JUL // ESSAY – Julens soundtrack er enkelt, skriver Cathrine Rygaard Rasch. Julesange som genre er, ja, sin egen genre. Julesangenes budskaber er få. Til dem, der råber, at det er konservativt, kitschet, kedeligt, elendigt, kommercielt, etc., kan man sige: Ja? Nogle gange. Men det er også en stor skat af lejlighedssange, delt af uendeligt mange mennesker igen og igen. Og det, man på Hogwarts ville kalde et mindekar.
”Flyver gennem tid og sted, passer på jeg falder ned”, synger Caroline Castell. Hvis du ser DR’s julekalender Tidsrejsen, ved du præcis, hvordan hendes stemmes insisterende udsagn bevæger sig højt og ud og op i himlen, mens den fine vokal som bløde snefnug toner ned igen i et melankolsk leje med udsagnet ”alt, jeg vil, er kun at skabe ro og finde fre-e-ed”.
Det er stort, og så er det også bare julekalender i fjerneren. Hvis du ikke ved det allerede, kan jeg afsløre, at Castell er ved at tilføje sig selv til din julestemning, som er et stort soundtrack af en lang række lyde og musik.
Og hvad er så julens lyd? På soundtracket vil der helt sikkert også være: bjælder, kælne kvindestemmer, kirkerumsakustik, børnekor, amerikanske fraser, gamle danske ord, hvis betydning du hemmeligt har svært ved at forstå, måske en banjo eller to, c-stykker, der går halve og hele toner op, så du føler Melodi Grand Prix-lykke og endelig en vis irritation over de samme gamle numre igen og igen.
Julekalendersange
Julekalendersangene. De er en del af din barndoms julelydstapet, du kan sikkert huske flere, end du ved. Din tyske eller amerikanske kollega kender ingen, for selve tv-julekalenderen som genre er et skandinavisk fænomen – i Danmark fra 1962. Det strejfer mig, hvor hurtigt julen også handler om identitet bundet til sted og national erfaring, ligesom den er identitet og erfaring helt ned på familie- og individniveau.
Det er min lillesøster Emilies strømpebuksefødder på det lakerede sildebensparket, glidende mod sofaen, let forpustet af forventning til aftenens afsnit i flow-tv’ets æra. Vi ved, at lykken er nær, så snart lyden af trompetfanfaren varsler Jul på slottet (1986), naturligvis tilsat et lille bjældedrys. Jeg hører hende knase pebernødder og ved slet ikke, om min østrigske veninde forstår, at den lyd hænger sammen med følelsen af julekalendersang?
Al den kærlighed, jeg har til min 4-årige søster, fortættes i mindet om slotstrompeten akkompagneret af hendes knasen. Vi vidste instinktivt som børn, at der var noget stort på færde i julekalendersangene, men hvordan? DR’s tidligere dramachef Christian Rank fortæller:
”Julekalendersange er ikke en let genre, men den er på mange måder taknemmelig, fordi man modsat andre popsange har en 24-afsnit lang fortællings indhold at hænge sangen op på, der er virkelig plads til store historier.”
2000 års fortællinger
Her kunne man indvende, at alle andre julesange jo også har muligheden for at hænge deres historier op på ca. 2000 års kristen fejring af Jesus og andre vintererfaringer. Det gør de også, men inden for et overraskende lille spektrum af ideer, følelser, rum og genstande.
Kirkens spektrum er et koncentrat af storladen hyldest til Gud og Jesu fødsel, menneskelig ydmyghed og patosfyldt taknemmelighed over det lille Jesusbarn og hans familie dén nat. Musikken er så smuk. Jeg lytter til mine børnehavelærerinder Ulla og Birgits trippende pumps, det var i 1980’erne, og lyden af klodset klippede guirlander, der sagte flaprende slår mod en ventilationsrist i klasselokalet.
Ulla og Birgit instruerer os i at synge 1600-tals Mariaviser; En rose så jeg skyde og Maria gennem torne går. Jeg brød mig ikke om alle de torne, eller om følelsen af, at noget er utrolig synd for Maria. Heller ikke så meget om Ulla og Birgit. Det mærkeligste sted er gentagelsesverset, en tonemæssigt ret høj korstemme – ”kyrie eleison!”
