TEATER // ANMELDELSE – I Bambi er tilbage viser Emma Sehested Høeg, at hun mestrer ironiens kunst. Og et begejstret publikum lapper det i sig, så latteren ruller. Lige indtil forestillingen ligesom østrigske Felix Saltens historie og Disney-filmen skifter til mol og stikker kniven direkte i hjertet. Der er ikke et øje tørt, skriver Steen Blendstrup.
Emma Sehested Høeg er i øjenhøjde med sit publikum, fordi hun taler (og synger) ud fra sig selv og sit nu. Mange i publikum har set hende vokse og udvikle sig på scenen gennem de seneste år, og selv med nogle års forskydning er det let at genkende det sted i livet, hvor Emma Sehested Høeg befinder sig, og hvor Bambi er tilbage udspiller sig.
Forestillingen tager udgangspunkt i Emma Sehested Høegs eget moderskab, men benytter Felix Saltens Bambi – et liv i skoven som ramme. Publikum i salen bruger med 100 % garanti Disney-versionen som reference, men den er selvfølgelig copyright-beskyttet. Så det taler vi ikke mere om.
Og ja, her kan fædrene godt være med
Det er potent stof, Emma Sehested Høeg præsenterer i Bambi er tilbage. Moderskabet (og for den sags skyld faderskabet) er jo den biologiske mening med livet – at skabe nyt liv. Eller som hun et sted udtrykker det: ”Jeg har aldrig nogensinde før følt mig så meget som et dyr”.
Historien om en mor
Derfor er det også let at se Emma Sehested Høeg som Bambis mor. For generationer, der har fået deres første filmiske traumer fra netop den historie, er det ikke svært at forstå, at en mors største frygt egentlig ikke er at se sit barn dø. Det er at dø fra barnet, inden hun har set det vokse op. Ikke at være i stand til at beskytte sit barn.
Og ja, her kan fædrene godt være med.
Bambi er tilbage er både musikalsk vellykket og meget morsom, men forestillingen trækker tårer, som vist ingen af performancekollektivet How To Kill a Dogs (HTKAD) tidligere forestillinger har gjort.
Træt, opløst af manglende tid til sig selv, med en let odeur af babylort og med et socialt netværk, der hænger i laser, blotter hun tænderne og forsvarer sit afkom
Vel får vi nogle øretæver, mens vi vokser op. Nogle får også sår på sjælen. Vi får alle et par skrammer i kærlighedslivet. Med ungdommens oplevede udødelighed er vi nok også mere tilbøjelige til at sætte livet på spil. Men det er altså noget andet at se Emma Sehested Høeg rulle moderdyret ud. Træt, opløst af manglende tid til sig selv, med en let odeur af babylort og med et socialt netværk, der hænger i laser, blotter hun tænderne og forsvarer sit afkom.
Eller hvad sprogbilledet nu er for hjorte, dådyr og de andre fredelige planteædere i Bambi er tilbage.
Verden er en scene – hvis du tør
Og vi er med. Ikke bare i den forstand, at Emma Sehested Høegs og Gustav Gieses performances er medrivende, men også helt konkret, fordi publikum inviteres med på scenen. Det bliver gjort med overskud, humor og sans for improvisation. Endog også med kreativ inddragelse af informationssamfundets velsignelser.
Scenografien består nemlig – ud over en vidunderligt svungen rutsjebane på drejescenen – af et par skærme, der kan vise både, hvad der foregår ude i verden, og hvad der foregår andre steder på teatret. Bambi er tilbage prøver på intet tidspunkt at opbygge en illusion om, at vi er noget andet sted end her på Nørrebro Teater.
Det er det, alle de søvnløse nætter handler om
Det er på den ene side en åbning af teatret mod verden og en fejring af det kollektiv, som skuespillere og publikum indgår i, når vi lukker os inde i en sort kasse. Vi accepterer at en pelsklædt Emma Sehested Høeg kan føde et kid, og at Gustav Giese i dådyrplettet pyjamas og med flot gevir er en kronhjort. Vi accepterer, at der står et strygerensemble på scenen (med horn).
