KOMMENTAR // MEDIER – Pressedækningen af den forfærdelige sag om en 15-årig dreng med infantil autisme, som ulykkeligvis har knivdræbt sin mor, afslører med smertefuld tydelighed, at der stadig er meget langt igen, før autister bliver beskrevet med de helt nødvendige og afgørende nuancer. Og prisen for de tabte nuancer er høj: Mere frygt, mere fordømmelse, flere misforståelser, og det er autisterne og deres pårørende, der betaler den.
Det var B.T., der havde overskriften: ”15-årig tiltalt for drab på sin mor: Det betyder hans diagnose ’infantil autist’.”
Som mor til en 9-årig infantil autist fik jeg omgående ondt i maven, da jeg så overskriften – dels over selve den forfærdelige tragedie, dels over formuleringen i overskriften. Den er ledende og ildevarslende og rejser mange spørgsmål:
Mener man med overskriften, at teenagedrengen har slået sin mor ihjel, fordi han er infantil autist?
Har den autistiske dreng dræbt sin mor med koldt blod på grund af sin autisme? Man mærker hensigten og bliver mildt sagt forstemt
Mener man, at der findes én bestemt definition af dét at være infantil autist, og mener man, at læserne kan finde nøglen til forståelse af et gruopvækkende drab, hvis de får skitseret, hvad det (teoretisk) indebærer at være infantil autist? Ingen af delene er tilnærmelsesvis rigtigt, og alligevel antydes alt dette alene i overskriften.
Desværre blev det kun værre derfra.
En formentlig velmenende journalist (hvis jeg et øjeblik skal lade tvivlen komme B.T. til gode) havde kontaktet formanden for Landsforeningen Autisme, Heidi Thamestrup, med det formål at få hende til at kaste lys over sagen.
Jeg ved ikke, om Thamestrup enten ikke forstod præmisserne for den spørgeramme, hun blev præsenteret for eller ikke kunne nå at korrigere artiklens dybt ladede sammenkoblinger.
Under alle omstændigheder udviklede det samarbejde sig til et trist studie i, hvordan man dels som journalist, dels som repræsentant for mennesker diagnosticeret med autisme, ikke skal agere, hvis der nogensinde skal opnås en bredere forståelse af den komplekse udviklingsforstyrrelse, som autisme er.
Fjerndiagnosticering er livsfarlig
Helt grundlæggende er det altid en farlig praksis, når man som ekspert og i dette tilfælde oven i købet som formand for en interesseorganisation påtager sig at kommentere generelt, når man bliver præsenteret for en meget konkret sag. Når sagen så som i dette tilfælde er dybt tragisk, bliver kommentarerne hurtigt direkte skadelige.
B.T. lægger i artiklen ikke skjul på præmisserne for kommentarerne:
”I den konkrete sag ser Heidi Thamestrup flere tegn på, at drengen, som beskrevet i retten, er autist. Hun kender ikke noget til sagen ud over det, hun har læst i medierne.”
Den primitive og krænkende dækning af drabssagen demonstrerer desværre, at det er nødvendigt at gentage: Autister er ligesom ikke-autister dybt forskellige personer
Men hvorfor så spørge Heidi Thamestrup om noget som helst, når vi her taler om en sag, hvor et ganske ungt menneske har slået sin mor ihjel under forhold og med en forhistorie, som vi intet kender til? Og hvorfor så som såkaldt ekspert bidrage til en artikel om noget så forfærdeligt ud fra nogle grove, generelle betragtninger?
Det er hård kost at læse Heidi Thamestrups kommentarer.
Hun udtaler blandt andet om drengens ”tilståelse” af, at han ønskede at slå sin mor ihjel: ”Andre ville svare, at de var i affekt, og at de ikke anede, hvad de foretog sig, men en dreng med autisme svarer helt konkret, at han ønskede, at hun skulle dø – for han var sikkert så rasende på det tidspunkt og så meget i affekt, at det var det eneste, han ønskede,” forklarer Heidi Thamestrup og fortsætter: ”Vi andre ville sikkert tænke det samme, men vi ville fortælle en tolkning – ikke den konkrete tanke.”
Det er en vanvittig generalisering og en direkte dom over drengens intentioner, som en udenforstående simpelthen umuligt kan fælde. Udtalelsen er bundet sammen med ”autismens fire neurologiske træk”, som Heidi Thamestrup har videregivet til B.T. Avisen oplyser i en faktaboks:
”Når man er autist, er man diagnosticeret med en anderledes neurologi. Det betyder, man har minimum fire neurologiske træk, der er anderledes end alle andres.
1) Evnen til at handle og styre. Det vil sige planlægge sin dag og træffe beslutninger. Det kan autister ikke.
2) De sanseindtryk, som vi alle sammen får ind hele tiden, ikke kan samles som en helhed, som de bliver for os andre. Derfor består verden af tusindvis af detaljer, som kan gøre den svær at overskue.
3) De kan ikke sætte sig i andres sted. I stedet for intuitivt at vide, hvordan andre har det, skal autister igennem den forståelse mekanisk.
4) Sanseforstyrrelser. Denne viser sig meget forskelligt hos autister – nogle kan tage iskolde bade uden at vide det, mens andre først opdager, de har lagt hånden på en varm kogeplade, når der begynder at lugte brændt.”
Billede uden pejling
Tak for kaffe. Så har vi da fået tegnet billedet af alvorligt socialt handicappede mennesker helt uden pejling. Især punkt nummer 3 er interessant, da det gentager en forældet teori om, at autister er medfødt uempatiske.
Så meget desto mere uheldigt er det, at disse kontroversielle punkter kobles direkte sammen med en gruopvækkende, ulykkelig mordsag – har den autistiske dreng dræbt sin mor med koldt blod på grund af sin autisme? Man mærker hensigten og bliver mildt sagt forstemt.
Det burde være overflødigt at understrege det, men den primitive og krænkende dækning af drabssagen demonstrerer desværre, at det er nødvendigt at gentage: Autister er ligesom ikke-autister dybt forskellige personer.
Formålet med at tale om autisme må være at oplyse, nuancere og forklare – ikke at gentage stereotypiske fordomme og antagelser og ikke unuanceret kæde en autistdiagnose sammen med en horribel handling
Ja, det er rigtigt, at der optræder en række karakteristiske træk som f.eks. rigiditet, repetition og detaljeorientering, men det er ganske enkelt både umuligt og helt urimeligt at samle autister i én gruppe, som agerer på en helt bestemt, forudsigelig måde, når konflikt, usikkerhed eller angst opstår. Reaktionerne vil være helt afhængige af forstyrrelsens sværhedsgrad, kombination med andre diagnoser, den enkeltes netværk, social træning og så videre.
Det er stødende, at pressen sjusker groft i dækningen af et komplekst emne, men det er ligeså beskæmmende og sårende for mig og med mig mange andre forældre og øvrige pårørende til autister, at formanden for Landsforeningen Autisme lader sig spænde for sensationsvognen. Formålet med at tale om autisme må være at oplyse, nuancere og forklare – ikke at gentage stereotypiske fordomme og antagelser og ikke unuanceret kæde en autistdiagnose sammen med en horribel handling.
Prisen for tabte nuancer er høj: Mere frygt, mere fordømmelse, flere misforståelser, og det er autisterne og deres pårørende, der betaler den.
Topillustration: Screenshot fra bt.dk
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
