BOGUDDRAG – “Frederiksberg kaldes ofte en landsby – selvom den befolkningsmæssigt er landets syvende største kommune og en del af det omgivende København – som man næppe bemærker, man kører ind i, hvis man ikke lige ved det. Men det gør man sædvanligvis, navnlig hvis man selv er borger i kommunen. Folk på Frederiksberg har en stærk fælles identitet, og selvom man måske ikke lige deler livsvilkår i øvrigt, så har de 105.000 indbyggere fordelt på små ni kvadratkilometer gennemgående en klar opfattelse af, at Frederiksberg er noget særligt.” Sådan skriver Nikolaj Bøgh i forordet til sin bog 100 historier fra Frederiksberg, som er et portræt af Frederiksberg gennem historien om 100 af byens mest interessante bygninger, monumenter, statuer og steder. Vi bringer bogens forord og den første af historierne.
Jeg kan tydeligt huske første gang, jeg var på Frederiksberg.
Jeg er vokset op i Jylland, men da jeg var 13 år gammel, flyttede min farmor og farfar til Birkerød, og ikke længe efter var jeg med dem på udflugt til Frederiksberg for at se min farfars barndomsmiljø. Han var født på Forhåbningsholms Allé i 1917 og boede der og senere på Bülowsvej, indtil familien flyttede til Lyngby i 1938.
Det var en tåget efterårsdag i 1982, vi parkerede bilen på Sankt Thomas Plads, og hele Frederiksberg Allé tog sig for mig fuldkommen eventyragtigt ud med husenes flotte tårne og spir i tågen. Jeg syntes, det var et fantastisk sted, og den følelse blev kun styrket af min farfars barndomsnostalgi.
Han var ikke ellers særligt sentimental, men for ham var Frederiksberg et sted, hvor han havde dybe rødder og gode minder fra, også selvom livet og hans forskellige stillinger havde ført ham vidt omkring i landet. I hans bevidsthed var Frederiksberg (med et Grundtvig-citat) “evighedsøen i tidernes strøm” – et sted med faste værdier og en stærk kultur, som det var trygt og rart at vide stadig fandtes.
Da jeg selv skulle flytte til hovedstaden i 1994, var jeg stadig ikke i tvivl om, at Frederiksberg var et fantastisk sted at bo, og det blev også min by, hvad jeg aldrig har fortrudt
Engang mange år senere havde han en ansøger til samtale om en præstestilling (han var da domprovst i Aarhus). Min farfar spurgte manden: “Er De så missionsk, grundtvigsk eller tidehvervsk?”, hvortil manden svarede: “Nej, jeg er fra Frederiksberg.”
Og det forstod min farfar fuldkommen, for var der et sted, hvor ideologi og kirkepolitik måtte ses på med et overbærende skuldertræk, så var det jo Frederiksberg. Her hvilede man i sin egen kultur uden at behøve at trække på alle den store verdens forudfattede tankegange.
Under hans opvækst på Frederiksberg i 20’erne og 30’erne var byen et sted med sine egne urokkelige autoriteter i autoriteternes store tid – borgmester Godskesen, politimester Volkersen, skoledirektør Franck og andre gav på opslag i bybilledet deres indiskutable vilje til kende, og det kunne være svært at tro, at deres stillinger senere skulle være blevet overtaget af opkomlinge.
Det var også hele slægtens by, og da hans bedstemødre som enker skulle flytte, søgte de naturligt mod Frederiksberg, ligesom mange onkler og tanter i kortere eller længere tid havde deres dagligdag i byen.
Da jeg selv skulle flytte til hovedstaden i 1994, var jeg stadig ikke i tvivl om, at Frederiksberg var et fantastisk sted at bo, og det blev også min by, hvad jeg aldrig har fortrudt.
Siden 2012 har jeg siddet i kommunalbestyrelsen, og det har været en af mine særlige fornøjelser i den forbindelse en gang imellem at kunne gøre opmærksom på en særlig bygning eller et lille kulturhistorisk træk, der fortjente at blive bevaret.
I 2016 bad daværende chefredaktør på Lokalavisen Frederiksberg, Michael Engelbrecht, mig om at skrive tekster til nogle tegninger af arkitekt Frits Gravesen. Efter hans død fortsatte jeg med at skrive tekster til Lokalavisen, nu illustreret med fotografier.
Efter Lokalavisens ophør fortsatte jeg med at skrive til Frederiksberg Bladet under overskriften “Bøghs historiske hjørne”. Jeg har i tidens løb fået meget god respons på de mange små historier, som nu – sammen med en række andre – i lettere redigeret og udvidet form kan læses i denne bog.
