FREDAGSKLUMMEN: Karaktermord på en robotklipper

i Bæredygtighed/Featured/Liv & Mennesker af

Jeg har ikke ejet en robotplæneklipper, men jeg har kendt tre, den ene ganske godt, og jeg mener, at det er tilstrækkeligt til at planlægge og udføre et veltilrettelagt karaktermord. Robotplæneklippere kan en lille smule af det gode, menneskeheden har opnået i forholdet til naturen og alt det dårlige, vi har udrettet med den og os selv i den. Jakob Brønnum funderer over naturen – og teknologi.

Den første robotplæneklipper, jeg kendte, og den jeg har kendt bedst, opførte sig som postvæsenet i gamle dage, hvor man sagde ”i sne og slud skal posten ud”. Den kørte tilsyneladende rundt i al slags vejr på sin lille forhavegræsplæne, som vi passerede på vej hjem fra nærtboende familie.

Det gjorde den sikkert ikke. Men det virkede sådan. Hver gang vi kom, forbi tøffede den stilfærdigt rundt på sin afmålte bane. Det var en jævn, men skrånende plæne, så den kunne kun klippe hen til et vist sted for ikke at ramle ud over skrænten.

Det tog mig et stykke tid at forstå, hvorfor jeg altid kom til at tænke på David Crosbys mesterværk Almost Cut My Hair fra CSNY-albummet Deja Vu, hver gang vi kom forbi. Det var fordi den del af græsplænen, den ikke kunne nå, var en langhåret skråning, resten lignede frisuren på en marinesoldat – for nu at blive i de amerikanske billeder.

Plæneklipperen klippede alting ned, så der kun var tørre strå tilbage, der så livede lidt op efter regnvejr, men derpå straks igen blev rundbarberet. Man kunne se, at græsplænen led.

Jeg opfattede allerede den gang robotplæneklipperen som slet og ret dårligt dannet. Man kan dog forestille sig, at ejeren i sin iver for at se det billelignende plastmonstrum muntre sig på sin ejendom, har indstillet den til en for hård kost for plænen, som jo ellers har gavn af at blive klippet, særligt i forsæsonen.

Robotplæneklipperen er en ulv i fåreklæder. Den spiser ikke kun græs, som fårene. Den spiser hele glæden ved plænen som natur

Den anden robotplæneklipper, jeg har kendt, stod netop hos de familiemedlemmer, vi besøger. Hvor de har fået inspirationen fra, er åbenlys. Af forskellige grunde har jeg ikke fået gennemgået deres plæne i detaljer, men eftersom familien er storproducent af børn og kattekillinger, kan man udmærket forstå, at de ikke har kunne stå for fristelsen til at lette de dele af havearbejdet, der for de fleste ikke er forbundet med fornøjelse, men med sure pligter.

Dog ikke for undertegnede. For mig er arbejdet med at slå græs sommeren igennem et højdepunkt, en dybdegående fornøjelse, jeg ikke ville være foruden. Det er der mange grunde til og jeg forstod først rigtigt omfanget, vidden og dybden af disse begrundelser, da jeg forleden så vores nabo stå med armene bag ryggen og betragte sit nye vidunder på plænen. Den tavse, arbejdssomme og helt igennem kedsommelige robotplæneklipper. Jeg havde undret mig over, at hans motorplæneklipper havde været tavs en tid. Nu forstod jeg, hvorfor.

Men robotplæneklipperen er en ulv i fåreklæder. Den spiser ikke kun græs, som fåret, den spiser hele glæden ved plænen som natur. Der er mindst seks-syv betydningsfulde og personligt opbyggelige, wellnessagtige livsprincipper, man kaster væk med samme velfungerende fortrængningsmekanisme, som vi bruger til at slippe af med plastemballagen til vores flygtige fedt- og sukkerindtagelse. Den plastemballage, som gør alting grimt og minder os om, at det der var inden i, er sjælløst masseproduceret.

Det er noget lignende, man kan sige om det at slå sin græsplæne med en robotklipper. Det bliver sjælløst. Jeg forsøger mig med en pointeret liste:

1: På tyren Ferdinands vis

Græsplæner skal ikke slås på den måde, robotklippere gør. Robotklippere klipper alt der har den og den længde, uanset, om det er en blomst, en musehale, skvalderkål eller et græsstrå. Dette er en afgørende fejlperception af græsplænearbejdets fænomenologi. En græsplæne skal klippes på Tyrens Ferdinands vis. Det er en præcis metafor. Udenforstående tror, at tyren i den gamle Disney-traver er et vilddyr, der bruser henover alt og alle, men han er i virkeligheden en fredelig blomsterelsker.

Græsplæner får i løbet af sæsonen forskellige former for blomstergrupper, som man må gå uden om. De skal klippes næste gang, men lige nu skal de stå, så man kan nyde dem.

