
FRA PERSERRIGET TIL PALÆSTINA #1 // REPORTAGE – Ved indrejsen til Iran bliver man mødt af mistro, men når man først er gennem nåleøjet, møder iranerne en med venlighed – og en kritisk indstilling til forholdene. Kasper Mathiesen har været på rejse i landet, som mange i Vesten betragter som hovedfjenden.
TEHERAN – Vandet glimter i floden langs vejen, fåreflokkene vandrer over de bølgende bakkedrag, en ensom hyrde traver forbi med sin fåreflok og sine to hunde, en tynd stok i den ene hånd, som leder vildfarne får tilbage til flokken. Et bjergpas åbner sig efter lang tids opstigning, og trafikken snører sig langsomt sammen.
Minibussen er ankommet til Kapiköy-Razi grænseovergangen i det østlige Tyrkiet, og jeg er stadig i tvivl om visum hjemmefra nu også gælder, om vi virkelig får lov til at komme ind i Iran, især nu, hvor styret i Teheran er endnu mere på vagt over for fremmede, der rejser ind i landet.
Krigen raser i det hellige land, og hele verden følger med, suget ind i en tilstand af rædsel, uløselige spændinger, depression og håb og hævn og mistillid, der blot synes at blive værre og værre.
Hvad gør vi med fire teenagere på slæb, hvis rejseplanen går i vasken her?
Razi-grænsen til Iran er en af de store smugler-overgange, hvor alkohol og vestlige varer kommer den ene vej, mens billige, sanktionerede varer fra Iran bringes den anden vej til Tyrkiet, hvor de ompakkes og udstyres med Made in Turkiye-mærkater, så de kan sælges i resten af verden.
Den grå eminence
Krigen raser i det hellige land, og hele verden følger med, suget ind i en tilstand af rædsel, uløselige spændinger, depression og håb og hævn og mistillid, der blot synes at blive værre og værre.
Siden før vi tog afsted hjemmefra i begyndelsen af november, har jeg været nysgerrig efter at se, hvordan krigen tager sig ud set fra de steder på tværs af den muslimske verden, som vi skal besøge. Jeg har særlig været spændt på Iran. Missiler og kampvogne og kameralinser peger mod Gaza, hvor blodet flyder, og huden steges, inden de overlevende graver deres døde frem af murbrokkerne.
De bebrejdende fingre i kulisserne, fra analytikere og eksperter og militærstrateger i Vesten, fra Washington, London og især Tel Aviv, peger alle mod Iran som den grå eminence bag linjerne
Det er de værste massakrer i mands minde, et låg, der er røget af en sprængfarlig bøtte og nu ikke kan komme på igen. ‘Krigen mellem Israel og Hamas’ har medierne døbt den. Men de bebrejdende fingre i kulisserne, fra analytikere og eksperter og militærstrateger i Vesten, fra Washington, London og især Tel Aviv, peger alle mod Iran som den grå eminence bag linjerne.
Og med rette: Iran har gennem årtier sponseret såvel Hamas, PFLP og Islamisk Jihad, og også denne gang er Iran storleverandør af våben til kampen, samt knowhow og efterretninger til udvikling af strategi og teknologi i den kæmpemæssige underjordiske bastion under Gaza, der nu har modstået Israels hævn og raseri i tre måneder og som til stadighed sender hundredvis af israelske soldater i døden.

Det er også Iran, der står bag øvrige grupperinger og militser, der lurer på andre slumrende fronter i regionen, som varsler om en potentiel storkrig:
Hizbollah i Libanon, der allerede et par dage efter den 7. oktober begyndte at angribe ind over den nordlige grænse til det besatte Palæstina, og som har sendt jødiske bosættere på flugt fra området. De mange militser i Irak og Syrien, der ligeledes kort efter 7. oktober på nærmest dagligt plan har angrebet israelske og amerikanske mål med droner og missiler. Houthi-hæren i Yemen, der sender missiler mod det sydlige Israel, og som næsten har formået at lukke Suezkanalen for handelsskibe på vej mod Israel, og som dermed udgør en tikkende bombe under verdenshandelen, globale kommunikationslinjer, og selve magtstrukturen i verden.
Vi er de eneste fremmede her og stikker klart og tydeligt ud
Ja selv Bashar al-Assads Syrien, som kun har overlevet et årtis borgerkrig takket være iransk støtte, og endda de siden 1967 besatte Golanhøjder på Israels nordvestlige grænse, er stærkt infiltreret af Iran. Det er på dette storpolitiske baggrundstæppe af krigspotentiale og de værste globale spændinger i lang tid, at vi krydser grænsen til Iran.
