Biodiversitet: Hvad skal vi med vilde jordbier og andre vilde jordboer?

af i Debat/MILJØ & BÆREDYGTIGHED

VIDEN // ESSAY – Tag med på en lille tidsrejse tilbage til en bestemt dag i fortiden. På denne dag meldte Politikens forside om skarpe skud på Nørrebro. Inde i avisen tiltrak en overskrift, om en kendt skuespillerinde der ”taler ud”, sig opmærksomhed. I dagens kronik beskrev en ældre biologiprofessor det tab af naturens mangfoldighed, han havde oplevet igennem sin levetid. Hvornår var det nu det var?

Det lyder bekendt og nutidigt, ikke? Men det er faktisk Politikens udgave for søndag den 15. december 1929, jeg beskriver, og den har næppe mange nulevende læst. Skuespillerinden, der talte ud, var den internationalt berømte stumfilmstjerne Asta Nielsen. Og professoren bag dagens kronik ”Om bier, blomster og noget mere” var Carl Wesenberg-Lund (1867-1955), hvis indlæg i løbet af de følgende uger fremkaldte en hidsig debat om benyttelse og beskyttelse af naturen i Danmark.

Bag ved de to modsatrettede holdninger gemmer sig helt forskellige syn på, hvad natur er – det skønne, men unyttige – på linje med kunst – eller det genstridige vilde, der skal aves og tæmmes til menneskets nytte

Selvom datidens samfund var meget anderledes end nutidens, så kan positionerne fra dengang sagtens genkendes. Men det virkeligt interessante er at kigge på argumenterne – fra begge sider, benyttelse kontra beskyttelse. Vi kan nemlig nu – på behørig afstand i tid – faktatjekke argumentationen, især den del der bestod af forudsigelser om fremtiden, altså nutiden.

To standpunkter – dengang og i dag

Carl Wesenberg-Lund. Foto: Wellcome Collection.

Standpunkterne i debatten anno 1929 bestod på den ene side af en beskyttelsesalliance af naturelskere og landskabsæstetikere, bestående af de to biologiprofessorer Wesenberg-Lund og Christen Raunkiær plus digteren Ludvig Holstein – ham med ”Det er i dag et vejr”, ”Det lysner over agres felt” og megen anden uforglemmelig poesi, der siden er blevet til klassikere i Højskolesangbogen. På den anden side af debatten stod en jordbrugsvenlig benyttelsesposition med de to Landbohøjskole-professorer Carl Mar. Møller og Frederik Weis samt en skovfoged Chr. Brandt.

Naturbeskyttelsessiden stod for grundholdningen, at der, når vi mennesker udnytter naturgrundlaget til at producere materielle goder, samtidig må afsættes plads til ting, der ikke er direkte nyttige eller måske decideret unyttige. Og det kræver ofre.

På benyttelsesfløjen var grundholdningen, at naturen kun havde eksistensberettigelse i det omfang, den kunne nyttiggøres for os mennesker. Det kunne nok komme på tale at indrette små naturreservater af hensyn til botanikernes og zoologernes forskning, men i al almindelighed måtte naturbeskyttelse ikke lægge sig ”på tværs af det praktiske livs sunde og berettigede krav, men i stedet være med til af al kraft at støtte og udbygge udnyttelsen af vort lands naturlige erhvervskilder”, som professor Frederik Weis skrev i en svarkronik i januar 1930.

Sagt på et mere nutidigt sprog: Ethvert areal der kunne benyttes til landbrug skulle dyrkes op, ethvert areal der kunne beplantes med plantage, skulle det, og hver en mose, sø eller fjordarm der kunne tørlægges skulle drænes til tørt landbrugsland.

For dette grundsynspunkt var der nyttige organismer, fx regnorme og honningbier, og – i modsætning til disse – skadedyr og ukrudt. Endelig var der en stor mængde ligegyldige arter, som hverken gjorde skade eller gavn, men som derfor heller ikke fortjente nogen opmærksomhed.

Disse to positioner er der vist ikke meget nyt i set med nutidsbriller, selvom det ikke længere rigtigt er oppe i tiden at plædere for indvinding af landbrugsland fra havet.