Jeg skylder Michael Engelbrecht stor tak for at have sat mig i gang med skriveriet.
Går man rundt på Frederiksberg, er der utallige vidnesbyrd om byens udvikling og de vigtige faser, den er gået igennem frem mod vores tid
Det er i sagens natur ingen byhistorie, men en række små nedslag i bybilledet, hvor jeg har ment, der var en interessant historie at fortælle, en vigtig bygning, en spændende historisk begivenhed, et særligt kulturhistorisk træk.
Alligevel tegner de mange små fortællinger måske tilsammen et billede af et helt specielt sted i Danmark. Ikke bedre eller finere end så mange andre steder, men sit eget sted med en særlig frederiksbergsk kultur, som man let fornemmer, når man bevæger sig rundt i byen, men som måske træder endnu tydeligere frem, hvis man kender lidt til baggrunden.
Frederiksberg kaldes ofte en landsby, selvom den befolkningsmæssigt er landets syvende største kommune og en del af det omgivende København, som man næppe bemærker man kører ind i, hvis man ikke lige ved det. Men det gør man sædvanligvis, navnlig hvis man selv er borger i kommunen.
Folk på Frederiksberg har en stærk fælles identitet, og selvom man måske ikke deler livsvilkår i øvrigt, så har de 105.000 indbyggere fordelt på små ni kvadratkilometer gennemgående en klar opfattelse af, at Frederiksberg er noget særligt og et dejligt sted at bo.
Det har selvfølgelig noget med de fysiske rammer at gøre. Nærheden til København med alt, hvad den har at byde på, men stadig med store grønne områder og fredelige åndehuller. Gode boliger og en offentlig service af en kvalitet, som mange misunder os. “It seems like a very livable place”, som en amerikansk slægtning, jeg engang viste rundt, sagde. Og det er sandt nok et dejligt sted at bo.
Men det har også noget at gøre med byens karaktertræk, at den faktisk på mange måder er anderledes end København. Det kommer af historiens gang, de mange mennesker, der gik forud i århundredernes løb, byggede huse, indrettede steder, fandt på store og små ting i bybilledet.
Stedets ånd kalder man det også, genius loci. Det kan være svært at definere, hvad det præcis består af, men i grunden er man ikke i tvivl om det, når den er der. Går man rundt på Frederiksberg, er der utallige vidnesbyrd om byens udvikling og de vigtige faser, den er gået igennem frem mod vores tid.
Ved man lidt om det, så kan man fornemme hollændernes by omkring Allégade, ikke fordi hollændernes huse er bevaret, for det er ingen af dem, men fordi områdets struktur med de brede forhaver og den stærke beværtertradition er tydeligt genkendelig den dag i dag.
Op gennem historien væves Frederiksbergs historie og Danmarkshistorien sammen på utallige måder. Den store historie – landets – og den lille historie – byens – er på mange måder to sider af samme sag
Kongernes Frederiksberg er lettere at få øje på, fordi meget fra den periode er her endnu med navnlig slottet, slotshaverne og Frederiksberg Allé. Landstedernes Frederiksberg, som opstod, efter kronen begyndte at frasælge jorden i området i 1765, er også til stede, selvom det kan være svært at forestille sig datidens landlige omgivelser og storladne ejendomme i dag.
En del hovedbygninger er dog i behold, enkelte af dem også med bevarede udlænger midt inde i den moderne by, som har omsluttet andre af de gamle landsteder i en sådan grad, at de i dag ligger gemt inde i en karré. Går man lidt på jagt, kan de imidlertid stadig findes, og det er i det hele taget et karakteristisk frederiksbergsk træk, at elementer af fortidens by mange steder er til stede, lidt gemt inde bag det nye.
I 1852 flyttede man demarkationslinjen, hvor hæren skulle have frit skud, hvis København blev angrebet, ind til søerne, og dermed var der åbnet for byggeri i større stil på Frederiksberg. I første omgang førte det til et omfattende villabyggeri, som stadig er i behold mange steder i det østlige Frederiksberg, men gradvist blev det mere og mere etageejendomme, der kom til at dominere byudviklingen.
Både villaerne og adskillige af etageejendommene blev tegnet af datidens fineste arkitekter, og byggeriet på Frederiksberg er gennemgående kendetegnet ved høj kvalitet. Det gælder også for en del af byens nyere dele, efterhånden som Frederiksberg er vokset mod vest.