Det er et eksistentielt billede af kolossal rækkevidde. Det er jo sådan mennesket gør ved sig selv og hinanden og naturen og alt, det kan komme i nærheden af. Kører over den med en blind plæneklipper. Der skal laves en parkeringsplads og så ryger seks store, gamle træer, en udsigt mod et dalstrøg og et hegn med hybenbuske. Hvorfor? Fordi det kan betale sig at have maskinerne stående i de ekstra dage, det ville kræve, hvis de skulle bevare den gamle natur. Hvad får man? En parkeringsplads? Hvad mister man? Glæden ved at komme i den butik, hvor man altid stod et øjeblik og kiggede på de gamle træer og udsigten, mens man låste bilen og tog indkøbsnettet frem af bagagerummet.

Et kortvarigt blomsterbed i den tørre plæne mellem drivhuset og det gamle æbletræ, som robotklipperen nådesløst ville fjerne. Foto: Jakob Brønnum,  juni 2018

Alting i menneskelivet består af begyndelser, processer, forvandlinger, aftagende tegn, afslutninger, kortvarige stilstande, og det gør livet i en græsplæne også

Det samme, dog i mindre målestok, mister man med en robotplæneklippers skånselsløse og helt umusikalske nedslagtning af vækster. Den klipper alt og man kan sidde inde i det gode sommervejr og se Tour de France imens. Men man mister den tavse sansning ved at se de gule blomster i plænen og ved at forbinde en bestemt tid med dem og lade sit indre, biologiske ur få flere niveauer at arbejde med, når det lagret og modner erindringer om det liv, vi lever.

2: Respekten for livets egen proces

Robotplæneklipperen slår ikke alene alt og går ikke udenom noget. Den slår i princippet også hele tiden. Det er en vigtig nuance i forhold til pointen om Ferdinand. Robotten behøver ikke gøre det, men i praksis gør den det, for det er jo det, man har den til. At passe sig selv og græsplænen. Hvis man skal rende og indstille den hele tiden, kan man jo ligeså godt slå plænen selv, kan man høre nogen sige. Det er jo for at slippe for at tænke på plænen, at man har købt den. Ergo, den holder plænen i en bestemt længde sæsonen igennem.

Men græsplæner skal ikke være klippet hele tiden. De skal ikke have samme længde hele sommeren. Det er unaturligt. Alting i menneskelivet består af begyndelser, processer, forvandlinger, aftagende tegn, afslutninger, kortvarige stilstande, og det gør livet i en græsplæne også. Hvornår og hvor meget den skal slås, beror helt og holdent på en skønsag. Det hjælper ikke, blot at indstille den til lade plænen være længere, for det bliver det bare mere sjusket at se på.

Der kan være en krocketmatch under opsejling, som gør en overhaling af plænen akut nødvendig, men der kan også være en form for frodighed i hele plænen, kløver, smørblomster, de små marguerit-lignende blomster, nogle violette ukrudtsplanter og andet, som man gerne vil lade stå et øjeblik endnu. Ligesom sommeren selv altid helst skal stå et øjeblik endnu.

3: Formålet med at gå i haven

Min nabos positur – besigtigende, med begge hænder på ryggen – forklarede noget for mig, jeg selv har følt men ikke rigtigt fået formuleret. For et par sæsoner siden forstod jeg, hvad formålet er med at gå i haven. Jeg havde tænkt over det i årevis. I somre, under store afrydninger af væltede træer og uddrivning af 100 kvm. skvalderkål under bærbuskene, i regn, i efterårsvind, i tørke. Hvad er formålet med at gå i haven? Hvad kan formålet dog siges at være? Endelig stod det mig klart, hvad formålet er. Formålet med at gå i haven er at gå i haven.

Der er ikke andet end det. Det hjælper ikke at gå ud i haven og så stå der med armene på ryggen og se på sin nye robotplæneklipper. Det er ikke at gå i haven. At gå i haven vil sige at bruge muskler, bevægelser, positioner man ikke gør til daglig. At mærke, at alle disse forskellige handlinger gør ens sansninger klarere og dybere. At mødet med en selv i andre omgivelser end de sædvanlige gøremål i huset og på arbejde giver en noget grundlæggende eksistentielt i krop og bevidsthed.

Det nærmer sig det komiske at stå og se på sin robotklipper og mærke en eller anden spænding i læggen, som man ville blive af med, hvis man slog græsset selv. Nu går han måske i stedet i motionscenter, hvor han står på et løbebånd i statisk elektricitet og 100% kunstige materialer og ser en åndssvag amerikansk tv-serie, mens han drikker energidrik med allergi- og demensfremkaldende sødestoffer. Hvad kunne han ikke have fået i stedet!

