EU I PUTINS SKYGGE #25 // KOMMENTAR – Hvis fredsforhandlingerne i Ukraine bryder sammen, og USA stiller sig udenfor, må Europa tage stilling, skriver Erik Boel. Danmark bør gøre det klart, at vi som led i en fredsaftale er parate til at stille med et betydeligt kontingent fredsbevarende tropper. Men her og nu kan og bør vi gøre mere end det.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter valget af Trump som ny amerikansk præsident er der bevægelse i fortællingen om Ukraine. For at få syn for sagen drog jeg i oktober-november til det krigshærgede land: Hvordan tænker og føler den almindelige ukrainer lige nu i forhold til krigen og en mulig fredsaftale?
En ting undrede mig, da resultatet af det amerikanske præsidentvalg stod klart: ukrainernes reaktion. De tog det i stiv arm. Utvivlsomt fordi de har prøvet det, der var værre: Ukraine har været besat af Østrig-Ungarn, Polen, Nazi-Tyskland, Zar-Rusland, Sovjetunionen og senest Rusland – de har oplevet den menneskeskabte sultkatastrofe holodomor osv., osv.
Hvis ukrainerne kunne vælge, så havde Kamala Harris vundet – også selvom begejstringen for Biden-Harris efterhånden er til at overse: Hjælpen fra USA er kommet drypvis, ofte forsinket. Den har kvantitativt og kvalitativt være begrænset og ovenikøbet belagt med restriktioner. Præsident Biden har her på falderebet givet Ukraine tilladelse til at angribe militære mål i Rusland med det langtrækkende ATACMS-missilsystem. Men det er en tilladelse, der kommer sent.
En ting undrede mig, da resultatet af det amerikanske præsidentvalg stod klart: ukrainernes reaktion. De tog det i stiv arm
Mange ukrainere har over for mig udtrykt det sådan, at USA/Vesten nok har givet Ukraine militærhjælp til ikke at tabe krigen. Men ikke tilstrækkelig til at vinde den.
Trumps omgangskreds er en bekymring: Rigmanden Elon Musk, den kommende vicepræsident J.D. Vance og det republikanske kongresmedlem Taylor Green. Vance meldte klart ud lige efter invasionen i 22: ”I don’t really care what happens to Ukraine one way or another.” Kun en tredjedel af de republikanske vælgere er parate til at fortsætte hjælpen til Ukraine, viser meningsmålinger.
På den anden side har præsident Zelensky hele vejen lagt vægt på at have en kontakt til og dialog med Trump. Som præsidentkandidat satte Trump i slutningen af september tid af til at mødes med Zelensky og understregede deres gode personlige relationer.
Men forestillingen om, at republikanerne slet og ret er imod våbenhjælpen til Ukraine, er forenklet. Mange republikanere har gennem tiden stemt for den militære bistand. Det gælder endog stærke Trump-støtter som August Pfluger og Mike Garcia; begge er medlemmer af Repræsentanternes Hus fra henholdsvis Texas og Californien.
Hvad er Ukraines muligheder?
Ukrainerne er på det rene med, at Trumps valgløfte om at slutte krigen inden for 24 timer var et stunt i valgkampen. Men mange ukrainere er også åbne for at prøve noget nyt.
Krigen har snart varet i tre år, og de menneskelige og materielle omkostninger har været enorme. Dima, en yngre forretningsmand, jeg møder i Kyiv, mener, at Trumps impulsivitet og uforudsigelighed måske kan komme Ukraine til gavn. Han hæfter sig ved, at det kan vise sig at være en fordel for Ukraine, at Trump har præsident Putins øre i en helt anden grad, end Biden havde.
Putin vil forsøge at vinde tid, samle nye kræfter og forfølge det mål, han aldrig har fraveget: Et russisk-kontrolleret Ukraine
De udspil, præsident Zelensky er kommet med på det seneste, afspejler strømninger i den ukrainske befolkning. Det gælder Zelenskys bemærkninger om, at Krim kun kan komme tilbage på ukrainske hænder gennem diplomati.
Det gælder Zelenskys udtalelser den 29. november om, at hvis den del af landet, Ukraine kontrollerer i dag, umiddelbart kommer under en Nato-paraply, vil Ukraine kunne acceptere, at de besatte dele først kommer retur på et senere tidspunkt gennem forhandlinger.
I realiteten er der her tale om en betydelig indrømmelse i lyset af, at Zelensky konsekvent har krævet alle besatte områder retur, før krigen kan afsluttes.
For de mange ukrainere, jeg har talt med, er forudsætningen om en Nato-paraply eller en tilsvarende garanti helt afgørende. Eventuelle forsikringer fra Putin giver ukrainerne ikke meget for; sporene skræmmer.