Vi accepterer også, at Emmas barn/kid spilles af en bedårende Edith Snegaard Müller alternerende med Gro Lodberg Strand. Her går alle forældres beskytterinstinkter i alarmberedskab. Det er det, alle de søvnløse nætter handler om.
Naturens uorden
Som alle ved, lurer farerne derude i skoven. Således også i Bambi er tilbage, hvor Gustav Giese også spiller den grumme jæger. Når det hele spidser til, er han ikke bange for at kalde os i publikum under våben for retten til at slå dyr ihjel. Med en tale der er lige dele inspireret af Shakespeare og Braveheart. Alle kender mindst en af referencerne.
Det åbner samtidig for en økovinkel i Bambi er tilbage. Mange, der har valgt forældreskabet, kan nok genkende bekymringen for, hvilken verden vi efterlader til vores børn. Netop på premiereaftenen mislykkedes verdens nationer i at komme frem til en fælles mål på klimatopmødet i Belem i Brasilien, så det virkelig vil gøre en forskel.
Det er fint at blive opslugt af moderrollen, men hvis parforholdet skal holde, så gælder det også om at finde tilbage til kvinderollen
Ja, vi voksne kan også være bange, men Emma Sehested Høegs sange indeholder som sædvanlig en kampgejst, der rummer en anden optimisme. Hun opgiver ikke uden kamp på nogen områder. Hun har nemlig også mange andre dagsordener med Bambi er tilbage.
En ny kvinderolle
Der er mange udfordringer i den nybagte familie. Det er fint at blive opslugt af moderrollen, men hvis parforholdet skal holde, så gælder det også om at finde tilbage til kvinderollen. Altså tid til lidt lir. Men hvis den del får en flig af moderens opmærksomheden, hvad så med mig? Altså den selvforståelse, vi havde før forældreskabet (skriver jeg for også at inkludere dem med y-kromosom).
For i vores influencerinficerede verden kan det især være svært at finde tilbage til sit kvindelige mig efter fødslen. Nogle kan passe deres jeans efter fem uger, andre overvejer snart at søge hjælp i kosmetiske indgreb. Men det er selvfølgelig også en feministisk holdning, at andre da bare skal blande sig helt uden om, hvis jeg har lyst til at få strammet noget op.
Kan vi godt blive enige om det, spørger Emma Sehested Høeg. Altså både at det er forkert, og at det er rigtigt. I Bambi er tilbage viser hun, at hun mestrer ironiens kunst. Og et begejstret publikum lapper det i sig, så latteren ruller. Lige indtil forestillingen ligesom Saltens historie og Disney-filmen skifter til mol og stikker kniven direkte i hjertet. Der er ikke et øje tørt.
Mere Bambi er tilbage, tak
Der er næppe nogen teaterdirektør, der har noget imod at spille for fulde huse og helt frem til 20. januar. Der må også være en vis professionel tilfredsstillelse i at vide, at ens tidligere performances – for Emma Sehested Høeg gælder det både på teatret og koncertscenerne – har givet publikum så stor tiltro til produktet, at der stort set (hvis ikke totalt) er udsolgt til Bambi er tilbage allerede inden premieren.
Sandsynligvis inkluderer det en del, som ellers ikke frekventerer teatret. Men om det skyldes et succesfuldt koncept som How to kill a dog, en populær skuespiller eller et teaters renommé, så er problemet, at det let bliver en lukket fest for dem, som kender de rigtige kulturelle koder. De køber varen ubeset.
Bambi er tilbage er aktivistisk, politisk teater. I How to kill a dogs egen formulering med fokus på køn, krop og seksualitet. Jo da, feministisk. Men måske her mere humanistisk … eller holistisk. Vi er jo alle børn (eller kid) af en mor. Så hermed en helhjertet opfordring til at sætte yderligere forestillinger op.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og