
TEATER // ANMELDELSE – Naturen fylder i folkeviserne. Den farlige natur, der lokker gode kristne mennesker på afveje, så de farer vild i mosen eller bliver suget ned i det kolde havdyb. Men også vores egen farlige natur af utæmmede drifter, begær og hævntørst. Endelig er der den moderne drejning i Folkeviser, at det måske ikke er så dumt endda at vise naturen respekt, skriver Steen Blendstrup.
Tågen bølger over engen og slører konturerne. Er det elverpiger og andre af folketroens væsner, der bevæger sig på den anden side af sløret? Eller måske blot legemliggørelsen af egne længsler og en ænset fare ved at vove sig ud i tågen?
Folkeviser smider en håndgranat ned i viserne og giver dem nutidig relevans. Det er ikke støvede kanon-lektier, men dramatik med saft og kraft, der afslører vores drifter, men også advarer om, at vores handlinger har konsekvenser. Selv når vi – som bondemanden i Nicolas Bros skikkelse – forsøger at bortforklare, hvorfor vi vælger at lade os føre bort fra dydens smalle sti: ”Det var hende, der lokkede”.
Jeg ved ikke, om det er en fordel eller en ulempe at kende nogle af folkeviserne. Selv genkendte jeg visen om Germand Gladensvend, der handler om, at man skal passe på, hvad man lover. Eller som nævnt, at handlinger har konsekvenser. Det ender grueligt galt.
Det betaler sig at høre efter, når naturen taler til os
Samt selvfølgelig Agnete og Havmanden om det umulige i at leve i to verdener. Men på scenen i Folkeviser er man i hvert fald ikke i tvivl om, hvad der får jomfru Agnete til at følge med havmanden. Her skal man dog også holde tungen lige i munden, for undervejs i den historie bytter skuespillerne roller, så Marie Dalsgaard først spiller Agnete og siden havmanden. Begge dele med en beundringsværdig fysisk præstation.
Folkevisernes utæmmede natur
Råmaterialet til Folkeviser er angiveligt otte af slagsen, der er blevet stærkt redigeret, fordi viserne ofte er meget lange. Temaerne er også blevet flettet ind i hinanden, så vi, om jeg så må sige, er blevet advaret om finalen allerede tidligt i forestillingen. Det betaler sig at høre efter, når naturen taler til os.

Selv om vi allerede var ved at tæmme naturen, da viserne blev til, så forblev den en mægtig modstander, hvor vejr og vind kunne udgøre forskellen på velstand og sult, og hvor dengang uforklarlige sygdomme kunne rive forældre, ægtefolk og børn væk. At personificere de kræfter som elverfolk og havmænd og uheldsvangre ravne var nærliggende.
På den anden side vidste folkevisernes digtere også udmærket godt, at farerne kunne lure inde i os selv. Jalousi og misundelse er stærke kræfter, der kan føre til svig og mord. Men igen har handlingen konsekvenser, fordi visernes logik lader folk tale fra graven (også selv om den anklagede protesterer og siger, at ingen i dag ved, hvad ”bane” betyder).
En dans med skæbnen
Hele vejen træder skuespillerne ind og ud af rollerne. Alle er som udgangspunkt klædt i kjoler, nogle gange også kyser, men lejlighedsvis træder de med diskrete kostumeændringer frem som mænd. De er figuranter i folkeviserne, men derfor også i stand til at lægge en distance til dramaet og kommentere det.

Det vil ikke være helt forkert at sige, at de ”leger” handlingen. Måske lidt som børnene, der prøver at gentage de voksnes viser og forstå dem. Viserne er i deres oprindelse mundtlig tradition og har ændret sig over tid, mange har haft funktion som danseviser. Det aspekt er også med.
Vi kommer til at betale prisen, når ravnene er hvide, og svanerne er sorte. Når fjer synker, og sten flyder, og havet brænder
Som nævnt ligger der ofte en advarsel i historierne. Om at unge piger ikke skal gå alene ud om natten. Om ikke at indgå handler med de overnaturlige kræfter. Om at skæbnen altid indhenter os, og at vi ikke skal sætte os op mod den. Heller ikke selv om vores kærlighed kan få de afdøde til at rejse sig fra graven. Men lige den historie, “Inger og Axel”, skyldes i øvrigt Johannes V. Jensen.
Varsler og undere
Den moderne advarsel, der står klart i Folkeviser, er, at naturen også i dag udgør en fare. Men den fare er opstået, netop fordi vi ikke har lyttet til visernes advarsler. Der er ikke elverpigerne, der er begærlige og leder os i fordærv. Begæret er vores eget. Vi har høstet uden at ville så.
Vi kommer til at betale prisen, når ravnene er hvide, og svanerne er sorte. Når fjer synker, og sten flyder, og havet brænder.

Det er disse sitrende ordbilleder, som Folkeviser efterlader i bevidstheden.
Undervejs er forestillingen underholdende nok med plads til smil og latter. Ligefrem nem er den på den anden side ikke. Mange har ikke noget nært forhold til genren, og forbinder i bedste fald folkeviser med ”Møllerens datter” og lignende muntert stof. Her kræves der mere af publikum.
Til gengæld får skuespillerne lov til at brillere. Foruden Marie Dalsgaard fortjener også Anton Hjejle at blive fremhævet for sit fysiske spil. Lader vi os samtidig fortrylle af det nærmest hypnotiske akkompagnement (Line Felding på et væld af instrumenter) kan vi sagtens forsvinde ind i folkevisernes magiske univers og komme frem igen med en menneskelig indsigt, som er tidløs.
Læs flere aktuelle teateranmeldelser her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.