
SYRIEN // ANALYSE – Mens verden jubler over Assad-regimets fald, og fængslede politiske fanger strømmer ud fra landets fængsler, sidder der formentlig en række arabiske ledere rundtom i regionen med en noget stram overlæbe. For forandringer er ikke altid velkomne, slet ikke for autoritære ledere.
Mens Bashar al-Assad tog flugten til Moskva for nylig, sad en lang række ledere rundtom i Mellemøsten formentlig og tænkte sit. Den syriske præsident havde efter lang tid som persona non grata efterhånden fået arbejdet sig ind på sine nabolandes ledere og var langsomt, men sikkert ved at blive optaget i det såkaldt gode selskab igen. Således havde flere af landene allerede genoptaget deres diplomatiske samarbejde med Syrien.
Ikke mindst Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater havde genoptaget samarbejdet med landet og lovet investeringer i genopbygningen af Syriens infrastruktur. Også Jordan og Ægypten var i gang med at indlede samarbejdsaftaler med Syrien med henblik på at stabilisere landet og sikre en større regional sikkerhed. Der var sågar overvejelser om at genoptage Syrien i Den Arabiske Liga. Optagelse i ligaen ville have været den endelige normalisering af landets status i regionen.
Sådanne overvejelser må formodes endegyldigt skrinlagt med Assads fald fra magten og med et land, der på nuværende tidspunkt er i frit fald.
Med venlig hilsen Israel
Helt overordnet synes den generelle holdning i regionen at være, at Assads pludselige fald først og fremmest er iværksat af USA og Israel. Ikke overraskende var udmeldingen fra Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, at det naturligvis var en orkestreret operation begået af Israel og USA. Mere overraskende var det måske, at Iran tillige beskyldte Tyrkiet for at have været med i arrangementet. Det er givetvis en holdning, Iran for en gangs skyld ikke står alene med. Den gængse antagelse i regionen er på linje hermed: at Israel har ansvaret for diktatorens meget pludselige fald.
Hvis Assad-styret overlevede i så mange år alene på grund af Rusland og Iran, hvor trygt står andre ledere så uden netop en så massiv støtte?
Den franske akademiker og mellemøstekspert Fabrice Balanche anførte for nylig, at Assad formentlig ville blive snigmyrdet af Israel, hvis han ikke samarbejdede med Israel i kampen mod Iran.

Assad blev ganske vist ikke snigmyrdet, men dog væltet meget pludseligt. Det vil af mange i regionen blive betragtet som en slags bekræftelse på, at Israel i hvert fald har en vis andel i det syriske styres pludselige fald.
Syriens fald er et eklatant nederlag for Iran, og et svækket Iran er for de arabiske naboer en ganske god ting. Men når det er sagt, så vækker den nye – og meget uafklarede situation i Syrien – også megen bekymring blandt mange ledere – af flere årsager.
For det første skyldes Assads fald ikke alene, at Israel og USA kan have haft en finger med i spillet. Den manglende støtte fra både Rusland og Iran har naturligvis spillet en afgørende rolle heri. Først og fremmest fordi begge lande har fungeret som ilt-givende livsbevarende støtter til Assads styre. Uden Rusland og Iran var Assad-styret formentligt blevet væltet langt tidligere.
Bekymringen blandt arabiske ledere skal derfor findes i den tanke, at flere af disse landes styrer måske er langt nemmere at vælte, end man umiddelbart skulle tro? For hvis Assad-styret overlevede i så mange år alene på grund af Rusland og Iran, hvor trygt står andre ledere så uden netop en så massiv støtte? Med andre ord skal man som arabisk leder måske ikke længere føle sig alt for tryg i sadlen.
Hvem er Muhammed al-Julani?
Dernæst vil mange af disse ledere formentlig være ganske utrygge ved en mand som Muhammed al-Julani. Egentlig hedder han Ahmed al-Sharaa, men bruger Muhammed al-Julani som sit nom de guerre, opkaldt efter hans families oprindelige hjemsted i det israelsk besatte Golanhøjderne. Lederen af Hayat Tahrir al-Sham (HTS) stod i spidsen for det endelige oprør mod Assad-styret. Han er nemlig en mand med en solid fortid i både Islamisk Stat, Nusra Front og HTS. Alle tre stærkt jihadistiske bevægelser, der ikke har holdt sig tilbage for at begå massakrer mod civilbefolkningen.
Og selvom han i samarbejde med den syriske vicepræsident Faisal Mekdad og den afgående premierminister Muhammed Jalali har udpeget Muhammed al-Bashir som provisorisk premierminister, bør man nok ikke undervurdere al-Julanis stærke tilstedeværelse i kulissen.
Al-Julani er en mand, der efter at have tilbragt en række år i amerikansk fangenskab i Irak i 2011 vendte tilbage til Syrien som udsending for Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Bagdadi.
Al-Julanis heltestatus skaber i disse dage en noget akavet situation, al den stund at befrieren af Syrien tillige figurerer på USA’s terrorliste med en dusør på 10 millioner amerikanske dollar hængende over hovedet.
I 2012 brød han dog forbindelsen med Islamisk Stat og var i stedet med al-Qaeda frem til 2016. Siden da har han slået sine folder i HTS med stor succes. Først og fremmest fik han gruppen væk fra dens oprindelige transnationale jihadistiske mål – altså et erklæret mål om krig mod USA og Vesten, såkaldt global jihad. I stedet fik han gruppen til at fokusere specifikt på at konsolidere sig Syrien som en nøglespiller. En vellykket strategi eftersom gruppen siden 2015 har kontrolleret den syriske provins Idlib.
