BISTANDSPOLITIK // KOMMENTAR – Regeringen vil bruge almindelige bistandsmidler til håndtering af flygtningestrømmen fra Ukraine. Det betyder færre ressourcer til håndtering af andre eller afledte kriser i verden. Det vil ramme os selv i nakken – og det vil ramme os hårdt, siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Med den brutale og ødelæggende krig Rusland har indledt mod Ukraine, står Europa nu med millioner af flygtninge. Krigen i Ukraine er den hurtigst voksende flygtningekrise i verden lige nu, og der er den største flygtningestrøm i Europa siden 2. Verdenskrig. Antallet af flygtninge i Europa er mere end fordoblet på blot en måned.
Men vores udfordringer er kun lige begyndt.
For som bekendt har Ukraine indtil det russiske overfald været helt afgørende for den globale fødevareproduktion. Men der bliver ikke sået meget hvede på markerne i Ukraine i år.
10 millioner ukrainere er allerede på flugt, og heraf har 4 millioner allerede forladt landet.
Og rigtig mange af de tilbageværende har skiftet landbrugsredskaberne ud med våben for at forsvare sig mod den russiske aggression.
Når priserne på verdensmarkedet samtidig går op, som følge af at Ukraine ødelægges, og den afrikanske købekraft samtidig er lav, så har vi blandet en cocktail, hvor det næsten kun kan gå galt
Samtidig er Rusland en meget stor aktør i Afrika. En lang række afrikanske lande har gennem de senere år fået stadig tættere bånd til Rusland, som leverer både våben og fødevarer til en række afrikanske stater. I visse tilfælde er det russiske bidrag også at lade den såkaldte Wagner-gruppe, undertiden kaldet Putins private hær, holde afrikanske statsledere ved magten.
Men som det står klart, så går den russiske invasion af Ukraine langtfra som planlagt, og de Vestlige sanktioner har ramt den russiske økonomi hårdt.
Det er derfor tvivlsomt om Rusland i de kommende år har ressourcerne til at bistå den række af afrikanske stater på samme måde som hidtil.
Der er derfor også grund til at frygte, at en række afrikanske stater i nær fremtid vil mangle de fødevarer, som bl.a. Rusland har forsynet dem med.
Det kan næsten kun gå galt
Når priserne på verdensmarkedet samtidig går op, som følge af at Ukraine ødelægges, og den afrikanske købekraft samtidig er lav, så har vi blandet en cocktail, hvor det næsten kun kan gå galt:
Min pessimistiske prognose er derfor, at vi i løbet af ret kort tid vil se tre ting flere steder på det afrikanske kontinent:
Vi vil opleve store og voldsomme sultkatastrofer.
Vi vil opleve social uro, og måske fremdrift for fx islamistiske grupperinger som vil mobilisere og udnytte desperationen og utilfredsheden med knapheden på fødevarer.
Og vi vil opleve, at de, der – trods vilkårene – har ressourcerne, vil sætte sig i bevægelse mod nord som flygtninge eller migranter.
Det er afgørende vigtigt – både for befolkningerne mange steder i Afrika og for os selv – at vi ikke alene friholder udviklingsmidlerne til fx Afrika til deres rette formål dér, men rent faktisk øger indsatsen
De vil søge mod Europa – det Europa, som altså allerede står med mere end 4 millioner flygtninge fra Ukraine og et Europa med en dyb bekymring for den sikkerhedspolitiske fremtid og deraf følgende voksende forsvarsudgifter i mange år frem.
Over de seneste årtier har særligt Kina og Rusland øget deres tilstedeværelse og indflydelse mange steder i Afrika.
En mere tilbagetrukken indsats fra USA og europæiske lande har efterladt et tomrum og nogle behov, som Kina og Rusland har brugt som anledning til at øge tilstedeværelsen.
Det giver Kina og Rusland privilegeret adgang til afrikanske naturressourcer, mineraler, sjældne jordarter og meget andet mod fx etablering af infrastruktur, militært udstyr og undertiden sikkerhed for de lokale magthavere.
Men det er åbenlyst, at kinesisk og russisk tilstedeværelse ikke fremmer hverken demokrati og menneskerettigheder i de pågældende lande. Formentlig nok tværtimod.
Akut vil det forventelige russiske kollaps ramme hårdt flere steder i Afrika.
Vi skal øge indsatsen
Og det bringer mig så tilbage til den danske regerings ønske om at bruge udviklingsmidler til at håndtere den ukrainske flygtningekrise:
Hvis vi fra dansk, europæisk, vestlig side tror, at vi kan løse udfordringerne med håndteringen af den store ukrainske flygtningestrøm på udviklingsmidler, der ellers skulle være gået til bl.a. Afrika, så er vi i realiteten ved at lægge vejsidebomber ud foran os selv.
Vi løser ét problem her og nu, mens vi håber, at det andet problem ikke vokser i baghaven. Men det gør det.
Derfor er det afgørende vigtigt – både for befolkningerne mange steder i Afrika og for os selv – at vi ikke alene friholder udviklingsmidlerne til fx Afrika til deres rette formål dér, men rent faktisk øger indsatsen.
Hvis ikke vi gør det, i takt med at Ruslands engagement på det afrikanske kontinent må forventes at svinde, så vil vi snart stå med en ny migrant- og flygtningebølge med kurs mod Europa. Og vi lader samtidig endnu større dele af Afrika blive mere tilbøjelige til at vende sig mod Kina for hjælp.
Fra SF’s side er det derfor et klart krav til regeringen, at midlerne til at hjælpe ukrainerne ikke må gå ud over udviklings- og bistandsmidler
Begge dele vil svække Vesten på både kort og langt sigt.
Fra SF’s side er det derfor et klart krav til regeringen, at midlerne til at hjælpe ukrainerne ikke må gå ud over udviklings- og bistandsmidlerne.
Tværtimod skal vi finde midler til begge dele både i Danmark og i EU. Netop her kan vi næppe forvente noget større amerikansk engagement, og det vil da også fortrinsvis være Europa, som vil opleve presset fra det afrikanske kontinent i de kommende måneder og år.
Bistands- og udviklingsmidlerne er derfor også hjælp til selvhjælp, og det er både uklogt og kortsigtet ikke at sætte ind hurtigt.
For problemet kommer ikke til at gå væk – det vil tværtimod kun vokse sig større og dermed vanskeligere at håndtere.
Derfor skal vi for en gangs skyld gøre det klogt, rigtigt og rettidigt.
Pia Olsen Dyhr, f. 1972. Meldte sig ind i SFU som 14-årig. Har arbejdet i Danmarks Naturfredningsforening, i udviklingsorganisationen Care og været næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke. Medlem af Folketinget siden 2007. Har været handelsminister og transportminister, og været SF-formand siden 2014. Gift, har en teenagedatter og to bonusdøtre, bor i Sydhavnen, og nyder livet med familien, hunden Obi, strikketøj og lange ture og havearbejde i sommerhuset.
Læs mere om Ukrainekrigen i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