Israelske agenter?
Alt er kaos, biler og busser holder parkeret i hver deres retning, dytter, ganske få kvinder og masser af mænd. Slæbende på kufferter, poser, sække, frakker, varer. Alle forsøger at trænge igennem menneskemasserne til den ene snævre sluse, hvor pas godkendes eller afvises.
Vi holder os tæt til vores nye flok, som vi har været sammen med i minibussen siden Van, og som også krydser ind i det nordvestlige Iran, tre unge mænd og en ældre herre med sine to voksne døtre, hvoraf den ene har fået opereret sin næse smallere i Tyrkiet.
Vi får tilbudt kager, nødder og te i en lind strøm, mens vi bevæger os fem centimeters museskridt ad gangen med vores kufferter i et absurd kapløb presset sammen i bundter af drenge og mænd med slidte bukser og slidte ansigter, der holder vågent øje med os. Vi er de eneste fremmede her og stikker klart og tydeligt ud.
Efter et par timer møder vi endelig grænsekontrollens undersøgende blik, og efter endnu et par timer er vi sluppet ud af grænsezonen og bevæger os ned ad bjerget på den anden side af passet. Vores unge iranske venner sætter iransk disco på anlægget, men dieselmotorens rumlen og skratten er svær at overdøve, fordi vinduet er i stykker.
Militærpolitiet, eller hvem det nu er, der på en eller anden måde har fået nys om, at vi er i området, synes overbevist om, at vi ikke er israelske agenter. Samtidig har jeg en fornemmelse af, at der nok bliver holdt øje med os
Vi sidder i bølger af motorstank fra den tætte grænsetrafik, og på min plads suser efterårets kølige bjergluft ind gennem den utætte dør, så jeg får kvalme. Det bliver heldigvis bedre nogle kilometer nede i dalen, og da vi stopper for at spise iransk suppe og kebab på en stille restaurant langs vejen, ser alting igen lysere ud.

Vi kører videre, og jeg når at tænke, at Iran måske alligevel ikke er så anderledes trods alt. Men da solen går ned, og bjerglandskaberne forvandler sig til kulsorte tæpper, bliver minibussen pludselig gennet ind til siden. Et par mænd i militæruniformer træder frem fra nogle barakker og beordrer venligt, men fast mig og min kone ind på et lille kontor.
En lidt ældre mand med flere stjerner på skulderen kigger mistroisk på os fra den anden side af sit skrivebord, mens hans assistenter placerer kopper med varm te og masser af sukker foran os. Gennem gebrokne fraser forstår jeg efter nogen forvirring, at han vil vide, om vi har nogen forbindelser til Israel. Er vi agenter, hvad laver vi her, hvad er formålet med rejsen, har vi været eller skal vi til Israel?
Ligesom det gamle Perserrige fra det femte århundrede f.v.t. rækker det nutidige styres ambitioner og magtinteresser hele vejen ind i Europa og Afrika
Vi overleverer vores telefoner til gennemsyn, og efter nogle minutters undersøgelse får vi med håndtryk og smil endelig lov til at gå tilbage til de andre i bussen og fortsætte på vores 40 dages rejse gennem Iran. Militærpolitiet, eller hvem det nu er, der på en eller anden måde har fået nys om, at vi er i området, synes overbevist om, at vi ikke er israelske agenter. Samtidig har jeg en fornemmelse af, at der nok bliver holdt øje med os, og at jeg ikke bare uden videre frit kan undersøge regimets hemmeligheder og udspørge folk om, hvad de synes om det.
Jerusalem-styrkens ambitioner
Iransk-støttede grupperinger og operationer i udlandet koordineres af Sepah-e Qods, den såkaldte “Jerusalem-styrke” under den iranske revolutionsgarde og leder via brigadernes samlede nuværende leder, Esmail Ghaani, tilbage til Ayatollah Ali Khameneis domicil i Teheran. Jerusalem-styrken blev grundlagt tilbage i 1980’erne, da krigen rasede mellem Iran og Irak, og er siden kun vokset i styrke og kapacitet.
Invasionen af Irak i 2003 mundede ud i en udvidelse af Irans militære og politiske indflydelse i Irak, og særligt nedkæmpelsen af ISIS ledte til massiv iransk oprustning i Irak.