Natursyn

Bag ved de to modsatrettede holdninger gemmer sig helt forskellige syn på, hvad natur er – det skønne, men unyttige – på linje med kunst – eller det genstridige vilde, der skal aves og tæmmes til menneskets nytte.

Wesenberg-Lund nærede uden tvivl en ubetinget kærlighed til de unyttige organismer og deres livsytringer. Prøv blot at læse med i hans kronik fra kort før jul 1929, som starter med lyriske beskrivelser af forfatterens oplevelser med vildtlevende arter af bier, da han var ung, altså før 1890, og fyrre år senere, altså i slutningen af 1920’erne.

Her er Wesenberg-Lund i sit højeste es:

En høj, lys forårsdag med hvide, drivende skyer over en blånende aprilhimmel. Jeg står ude i et pilekrat i Tirsdagsskovens Moser [ved Hillerød]. Det er for ca. 40 år siden. Her dufter af blomstrende pil; rundt om mig hører jeg biernes glade arbejdssang. Nu er honningbierne kommet med, men de er i minoritet; langt flere jordbier, bier med røde hoser og lange, hvide ørelokker af hår, overlæssede med pilens klæbende støv, dét der skal bæres ned i rederne under græstørven, i tørvebunkernes skrænter, i stengærder og grusgrave. Hver pilebusk har bier i hundredevis, mange forskellige arter; over mosen kan i løbet af et par timer samles en halv snes forskellige arter, og, tager vi humlerne med, mange flere.

Og hans sammenligning med kronikkens nutid – altså 1929 – lyder sådan her: ”Nu er det ganske fortrinsvis en eneste art, honningbien. De andre – ja de er der i alt væsentligt ikke mere.

Wesenberg-Lund var på basis af egne iagttagelser ikke tvivl: Der var, i løbet af hans levetid, blevet langt færre vilde bier, både i antal og i artsrigdom. Ja, der var blevet langt færre forskellige arter af bestøvende insekter overhovedet. Og han var ikke bange for at hæve stemmen og råbe op, selvom han vidste, at han ville lægge sig ud med skovbruget og landbruget, inklusive biavlerne.

Første svarkronik kom fra professor Frederik Weis, der gennem sin forskning havde fundet den mest effektive vej til at opdyrke hede til landbrugsjord. Hans svar var en højstemt hyldest til den form for natur, som han satte mest pris på:

Er ikke et frodigt veldyrket landskab skønt? Tænk på de grønne, rene, nyligt tilsåede marker eller de gule ditto lige før høsten! Mark, som udtryk for velstand og for, hvad dens ejer fik lokket ud af jorden!

Her er tale om et helt andet natursyn. Det er svært ikke at se en parallel helt tilbage til Det gamles Testamentes syndefaldsmyte, hvor Gud befaler Adam at gøre sig til herre over jorden og dens dyr og planter.

Naturbeskyttelse ud fra en menneskelig nyttebetragtning

I sin kronik nåede Wesenberg-Lund efter sine medrivende naturscenerier frem til det afgørende spørgsmål: ”Kan nedgangen ikke være den danske nation så komplet ligegyldig?”. Det er med kronikørens svar på dette spørgsmål, at det bliver interessant for alvor set med nutidsbriller.

Når man har indledningens naturkærlighed i frisk erindring, så kunne man snildt have forstillet sig, at Wesenberg-Lund havde svaret, at vi burde sikre bevaring af de mange arter af vilde bier af ren kærlighed til naturens mangfoldighed eller ud fra en etisk betragtning af alle arters eksistensberettigelse. Men i stedet svarede Wesenberg-Lund, at der var rent økonomiske grunde til at bevare de mange arter af vilde bier.

Hans påstand var, at landbrugets kløveravl ville være i fare, hvis mangfoldigheden af vilde bier blev reduceret yderligere. Dengang – før kunstgødningens tid – var der en enorm efterspørgsel på kløverfrø overalt i landbruget, fordi kløver, takket være sin evne til at supplere jordens kvælstofnæring med kvælstof fra luften, blev brugt til jordforbedring og til at sikre tilstrækkeligt proteinindhold i foderet til malkekøerne. Derfor blev der på store arealer avlet kløverfrø til salg. Og uden bestøvende bier – især humlebier – ville der ikke komme kløverfrø.