Jeg troede, indtil jeg var voksen, at det var en lyd, hvorfor jeg også udstødte en lyd, (”kyrie” lyder ret grim-spidst i høje toner), og ikke en semantisk helsætning på oldgræsk (red. Herre, forbarm dig!). Hver dag til morgensang håber jeg, at vi kan synge Dejlig er den himmelblå, fordi den er så god eller Et barn er født i Bethlehem, fordi den er lige så god, og fordi de får mig til at blive varm i maven af forventning om juleaften.
Bjældeklang, knitren og skraslen
De kendte salmer udløser reflekser af julestemning, ligesom bjælden i julepopmusik. Bjælden, du sikkert kan høre for dit indre øre lige nu? Hvis ja, ved du, at Pavlov havde ret i det med hundetræningen dengang, når du ser kaner, snebyger og mænd i rødt tøj for dit indre øje blot ved det mindste lille ryst fra en bjælde. Det er sådan en fin, lille lyd, der sjældent kan indgå i klange uden for julepop, fordi den er en genganger i nærmest al populær julemusik fra de sidste ca. 75 år.
Før fjernsynet og kirken er der andre lyde. Det er et lille, takket, lydløst snefnug, men du ved godt, hvordan det alligevel lyder sprødt og vådt og stille på en gang. Det er en knitrende pejs, med brænde, der vælter dumpt og gløder, der knitrer og stryger mod skorstensrør.
Det er saksens lange, skærende ritsch gennem gavepapiret, som kun din mor kunne skære en hel længde af i ét take
Det er store, kvadratiske gaver i spejlblankt papir, der siger en stille, hård lyd, hvis du presser et par fingre hårdt langs overfladen, mens det permanentkrøllede nylonbånd rasler mod din håndflade og både er let elastisk i sin modstandslyd, men også kras og pissedårlig kvalitet.
Det er saksens lange, skærende ritsch gennem gavepapiret, som kun din mor kunne skære en hel længde af i ét take. Og også flormelissens bløde knirk mod æbleskivens hårde skal. Det er måske også en baggrundsstøj af udråbet ”Halleluja!”?
Min mor spiller sin Händel-cd igen, og jeg synes, at det er moragtigt. Hun hører aldrig Wham, og hun insisterer stædigt på salmer rundt om juletræet inden ”de andre sange.”
Salmer
Julesalmer er deres egen julemusikgenre. Jeg læser litteraturvidenskabelige diskussioner om salmen, der længe ikke måtte være digt, fordi modernisterne syntes, at den var for kristen i det, og fordi man skulle synge den. Jeg tænker på folkeviser, popsange og operaer og på, om de må være digte. Og på Inger Christensen, der synger sine egne digte højt og særpræget. Nyere forskning angriber tesen om, at salmer er en lyrik for sig, men det er ret nyt.
Lektor i kultur, engelsk og litteratur på SDU Claus Schatz-Jacobsen redegør spændende for indholdsdiskussionerne, f.eks. ift. religiøst indhold. Nogle mener, at salmen er salme, fordi den forkynder evangeliet, andre, at det må være et spørgsmål om indhold. Et af Schatz-Jacobsens eksempler er Mylius-Erichsens smukke, smukke gendigtning af Ingemanns version af Glade jul (1850). Sangen bliver ikke accepteret som salme af hverken litteraturhistorien eller kirken, fordi Gud, Jesus og engle er taget ud, og mennesket er det primære fokus, og fordi den genreprovokerende titel er Verdslig Julesalme (1858).
Skønne Jul, kærlige Jul,
streng for fattig, for Dyr og Fugl.
Menneske! Om du din Jul forstod,
gav du af Evne og Overflod.
|: Julen er gavmild og god. 😐
Erkendelsernes tid
Tv-julekalendernes titelnumre er ikke salmer, men dyrker ofte ret store spørgsmål i en kristen dikotomi. Der er noget, der er godt, og noget, der er mindre godt, der er lys og mørke, og ind i mellem også lige en parallelverden.
