Amerikanske præsidenter siden 1967 har forsøgt at løse Israel-Palæstina konflikten. Nu vil palæstinenserne prøve noget nyt – at forhandle med USA’s præsident, Donald Trump. Den dystre udsigt til en evig borgerkrig i en stat med to nationaliteter gør, at parterne ikke har givet helt op, mener Shlomo Ben-Ami.
MADRID – For 50 år siden vandt Israel Seksdageskrigen mod sine arabiske naboer og besatte området fra Gazastriben til Vestbredden – og etablerede overherredømme over millioner af palæstinensere.
I de følgende årtier har palæstinenserne prøvet stort set alt for at slippe ud af Israels undertrykkende besættelse – fra civil modstand til internationalt diplomati – uden resultat. Nu vil de prøve noget nyt: at forhandle med USA’s præsident, Donald Trump.
Alle amerikanske præsidenter siden 1967 har forsøgt at løse Israel-Palæstina konflikten, og Bill Clinton tilbød de mest gennemarbejdede og velovervejede forslag til en fredsaftale, der nogensinde er foreslået af en udenlandsk statsmand. Trump har med stor selvsikkerhed proklameret, at han vil “ordne” en aftale, som han mener “slet ikke er så vanskelig, som folk har troet”.
Den dystre udsigt til en evig borgerkrig i en stat med to nationaliteter har foreløbig forhindret, at de relevante aktører har givet helt op
Det er næppe nødvendigt at påpege, at ikke alle er så optimistiske som Trump. Israelerne and palæstinenserne har stort set mistet håbet om, at der overhovedet findes en løsning, som er acceptabel for begge parter. Men den dystre udsigt til en evig borgerkrig i en stat med to nationaliteter har foreløbig forhindret, at de relevante aktører har givet helt op.
For Trump er det tillokkende ved få en fredsaftale i stand nok mest, hvordan det vil påvirke hans eget eftermæle. Selvom USA har hænderne fulde – med alt fra Nordkoreas atomprøvesprængninger til Ruslands provokationer af vestlige interessesfærer – så er chancen for succes i Mellemøsten umådelig lille.
Hvad hans motivation end er, har Trump nogle fordele. I modsætning til den typiske østkystpolitiker, er Trump ikke afhængig af donationer fra de amerikanske jøder, og han behøver derfor ikke undlade offentligt at kritisere, endda true, Israel.
En neutral fyr
Tidligt sidste år skilte Trump sig ud fra alle tidligere amerikanske forhandlingspartnere ved at beskrive sig selv som “en neutral fyr”, når det kom til Israel-Palæstina konflikten. Selvom han siden er gået bort fra den usædvanlige og kontroversielle retorik om neutralitet, er det et faktum, at hans kernevælgere – de vrede hvide mænd i arbejderklassen – er ligeglade med Israel.
Desuden har Trump fordel af meget favorable regionale forhold. Centrale arabiske aktører i Mellemøsten er på det seneste blevet mere åbne end nogensinde over for tilbud om incitamenter for Israel i forsøget på at arbejde hen mod fred med palæstinenserne.
Uden israelsk-palestinensisk fred vil et sådant samarbejde ikke være spiseligt for de arabiske befolkninger
Der kom fokus på disse indledende manøvrer under Trumps nylige rejse til Saudi-Arabien. Ved en prangende sammenkomst for 50 sunnimuslimske ledere i Riyadh, fik Trump at vide, at en Israel-Palæstina fredsaftale ville forstærke en storslået pro-amerikansk arabisk-israelsk alliance mod islamistisk terrorisme og et styrket Iran. Uden israelsk-palestinensisk fred vil et sådant samarbejde ikke være spiseligt for de arabiske befolkninger.
Det hjælper, at Trump i modsætning til sine forgængere indleder sit bud på en fredsaftale i begyndelsen af sin embedsperiode i stedet for ved dens afslutning, for på den måde tilfører han processen et skær af handlekraft, overbevisning og forpligtelse.
Dertil kommer, at han ikke skal begynde fra begyndelsen: rundt regnet alle mulige tilgange til processen har været prøvet tidligere. Så en aftale hænger ikke på forhandlernes kreativitet.
Den afhænger til gengæld af politisk vilje. Lederne er nødt til at vise mod ved at foreslå upopulære kompromiser på nogle af de centrale spørgsmål, der er uenighed om. Uheldigvis er det netop et område, hvor Trump ikke har flere fordele end hans forgængere.
Ingen generøse vilkår for palæstinensere
Israel regeres i dag af den mest højreorienterede regering i landets historie, og premierminister Binjamin Netanyahu har vedvarende støttet hans nationalistiske vælgerbase. Ideen om, at en sådan regering skulle acceptere mere generøse vilkår for palæstinenserne end dem i Clintons fredsudspil, lyder som science fiction.
Palæstinenserne er heller ikke forberedte på kompromis. De har afvist tilbud fra langt mere fremskuende israelske regeringer end Netanyahus i de sidste 20 år. I hvert fald mangler præsident Mahmoud Abbas legitimitet til at fravige arven fra sin forgænger, Yasser Arafat, og konfrontere Hamas med behovet for at indgå kompromis på centrale dele af den palæstinensiske nationale fortælling.
Trump har måske et særligt handikap i forhold til at løse sådanne uoverensstemmelser, nemlig hans mangel på tålmodighed
Som diplomatisk novice forstår Trump muligvis ikke, hvor svært det har været at holde forhandlingerne mellem Israel og Palæstina på sporet. Men hans livserfaring burde gøre ham bedre i stand end de fleste til at forstå, hvor meget egoer kan ødelægge for selv det mindste kompromis. Og i tilfældet med Israel og Palæstina har selv relativt ubetydelige uoverensstemmelser været nok til at afspore fredsprocessen gang på gang.
Trump har måske et særligt handikap i forhold til at løse sådanne uoverensstemmelser, nemlig hans mangel på tålmodighed. I Israel-Palæstina konflikten er de historiske fortællinger overvældende, og geografien er lille, så man kan ikke gå let hen over detaljerne. Men Trump synes at have ringe interesse i historie, geografi og detaljer.
Fælles uhellig alliance
Israelere og palæstinensere er i en fælles uhellig alliance, inaktive og politisk feje i skræk for at forstyrre status quo og udløse en voldseksplosion. Det bedste, Trump muligvis kan gøre, er at ruske op i den israelske politik og tage et opgør med de internt uenige palæstinensere.
At overtale de israelske og palæstinensiske ledere til at tage de politiske risici, som et kompromis indebærer, vil kræve massivt pres fra både USA og Israels arabiske naboer. Indtil det sker, vil begge sider fortsat give deres folk, hvad de er trygge ved, og ikke hvad de har brug for.
Oversættelse: Lisa Rasmussen
Copyright: Project Syndicate og POV International
Topfoto: Pixabay. Foto: Beit Hanoun.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