Derfor – argumenterede begge de to biologiprofessorer Wesenberg-Lund og Raunkiær i hver sin kronik – måtte rester af de jyske heder bevares som pletter i agerlandet, ligesom småskrænter, stengærder osv. i det sjællandske og fynske landskab. Uden sådanne udyrkede ”småbiotoper” som redesteder for humlebier og andre vilde bier, ville den økonomisk vigtige kløveravl mislykkes, var pointen. De to professorer argumenterede altså for naturbeskyttelse ud fra en menneskelig nyttebetragtning. Det kunne jo i og for sig være fint, hvis altså det faktuelle indhold i argumentationskæden var rigtigt.

De bedømte tilsyneladende at de vilde arters eksistensberettigelse var for svagt et argument i sig selv. Jeg hører i hvert fald i min egen tid konstant den type ræsonnement fra fagkolleger. Ræsonnementet lyder: ”Politikere lytter til økonomer, derfor må vi tale økonomernes sprog og kun tale om naturens nytteværdi”

Lederen af Statsfrøkontrollen Knud Dorph-Petersen var hurtigt ude med svar på Wesenberg-Lunds kronik. Han afholdt sig helt fra polemik, men oplyste blot nøgternt om, hvordan den danske kløveravl gik bedre og bedre årti efter årti, samtidig med at hederne og overdrevsskrænterne forsvandt fra landskabet. Han henviste også til forsøgsmarker med kløverdyrkning, som havde vist sig at give topudbytte, selv om der ikke var andet end smalle markskel og vejrabatter i nærheden – ingen heder eller andre naturområder overhovedet. Wesenberg-Lunds argumentationskæde var altså ikke vandtæt på det faktuelle plan.

Men selv hvis Wesenberg-Lund havde haft ret i sin samtid, ville hans nytteargument så have ført til varig naturbeskyttelse? Lad os som tankeeksperiment forestille os at beslutningstagerne i 1930 havde lyttet til ham og ladet sig overbevise om at landets og landbrugets økonomi kun kunne sikres ved at bevare små naturområder spredt i agerlandet. I så fald ville begrundelsen for bevaring af alle disse små naturområder jo i praksis ophøre den dag, kløveravlen måtte ophøre. Og det gjorde den.

Der dyrkes i dagens Danmark stort set ikke kløver og slet ikke i form af kløverfrøavl, som jo er dér, hvor bestøvning er afgørende. Det indebærer, at naturområder, der ville være bevaret i 1930’erne for deres nytteværdis skyld, sandsynligvis ville være blevet konverteret til agerjord i 1950’erne, efterhånden som NPK-gødning vandt frem og overflødiggjorde kløverdyrkning. Og det ville man have kunnet gøre med klar henvisning til nytteargumentationen. Nu var disse ”hjælpearealer” jo ikke længere nødvendige. Derfor holder argumentet om biodiversitetens nytte ikke i længden. Og ikke nok med at selv et korrekt nytteargument har en udløbsdato: Hvad med alle de arter, som ikke en gang i teorien kunne være nyttige for mennesker? Sådanne arter udgør trods alt langt størstedelen af den samlede biologiske mangfoldighed.

Økonomernes sprog og naturens nytteværdi

Jeg spørger mig selv om, hvorfor de to naturelskere Wesenberg-Lund og Raunkiær mon valgte at køre hårdt på dette nytteargument. Jeg gætter på, at de gjorde det efter taktiske overvejelser, bevidst eller ubevidst.

De bedømte tilsyneladende at de vilde arters eksistensberettigelse var for svagt et argument i sig selv. Jeg hører i hvert fald i min egen tid konstant den type ræsonnement fra fagkolleger. Ræsonnementet lyder: ”Politikere lytter til økonomer, derfor må vi tale økonomernes sprog og kun tale om naturens nytteværdi”.