Det gælder om at undgå undergang: ”…Og natten den bliver lang, mon lysets engel viser sig og redder os fra undergang?!” – Tvillingerne og Julemanden, TV2 2013. At undgå at være ”fristerens konkubine” – Jesus og Josefine, TV2 2003. At undgå at være den falske udgave af sig selv: ”Alt åbner op, mere og mer’, tror du på den, du er?” – Julefeber, DR 2020. At forstå barndommen som en særlig tid: ”Hvis du har et ønske i dit hjerte, min ven, så gør det nu, for du kan aldrig blive et barn igen” – Absalons hemmelighed, DR 2006. At være del af fællesskaber: ”Uden hinanden er vi intet, forsvinder” – Pagten, DR 2009. Og om at bevare håb og tro på en bedre verden: ”Engle daler ned, for jeg tror, at hvis vi finder fred på vores jord, så bliver det nok til jul” – Juleønsket, TV2 2015.
Julen er ophøjet til erkendelseshøjtid, barnet er ophøjet til erkendelsesmedie, musikken er ophøjet til filosofisk samtale. Det hele er stort og ikke ufarligt. Perspektivet er så stort som universet, og det er lydrummet også – larger than life i rumfornemmelse, patos og synth-violiner. Oh Lands Julefeber gav mig hver aften gåsehud i rutsjebanen mellem vers og omkvæd, og jeg tænker virkelig meget på, om mine børn tror på, hvem de er?!
De voksnes soundtrack
I næste nu spiller min bilradio Driving Home For Christmas (Chris Rea, 1988). For de voksne er julepop ikke eksistentielle spørgsmål om godt og ondt, men en nostalgisk længsel efter hjemmet og nogle få julede elementer (sne, pejs, juletræ, du ved det allerede). Måske hører du også lyden af noget tacky rødt lingeri falde til jorden? Hvis ikke, burde du. Jesus har som bekendt ikke så meget med sex at gøre, ikke engang i sin undfangelse, men det har megen voksen kærlighed, så fair nok.
Men hvor blev børnenes store eksistentielle og mere eller mindre kristne diskussioner og erkendelser så af? Den voksne julepopmusik har konflikter mindre end hullet i en vaniljekrans. Genren er ikke så gammel, men den er pænt kødelig og romantisk. Den moderne julepop fra midten af forrige århundrede er vokset ud af vestlige opgangstider og hylder sex, familie og hygge, hvilket i moderne og senmoderne tider altså betyder en kropsliggjort, kapitaliseret hygge (uden uhygge).
Kald det en slags biedermeierkultur MED sex, en barnlig forventning minus barnets skræk for undergang, for at have været uartig, for om det nu bliver jul, og hvem kan ikke lide det?
Ariana Grande vil endnu mere glat i Santa Tell Me (2013) gerne tale med julemanden, som var han Gud eller parterapeut, og måske er han også et ”du?”
Mariah Carey, den absolutte julesangsdronning, ønsker sig med All I Want For Christmas Is You (1994) bare ”You”. ”Kom, kom, kom i kanen med mig”, synger Gulddreng, den frække julemand, som skal pakkes op i Guld Jul (2016). Whams klassiker Last Christmas (1984) er sidste års sex, der desværre ikke er blevet en tradition. Page Four siger bare, ”Baby, det er koldt udenfor, lad os sidde tæt sammen som en legoklods” (2016), mens Britney med sin egen kølige britneyness af ligegyldighed ønsker sig en mand i My Only Wish (This Year) (2000), og naturligvis forsikrer Santa om sin artighed.
Ariana Grande vil endnu mere glat i Santa Tell Me (2013) gerne tale med julemanden, som var han Gud eller parterapeut, og måske er han også et ”du?” Jeg ved faktisk ikke, om det er selveste julemanden, der er hendes begærsobjekt eller hvad. Meget forvirrende, men også set før. Vi kender alle Jimmy Boyd-hittet I Saw Mummy Kissing Santa Claus (1952), og jeg tør slet ikke fortælle om Carters Backdoor Santa (1968), som kommer på besøg, når der ikke er voksne hjemme og altid har småpenge at give børnene, så de kan være alene(!).