Industriens Frederiksberg, der kun sporadisk er bevaret, og de mange offentlige bygninger af meget høj kvalitet, som til gengæld dominerer bybilledet mange steder, er andre elementer, der føjer noget vigtigt til helheden.
En ting er bygningerne og de fysiske levn i bybilledet, noget andet er de mennesker, der tidligere har boet i husene og befolket vejene og alléerne. Deres spor kræver det lidt mere viden og indlevelse at kunne se, men de er der ikke desto mindre.
Frederiksberg har altid tiltrukket mennesker med fremtrædende positioner i det danske samfund, og seks danske statsministre efter grundlovens vedtagelse har haft bolig på Frederiksberg, ligesom flere af den sene enevældes meget væsentlige skikkelser holdt af byen og satte deres præg på den.
Op gennem historien væves Frederiksbergs historie og Danmarkshistorien sammen på utallige måder. Den store historie – landets – og den lille historie – byens – er på mange måder to sider af samme sag.
I Bakkehuset blomstrede den danske guldalder, på kvisten i Ny Bakkegård sad C.C. Hall med de tunge beslutninger op til krigen i 1864, Forums sprængning indvarslede en opblomstring af den danske modstandsbevægelse under besættelsen. Og mange, mange flere eksempler.
Er Frederiksberg så stadig “evighedsøen i tidernes strøm”? Ja, i den forstand at kulturen på Frederiksberg er robust og anerkendt af dem, der er en del af den.
Ingen kultur er uforanderlig, og bør heller ikke være det. Alting udvikler sig, men man må altid bestræbe sig på at føre de værdifulde elementer fra fortiden med over i den nye tid. Alle perioder aflejrer levn, og de bør være genkendelige og identificerbare for nutidens og fremtidens mennesker. Dermed står de fastere på jorden og kan nyde godt af både at have rødder og antenner.
En by har et naturligt udviklingsbehov, og nye tider og nye mennesker stiller nye typer af krav. Alligevel er det bedst, hvis der også er plads til eftertænksomhed, til lige at stoppe op og overveje udviklingens retning
Tiden og moderniteten kan være en brutal forandringskraft, og vore dages Frederiksberg har ændret sig voldsomt, siden Frederik III gav de 20 hollandske bondefamilier fra Store Magleby lov til at bosætte sig langs Allégade.
Mange værdifulde levn fra senere tider findes heller ikke mere. At bevare en bys kulturtræk og historiske levn kommer ikke af sig selv, men er i sidste ende en følge af bevidste handlinger og politiske beslutninger, og Frederiksberg skylder stor tak til fremsynede politikere, der har været bevidste om historiens efterladenskaber og værdien af at bevare nogle af dem for eftertiden.
Borgmester Aksel Møller skiller sig her ud som en af de lokalpolitikere, hvis horisont rakte længere end til, hvad tidens boligspekulanter i snæver egeninteresse kunne finde på at udvikle af planer. Det er således i høj grad hans fortjeneste, at det ældste Frederiksberg omkring Allégade stadig er i behold, da han stod imod i en periode, hvor man fandt det rimeligt at diskutere, om det hele skulle ryddes og erstattes med moderne boligblokke.
Er der helte, må der også være skurke, og der er ikke meget godt at sige om den byudvikling, der prægede efterfølgeren, borgmester Arne Stæhr Johansen, der – i øvrigt helt i tidens ånd – accepterede ødelæggelsen af Platanvej og bærer et meget tungt ansvar for nedrivningen af Kongens Bryghus’ fornemme byggeri på Vodroffsvej.
Hvad der kom i stedet i denne periode, de nævnte steder og andre, er ikke noget, der havde den kvalitet, som ellers havde kendetegnet byen generationerne forud. Det kræver personlig integritet og forankring i blivende værdier at modstå tidens flygtige modestrømninger. Og så kræver det naturligvis også sans for den balance, der må være i udviklingen. En by har et naturligt udviklingsbehov, og nye tider og nye mennesker stiller nye typer af krav.
Alligevel er det bedst, hvis der også er plads til eftertænksomhed, til lige at stoppe op og overveje udviklingens retning; var der ikke noget værdifuldt her, som vi har arvet fra generationerne før os, og som vi bør sikre dem, der kommer?
Vore dages Frederiksberg kommer også til at forandre sig. Næppe ved store nedrivninger og voldsomme forandringer af byens struktur, som man tidligere så, men ved et pres for at forandre den ældre bygningsmasse og dermed også ofte de store arkitektur- og kulturværdier, som Frederiksberg rummer.
I dag er tidsånden liberal, præget af det enkelte menneskes umiddelbare behov og ofte med begrænset respekt for fællesskabet og det langsigtede behov for at sikre kultur, kontinuitet og kvalitet.