Jeg mener, at vi naturligvis skal regne med en økonomisk værdi af vilde arter der, hvor der faktisk er én. At arten stor regnorm omsætter organisk materiale i agerjord har selvfølgelig værdi for landbruget, ligesom mørk jordhumles bestøvning af jordbærblomsterne på jordbærmarken har. Men de ret få vilde arter, der faktisk betyder noget økonomisk, er alle sammen helt almindelige og vidt udbredte – ellers ville de jo ikke kunne have denne store betydning. Og dermed er de langt fra at være i fare for at uddø.

Biodiversitetskrisen handler om tab af arter. De mange arter, der er tæt på uddøen – cirka en fjerdedel af Danmarks vilde fauna og flora – er alle sammen sjældne eller meget sjældne. Deres økonomiske betydning er som hovedregel helt ubetydelig. Skulle det helt usandsynlige indtræffe, at stor regnorm eller en anden vigtig art pludselig uddøde, så ville en af de andre almindelige regnormearter blot indtage dens plads i stedet. I alle naturlige økosystemer findes der en overflod af arter, der har omtrent samme funktion. Derfor holder argumentet om biodiversitetens nytte for mennesket ikke i det hele taget.

En udbredt grundholdning synes at være, at de andre arter, med hvem vi mennesker deler jordkloden, har en grundlæggende eksistensberettigelse

Man kunne altså have forestillet sig at Wesenberg-Lund havde besvaret sit eget spørgsmål om ikke artstabet kan ”være den danske nation så komplet ligegyldig?” på følgende måde: Jo, hvis man ikke synes at livet på Jorden i al dets mangfoldighed har nogen værdi, så kan man i store træk være ganske ligeglad med at forårsjordbi, rødbrystet jordbi og vårsilkebi skulle dø ud i Danmark eller verden.

De æder og yngler – de gør det de skal, for at fortsætte artens eksistens. Men de har ingen nævneværdig betydning for hele økosystemets funktion. Alle tre arter samler kun pollen og nektar fra pilebuske i blomst i det tidlige forår. Men pilebuskene er ikke afhængige af disse tre arter af bier, for der er mange andre og mere bredspektrede biarter, der også går på pileblomster. Og på samme måde med stor strithårsbi og rødhalet høstbi, der kun samler pollen og nektar på henholdsvis kongepen og klokkeblomster i sensommeren, for disse planter kan også bestøves af mange andre bier og andre insekter.

Og selv hvis planterne spydpil, smalbladet klokke og plettet kongepen skulle komme til at mangle bestøvning og sætte færre frø, så lurer ingen økologisk katastrofe om hjørnet. De er alle smukke (synes jeg), men komplet unyttige og sjældne (ved jeg). Det ærlige svar er altså, at så længe jordbærmarker, frugtplantager og rapsmarker bestøves af vores tamme honningbier og nogle almindelige arter af vilde bier, så vil vores materielle velbefindende ikke være i farezonen.

Alligevel svarer et stort flertal af Danmarks og Verdens befolkning ”nej” til spørgsmål om, det er i orden, at vi mennesker driver arter til udryddelse for selv at få mad på bordet, tøj på kroppen, en ny smartphone i ny og næ og en årlig ferierejse til en fjern destination. En udbredt grundholdning synes at være, at de andre arter, med hvem vi mennesker deler jordkloden, har en grundlæggende eksistensberettigelse.

Argumentet om nytteværdien

Skovbrugsprofessor Carl Mar. Møller havde allerede i 1930 gennemskuet nytteargumentets forløjethed og med retorisk elegance spiddede han Wesenberg-Lund i sin allerede nævnte svarkronik. Men også han tog fuldstændig fejl, ligesom Frederik Weis og de andre naturbenyttelsesfortalere gjorde. For de påstod, at vi mennesker fortsat kunne intensivere udnyttelsen af naturgrundlaget, uden at det ville betyde tab af noget som helst værdifuldt, men kun betyde øget velstand og tilfredshed. Og det er jo skrupforkert.