Analysen er, at Putin gerne vil forhandle, fordi han derved kan blive set sammen med andre af verdens store og bryde den isolation, hvori Vesten har placeret ham. Men ukrainerne er overbeviste om, at Putin vil forhandle på skrømt. Han vil forsøge at vinde tid, samle nye kræfter og forfølge den målsætning, Putin aldrig har fraveget: et russisk-kontrolleret Ukraine.
Et mindretal i Ukraine vil ikke under nogen omstændigheder acceptere at opgive Krim og Donbas. Det er nationalister, der har taget Zelenskys retorik alvorligt om, at Ukraine skal have alle besatte områder retur. Disse mennesker henviser til, at deres bror/søn/kæreste/kammerat ikke har ofret sit blod for, at Rusland kan sætte sig på henved 20 % af Ukraines territorium.
Vi skal ikke undervurdere, hvor stor en rolle Krim spiller i den ukrainske mytologi. Gennem Kate, en studerende i Vinnytsia, fik jeg lejlighed til at interviewe hendes 25-årige kæreste, der har været ved fronten siden 2022. Jeg sluttede interviewet med at spørge, hvad der er hans helt personlige drøm for fremtiden: ”Jeg håber en dag at ligge på Krim-halvøen med mågerne i horisonten kredsende over Sortehavet og se op på de drivende skyer. Som jeg gjorde, da jeg var dreng.”
Det kan ikke udelukkes, at en afståelse af de besatte områder til gengæld for et usikkert løfte om at få dem retur gennem forhandlinger i en uvis fremtid vil føre til optøjer.
Måske et mindretal vil tage sagen i egen hånd og fortsætte kampen for et Ukraine, der ikke alene er frit og demokratisk – men også helt.
Risiko for splid
Et andet scenario – måske i virkeligheden det mest realistiske – er, at fredsforhandlingerne bryder sammen, og krigen fortsætter. Men nu uden amerikansk støtte.
Det vil stille Ukraine i en vanskelig situation. Landet kan ikke selv kompensere for den amerikanske militærhjælp. Premierminister Tusk har foreslået, at Polen i givet fald tager teten i en koalition af villige lande. Det kunne være de baltiske og nordiske lande samt Storbritannien.
Udadtil er der udsigt til stærkt faldende militær bistand, når Trump træder til den 20. januar. Indadtil en generel nedslidning og risiko for splittelse
Men uanset al god vilje er det tvivlsomt, om dette vil være tilstrækkeligt til at erstatte hjælpen fra USA. Selv hos disse stærke Ukraine-støtter vil trætheden over krigen og udgifterne til den begynde at melde sig. Især hvis den militære støtte til Ukraine medfører nedskæringer i velfærden. Selv om Danmark er et af de lande, der mest vedholdende og helhjertet har støttet Ukraine, er der også herhjemme kritiske røster ude på fløjene.
Hvis krigen fortsætter, er risikoen i Ukraine splid og tendenser til opløsning. Alle dele af Ukraine har været ramt af de russiske bombardementer. De vestlige dele er sluppet forholdsvist billigt. Men de bidrager økonomisk og med soldater til fronten.
Også i alle byer vestpå – fx Ivano Frankivsk – er der fotostaffelier af de dræbte, ofte teenagere. I gadebilledet støder jeg på krøblinge, der stavrer af sted. Mange kommer tilbage fra fronten med traumer og sår på sjælen. Skilsmisseraten er høj.
De vestlige dele af Ukraine er også berørt af de usikre økonomiske udsigter med manglende investeringer til følge. Det kan ikke udelukkes, at mange i den del af Ukraine efter tre års krig vil sige: Nok er nok – nu må der findes en eller anden fredsordning.
Etnisk er der i det vestlige Ukraine og i Karpaterne en række mindretal som polakker, rumænere og ungarere. Måske en Orban-regering i Ungarn vil være fristet til at fiske i rørt vande og opmuntre det ungarske mindretal til at insistere på flere rettigheder, eventuelt tilknytning til Ungarn.
Præsident Zelensky er som en lus mellem to negle. Udadtil er der udsigt til stærkt faldende militær bistand, når Trump træder til den 20. januar. Indadtil en generel nedslidning og risiko for splittelse.
På mine rejser i Ukraine gennem grænseområderne til Polen, Rumænien og Moldova har jeg mødt nogle af de mange tusinde mænd, der flygter til udlandet for at undgå militærtjeneste.
I Odesa har jeg talt med unge fyre, der lever under radaren med løse jobs. Ude i Karpaterne har jeg mødt pårørende, der – anonymt – fortæller, at deres kæreste helt bogstaveligt gemmer sig derhjemme, fordi de ukrainske myndigheder er blevet mere aggressive i forsøget på at opspore og rekruttere soldater til fronten.
I Karpaterne følger jeg floden Tysa, som på lange strækninger udgør grænsen til Rumænien. Mange tusinde unge ukrainere har taget den farlige svømmetur over floden til Rumænien. Strømmen er stærk, og der er fundet 22 lig. Floden kalder de lokale nu Dødens Flod. Andre flygter over bjergene eller forfalsker deres dokumenter.