Drivende erotisk, ironisk og vampet
Helt legendarisk er Eartha Kitts Santa, Baby (1953), drivende erotisk, ironisk og vampet på en gang. Igen er Santa en figur, man kan charme, flirte med og derved opnå materiel lykke. Kitt holder tilbage med sin velartikulerede stemme, og den langsomme, jazzede takt understøtter det flirtende, forkælede krav om lige at købe hende en bil, diamanter og i øvrigt resten af ønskesedlen, når nu hun erotisk set har været en pæn pige, selvom man ikke tror hende over en dørtærskel.
Sex
Den påståede afholdenhed er en vare, der kan veksles til store gaver, hvis man pleaser Santa og kalder ham baby, og måske også giver lidt særlig adgang. På en eller anden måde er Santa, Baby aldrig blevet irrelevant. Justin Biebers liderlighed er mindre ironisk, han føler den så meget og så lidt på én gang i Under The Mistletoe (2011), at jeg bliver ved med at vende tilbage til den som popsang.
Drengen er teenager og synger stenet/klagende i en opsætning, der lyder lidt af akustisk guitarklimpen på drengeværelset fjernt fra verden. Han vil godt bare være sammen med sin kæreste. Men der er også en tone af noget barbershop i det næsten acapellaede set, og de er også en ret desperat modsætningstone i Biebers egen andenstemme, der meget mere presset (læs: liderligt) råber til sin egen monotone melodistemme.
Bieber kan ikke fokusere på andet end at få sin ”shawty” ind under den mistelten. C-stykkets påstand om, at mødet med pigen, han længes efter at komme i kanen med, helt 1:1 er det samme mirakel som dengang, de vise mænd fandt Jesus, er så vild. Men i det mindste er det ærligt, og det er et godt popnummer.
Mit indre soundtrack
Jeg lytter til Darlene Loves Christmas (Baby, Please Come Home, 1962), der musikalsk set er et sindssygt godt julenummer fra pladen A Christmas Gift For You From Phil Spector (1962). Jeg gyser. Den perfekte popsang forbinder her vellyd og afsky.
Kirkeklokker, bjælder, saxofon, et rent englekor og en stærk, krævende vokal, der kalder på sin skat, så man ikke er i tvivl, om at den baby PLEASE må komme hjem nu, samler sig upbeat-fuldendt i Phil Spectors perfekte produktion.
Hele værket samler Spectors oeuvre og det berømte fænomen Wall of Sound, som er hans producersignatur. Pladen udkom skæbnesvangert på dagen for Kennedy-mordet i november 1962, og en skør forbindelse får mig til at gyse til de ellers så uptempoede og muntre toner, fordi en woke-forskrækkelse af rang nedbryder glæden ved pladens ellers så høje kvalitet.
Phil Spector, denne sære excentriker med mord på samvittigheden, besudler mit livs voksenjuleplade. Kennedy-mordet smelter sammen med skuespilleren Lana Clarksons død for Spectors hånd i 2003, og min hjerne forbinder de mange lag af lyd med de mange grimme lag af menneskets mørke sider.
Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre med forbindelsen mellem vellyd og menneskelig synd. Ironisk set ender den voksne og lette, sexede julepop med sine få kombinationer af temaer og kompositioner i et uskyldstab, som både kirke og julekalendere altid facede med vidt åbne øjne. Jeg ved jo godt, at forfærdelighederne altid fandtes.
Det pusler og skraber med klementinskrælning og stearinlysknitren, og min datter ser op på mig til klokkelyden fra Julefebers anslag. Jeg finder fred i hendes åndedræt og nynner stille Let Love Be Love (1998) for 22. år i træk med hel patosfuld kærlighedsalvor og tager hendes hånd, mens de små bløde vokalknæk og fraseringer fra Juice og Remee synger en aften i december til ro på mit indre soundtrack.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
