderede Noreco (36,8%) og Nordsøfonden (20%).
Sidstnævnte er statens selskab, der indtrådte i 2012 med formålet om at ”sikre forsyningen af energi og råstoffer samt skaffe indtægter til statskassen”. Endvidere blev et midlertidigt punktum sat sidste år, da regeringen og en række partier vedtog aftalen om at stoppe al produktion af olie og gas fra d. 31. december 2050.
Selvom gassen dermed har fået sin slutdato, er det værd at bemærke, at denne altså først falder om næsten tre årtier. Derfor er det heller ikke overraskende, at TotalEnergies har kastet sig ud i Nordsøens største investeringsprojekt nogensinde med genopbygningen af Tyra-feltet for den nette sum af 21 mia.kr.
Tyra stod i mange år for at levere naturgas til omtrent 90% af de danske husstande, og da man lukkede for gasventilerne i slutningen af 2019, kunne det tydeligt aflæses i energistatistikkerne. Fra at have produceret 154.539 TJ i 2018 kom der kun 49.669 TJ i 2020. Et markant fald der betød, at Danmark for første gang siden 1983 igen skulle importere gas.
Rollen som gasimportør betød også, at flere igen fik øjnene op for forsyningssikkerhedsspørgsmålet. Indtil Tyra er oppe og køre igen i 2023 er vi afhængige vores gaslagre samt import fra Tyskland. Med til den ligning hører dog, at tysk gas i høj grad er importeret fra Rusland.
Genopbygningen af Danmarks største naturgasfelt accentuerer derfor den problematik, vi har kæmpet med siden 70’ernes kriser: Hvad sker der, når vi ikke selv producerer vores egen energi? En problematik der uden tvivl kun vil blive mere aktuel i takt med, at fossile brændstoffer i stigende grad dømmes ude af moderne, industrialiserede nationer. Hvor lang tid går der, før at vi kan sikre forsyningssikkerheden med vedvarende energi – og hvem er herre over vores forbrug og produktionen i overgangsperioden?
Sort energi eller nødvendigt overgangsbrændsel?
I kølvandet på de senere års klimadebat er naturgassen gået fra at være et hjertebarn og en hjørnesten i dansk forsyningssikkerhed til at udgøre et betændt stridspunkt i europæisk og international politik.
Det kan man have mange kvalificerede meninger om – gassen ”brænder” grønnere end kul og olie, men dens metanudledninger er væsentlig mere potente end CO2-udledningerne. Når omtrent en tiendedel af verdens energiproduktion er vedvarende, og de teknologier, der skal understøtte den grønne omstilling, stadigvæk ikke er fuldt ud rentable og skalerbare, betragter mange naturgassen som værende et vigtigt »transition fuel« eller overgangsbrændsel.
Det forøgede forbrug hører naturligvis sammen med den stigende velstand, vi har oplevet siden 1960’erne: En gennemsnitlig højere kunstig rumtemperatur (fremkomsten af 21 graders-kulturen), flere lyskilder og elektronisk inventar i hjemmet, som foregående generationer ikke nød godt af
Omvendt kan blåstemplingen af naturgassen være med til at mindske incitamentet for investeringer i bæredygtige teknologier og løsninger. Diskussionen for og imod foregår primært i produktionens sfære, men forbrugsdimensionen er i lige så høj grad interessant. Et historisk perspektiv efterlader nemlig indtrykket af en galoperende udvikling:
I 1950 lå det gennemsnitlige elforbrug pr. indbygger på 484 kWh og i 2006 toppede det med svimlende 6330 kWh. Den danske energiforsyning lå i 1955 på 7.6 mega ton olieækvivalent (MTOE) og allerede i 1974 var den mere end fordoblet til 16.9 MTOE.
Det forøgede forbrug hører naturligvis sammen med den stigende velstand, vi har oplevet siden 1960’erne: En gennemsnitlig højere kunstig rumtemperatur (fremkomsten af 21 graders-kulturen), flere lyskilder og elektronisk inventar i hjemmet, som foregående generationer ikke nød godt af.
Samtidig med at den tredje verden buldrer derudaf med udviklingsprojekter i en relativt tilbagestående industri og verdensbefolkningstallet forøges, forekommer det urealistisk at det globalt accelererende energibehov kan dækkes med vedvarende energikilder indenfor en kort tidshorisont. Omtrent en milliard mennesker mangler stabil og sikker adgang til elektricitet og nogle spår, at verdens energibehov i 2040 vil stige med en tredjedel.
I den henseende kan ideen om overgangsbrændsler måske virke særligt besnærende.
Diskrepansen mellem produktion og forbrug
Læser man tilbage i 1970’ernes energidebat var klimaspørgsmålet noget perifert. Man talte rigtigt nok om miljøhensyn, men debatterne handlede primært om forsyningssikkerheden og de økonomiske omstændigheder for produktionen. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at man allerede dengang var opmærksom på det lange perspektiv i energihistorien.
I sin redegørelse for dansk energipolitik i 1976 advarede Jensen om det bekymrende ved, at moderne samfund ”i stigende grad er er baseret på energiråstoffer, som kun findes i begrænset mængde og ikke fornyes.”
Hvor kilderne til energien er under forandring, så er vores accelererende forhold til forbruget – ironisk nok – statisk
Dette, sammenholdt med en ”stigning i verdens samlede energiforbrug”, vil på sigt resultere i en dødsensfarlig cocktail, hvor vi oplever en ”stadigt voksende afstand mellem den mulige tilgang og behovet.” Dengang anså man fusionsenergien og naturgassen som værende helt centrale løsninger; fra et produktions- såvel som et forbrugsperspektiv.
I dag ser verden måske anderledes ud, men hvor kilderne til energien er under forandring, så er vores accelererende forhold til forbruget – ironisk nok – statisk. Fra H.C. Andersens fascination over de nye gaslygter, til nutidsdanskerens foretrukne stuetemperatur, ser vi den almenmenneskelige glæde ved og fastholdelse i velstanden, som energien understøtter.
Kan man forestille sig en ny klimakrise på den anden side af den grønne omstilling? Måske. Men vi kan med sikkerhed sige, at man igen vil opleve energikriser. Det synes at være en menneskebestemt naturlov. En lidt mere teknologiskeptisk Grundtvig bemærkede nemlig skælmsk i 1860, at alverdens ”Gas-Lygter og Blus” ikke kunne oplyse menneskets mørke.
Kilder
Erling Jensens citater: Dansk Energipolitik (1976), skriftlig redegørelse afgivet af handelsministeren.
Mærsk-citatet er fra indvielsestalen 1. oktober 1984 på Tyra. Manus findes på Fiskeri og Søfartsmuseet.
Baggrundsviden hentet i:
Morten Hahn-Pedersen: Mærsk Olie og Gas (2016)
Mogens Rüdiger: Energi i forandring (2011)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