Carl Mar. Møller var fortaler for en stærkt intensiveret skovdrift og havde i begejstrede vendinger beskrevet sin vision om snorlige og endeløse rækker af frodige grantræer i alle danske skove i Poul Henningsens tidsskrift Kritisk Revy. Og den vision blev sidenhen virkeliggjort med det resultat, at dusinvis af arter af planter, insekter og svampe uddøde i Danmark og endnu flere blev yderst sjældne. Alene blandt dagsommerfugle knyttet til skovlysninger er hele 12 arter fordrevet fra landet siden Møllers tid: Mnemosyne, skovhvidvinge, enghvidvinge, egesommerfugl, slåensommerfugl, terningsommerfugl, kirsebærtakvinge, askepletvinge, mørk pletvinge, poppelsommerfugl, perlemorrandøje og herorandøje.

I Danmarks seneste indberetning til EU om naturens bevaringstilstand har vi måttet rapportere, at 90 procent af de særligt beskyttede habitattyper er i såkaldt ’ugunstig tilstand’ eller i den endnu værre kategori ’stærkt ugunstig tilstand’

På samme måde blev landbruget intensiveret med tab af snesevis af arter til følge. Frederik Weis katalyserede den totale opdyrkning af heden og udbredelsen af yppige kornmarker over hele Midt- og Vestjylland. Den sure og karrige hedetørv blev i processen omskabt til frodig muldjord. Markerne er i dag som biologiske ørkener, blottet for andet liv end afgrøden og mikroorganismerne i jorden. Men det økologiske kollaps, som Wesenberg-Lunds nytteargument i 1929 var en forudsigelse af, er total udeblevet.

Aldrig har majs- og hvedemarkerne stået frodigere i Danmark og aldrig har de givet højere udbytte. Til gengæld er Danmark et af verdens absolut mest intensivt opdyrkede lande. Og i de tilbageværende naturområder går det dårligere end ringe. I Danmarks seneste indberetning til EU om naturens bevaringstilstand har vi måttet rapportere, at 90 procent af de særligt beskyttede habitattyper er i såkaldt ’ugunstig tilstand’ eller i den endnu værre kategori ’stærkt ugunstig tilstand’. Så det er indlysende, at vi har mistet værdier. Enorme og i mange tilfælde uerstattelige værdige, men alene immaterielle værdier. Det er som hvis al kunst og musik var gået op i røg i løbet af natten, og vi sad tilbage i en verden med mere mad målt i kilojoule, end vi nogensinde kunne æde os igennem – men helt uden skønhed.

Argumentet om, at vi er nødt til at bevare biodiversiteten for nytteværdiens skyld, høres i debatten med forøget styrke i disse år. Ikke mindst i forbindelse med tilbagegangen for bestøvende insekter. Og argumentet fremføres som noget nyt og tilsyneladende hidtil uprøvet. Men nytteargumentet er hverken nyt eller frisk.

Det blev faktisk prøvet allerede for næsten 90 år siden. Der blev råbt ”ulven kommer”. Men benyttelsessiden vandt alligevel historien. Heden blev opdyrket, og skov- og markdriften blev intensiveret langt ud over, hvad datidens debattører havde kunnet forestille sig. Og ”ulven” kom ikke. I stedet kom – ingenting, tomhed: Bare ét langt tab af arter, smukke, grimme, små og store, med navne som ellekrage, eghjort og herorandøje og så videre.

I virkeligheden er biodiversitetskrisen altså ikke en trussel mod menneskets behov for at fylde maven, men mod livets skønhed og mod den mirakuløse mangfoldighed af livsformer, der har udviklet sig her på jorden – som det eneste med sikkerhed kendte sted i universet.


Hans Henrik Bruun vil fremover skrive om ny viden indenfor økologi, evolution og biodiversitet for POV.


Illustration: Creative Commons.

Hans Henrik Bruun er biolog og forsker.

Han er til daglig lektor i økologi og evolution ved Københavns Universitet, hvor han forsker og underviser i bl.a. biologisk mangfoldighed, samspil mellem arter af planter, dyr og svampe, og i evidensbaseret naturbevaring.

Han er født 1965 og ph.d. fra 1999.

Foto: Nikolai Baida.

Seneste artikler om Debat