Det ses i et stærkt stigende antal ønsker om at bygge om og bygge til på de gamle huse, energirenovere, sætte altaner og tagterrasser op, udskifte døre og vinduer m.m. Alt sammen hver især måske velbegrundet, set ud fra den enkelte ejers synspunkt, men samlet set kan det drastisk forandre byen og sætte væsentlige bevaringsværdier over styr.
De 100 små historier fra Frederiksberg her kan forhåbentlig være med til at give en større forståelse for, hvad der skaber den særlige frederiksbergske egenart
Frederiksberg har ofte været bevidst om detaljernes betydning, og en værdifuld gammel facade taber ofte meget i kvalitet ved at få ændret bygningselementer til ringere materialer – for ikke at tale om opsætning af altaner, tidens store mode.
Her bør man være meget varsom. En bevaringsværdig facade, der får opsat altaner, som aldrig har været en del af arkitekturen, den er ændret fundamentalt, uanset hvor meget man tilsyneladende har forsøgt at ramme noget, der overfladisk set passer ind i “stilen”. Det er en anden bygning, og bevaringsværdierne er afgørende forringet. Hvem har egentlig tegnet dette – Martin Nyrop og Altan.dk?
De 100 små historier fra Frederiksberg her kan forhåbentlig være med til at give en større forståelse for, hvad der skaber den særlige frederiksbergske egenart, og måske gøre det sjovere selv at gå på opdagelse i byen. Historierne er delt ind efter geografi, så i princippet kan man tage bogen under armen og gå ud og se tingene selv.
De er derude, dem og mange andre.
Historie nr. 1 – Til fallerede godsejere. Ludvigsminde, Allégade 22
Midt i Frederiksbergs historiske hjerte, på Allégade 22, finder vi en af byens ældste og smukkeste ejendomme. Her ligger Ludvigsminde, der med sin store barokke trekantfronton og med den for Frederiksberg meget karakteristiske gule/orangekalkede facade virkelig pynter i bybilledet inde i sin store have.
Hollændernes bindingsværksgårde langs Allégade har ikke været så statelige som Ludvigsminde, men anlægget er nok alligevel det sted, hvor vi kommer tættest på at fornemme den stemning, der i sin tid har været i Hollænderbyen. Den er der ellers ikke rigtig noget tilbage af i dag.
Gården, som oprindelig havde et væsentligt større jordtilliggende, blev opført i 1770 af landinspektør Johan Jørgen Berner, der selv boede der og herudover lejede værelser ud til sommergæster fra København.
Berner døde i 1794, men hans enke blev boende indtil 1802, hvor hun solgte gården til Peder Frantz Hunæus.
Denne var selv vokset op på Frederiksberg som søn af en sognefoged og fungerede nu, efter en tid som garnisonskirurg på De Dansk-vestindiske Øer, som læge samme sted. I Hunæus’ ejertid kom bl.a. den unge Adam Oehlenschläger en del på gården, hvor der efter sigende var et ganske lystigt selskabsliv i den periode.
Hunæus solgte kort før sin død i 1809 gården til sukkerraffinadør Christian Frederik Fiedler, som ligeledes havde tjent sine penge i Vestindien.
Stedet var dog kun i hans eje i kort tid. Herefter blev det overtaget af artillerikaptajn, senere generalkommissær Hans Frederik Uldall, som ved sin død i 1835 var en af Frederiksbergs største grundejere.
Året efter blev Ludvigsminde købt af landmand Jens Rasmussen og i 1861 overdraget til hans svigersøn, Peter Nicolai Reeberg. Ved Reebergs død i 1887 arvede hans to sønner Ludvigsminde, og fra 1904 var Ludvig Ernst Reeberg eneejer.
Det er den Ludvig, som gården i dag har navn efter. Han oprettede “Brødrene Reeergs Legat”, som overtog ejerskabet ved hans død i 1912, og som oprindelig havde til formål at støtte fallerede godsejere, hvilket dog ikke i dag er en betingelse for at bo i den smukke ejendom.
Bag ved hovedbygningen omfatter den også tre udlænger og en meget stemningsfuld gårdsplads med toppede brosten. Ludvigs Minde blev fredet allerede i 1918, samme år som bygningsfredningsloven trådte i kraft.
100 historier fra Frederiksberg
Af Nikolaj Bøgh
Lindhardt og Ringhof
220 sider, indbunden
Topillustration: Foto fra bogen af Thomas Howalt Andersen og bogens forside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her