Borgerkrigen i Syrien fra 2011 og frem, hvor Iran støttede Bashar al-Assad, gav Iran fri adgang til Syrien. Krigen mellem Saudi-Arabien og de iransk-støttede shiamuslimske houthier i Nordyemen, sikrede Jerusalem-styrken fodfæste i Adenbugten, Rødehavsregionen og det nordlige Indiske Ocean. Endelig er der krigen i Ukraine, hvor Iran har været storleverandør af avanceret våbenteknologi til deres allierede, Putin.
Ligesom det gamle Perserrige fra det femte århundrede f.v.t. rækker det nutidige styres ambitioner og magtinteresser hele vejen ind i Europa og Afrika. Jerusalem-styrkens erklærede mål er imidlertid først og fremmest at befri den muslimske verden for fremmed besættelse, herunder særligt Jerusalem og Palæstina, som navnet indikerer.
Sagt med andre ord har Irans strategi over årtier været at udbygge sin indflydelsessfære via proxy-hære og militser og på den måde indlemme og true Israel på flere fronter samtidig.
Hvordan ser Jerusalem og Gaza og den potentielt forestående storkrig ud fra almindelige iraneres perspektiv?
Den nye krig på flere fronter sætter Israel i en helt ny situation, som de stadig har svært ved at finde hoved og hale på. Iran synes at have taget Israel og USA på sengen med proxy-militser i de besatte områder og i grænselandet, mens Teheran selv befinder sig på nogenlunde tryg afstand af begivenhederne med en diskret vind i sejlene fra såvel Rusland som Kina.
Israel kender udmærket til situationen og har gennem december og januar udført attentater og likvideringer af topfolk i forskellige iransk-støttede grupperinger i både Libanon, Syrien og Irak, muligvis inde i Iran selv, som en advarsel om, at de kan ramme iranske interesser overalt.
Spørgsmålet er, hvor langt både Israel og Iran er klar til at gå for at bekæmpe hinanden, og om de er villige til at starte den regionale storkrig, alle har ventet på.
Men regimet i Teheran og dets strategi for at skubbe USA og Israel ud af Mellemøsten er én ting. Jeg er lige så interesseret i at forstå den iranske befolknings perspektiv på det hele. Hvordan ser Jerusalem og Gaza og den potentielt forestående storkrig ud fra almindelige iraneres perspektiv?

Som dagene og ugerne går, bliver jeg overrasket over, hvor åbenmundet kritiske iranerne er over for landets ledelse. Jeg har tidligere, før borgerkrigen, boet flere år i Syrien under Bashar al-Assad, hvor jeg oplevede et samfund gennemsyret af frygt for et diktatorisk regime, der uden varsel kan kidnappe og torturere enhver og begrave dem i hemmelige, underjordiske fængsler. Væggene, selv i folks private hjem, lærte jeg dengang, har ører, og ingen nævner regeringen eller præsidenten uden først at have etableret 100 % tillid og uden at hviske.
Folk er ikke bange for at sige, at de synes, styret i Teheran er forskruet eller endda vanvittigt, og ofte skal man blot få sætninger ind i en samtale, før et nyt bekendtskab afslører, at han eller hun håber på radikale forandringer, en revolution, at styret mister magten, og Iran igen bliver en del af verden
I Iran er det anderledes. Folk er ikke bange for at sige, at de synes, styret i Teheran er forskruet eller endda vanvittigt, og ofte skal man blot få sætninger ind i en samtale, før et nyt bekendtskab afslører, at han eller hun håber på radikale forandringer, en revolution, at styret mister magten, og Iran igen bliver en del af verden.
Der er ingen frygt i befolkningen, på trods af at det blot er lidt mere end et år siden, at Revolutionsgarden gik på gaden for at slå oprørere og demonstranter ihjel på tværs af landet.
Flere rapporter nævner tusindvis af dræbte i Teherans gader, tusindvis af sårede, tusindvis af politiske fængslinger. Undervejs på rejsen møder jeg flere, der var på første parket til rædslerne, som fortæller om en meget, meget voldsom tilstand, et land på nippet af en revolution.
Selvom regimet genvandt kontrollen over situationen, forventer mange af dem, jeg møder, at revolutionen vil komme før eller siden. Det er kun et spørgsmål om tid.
Læs også anden del af reportagen, “Revolutionen lurer under overfladen i Iran”.
Artiklens anden og sidste del følger i morgen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.