4: Græsplænen som kryds og tværs

Der er en ældningsmodvirkende eller sågar måske demensforebyggende dimension ved at slå sin græsplæne, som man let overser. Det er ved at være alment kendt, at en af måderne, man holder sin intelligens og bevidsthed i gang er ved at modtage nye udfordringer, der gør at man skaber nye koblinger for hjernens synapser. Nye forbindelser i knolden helt enkelt. Det kan enhver høre, man holder sig frisk af. Det er af den årsag, at hjerneforskere anbefaler folk at løse Sudoku og kryds og tværs.

Når man som jeg anvender en elektrisk plæneklipper med ledning, kræver det en vis systematik. Man skal lægge banerne tilrette på en bestemt måde, så man ikke kommer i karambolage med ledningen. Når jeg lejlighedsvis bruger en benzinklipper, kan man også med fordel systematisere de baner, man kører. Selv en fremtidig batteridrevet plæneklipper ville ikke betyde, at man ikke forsøgte at dække hele plænen systematisk.

I løbet af sæsonen møder man områder med tidsler, der danner meget fine mønstre, man ser mælkebøtternes forskellige faser, man ser andre former for varierende former og felter i det grønne, som er smukke og kunstneriske i al deres abstrakte enfoldighed

Hvis man er godt gift eller har meget grønne fingre og god tid, vil haven ændre sig år for år. Der vil altid være nye bede, buske og frugttræer eller andre former for uregelmæssigheder, som gør, at man hver gang man slår græsplænen skal finde nye systemer for at lægge de baner, man klipper ad så effektivt som muligt. Det er en geometrisk opgave, der hele tiden ændrer sig ganske let.

Et øjebliksbillede af en alt andet end firkantet plæne, med rabarber og hindbær til højre og en lille jordbærplante ved siden af drivhuset. Og et ungt æbletræ i rondellen, der tidligere havde krydderurter. Bag det skimtes en løvstikke. Foto: Jakob Brønnum, juni 2018

Man kan selvfølgelig stå og køre plæneklipperen frem og tilbage til man har været overalt, men hvis man synes det er interessant at regne ud, hvor man kan lave de længste baner, de smarteste måder at komme over hele den meget lidt firkantede plæne, med alle dens buske og bede, så er der en sport i at slå græs, der virker ret stimulerende.

5: Gratis motion

Vi nærmer os essensen af det hele. I sæsonen skal plænen slås et par gange om ugen. Jeg kan gøre det på 45-50 minutter. Derved er to af ugens mindst fem nødvendige motionspar klaret. Hvor svært kan det være, kære nabo? Om et halvt år vil du være større end mig!

6: Grønhedens mentalhygiejniske virkning

Er der nogen, der kan huske, hvorfor skoletavler skulle være grønne? Man mente, det var den mest behagelige flade at se på. Jeg aner ikke, om det er rigtigt, men grønheden i græsset har en helt bestemt vederkvægende virkning, næsten ligesom kaffe. Nogle gange er det grønt på en måde og nogle gange på en anden.

Det har med lyset og årstiden og fugtigheden at gøre. nogle gange er det så grønt, at man ville have sagt, at det var urealistisk, hvis det havde været et landskabsmaleri. Det kan ikke opleve på samme måde, hvis man ikke går rundt med en plæneklipper.

Men ikke blot den ufattelige grønhed, også mønstrene. I løbet af sæsonen møder man områder med tidsler, der danner meget fine mønstre, man ser mælkebøtternes forskellige faser, man ser andre former for varierende former og felter i det grønne, som er smukke og kunstneriske i al deres abstrakte enfoldighed. Der er noget subliminalt ved dem, som jeg ikke vil undvære som sansning, mens jeg let forpustet blæser rundt med mine Bosehovedtelefoner. Hov, glemte jeg at sige det?

7: Og så musikken.

Den, der sidder inde og ser Giro d’Italia, i stedet for at gå ud og slå græs, går glip af en meget væsentlig ting. Hvornår har man i en almindelig travl dagligdag med familie og det hele, mulighed for at lytte til reelle musikstykker? Mahlersymfonier. Grateful Dead koncerter fra 70’erne. Abercrombies sene eksperimentelle seancer og en gammel Mike Oldfield, thrown in for good meassure.

Rigtig gættet. Når man slår græs.

Topfoto: Reklamefoto

 

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. Senest er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger. Udvalg af de seneste bøger: Langsomheden 1.0 (digte 2015) Argumenter mod døden (essay 2015) Lysåret (haiku, 2016) Fortællinger fra undergrunden (2016) Pengeguden (essay 2016) Porten til den indre by (digte, 2016) Den sidste passion (digte, 2017) Matthæuseffekten (essay 2017) Nøjsomhedens tivoli (digte 2017) Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af bl.a. nettidsskriftet Den smalle bog. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og styregruppen for BogForum og skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger. POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste artikler om Bæredygtighed

Havbrug for fremtiden

DEBAT – Miljøbiolog Mette Cristine Schou Frandsen, fra tænketanken Fremtidens Fødevarer, har