Gruppens egentlige grundlag er et sammensurium af lidt islamisme og nationalisme. På mange måder skulle gruppen være på linje med det palæstinensiske Hamas. Kendere af al-Julani beskriver ham som en pragmatisk politiker, der først og fremmest er villig til at indgå forlig og kompromiser.
Især én ting var interessant ved al-Julanis indtagen af Aleppo i sidste uge: I modsætning til sin tidligere gruppe, Islamisk Stats, fremgangsmåde med at efterlade sig et spor af massakrer, når gruppen indtog et nyt geografisk område, så valgte al-Julani i stedet at udstede et dekret om, at alle kristne og shiitiske befolkningsgrupper skulle beskyttes, og at der ikke måtte begås hævnovergreb mod nogen.
Indtil videre synes hans ord at være lov. Der er ikke meldt om overgreb mod civilbefolkningen, ligesom der heller ikke ser ud til at være begået andre lovbrud i øvrigt.
Mange af de arabiske ledere vil unægteligt tænke, at den nye mere renskurede og politisk begavede udgave af al-Julani blot er et spil for galleriet, og at han i virkeligheden er en ulv i fåreklæder
Det kunne jo i sig selv tale for, at al-Julani tilsyneladende har lagt tidligere tiders uvaner fra sin tid i Islamisk Stat fra sig.
Imidlertid skaber hans heltestatus i disse dage en noget akavet situation, al den stund at befrieren af Syrien tillige figurerer på USA’s terrorliste med en dusør på 10 millioner amerikanske dollar hængende over hovedet.
Al-Julani og HTS har gennem forhandlinger med USA forsøgt at blive fjernet fra den terrorlisten, først og fremmest ved ikke længere at have USA som et erklæret krigsmål. Om dusøren på 10 mio. US dollars for hans anholdelse bliver strøget af amerikanerne, er dog fortsat et åbent spørgsmål.
Mange af de arabiske ledere vil unægteligt tænke, at den nye mere renskurede og politisk begavede udgave af al-Julani blot er et spil for galleriet, og at han i virkeligheden er en ulv i fåreklæder.
Israel og Tyrkiet
Ud over at arabiske ledere kan have svært ved at finde en grimasse, der kan passe over for den nye stråleglans, der bliver tildelt al-Julani i disse dage, kæmper samme gruppe af regeringsledere formentlig med det faktum, at Syriens fald åbner op for et nyt scenarie for Israels vedkommende. Et scenarie, der på mange måder udfordrer status quo og nuværende landegrænser. For Syriens fald ses også som en bekræftelse på de teorier, der florerer om israelske ambitioner om at udvide egne grænsedragninger ind i Syrien. Et begreb eller en konspirationsteori, der florerer ganske stærkt i regionen under betegnelsen Storisrael.
Ingen bør i disse dage tage glæden fra Syriens civilbefolkning og de mange familier, der efter års uvished forhåbentlig kan få fængslede familiemedlemmer hjem
Dette åbner op for en ganske prekær situation for mange af regionens autoritære ledere. Mange af dem, herunder ikke mindst Ægyptens præsident al-Sisi, er sådan set på bonkammeratlig fod med Israels Benyamin Netanyahu. Kendetegnende for mange af regionens autoritære ledere er nemlig en sammenfaldende interesse med Netanyahu i at bekæmpe islamisk jihadisme. Ingen af de arabiske lande er interesseret at have militant islamisme inden for egen dør.
Men her opstår dilemmaet så for samme gruppe af regionale ledere: Hvordan vil de reagere, hvis Israel skulle finde på at ekspandere eget territorium ved at inddrage syrisk område?

Hvis landenes nuværende reaktion over for Israel i krigen i Gaza er at tage som indikator for fremtidig respons, må den syriske befolkning nok indstille sig på en noget tandløs arabisk reaktion.
Ud over den israelske tilstedeværelse vil regionens arabiske ledere også skulle forholde sig til en endnu stærkere tyrkisk tilstedeværelse i det kurdiske område i Syrien end på nuværende tidspunkt. Tyrkiet har i mange år haft en stærk militær tilstedeværelse i området på grund af den såkaldte kurdiske trussel mod Tyrkiet. Denne vil ikke være mindsket fremover.
Med andre ord, et Syrien uden diktator bliver nu et Syrien med både Israel og Tyrkiet som nye nøglespillere i kampen om landet.
Det arabiske forår 2.0 – nu med nervøse trækninger
Endelig vil enhver arabisk leder, der så meget som hører ordene arabisk forår 2.0 ytret, med sikkerhed få nervøse trækninger. Arabisk forår 1.0 fra 2011 blev som bekendt anledning til megen uro i regionen, fra Tunesien til Libyen, Ægypten og ikke mindst Syrien.
I dagene efter Syriens fald meddelte flere medier glædesstrålende, at diktatorens fald i Syrien var et nyt arabisk forår. Det er en alt for simplificeret tolkning af situationen, og vidner blot om medier, der ikke har forstået det egentlige geopolitiske spil i regionen.
Ingen bør i disse dage tage glæden fra Syriens civilbefolkning og de mange familier, der efter års uvished forhåbentlig kan få fængslede familiemedlemmer hjem.
Følelsen af frihedens vinde, der blæser ind over det syriske folk i disse dage, bør man ikke undervurdere. Det må i sandhed være en berusende følelse for civilbefolkningen, herunder ikke mindst for de mange millioner syriske flygtninge verden over. Hvad morgendagens Syrien bringer, afhænger imidlertid af en meget lang række af geopolitiske faktorer.
Imens sidder mange af regionens ledere med ondt i maven, for et Syrien uden Bashar al-Assad er et Syrien i frit fald. Langt væk fra status quo. Dét, som autoritære ledere nu engang bedst kan lide at operere med.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.