Det kan koste op til 10.000 dollars at få hjælp til at flygte. Romaerne er specialisterne. De kender bjergene.
Hvad bør Danmark gøre?
Danmark har ydet en relativt set meget betydelig økonomisk, humanitær og militær hjælp. Vi fylder bare så lidt i det store billede. Som en af mine ukrainske venner sagde til mig: ”Hvor ville jeg ønske, at Danmark var langt større!”
Danmark bør gøre det klart, at vi som led i en fredsaftale er parate til at stille med et betydeligt kontingent fredsbevarende tropper. Men her og nu kan og bør vi gøre mere end det.
Den franske præsident Macron åbnede i februar ballet med en melding om, at han ikke udelukkede at sende tropper til Ukraine. Meldingen var ikke særlig klar og lidt spøjs i betragtning af, at Frankrigs bistand til Ukraine har været begrænset.
Ikke desto mindre er forslaget meget velkomment. Hvis en række betingelser er opfyldt, bør Danmark følge op:
- Udsendelsen af tropper skal ske på national basis. Alene af den grund, at Ungarn og Slovakiet vil sætte sig imod i Nato-regi.
- Udsendelsen skal ske i forståelse med de vigtigste Nato-allierede, USA naturligvis først og fremmest.
- Der skal ikke være tale om kamptropper (styrken skal være i ”non combative mode”). Opgaverne kunne være minerydning, træning af de ukrainske tropper, fælles øvelser, uddannelse og rådgivning.
- Det skal selvfølgelig være folk med erfaring og de rette kompetencer, der rekrutteres. Og udelukkende på frivillig basis. Projektet kan gennemføres bilateralt eller med ligesindede lande, eksempelvis Frankrig. Ukraine skal selvsagt i sidste ende afgøre, hvorledes indsatsen kan organiseres.
Et sådant dansk initiativ kan samtidig ses som et konkret, pragmatisk skridt på vejen mod ukrainsk Nato-medlemskab. Siden Bukarest-topmødet i 2008 har målet om fuldt ukrainsk medlemskab ligget fast. Det er vigtigt, at vi gradvist indsnævrer forskellen mellem den aktuelle situation og fuldt medlemskab. Så at sige gøder jorden for det langsigtede mål: Ukraines fulde medlemskab af Nato.
Dertil vil initiativet ligge i naturlig forlængelse af statsministerens smukke ord om, at vi er med Ukraine hele vejen, og at Ukraines kamp også er vor kamp.
De ukrainske atomvåben
For mange ukrainere er et nationalt atomvåben en joker i spillet om Ukraines fremtid.
Alle, jeg talte med, var bitre over, at Ukraine i 1994 overdrog de atomvåben (en tredjedel af Sovjetunionens), der var stationeret i Ukraine, men under russisk kontrol, til Rusland.
Ukraine står med ryggen mod muren. Hvorfor anskaffer I jer ikke atomvåben?
Til gengæld fik Ukraine økonomisk hjælp og et løfte om sikkerhedsgarantier fra USA, Storbritannien og Rusland ved det såkaldte Budapest Memorandum. Ukrainerne fastslår, at det var en katastrofal fejl, og havde Ukraine haft a-våben, ville Rusland aldrig have vovet at angribe i 2014 og 2022.
I dag har Ukraine både materialerne og ekspertisen til at udvikle atomvåben. Ifølge eksperter vil den første bombe kunne være klar i løbet af nogle uger.
Hvis Ukraine ikke får en fredsslutning med håndfaste sikkerhedsgarantier fra Vesten, bør vi ikke blive overrasket, hvis de går efter at anskaffe sig atomvåben. Krigen gælder selve Ukraines nationale overlevelse. I februar-marts 2022 var det lige ved at gå galt.
Flere af mine samtalepartnere sammenligner Ukraines frihedskamp med Israels kamp for at overleve. De anfører, at Ukraine burde lade sig inspirere af Israel, når det gælder et skarpt fokus på varetagelsen af landets sikkerhedsinteresser. Fx gennem en omfattende mobilisering af befolkningen.
I Israel bliver også kvinderne indkaldt til forsvaret, hvorimod der i Ukraine ikke er generel værnepligt for kvinder. Alle over 18 år har værnepligt i Israel, i Ukraine er det først, når man er fyldt 25. Men også ved som i Israel at bringe landet på krigsfod i kraft af en gennemgribende omstilling af økonomi og teknologi. Og ikke mindst ved at anskaffe atomvåben.
I Kolomyia får jeg en byrundtur med Vlad, som er ingeniør. Som altid i Ukraine taler vi om løst og fast, men ikke mindst om krigen. På et tidspunkt tager jeg mod til mig og spørger: ”Ukraine står med ryggen mod muren. Hvorfor anskaffer I jer ikke atomvåben?”
Vlad kigger på mig over brillerne: ”Hvem siger, vi ikke gør det?”
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
